Sydøen del 1

Hej Alle

De gule stjerner er der hvor vi boede og den blå streg, hvis I
kan se den er vores rute sådan cirka.

Så kom det endelig, blogopslaget om vores Sydøstur, yay. Jeg har udskudt det og udskudt det, fordi at jeg bare vidste at det ville tage 700 år at skrive…. Det tog ikke helt så lang tid, men næsten ;).

                      Jeg har uploadet en hel masse billeder på min side på Facebook: Nanna Rytz - Mit udvekslingsår i New Zealand, og skrevet lidt til dem, så det kan være et rigtig godt supplement til at læse dette hvis I har lyst. Albummet hedder Sydøen - South Island trip 2015.

Camille og jeg er
ombord på flyet.

Turen startede søndag d. 15. november. Havde pakket dagen før. Jeg havde kun omkring 20 kg alt i alt, hvor mange af de andre havde mere end 20 kg bare i deres kuffert, så det var rimelig godt. Vi startede i lufthavnen i Napier, hvor Camille og jeg mødtes og sagde farvel før vi fløj til Wellington. Sue og Derek var der selvfølgelig, men Sue og Neill kom også forbi og sagde farvel, det var rigtig sødt af dem.

Så er ankommet sammen med vores bagage.

          Wellington er New Zealands hovedstad, og er godt nok på Nordøen, men det var her vores tur for alvor startede. Vi mødtes alle sammen i lufthaven med masser af kram efter at være genforenet igen. Efter at alle var samlet tog vi en shuttle bus til et ’Youth Hostel’ som er en slags ungdoms vandrehjem hvor vi boede natten over. Vi havde næsten en hel dag i Wellington så vi planlagde en dag ude i byen og gik hvert til sit.

En af figurenen i Gallipoli

Jeg gik sammen med Camille(Belgien) og Meline(Holland). Vi var en tur på Te Papa, som er New Zealands national museum. De havde udstillinger om blandt
andet forhistorisk dyreliv i New Zealand, jordskælv og pladetektonik og så havde de en meget populær udstilling kaldet Gallipoli. Gallipoli er et sted i Tyrkiet, hvor New Zealand kæmpede indædt i første verdenskrig. Udstilling bestød bland andet af flere enorme og meget virkelige voksfigurer af personer der kæmpede ved Gallipoli. Der var soldater, sygeplejersker, læger og lign. personer. De var enormt virkelighedstro og man kunne se følelserne i deres ansigter, det nærmest strømmede ud af dem, var personen bag figuren havde været igennem. Det var helt fantastisk.

                      Vi var også en tur op med kabelsporvognen, som er en stor turist attraktion i Wellington og en gammel sag som stadig bruges som offentlig transportmiddel for nogle. Vi så også ”Bikuben” som parlamentsbygningen er kaldet, den er kendt for sin specielle arkitektur, og speciel kan man i hvert fald godt kalde den. Det blev også til lidt vinduesshopping og vi endte på en lille cafe inden vi skulle mødes med de andre for at organisere aftensmad og værelser.

Cable car med Meline og Camille

Bikuben

             

Pizza Hut.....

  Hvis ikke vores måltider var en del af det vi lavede den dag fik vi madpenge. Morgenmad købte Joanne og Mary, som var vores voksne på turen, altid og vi havde det sammen. Frokost købte vi for det meste selv eller også købte Jo og Mary sandwiches eller wraps og vi lavede dem sammen i vejkanten(næsten) på de dage hvor vi have lange busture. Aftensmaden var lidt ligesom frokost, nogen gange sammen og andre gange gik vi hvert til sit. Vi snakkede om at lave en ret fra vores land alle sammen, men det nåede aldrig længere end at jeg lavede (lamme)frikadeller til dem, da vi var i Queenstown.

                      Den første aften var vi ikke rigtig organiserede så vi bestilte take away… fra Pizza Hut… Så vores første aftensmad var take away pizza, pommes fritter og hvidløgsbrød. Så sunde vi var den aften.

Der tages selfies på vej over med færgen.

