Northlandturen - del 2

Hej Alle

 Det her er så fortsættelsen på Northlandturen. Ja, mit mål med ikke at gå i detaljer har jeg vist ikke rigtig opnået… Men det er fint nok…

Vi kom til Russel. Russel var en af vores hovedmål med turen fordi at der var derfra vi skulle med en båd ud i Bay of Islands, ud på vandet og se det derfra og møde delfiner. Sue og Neill har rigtig mange somre sejlet rundt heroppe i deres egen båd, så de ville enormt gerne vise mig Bay of Islands fra vandet.

Delfiner i BoI.

                      Vi sejlede med firmaet ’Explore’. Fordi det ikke var i højsæsonen om sommeren var vi kun små 20 ombord så vi havde masser af plads på båden og det var rigtig hyggeligt. Vi var næsten lige kommet ud på vandet, jeg tror vi havde sejlet i 10 min. da vi så delfiner. Der var en stor flok lige rundt om hjørnet fra Russel. Vi blev der i et godt stykke tid og så dem lege, tog billeder og nød synes. Hvis de rigtige omstændigheder er der kan man få lov at svømme med delfinerne. Det havde jeg meldt mig til, men desværre fandt vi ikke de rigtig delfiner. Der må ikke være unger omkring, og det var der med denne flok.

                   
  Det var virkelig en fantastisk oplevelse at se delfinerne. De var lige ved siden af båden og svømmede med os. At se dem i deres naturlige miljø, de voksne der springer op af vandet og ungerne der forsøger at gøre deres mødre kunsten efter, var helt fantastisk. De var virkelig søde og legesyge og bare vildt nuttede. Der blev taget rigtig mange billeder af dem, nogen hav overflade, nogen sprøjt, nogen finner og et par stykker med delfiner.

Jeg kigger gennem "hole in the rock"

                     
Da vi efter lang tid forlod delfinerne fortsatte vi ud i Bay of Islands. Det er en bugt med 144 øer langs kysten og det berømte ”hole in the rock” som er et stort hul i en ø for enden. Mens vi sejlede gennem bugten, med smukke øer til hver side, mod hole in the rock, fortalte vores kaptajn forskellige ting om bugten og øerne. Hole in the rock var ret specielt. Selvom det bare et en ø med et virkelig stort hul i midten, så er det rimelig cool. Vi sejlede igennem det fra den smalle side og det er ikke svært at tro på at man ikke kan være i hullet, men som man kommer tættere på bliver det større. Når man så sejler igennem bliver det mørkt for en kort stund før man er ude på den anden side. Det er en gammel legende at hvis man når man sejler igennem bliver ramt af en dråbe fra hullets loft så betyder det lykke og evig ungdom. Gæt hvem der blev ramt… Ja jeg blev ramt, lige i højre hjørne af min pande. Jeg hørte først en dråbe ramme gulvet ved siden af mig og så opdagede jeg at én også havde ramt mig. Det var lidt wauw-agtigt at den ramte mig. Jeg har dog ikke oplevet nogen specielt heldige episode siden der kunne være grundet det.

En selfie fra bakken på Urupukapuka

                      Efter en rundtur om øen med hullet sejlede vi videre mod Urupukapuka som er den største ø i bugten og hvor vi skulle spise frokost. De havde frokost til os og som vi sad og spiste det kom solen for alvor frem og alting blev lige lidt pænere. Efter frokost gik Sue og jeg en tur op på en bakke top der havde et 360° udsyn over bugten. Det var fantastisk smukt. Man kunne se det klare blå van skifte til grøn og gyldent efter havdybder og havbund, man kunne se klipper, træer, hvide strande. Det var bare smukt.

En kort over vores tur i BoI

                     

 Derefter gik turen hjem igen. Vi stod af i Pahia som er på den anden siden af vandet ud fra Russel. Der gik vi rundt i en time, fik en is og købte et par souvenirs. Jeg sværger souvenirbutikker bliver min død, eller min bankkontos død…

Et billede med nogen af performerne. Vi stykker tungerne ud
some an gør i "Haka"en

