En lille update

Hej Alle

Det her er bare en kort lille update omkring hvad der er sket siden jeg kom hjem fra Northland. Fordi jeg først har fået indlæggene op nu, betyder det at de kommer lidt lige efter hinanden, men det må vi alle sammen lige leve med.

Jeg har siden jeg kom hjem for snart 10 dage været i gang med at planlægge fremtiden. Jeg har valgt fag for næste skoleår efter jul. Lige nu er mine fag meget skoleagtige og liiiidt halvkedelige, det bliver de ikke næste år. Linjerne er ikke blevet lagt endnu, de er dannet udfra det folk siger de gerne vil have nu, så intet er fastlagt endnu. Jeg håber på, ud over engelsk og religion, at kunne tage; Visuel kunst - maling, Idræt, Kost og logi og visuel kunst - design. Jeg glæder mig meget til at få idræt som mere end bare 40 min hver uge. Jeg længes efter idræt efter idrætsefterskole sidste år, så det bliver lækkert. Så skal jeg have to kunstfag og jeg er ikke særlig kunstnerisk. Design er grafisk design på computeren så det er okay, men maling derimod… Jeg er meget dårlig til at male. Alligevel var det min første prioritet. Mange af mine venner er kunstneriske og maler og vi har en super god og cool kunstlærer - Mrs. Howlett. Hun har lovet at lære mig at male, så det glæder jeg mig rigtig meget til, og så kommer jeg forhåbentlig hjem med en ny evne. Kost og logi har jeg også haft i år og det har været rigtig godt og så elsker jeg mad så det er jo bare lækkert.

                                            Jeg har også valgt sommersport. Jeg skal spille futsal og volleyball. Jeg var til udtagning til futsal holdet i tirsdags, men da vi ikke var for mange, kom alle med på holdet, inkl. mig så det er godt. Jeg har volleyball udtagelse i dag, så det er rigtig spændende. Forhåbentlig kan man se nogle af alle de timer mandag eftermiddag, jeg spillede volleyball som valgfag på BI sidste år.

                      Endnu en ting ude i fremtiden vi er begyndt at snakke om er værtsfamilier. Jeg skal flytter over til Derek og Sue i den anden ende af byen ti slutningen af oktober. Jeg har endnu ikke mødt Sue, men jeg skal til middag hos dem i aften. Det er enormt underligt at tænke på at flytte. Det føles så langt ud i fremtiden, og samtidig er det lige om lidt. Tiden går så sindssygt stærkt. Jeg har det underligt med at forlade Sue og Neill, det er mit hjem og jeg er virkelig faldet til og er veltilpas i deres hjem. Jeg kender dem og er tryg her, mens jeg skal starte helt på en frisk med Derek og Sue. Jeg har ikke nogen negative følelser omkring det. Jeg er ikke bange eller ked af det eller noget, det er bare lidt underligt… Men det skal nok blive godt og jeg glæder mig til at lærer dem at kende i aften.

Siden sidst har jeg været i teatret hele to gange.  Jeg fik sneget mig ind i 11. time til en ballet i søndags. Vi kunne få billige billetter gennem skolen og jeg fik i sidste øjeblik en billet. Jeg var bare så sent ude at jeg ikke kom til at sidde sammen med skolen, men sammen med mig selv et andet sted. Det var fint nok, jeg døde ikke af det. Ballet var fantastisk. Jeg er meget imponeret over hvad den mennekserlige krop er i stand til og hvordan man kan fortælle en historie uden et eneste år. Det var Shakespears ’ A midsummer night’s dream’

                      I går onsdag var jeg så en tur I teatret igen. Denne gang var det for at se NZSO - New Zealands symfoni Orkester - spillet ’Classical Hits. John min counsellor og Gail hans kone havde inviteret mig med. Jeg nød det virkelig.  Det er at spillede klassiske hits betød at jeg genkendte numre en gang i mellem. Klassisk musik er ikke noget jeg normalt høre og man forbinder som regel ikke en 16 årig teenagepige med klassiskmusik, men det er ikke noget jeg har noget imod og jeg nød det virkelig. Jeg kunne endda finde på at gå til en koncert igen. Jeg hører som sagt ikke rigtig klassisk musik men vi ser gerne en bid af nytårskoncerten fra Wien, d. 1. januar hvert år og jeg husker tydeligt hvordan min dansklærer i 2. klasse spillede klassisk musik for os når vi lavede skrivning. Så det er ikke helt nyt for mig.

                      Jeg synes det var helt fantastisk hvordan de spillede sammen. Før koncerten startede sad de alle sammen oppe på scenen og øvede hvert sit og det lød mindre fantastisk… Men så kom dirigenten, som for øvrigt var herlig, helt fantastisk, og så spillede de bare sammen og det lød fantastisk. Det var endnu mere fantastisk når man havde kontrasten fra før koncerten.  Lige som ved balletten elsker jeg hvordan de kan fortælle en historie, få min puls til at stige eller få mig til at grine bare ved at spille musik. Så nød jeg også at sidde og iagttage hvordan de spillede og behandlede deres instrumentet, nogen nærmest som om de aede et kæledyr og andre med enormt disciplin, det var fantastisk.