Dag to var mest en flyttedag. Vi skulle fra Nordøen til Sydøen og hen til der hvor vi skulle på vores Kajak safari dagen efter. Vi tog færgen fra Wellinton om morgenen. Det tog ca. 3 timer at krydse til Picton på sydøen og den sidste time eller halvanden sejlede vi gennem Marlborough sounds. Det er smuk fjord som leder ind til Piction hvor vi endte med færgen. Turen over blev brugt på afslapning og så snakkede vi med et par amerikanere, der var en del af en stor gruppe på en rundrejse. De havde være i Australien forinden og Europa ventede som det næste. De boede samme sted som os i Wellington og tog færgen sammen med os.

Marlborough sounds

Marlborough sounds

Velkommen til Sydøen.

Vores lille lækre sag af en bus.

Da vi kom til Picton ventede vores bus og chauffør. Der stod med store orange bogstaver uden på bussen ’Good times tours’ og det må siges at være sand. Vi havde i hvert fald en rigtig god tur. Irwin var vores buschauffør og han var en herlig buschauffør. Vi kørte fra Picton mod Motueka. På vejen stoppede vi i Nelson, som er en smuk lille by på toppen. Her spiste nogen frokost, og vi gik også en lille tur på stranden. Selvfølgelig var der også et par drenge der skulle en tur i vandet. Selvom var var rigtig heldige med vejret og det var varmt og lækkert, tror jeg vist nok de synes vandet var ret så koldt stadigt.

På stranden i Nelson.

De bade i Nelson.

             

Maden dag 2 var lidt bedre ;)

  Da vi kom til Motueka blev vi indlogeret på ’The Happy Apple’. Igen et ungdomsvandrehjem og der var masser af unge og god stemning. Det inspirerede mig til at vide hvad jeg skal gøre hvis jeg står og er pensioneret, har masser af plads og mangler noget at lave. At drive et ungdomsvandrehjem virkede enormt opløftende på det ældre ægtepar som drev det. Så meget energi og unge fra hele verden. Det var fantastisk.

               

Fancy kajak billeder ;).

Vores Water Taxe og traktoren.

Happy Apple var også stedet hvor vi den næste dag startede vores kajak safari fra. The Sea Kayak Company som var dem vi tog ud med, havde deres base lige ved siden af og det at vi boede der var vist en del af en aftale mellem de to. Vi tog derhen om morgenen med alle vores ting i en stor plastikpose. Det skulle være vandtæt hvis nu vi kæntrede. Vi mødte vores to guider Kim(pige) og Ethan og hoppede ombord på en bus, som tog os ud til Marahau, hvor vi skulle med en ’Watertaxi’ Det var lavvande så vi blev trukket ud i vandet af de her gamle traktorer, det var ret cool. Vi sejlede ud til Onetahuti Bay i Able Tasman. Abla Tasman er en national park med smuk natur og dyreliv. I Onetahuti fik vi pakket vores kajakker, dannet par, for vi sejlede i double kajakker og vi fik instruktioner inden vi tog afsted. Vi sejlede på smukt turkist, men krystal klart vand, fra en hvis sandstrand omgivet af smuk ”skov” fyldt med indfødte træer og buske. Vi sejlede allerførst ud til en lille ø fuld af pelssæler. De er fredet på øen på nuværende tidspunkt fordi de skal til at yngle så vi skulle holde afstand, men vi kunne stadig se masser af tykke sæler ligge og fede den af.  Oscar fra Sverige var min partner og vi sejlede oppe foran med Ethan og spottede sæl efter sæl.

Oscar og jeg.

                                   

     I kajakken er der en der sidder forrest og en bagved, sjovt nok. Den forrestes opgave er sådan set bare at padle og så t holde øje med sten og andre forhindringer, men personer bag ved padler og styrer. Jeg troede man styrede lidt ligesom i en kano ved at padle eller stikke padlen i vandet som et ror, men nej. Kajakken har sit eget ror bagpå og så styre man med fodpedaler, det var ret sjovt, men det virkede rigtig godt.

Vi bader, yay.