Dagen efter sagde jeg farvel til mine ænder og vi kørte videre. Den dag bød på meget; en flagstang, en brønd et vandfald, en butik og Waitangi Treaty grounds. Flagstagen var blevet skåret ned af en Maori leder i protest mod den engelske kolonisering og brønden var det eneste tilbage fra stedet for den første hovedstad efter en brand.  Waitangi treaty grounds er stedet hvor traktaten omkring kolonisering under den britiske krone blev underskrevet og er et museum. Vi så er kulturel performance med en maorigruppe som sang og dansede for os. Jeg elsker de kulturelle optrædner om det er maori eller fra stillehavsøerne. Det lyder så godt når de synger på deres eget sprog, deres dans er stærke og man kan mærke de betyder noget. Jeg elsker de gamle traditioner der er gemt i det. Bagefter fik vi en rundvisning på stedet og historien omkring traktaten og koloniseringen og samarbejdet med Maori folket. Jeg ved mere om det end mange af mine venner hernede nu. For eksempel; New Zealands flag ligner ikke Australiens, Australiens ligner New Zealands for vi havde det først. Det var en god tur og jeg føler jeg kender New Zealand bedre efter det.

Derefter var det mod Kerikeri. Her en den ældste stenbygning i New Zealand - the stone store. Det var en smuk gammel butik med alt muligt underligt på hylderne. Vi smuttede lige forbi endnu et vandfald, the Rainbow falls, der eftersigende skulle være 27 m højt, før vi kørte til Aroah Island.

              

En "ød selfie fra kiwijagten

Aroah Islands var vores campingsted den nat. Det var engang en ø, men er det ikke mere. I stedet er det et kiwireservat. Kiwi som i New Zealands nationaldyr. De er kun aktive om natten, så da mørket faldt på gik vi på kiwijagt. Det var med røde lygter på stier rundt om på øen. Vi var ude i næsten 2 timer, men vi hverken så eller hørte desværre noget særligt. Kiwier er brune og falder i med landskabet, så vi skulle lytte efter dem i stedet for at kigge efter dem, men ja, desværre intet held.

Næste dag tog vi afsted mod Kaitaia eller mere bestemt Awanui som var vores andet sikre bestemmelsessted, det var nemlig her fra vi skulle på busstur til Cape Reinga og ned af 90 mile beach, men det vender vi tilbage til. På vej dertil stoppede vi i Manganui og var inde og spise frokost på den verdens berømte Fish and chips shop der. Jeg ved ikke hvorfor den er verdenskendt, jeg havde ikke hørt om den før… Det var en fint måltid, meget fish and chips-agtigt, hvilket ikke er overraskende.

                      Vi var også lige et smut i Kaitaia på i Te Ahu som indeholdt et lille museum. På museet var en egnsudstilling og en udstilling omkring Røde kors 100 års jubilæum i New Zealand. Fin lille tur derind. Da vi kom ud igen var solen fremme efter at det hele morgenen havde stået ned i stænger.

                      Vi camperede ved et motel som også havde campingpladser i Awanui, hvor vi skulle hentes næste dag til bussturen. Vi havde køer gående lige bag os, så det føltes lidt hjemmeligt.

                      En ting er at jeg savner min familie og venner og menneskerne derhjemme lidt engang imellem, men jeg savner også mine dyr, eller dyr, rigtig meget. Jeg er vant til hund, kat, heste og køer derhjemme, og nu bor jeg inde i en by uden nogen kæledyr overhovedet. Det betyder at når jeg går en tur på stranden og en mand med hans hund kommer forbi og vi siger hej og hunden får et klap, så er det bare lykken, jeg elsker de firbede herligheder.

Is kl. 11... Hvorfor ikke..

Os foran vores "bus"

Den næste dag var rigtig spændende. Som jeg sagde så var det ligesom Bay of Islands cruiset et af hovedpunkterne på turen. Bussen kom og hentede os ved motellet, eller ”bussen” som egentlig var en ombygget mælkebil. De havde taget tanken af og sat en ”bus” på med sæder og vinduer. Vi blev hentet kl. 9 og da tidevandet, som de har meget af hernede, var inde på det tidspunkt kørte vi op af vejen og ned af stranden. Vi stoppede ved et indløb til en flod og ved den nordligste dagligvarebutik i New Zealand og fik en is. Ja, vi spiste is kl. 11 om formiddagen… Neill var glad med hans kærlighed for is. Bagefter var vi et smut på Rarawa Beach som er kendt for at have meget hvidt sand. Det havde regnet så sandet var ikke så hvidt som det kunne være men, det var stadig fint. Bagefter kørte vi til en lille bugt på toppen af østkysten, Tapotupotu bay, og spiste frokost. Frokosten var igen leveret af firmaet, som var Harrisons Cape Runner.  Vi spiste lystbrød med ost og skinke på toppen med en skive ost eller salami indeni, myslibarer og ris kiks. Det er en meget normal New Zealandsk frokost.