I weekenden venter mig en orienteringsweekend med Rotary. Vi skal have mere information omkring vores tur til Sydøen i november og lærer hinanden at kende og så skal vi på vandretur. Lige nu regner det og er meget gråt og sørgeligt så forhåbentlig bliver vejret bedre.               

                      Weekenden er starten på to ugers skoleferie før sidste ”term” inden sydøstur og en laaang ”sommerferie” Det er deres sommerferie, men det er hen over jul….

Hyg jer  - Nanna

Northlandturen - del 2

Hej Alle

 Det her er så fortsættelsen på Northlandturen. Ja, mit mål med ikke at gå i detaljer har jeg vist ikke rigtig opnået… Men det er fint nok…

Vi kom til Russel. Russel var en af vores hovedmål med turen fordi at der var derfra vi skulle med en båd ud i Bay of Islands, ud på vandet og se det derfra og møde delfiner. Sue og Neill har rigtig mange somre sejlet rundt heroppe i deres egen båd, så de ville enormt gerne vise mig Bay of Islands fra vandet.

Delfiner i BoI.

                      Vi sejlede med firmaet ’Explore’. Fordi det ikke var i højsæsonen om sommeren var vi kun små 20 ombord så vi havde masser af plads på båden og det var rigtig hyggeligt. Vi var næsten lige kommet ud på vandet, jeg tror vi havde sejlet i 10 min. da vi så delfiner. Der var en stor flok lige rundt om hjørnet fra Russel. Vi blev der i et godt stykke tid og så dem lege, tog billeder og nød synes. Hvis de rigtige omstændigheder er der kan man få lov at svømme med delfinerne. Det havde jeg meldt mig til, men desværre fandt vi ikke de rigtig delfiner. Der må ikke være unger omkring, og det var der med denne flok.

                   
  Det var virkelig en fantastisk oplevelse at se delfinerne. De var lige ved siden af båden og svømmede med os. At se dem i deres naturlige miljø, de voksne der springer op af vandet og ungerne der forsøger at gøre deres mødre kunsten efter, var helt fantastisk. De var virkelig søde og legesyge og bare vildt nuttede. Der blev taget rigtig mange billeder af dem, nogen hav overflade, nogen sprøjt, nogen finner og et par stykker med delfiner.

Jeg kigger gennem "hole in the rock"

                     
Da vi efter lang tid forlod delfinerne fortsatte vi ud i Bay of Islands. Det er en bugt med 144 øer langs kysten og det berømte ”hole in the rock” som er et stort hul i en ø for enden. Mens vi sejlede gennem bugten, med smukke øer til hver side, mod hole in the rock, fortalte vores kaptajn forskellige ting om bugten og øerne. Hole in the rock var ret specielt. Selvom det bare et en ø med et virkelig stort hul i midten, så er det rimelig cool. Vi sejlede igennem det fra den smalle side og det er ikke svært at tro på at man ikke kan være i hullet, men som man kommer tættere på bliver det større. Når man så sejler igennem bliver det mørkt for en kort stund før man er ude på den anden side. Det er en gammel legende at hvis man når man sejler igennem bliver ramt af en dråbe fra hullets loft så betyder det lykke og evig ungdom. Gæt hvem der blev ramt… Ja jeg blev ramt, lige i højre hjørne af min pande. Jeg hørte først en dråbe ramme gulvet ved siden af mig og så opdagede jeg at én også havde ramt mig. Det var lidt wauw-agtigt at den ramte mig. Jeg har dog ikke oplevet nogen specielt heldige episode siden der kunne være grundet det.

En selfie fra bakken på Urupukapuka

                      Efter en rundtur om øen med hullet sejlede vi videre mod Urupukapuka som er den største ø i bugten og hvor vi skulle spise frokost. De havde frokost til os og som vi sad og spiste det kom solen for alvor frem og alting blev lige lidt pænere. Efter frokost gik Sue og jeg en tur op på en bakke top der havde et 360° udsyn over bugten. Det var fantastisk smukt. Man kunne se det klare blå van skifte til grøn og gyldent efter havdybder og havbund, man kunne se klipper, træer, hvide strande. Det var bare smukt.

En kort over vores tur i BoI

                     

 Derefter gik turen hjem igen. Vi stod af i Pahia som er på den anden siden af vandet ud fra Russel. Der gik vi rundt i en time, fik en is og købte et par souvenirs. Jeg sværger souvenirbutikker bliver min død, eller min bankkontos død…

Et billede med nogen af performerne. Vi stykker tungerne ud
some an gør i "Haka"en

Dagen efter sagde jeg farvel til mine ænder og vi kørte videre. Den dag bød på meget; en flagstang, en brønd et vandfald, en butik og Waitangi Treaty grounds. Flagstagen var blevet skåret ned af en Maori leder i protest mod den engelske kolonisering og brønden var det eneste tilbage fra stedet for den første hovedstad efter en brand.  Waitangi treaty grounds er stedet hvor traktaten omkring kolonisering under den britiske krone blev underskrevet og er et museum. Vi så er kulturel performance med en maorigruppe som sang og dansede for os. Jeg elsker de kulturelle optrædner om det er maori eller fra stillehavsøerne. Det lyder så godt når de synger på deres eget sprog, deres dans er stærke og man kan mærke de betyder noget. Jeg elsker de gamle traditioner der er gemt i det. Bagefter fik vi en rundvisning på stedet og historien omkring traktaten og koloniseringen og samarbejdet med Maori folket. Jeg ved mere om det end mange af mine venner hernede nu. For eksempel; New Zealands flag ligner ikke Australiens, Australiens ligner New Zealands for vi havde det først. Det var en god tur og jeg føler jeg kender New Zealand bedre efter det.

Derefter var det mod Kerikeri. Her en den ældste stenbygning i New Zealand - the stone store. Det var en smuk gammel butik med alt muligt underligt på hylderne. Vi smuttede lige forbi endnu et vandfald, the Rainbow falls, der eftersigende skulle være 27 m højt, før vi kørte til Aroah Island.

              

En "ød selfie fra kiwijagten

Aroah Islands var vores campingsted den nat. Det var engang en ø, men er det ikke mere. I stedet er det et kiwireservat. Kiwi som i New Zealands nationaldyr. De er kun aktive om natten, så da mørket faldt på gik vi på kiwijagt. Det var med røde lygter på stier rundt om på øen. Vi var ude i næsten 2 timer, men vi hverken så eller hørte desværre noget særligt. Kiwier er brune og falder i med landskabet, så vi skulle lytte efter dem i stedet for at kigge efter dem, men ja, desværre intet held.

Næste dag tog vi afsted mod Kaitaia eller mere bestemt Awanui som var vores andet sikre bestemmelsessted, det var nemlig her fra vi skulle på busstur til Cape Reinga og ned af 90 mile beach, men det vender vi tilbage til. På vej dertil stoppede vi i Manganui og var inde og spise frokost på den verdens berømte Fish and chips shop der. Jeg ved ikke hvorfor den er verdenskendt, jeg havde ikke hørt om den før… Det var en fint måltid, meget fish and chips-agtigt, hvilket ikke er overraskende.

                      Vi var også lige et smut i Kaitaia på i Te Ahu som indeholdt et lille museum. På museet var en egnsudstilling og en udstilling omkring Røde kors 100 års jubilæum i New Zealand. Fin lille tur derind. Da vi kom ud igen var solen fremme efter at det hele morgenen havde stået ned i stænger.

                      Vi camperede ved et motel som også havde campingpladser i Awanui, hvor vi skulle hentes næste dag til bussturen. Vi havde køer gående lige bag os, så det føltes lidt hjemmeligt.

                      En ting er at jeg savner min familie og venner og menneskerne derhjemme lidt engang imellem, men jeg savner også mine dyr, eller dyr, rigtig meget. Jeg er vant til hund, kat, heste og køer derhjemme, og nu bor jeg inde i en by uden nogen kæledyr overhovedet. Det betyder at når jeg går en tur på stranden og en mand med hans hund kommer forbi og vi siger hej og hunden får et klap, så er det bare lykken, jeg elsker de firbede herligheder.

Is kl. 11... Hvorfor ikke..

Os foran vores "bus"

Den næste dag var rigtig spændende. Som jeg sagde så var det ligesom Bay of Islands cruiset et af hovedpunkterne på turen. Bussen kom og hentede os ved motellet, eller ”bussen” som egentlig var en ombygget mælkebil. De havde taget tanken af og sat en ”bus” på med sæder og vinduer. Vi blev hentet kl. 9 og da tidevandet, som de har meget af hernede, var inde på det tidspunkt kørte vi op af vejen og ned af stranden. Vi stoppede ved et indløb til en flod og ved den nordligste dagligvarebutik i New Zealand og fik en is. Ja, vi spiste is kl. 11 om formiddagen… Neill var glad med hans kærlighed for is. Bagefter var vi et smut på Rarawa Beach som er kendt for at have meget hvidt sand. Det havde regnet så sandet var ikke så hvidt som det kunne være men, det var stadig fint. Bagefter kørte vi til en lille bugt på toppen af østkysten, Tapotupotu bay, og spiste frokost. Frokosten var igen leveret af firmaet, som var Harrisons Cape Runner.  Vi spiste lystbrød med ost og skinke på toppen med en skive ost eller salami indeni, myslibarer og ris kiks. Det er en meget normal New Zealandsk frokost.

En selfie ved Cape Reinga som I kan
se blæste det rigtig meget.

Efter frokost kørte vi til Cape Reinga som er det sted hvor de to have, det Tasmanske hav og Stillehavet, mødes. Det er dog store bølger og stejler klipper så i stedet for at stå med en fod i hvert hav, som på Grenen, står du på toppen af en klippe ved et fyrtårn og kigger ud hvor bølgerne bryder sammen. Det blæste rigtig meget, så ligesom hjemme i Vestjylland, så bølgerne var store, men vandet var blåt og det var faktisk rigtig flot. Stedet er kendt som et spirituelt sted hvor afdøde Maoris sjæle flyver igennem før de flyver videre til en anden verden.