En selfie ved Cape Reinga som I kan
se blæste det rigtig meget.

Efter frokost kørte vi til Cape Reinga som er det sted hvor de to have, det Tasmanske hav og Stillehavet, mødes. Det er dog store bølger og stejler klipper så i stedet for at stå med en fod i hvert hav, som på Grenen, står du på toppen af en klippe ved et fyrtårn og kigger ud hvor bølgerne bryder sammen. Det blæste rigtig meget, så ligesom hjemme i Vestjylland, så bølgerne var store, men vandet var blåt og det var faktisk rigtig flot. Stedet er kendt som et spirituelt sted hvor afdøde Maoris sjæle flyver igennem før de flyver videre til en anden verden.

                   

Sandtabogating - here we go

 Efter Cape Reinga kørte vi mod 90 mile beach, en som navnet siger lang strand ned af vestkysten, det er en sand strand som vi kender dem i Danmark. Stranden er rent faktisk 90 mil, men 55 ( 88 km) så navnet snyder. Vi kørte dertil via en å. Åen havde nogen steder en bund a kviksand  og da vores lidt specielle(meget humor men knap så god humor) kørte ind i åen, sagde han at folk synes de var sindssyge fordi de kørte ned af en å med kviksand. Det er også lidt sindssygt, men så længe vi holdt os i bevægelse ville det være fint, og det var det også. Vi stoppede lidt før stranden for at lave sandtabogatting. Det er en slags kælketur ned af store sandklitter. Du ligger på maven på et board og suser ned af sandet. Det er vildt sjovt og vådt. Når der er en å for enden af bakken og man stopper der så bliver man våd. Jeg snakker af egen erfaring… Men det var virkelig sjovt.

90 mile beach

                      Vi fortsatte ned af 90 mile beach, nu med tidevandet så langt ude at der var plads nok. Vi kørte 73 km ned af stranden i bussen. Det var rigtig fint, men bare en strand… sandstrande som det er ikke det mest almindelige hernede, så jeg tænker at det er derfor, det er sådan en turist attraktion.

                      På vej hjem stoppede vi lige forbi en Kauri museum mens bussen blev spulet. Kauri er et indfødt New Zealands træ som er enormt stort, lige uden grene og blevet brugt meget til møbler og som tømmer i løbet af årene. Der var en trappe lavet ud af bare et enkelt træ, det var rimelig cool. De har også en form for rav kaldet - kauri gum - som også er harpiks der er fossilet og gyldent.

                      Vi var hjemmer kl. 5 efter en god dag. En lang der, men en god dag.

Tane Mahuta

Næste dag var vi så egentlig på vej hjem igen. Hjemrejsen var ned af vestkysten modsat turen op. Her var knap så mange ting at se, så det er derfor vi brugte meget mere tid på østkysten. Vi kørte mod Kai Iwi lakes og på vejen stoppede vi i bunden af 90 mile beach, så jeg har både været i toppen og bunden af 90 mile beach. Vi kiggede også ind ved Tane Mahuta. Tane Mahuta er det største kauritræ der stadig er i live, og ja, det er et enormt stort træ.

Opos mindestatue

Sidst men ikke mindst var vi også i Oponino, herligt navn, som er kendt for delfinen Opo. Opo var en delfin der levede i vandet ud for Oponino i 1955/1956 og var enormt venlig omkring mennesker. Børn fik rideture og hun spillede bold med folk. Det er så cool, hvem vil ikke gerne have en ridetur af en delfin.

   

En lille svømmetur.

Da vi kom frem til Kai Iwi lakes var vejret fantastisk. Mit humør er altid 100 gange bedre når solen skinner og vejret er godt. Vi var næsten alene ved siden af den her smukke, smukke sø som reflekterede solen fint i en næsten blank overflade. Vi slog stole og andet campingudstyr op udenfor. Det er det bedste; når vejret var så godt at vi ville være udenfor. Bare sidde i campingstolene med noget at drikke og en snack og slappe af og nyde solen. Det elsker jeg ved det her. Vejret var så godt at jeg tog en svømmetur. Denne gang var det mere en reel svømmetur, selvom jeg stadig ikke var i super længe. Det blev lidt koldt og ensomt…

Vi fik en fisk!!!