                   

Sandtabogating - here we go

 Efter Cape Reinga kørte vi mod 90 mile beach, en som navnet siger lang strand ned af vestkysten, det er en sand strand som vi kender dem i Danmark. Stranden er rent faktisk 90 mil, men 55 ( 88 km) så navnet snyder. Vi kørte dertil via en å. Åen havde nogen steder en bund a kviksand  og da vores lidt specielle(meget humor men knap så god humor) kørte ind i åen, sagde han at folk synes de var sindssyge fordi de kørte ned af en å med kviksand. Det er også lidt sindssygt, men så længe vi holdt os i bevægelse ville det være fint, og det var det også. Vi stoppede lidt før stranden for at lave sandtabogatting. Det er en slags kælketur ned af store sandklitter. Du ligger på maven på et board og suser ned af sandet. Det er vildt sjovt og vådt. Når der er en å for enden af bakken og man stopper der så bliver man våd. Jeg snakker af egen erfaring… Men det var virkelig sjovt.

90 mile beach

                      Vi fortsatte ned af 90 mile beach, nu med tidevandet så langt ude at der var plads nok. Vi kørte 73 km ned af stranden i bussen. Det var rigtig fint, men bare en strand… sandstrande som det er ikke det mest almindelige hernede, så jeg tænker at det er derfor, det er sådan en turist attraktion.

                      På vej hjem stoppede vi lige forbi en Kauri museum mens bussen blev spulet. Kauri er et indfødt New Zealands træ som er enormt stort, lige uden grene og blevet brugt meget til møbler og som tømmer i løbet af årene. Der var en trappe lavet ud af bare et enkelt træ, det var rimelig cool. De har også en form for rav kaldet - kauri gum - som også er harpiks der er fossilet og gyldent.

                      Vi var hjemmer kl. 5 efter en god dag. En lang der, men en god dag.

Tane Mahuta

Næste dag var vi så egentlig på vej hjem igen. Hjemrejsen var ned af vestkysten modsat turen op. Her var knap så mange ting at se, så det er derfor vi brugte meget mere tid på østkysten. Vi kørte mod Kai Iwi lakes og på vejen stoppede vi i bunden af 90 mile beach, så jeg har både været i toppen og bunden af 90 mile beach. Vi kiggede også ind ved Tane Mahuta. Tane Mahuta er det største kauritræ der stadig er i live, og ja, det er et enormt stort træ.

Opos mindestatue

Sidst men ikke mindst var vi også i Oponino, herligt navn, som er kendt for delfinen Opo. Opo var en delfin der levede i vandet ud for Oponino i 1955/1956 og var enormt venlig omkring mennesker. Børn fik rideture og hun spillede bold med folk. Det er så cool, hvem vil ikke gerne have en ridetur af en delfin.

   

En lille svømmetur.

Da vi kom frem til Kai Iwi lakes var vejret fantastisk. Mit humør er altid 100 gange bedre når solen skinner og vejret er godt. Vi var næsten alene ved siden af den her smukke, smukke sø som reflekterede solen fint i en næsten blank overflade. Vi slog stole og andet campingudstyr op udenfor. Det er det bedste; når vejret var så godt at vi ville være udenfor. Bare sidde i campingstolene med noget at drikke og en snack og slappe af og nyde solen. Det elsker jeg ved det her. Vejret var så godt at jeg tog en svømmetur. Denne gang var det mere en reel svømmetur, selvom jeg stadig ikke var i super længe. Det blev lidt koldt og ensomt…

Vi fik en fisk!!!

                      Bagefter da vi sad og slappede af kom en fisker gående. Vi havde godt set at der var nogen der fiskede, men ikke snakket med dem overhovedet. I hånden havde han en ørred som han lige havde fanget. Den forærede han os og så fik vi friskfanget grillet ørred til aftensmad. Den eneste anden campist på stedet, en enlig mand der boede i sin autocamper hele tiden, kom forbi få minutter senere også med en fisk i hånden. Vi snakkede lidt med ham og slappede egentlig bare af resten af aftenen. Vi snakkede endda om at blive en dag mere hvis vejret var godt. Det var bare et herligt sted, god afslappet stemmening, og bare enormt smukt.

Vi campere med cider, solbriller og
pistiachienøøder

                    

Kai iwi lakes.

De sorte ringe er omkredse på Kauri træer.

Vi blev dog ikke for vejret var tilbage til gråt den næste morgen. I stedet kørte vi længere sydpå. Vi var forbi et rigtig godt og kendt kauri-museum i Matakohe. Vi var med på en rundvisning og fik rigtig meget fin information. De fældede ikke bare træerne sådan lige i gamle dage og specielt ikke når der var buskads overalt og træerne var så enorme som de er. Alle de historie fik mig virkelig til at tænke at det er helt fantastisk hvad mennesker var i stand til i gamle dage, med lidt hårdt arbejde og opfindsomhed. Det er ærgerligt at meget af det i dag er gået tabt til maskiner og computere.

       Vi endte med at bo ved Port Albert. Det var egentlig bare en offentlig parkeringsplads ved siden af en flod med toiletter og en legeplads. Der overnattede vi og vi spillede igen Svensk Idiot den aften. Lidt det samme resultat som sidste gang. Sue er ved være rigtig god til den og taktikken i det. Neill taktisk forstår jeg ikke… Men det gør han så…

                   

Piha Beach . jeg er den hvide
klat på stenen foran klippen.

 Dagen efter kørte vi mod Auckland hvor vi skulle mødes med Sues bror og hans familie og Neills søn. Vi var ved to ”sorte strande” Selvom det er i gåseøjne så var de sorte. Ikke kulsorte, men sandet var sort. De kaldte det ”iron sand” (jernsand). Det var lidt specielt og meget varmt for fødderne i solen. De får faktisk forbrændinger under fødderne om sommeren.

                     
Vi parkerede i indkørslen hos Oli and Libby. Libby er Sues niece. Middagen var rigtig fint. Der var meget der skulle snakkes om. Jeg kan rigtig godt lide den del af familien og jeg skal også holde jul med dem, hvilket jeg virkelig glæder mig til.

                    


 Næsten dag var sidste dag og egentlig bare et langt stræk hjem på vejen. Vi stoppede dog lige forbi Pokeno for mere bacon og så var der en forhindring på vejen mellem Taupo og Napier. Der havde været en meget alvorlig dødsulykke, så vejen var lukket. Vi troede vi skulle vente minimum en time, men lige som vi har lavet en kop the så åbner de vejen og så var vi på den igen. Vi var hjemme sen eftermiddag. Det var rart at være hjemme igen, men det var også en virkelig fantastisk tur.

Jeg havde virkelig en god tur. Når man er så tæt sammen lærer man hinanden at kende på godt og ondt, men hold fast hvor havde vi en god tur. Jeg har nu set mere af New Zealand end mange af mine venner og specielt i den del og ved også mere om nogen ting end de gør, så det kan man få ud af 12 dage i en autocamper. Der er steder jeg helt sikker vil komme tilbage til; Puhoi pup, Matapouri Bay, Kai Iwi lakes og Bay of Islands. Jeg har store planer om at komme tilbage og låne autocamperen enten med min familie eller venner eller måske end kommende kæreste engang i fremtiden. Jeg skal vist til at i gang med at spare op.

Det var alt for nu. Der er sket mange ting allerede siden jeg kom hjem, så endnu et opslag er måske ikke så langt væk

Hyg jer - Nanna Rytz

Northlandtur del 1

Hej alle

Så kom vi hjem igen i hel tilstand og efter en fantastisk tur. Vi har set meget og oplevet meget så jeg vil ikke gå i detaljer med alting, ellers vil det tage mig 100 år at skrive og halvt så langt tid at læse for jer.

Varme bassiner i Taupo

Vi tog som sagt afsted torsdag d. 3 september lige efter skole. Vi kørte til Taupo som er 150 km væk. Det er den største sø i New Zealand og enorm smukt, og så er det vejen ”ud” fra Napier. Hvis man vil nord eller vest på skal man forbi Taupo. Inden vi nåede vores bestemmelsessted tog vi et smut til de varme bade. Taupo er en gammel vulkan og der er meget varme i jorden, flere steder udnytter de det ud udvinder damp af jorden og laver strøm. Det var varme nogle naturlige bade som vi var et smut fordi. Ar sidde i 40° naturligt, varmt vand og se himlen blive mørk og lyset forsvinde for at give plads til natten og tusindvis af stjerne var helt fantastisk. Jeg elsker stjerner!

Udsigten til "junglen" i Taupo

 Vi stoppede der på en lille græsplæne uden for Mark og Nickis hus. Mark er Sues bror og de har en feriebolig i Taupo som vi brugte som campingplads. Dagen efter vågnede jeg op og trak gardinet fra og ser ud af vinduet. Det lignede bare at vi er inde midt i junglen, det var ret sjovt, lige bare planterne er huset.

Dag to var en lang køretur hele vejen til og igennem Auckland. En tur hvorpå jeg tog rigtig mange billeder. Billede af smukt landskab, Waikato floden og underlige ting ved New Zealand. Jeg tog billeder af deres skovbrug hvilket de laver meget af, de mange, mange lastbiler der køre rundt med træstamme, deres mælke- og andre tankbiler som er ovale og ikke runde som hjemme i Danmark og andre små ting som det. Vi var også et smut forbi Pokeno, som er kendt for deres vildt gode bacon.
Vi kom til Auckland og der var selvfølgelig masser af traffik, der er altid masser af trafik i Auckland, altid. Det begyndte også at regne da vi kom til Auckland, det regner meget i Auckland…

Parkeret i smukke omgivelser i
Wenderholm med Pahutakawas.