                      Bagefter da vi sad og slappede af kom en fisker gående. Vi havde godt set at der var nogen der fiskede, men ikke snakket med dem overhovedet. I hånden havde han en ørred som han lige havde fanget. Den forærede han os og så fik vi friskfanget grillet ørred til aftensmad. Den eneste anden campist på stedet, en enlig mand der boede i sin autocamper hele tiden, kom forbi få minutter senere også med en fisk i hånden. Vi snakkede lidt med ham og slappede egentlig bare af resten af aftenen. Vi snakkede endda om at blive en dag mere hvis vejret var godt. Det var bare et herligt sted, god afslappet stemmening, og bare enormt smukt.

Vi campere med cider, solbriller og
pistiachienøøder

                    

Kai iwi lakes.

De sorte ringe er omkredse på Kauri træer.

Vi blev dog ikke for vejret var tilbage til gråt den næste morgen. I stedet kørte vi længere sydpå. Vi var forbi et rigtig godt og kendt kauri-museum i Matakohe. Vi var med på en rundvisning og fik rigtig meget fin information. De fældede ikke bare træerne sådan lige i gamle dage og specielt ikke når der var buskads overalt og træerne var så enorme som de er. Alle de historie fik mig virkelig til at tænke at det er helt fantastisk hvad mennesker var i stand til i gamle dage, med lidt hårdt arbejde og opfindsomhed. Det er ærgerligt at meget af det i dag er gået tabt til maskiner og computere.

       Vi endte med at bo ved Port Albert. Det var egentlig bare en offentlig parkeringsplads ved siden af en flod med toiletter og en legeplads. Der overnattede vi og vi spillede igen Svensk Idiot den aften. Lidt det samme resultat som sidste gang. Sue er ved være rigtig god til den og taktikken i det. Neill taktisk forstår jeg ikke… Men det gør han så…

                   

Piha Beach . jeg er den hvide
klat på stenen foran klippen.

 Dagen efter kørte vi mod Auckland hvor vi skulle mødes med Sues bror og hans familie og Neills søn. Vi var ved to ”sorte strande” Selvom det er i gåseøjne så var de sorte. Ikke kulsorte, men sandet var sort. De kaldte det ”iron sand” (jernsand). Det var lidt specielt og meget varmt for fødderne i solen. De får faktisk forbrændinger under fødderne om sommeren.

                     
Vi parkerede i indkørslen hos Oli and Libby. Libby er Sues niece. Middagen var rigtig fint. Der var meget der skulle snakkes om. Jeg kan rigtig godt lide den del af familien og jeg skal også holde jul med dem, hvilket jeg virkelig glæder mig til.

                    


 Næsten dag var sidste dag og egentlig bare et langt stræk hjem på vejen. Vi stoppede dog lige forbi Pokeno for mere bacon og så var der en forhindring på vejen mellem Taupo og Napier. Der havde været en meget alvorlig dødsulykke, så vejen var lukket. Vi troede vi skulle vente minimum en time, men lige som vi har lavet en kop the så åbner de vejen og så var vi på den igen. Vi var hjemme sen eftermiddag. Det var rart at være hjemme igen, men det var også en virkelig fantastisk tur.

Jeg havde virkelig en god tur. Når man er så tæt sammen lærer man hinanden at kende på godt og ondt, men hold fast hvor havde vi en god tur. Jeg har nu set mere af New Zealand end mange af mine venner og specielt i den del og ved også mere om nogen ting end de gør, så det kan man få ud af 12 dage i en autocamper. Der er steder jeg helt sikker vil komme tilbage til; Puhoi pup, Matapouri Bay, Kai Iwi lakes og Bay of Islands. Jeg har store planer om at komme tilbage og låne autocamperen enten med min familie eller venner eller måske end kommende kæreste engang i fremtiden. Jeg skal vist til at i gang med at spare op.

Det var alt for nu. Der er sket mange ting allerede siden jeg kom hjem, så endnu et opslag er måske ikke så langt væk

Hyg jer - Nanna Rytz