Vi skulle egentlig bare igennem byen for at sove i Wenderholm parken en halv time nord for Auckland. Det er en park/ naturreservat som har en campingplads. Det var enormt smukt og vi havde udmundningen af Waikatofloden ved siden af os, havet og stranden to minutter væk og et smukt park område med masser af pahutekawaer. Pahutekawa er en New Zealandsk træ, der er kendt som den New Zealandske jueltræ og det er smukt og vokser overalt og under meget svære betingelser. Det var et fantastisk sted.
Da vi vågnede om morgen var der en hel masse biler i parken fuld af klistermærker og med folk klædt ud som pirater, endda en som en papegøje. Det viste sig at ”The gumboot rally” startede der den dag, det var ret sjovt. Vi stødte endda på nogle af bilerne senere igen på vores videre vej nordpå.

Puhoi pup.

Da vi kørte fra Wenderholm kørte vi til Puhoi, en lilly landsby med en meget kendt pup. Jeg kan godt forstå den pup er kendt. Den var helt fantastisk. Alle vægge var fuldstændig dækket at pengeseddler, ID-kort og andre sjove små ting, samt ting fra fortidens liv i Puhoi. Pupen havde en helt speciel stemning og var bare enormt overvældende med alle de små ting på væggene. Desuden er den kendt for at folk kommer der og drikker sig fuldstændig i hegnet og falder om på græsplænen udenfor.

Østers..?

Da vi kørte videre stødte vi på et lille marked i Mangawhai. Det var et super hyggeligt lille marked med boder der solgte bøger, mad alt fra grøntsager til honning og nips og andre småting. Neill købte østers og jeg købte en lille strikkt broche til min blazer. Min blazer bliver fyldt når jeg får sat alt det jeg har samlet på den er tur på. Jeg vender tilbage til de der østers senere…

Ikk østers...

Dagen bød også på strande og bugter og dem er der enormt mange af i New Zealand. Vi så blandt andet Mangawhai heads hvor vi have frokost, Langs Beach og Surfers beach før vi endte i Waipu cove som er en camping plads der ligger lige bag nogle klitter og ud til havet. Det var en fin camping plads og stranden var lækker og lige ved siden af. Her smagte jeg de hersens østers… Jeg var for meget af en bangebuks til at tygge den, så jeg slugte den bare… Det var salt og smagte af hav, men det var lidt af en overtalelse af mig selv rent faktisk at putte den i munden… Østers er ok… Det var dog ikke den rigtig fancy og fine oplevelse, hvor du kæmper med at åbne dem og derefter spiser dem lige ud af skallen, nej de var bare i en skål helt slimede og mindre indbydende som de var.

Vi spiller svensk idiot.

  På stranden var der et par mænd ude a fiske, men ikke fiske helt normalt. De havde en maskine-ting der have en laaang line sat fast på sig og så svømmende” den ellers 2 km ud i vandet. Mændene satte kroge på undervejs og så var den derude i en halv time inden de trak den tilbage igen med en anden maskine. Det er lidt snyd synes jeg, men de fangede da et par fisk.
Den aften lærte jeg Sue og Neill at spille svensk idiot som er et kortspil jeg lærte på Bøvling Idrætsefterskole sidste år. Det var rigtig sjovt, men det tog lige et par forsøg før de lærte det. Jeg tror jeg vandt de første 7-8 spil...

En morgendukkert - ja tak

Næste morgen var det på farten igen, men ikke før jeg nåede en tur i havet. En morgendukkert er nu dejlig. De synes godt nok at jeg var ret så sindssyg. Jeg var heller ikke særlig længe i vandet, for det var sørme koldt. Turen var egentlig mest bare at vi have en rute og nogle ting vi skulle, bådcruiset og busturen og så kørte vi ellers fra sted til sted og så alt der var at se ind imellem.

Efter morgendukkerten kørte vi mod Whangarei. Whangarei er den sidste større by når man kører nordpå. Vi gik bare en tur ned langs floden, men det var en god tur. Neill købte mig en bamse kiwi ( New Zealands national fugl) som siger en forfærdelig, men kiwiagtig lyd. Vi var også et smut forbi Pak ’n Save, et stort supermarked, da det var fas dag i New Zealand. Neill fik to Magnus ispinde. Han elsker is og chokolade og jeg tror han var godt tilfreds.

Skov i RE reed park

Efter Whangarei var vi en tur i AH Reed Kauri Park som er et område med hjemmehørende New Zealandsk skov. Fordi New Zealand er så isoleret fra alting, er her rigtig mange dyr og planter som ingen andre steder er. Det var faktisk rigtig fedt at komme ud og gå i den her skov. Der var stier og man skulle vaske og desinficere sine sko før man gik ind for at holde skoven rask. Jeg har set en del skov fra vejene, og med en del palmelignende træer ser det meget eksotisk ud. som en blanding mellem norsk skov og en regnskov, men jeg havde ikke været tæt på og gået i det og rørt ved det før. Hjemme i Danmark bor jeg meget tæt på en skov, så skov er en stor del at naturen for mig, så det var rigtig rart at komme ind i skoven og se den tæt på. Vi var også en tur forbi Whangarei Falls som er et stort vandfald. Det var en rigtig fin tur og det blev nogle gode billeder ud af det.

Whangarei vandfald

Whangarei vandfald med Neill på fars dag

Vi vidste ikke helt hvor vi skulle sove den nat. Vi har en bog med campingpladser og apps og internet hjælper også med at finde dem, men en ting er det og en anden ting er virkeligheden. Vi havde et par steder linet op, men vi endte i stedet i Tutukaka. En fin lille campingplads med en meget stærk duft af jasmin, fra de blomstrende blomster på bakken ved siden af os.

Russel set fra vandet.

Næste dag kørte vi mod Russel. Russel var New Zealands første hovedstad og er tidligere kendt som ’Hellhole of the pacific’, men er nu kendt som romantiske Russel. Det var også fra Russen vores bådcruise ud i Bay of Islands gik fra.

Matapouri bay

På turen derhen var vi et smut forbi Matapouri Bay. Det var et magisk sted, der virkelig tog mig med storm. En lille bugt men en fin sandstrand, men også klipper. Stranden var ligesom delt i tre af nogle sten og klipper. Vi var alene på stranden, hvilket nok også var en del af magien, og hvilket man ikke vil opleve om sommeren. Vi gik en tur rundt og så sand, sten, klipper og små grotter. Det er svært at forklare hvorfor det var magisk, men stedet var bare magisk for mig. Jeg vil helt sikkert vende tilbage dertil. Det er et rigtig godt sted for en strand-picnic-date hvis I tilfældigvis skal bruge sådan en location. Vi var også forbi Whale Bay, endnu en skøn lille bugt med lækkert, klart, blåt vand.

Hundertwasser toiletter i Kawakawa

Vores sidste stop inden færgen til Russel var Kawakawa. Den kendte østrigske kunstner og arkitekt Hundertwasser boede i næsten 20 år i Kawakawa og han designede nogle meget berømte offenlige toiletter, så dem måtte vi besøge. De var meget specielle - meget, meget specielle. Underlige mosaikker af fliser og flasker på vægene og kunst af underlig art rundt omkring, men nu kan jeg sige jeg har tisset på Hundertwassers toilet i Kawakawa.


Vi tog en lille bilfærge over fra Opua til Okiato og kørte til Russel. Vi boede på top 10 campingpladsen hvor jeg fik tog nye venner. De er dog ikke noget at prale af, for det var to ænder. Der er mange ænder her og også et par vilde høns hist og her. Det var en han og en hun og hanen haltede forfærdeligt på venstre ben, en kønt par venner, jep.

Mine to venner fra Top 10 Russel

Jeg vil efterlade jer her med første halvdel af turen og lige før en af højdepunkterne med bådcruiset den næste dag. Selvom jeg sagde jeg ville prøve ikke at gå alt for meget i detaljer så er der bare så meget at fortælle så vi deler det i to i stedet. Resten følger så snart jeg får tid.

Hyg jer - Nanna Rytz

Autocamperen er kommet i brug

Hej Alle

Det røde er Northland, stjernen er
Bay of Islands og det sorte er Napier.

Jeg går og glæder mig rigtig meget lige nu. Jeg glæder mig til at vi, Sue, Neill og Jeg, på torsdag tager afsted i vores autocamper. I skolen skal de have ”mocks”, der er prøve eksamener, eller hvad vi kalder terminsprøver. Jeg skal ikke sidde de her mocks så jeg har en hel uge uden at skulle noget i skolen. Det udnytter vi og tager afsted på ”camping-ferie” til Northland, der er den nordligste del af New Zealand. VI skal afsted 12 dage, så jeg misser lidt mere end eksamenerne, men det betyder ingenting. Vi tager som sagt afsted på torsdag d. 3. sep og vi kommer tilbage omkring d. 15. sep.
Vores turer ikke planlagt helt endnu. Vi kan stoppe med autocamperen når vi har lyst og køre hen hvor vi vil, og der er meget der skal ses. Nogle af de faste punkter vi har besluttet er Bay of Islands, som er et enormt smukt sted med ja en masse øer i en bugt, her skal vi bla. se Russell.  Russell var den første by der blev koloniseret af europæere og New Zealands første hovedstad. Vi skal også på et bådsafari rundt i bugten, og en bussafari tur langs 90 mile beach som er stranden op langs vestkysten af spidsen. For enden af spidsen møder Stillehavet og Det Tasmanske Hav, ligesom Skagerrak og Kattegat gør ved Grenen i Danmark. Jeg glæder mig enormt meget til at vi skal afsted.

Så er alt sat og og klart. Billedet ligner
 noget fra en reklame.

Sidste torsdag havde en testtur i autocamperen. Det vat første gang for mig i en autocamper og første gang for Sue og Neill med 3 i autocamperen. Vi ville lige ud og prøve det af, så jeg ved hvor ting er placeret henne. Når man laver på så småt et areal, har alle ting en fast plads og det er vigtigt at det er der. Vi skulle også se hvordan det fungerede at være tre i camperen, specielt at sove der. Vi byggede den ekstra seng omkring spisebordet og bænken i camperen, og jeg sov der. Der er meningen det er en dobbeltseng, men jeg er glad for, at jeg er den eneste der skal sove der. Det var vigtigt for os at se om det var for ukomfortabelt for mig eller Sue eller Neill, at vi skulle sove så tæt på hinanden. Det var ikke noget problem. Faktisk var der slet ikke nogen problemer, alt gik som smurt og jeg glæder mig bare helt vildt til at komme afsted.

Udsigten over Cape Kidnappers og Hakwes Bay

Vi var ude ved Hamoana, som kun er en halv times kørsel væk. Det var et smukt sted; udsigt over Hawkes Bay og Cape Kidnappers (sydlige spids af Hawkes Bay).  Det var enormt smukt. Jeg nød det virkelig. Det var afslappende ikke rigtigt at skulle nå noget, bare slappe af. Jeg tror vi havde været afsted i 2-3 timer da jeg besluttede at jeg skal have mig en autocamper når jeg engang får tid ( og råd). Jeg er fuldstændig forelsket i roen, at man ikke skal nå noget, friheden, man kan være hvor man vil, at alt har deres plads, det hyggelige ved at være så tæt sammen. Det er bare helt fantastisk, så det kan min fremtidige familie, eller nuværende, se frem til.
Her er et link til et fotoalbum på Facebook med billeder fra vores tur:

https://www.facebook.com/media/set/?set=a.949106975136037.1073741830.928583403855061&type=3

Det bedste toilet i New Zealand og man kan lige skimte Cape
Kidnappers i baggrunden.

En lille sjov ting. På den plads vi var var der som sagt enormt smukt. Og der var også et rigtig fint toilet. En mand kom forbi og spurgte om Neill ville hjælpe ham. Det viser sig at toilettet er blev kåret til New Zealands bedste toilet. Det er også rigtig fint. Toilettet selv er godt designet og indvendigt var det også helt fint. Hvad der gjorde udslaget var nok den fantastiske udsigt i baggrunden. Man går ud af toilettet og så ser man Cape Kidnappers og Hawkes Bay, det var virkelig fantastisk. Manden der kom, filmede Neill komme ud af toilettet og snakke om hvor fantastisk det er. Linket er herunder hvis det frister. Det er selvfølgelig på engelsk.

http://www.stuff.co.nz/dominion-post/news/71530632/hastings-flush-with-awards-best-loo-and-most-beautiful-city

Vi er gået over til forår hernede, ligesom I er gået over til efterår. Det kan man dog ikke se. Vejret i dag har været elendigt. Det regnet, det er gråt og det blæser en lille smule. Folk hernede klager lidt over det, men jeg synes ikke det er så slemt. Jeg er jo vant til det danske vejr…
I søndags var det dog anderledes. Det var fantastisk sommervejr, selvom det var vinter. Søndag d. 29. august svare til d. 29 februar i Danmark. Det var solrigt, blå himmel, mere end 20°. Vi gjorde alle mulige ting som man ALDRIG ville gøre i februar i Danamark. Jeg var ude at løbe i short, folk gik rundt i shorts og kortærme udenfor, vi grillede, græsplænen blev slået og Neill og jeg kørte en lille tur i han cabriolet BMW. Det var meget surrealistisk at tænke på at det var ”februar” mens man gjorde alt det. Men det var rart. Jeg bliver altid i så fantastisk humør når vejret er fantastisk.

Søndag mødte jeg op med Emily. Emily skal på udvekslings til Danmark til januar. Vi mødtes og snakkede udvekslings, Danmark og dansk. Jeg hjalp hende med nogle oversættelser og udtale. Det var rigtig fint og vi skal mødes flere gange inden hun tager afsted til små ”dansk-lektioner”.
I dag mødte jeg så op med Caroline. Caroline er en anden dansk pige her i Napier. Hun er også på udveksling, dog ikke med Rotary. Så vidt jeg ved er vi de eneste danske studenter i Napier. Vi mødtes hos borgmesteren som jeg skrev om et par indlæg til bare. Det er rart at have lidt kontakt med andre udvekslingsstudenter, de er i samme situation som jeg, så der er nogle ting de forstår bedre. Vi havde en rigtig fin snak vi sad en time på Starbucks indtil de lukkede og snakkede om alt mugligt. Hun går lige nu igennem et ikke-planlagt familie-skifte, så det fik vi snakket igennem, og alt muligt andet. Det er bare rart at have en der snakker ens eget sprog. Ingen af os har problemer med vores engelsk, og vi sagtens kunne forklare vores evt. problemer til vores New Zealandske venner, men når vi kommer fra det samme sted, forstår vi nok hinanden på en anden og måske bedre måde. Når vi er helt omme på den anden side af jorden, må man jo holde sammen!

Jeg har også kontakt med de andre studenter fra mit distrikt, mest gennem Facebook, men vi skal mødes flere gange i løbet af året, bla. i slutningen af september i Mission Bay, og vores South Island Tour i november.

Hyg jer - Nanna Rytz