Efter en tur rundt om øen, var de fleste ved at få styr på at padle og at styrer og vi satte kursen sydpå -  ”hjem igen.” Vandtaxien tog is nordpå og så skulle vi sejle tilbage igen til der hvor vi startede. Den formiddag var vejret super godt, solen skinnede og vi havde næsten ingen vind og vandet var roligt, det var helt perfekt og super, super smukt som vi sejlede ned langs kysten. Vi cruisede bare afsted og nød udsigten og hyggede os. Vi gik ind i Bark Bay for at spise frokost. Det var endnu en hvis sandstrand og der var også nærmest en lille lagune / sø lignende ting. The Sea Kayak Company sørgede for alle måltider, bestik, telte til at sove i og alting, så det var super godt. Frokost bestod af en sandwich og et stykke kage. Efter vi havde spist tog nogen af os en svømmetur. Drengene fik dykkermasker og snorklede efter underlige ting, mens jeg bare hyggede mig. Jeg var den eneste pige i vandet, de andre synes det var koldt… Det var også lidt koldt, men det vat ikke slemt. Det må være fordi jeg er vant til de danske have…

Bekymrede miner som vi skal til at
sejle ud i vinden.

                      Mens vi spiste frokost blæste det op. Til sidst blæste det faktisk ret meget og det betød en hård eftermiddag for os. Vi sejlede desværre i modvind og der var mange der havde problemer, det var for hårdt for dem. Oscar og jeg fandt vores indre vikinger frem(næsten) og det gik fint for os. Mit største problem var saltvand. Det blæste ind i mine øjne, selvom jeg havde solbriller på og jeg blev nødt til at lukke mine øjne. Så der sejlede vi rundt, men en blind til at styrer båden. Heldigvis er der ikke så mange ting i vejen ude på vandet, så vi klarede det fint. Oscar guidede mig ved at sige højre og venstre og så kom vi ellers fint i land i The Anchorage, som var hvor vi skulle overnatte. Det var endnu en smuk sandstrand, jeg tror ikke der var andet, og der var en lille campingplads og toiletter og lign til overnatning. Det var ikke kun et sted for folk der sejlede i kajak, men også for folk der var ude at vandre i Able Tasman og der var bla. to skoleklasser. Vi satte telte op mens Ethan og Kim satte ”køkkenet” op. Efter vi havde spist aftensmad havde Ethan og Kim en overraskelse til os.

                      De tog os med ned på stranden til en gåtur da det blev mørkt og vi endte i den verstlige side af stranden uden for nogle klipper. Det vi skulle se var ’glow worms’ som er en lille orm med en lysende numse. De sidder i mørke klippe huler eller lign og når det bliver mørkt tiltrækker deres numser små insekter og så spiser de dem. Det er et fantastisk syn at stå inde i en mørk grotte og så er der små grønne lys over det hele. Lysene er ikke større end en millimeter men det er stadig et fantastisk syn.

                      Bagefter var der lejrbål. Det var en af skolerne der havde startet et lejrbål og så stødte vi andre til så til sidst sad vi en masse unge i alderen 12-18 tror jeg omkring bålet med en guitar og hyggede os. En af skoleklasserne var og udvekslingsstudenter fra Tyskland. Det var bare ren idyl, næsten som på film.  Da vi forlod lejrbålet gik Simeon og Romain(Belgien) og jeg ned på stranden og så på stjerner. Det var så smukt, der var ikke noget lys til at spolere stjernehimlen og der var næsten helt stille, mens vi sad og kiggede ud over bugten og stjernehimlen. Det var så smukt og igen næsten som noget taget ud af en film. Vi sad bare der og snakkede og følte os meget små og meget heldige, det var så fantastisk.

Pletten i midten er salt...

Næste morgen efter en mindre komfortable nat i telt pakkede vi igen på for at sejler den sidste halvdel hjem. Denne gang sejlede jeg med Meline(Holland) og jeg sad foran. Kontrolfreaken i mig, skulle lige vænne sig til at jeg ikke kunne styre mere, men skulle lade det være op til Meline hvor vi sejlede hen. Snar var vi på vej igen ud over det smukke vand, men smukt landskab ved siden af os. Vinden var taget lidt af så det var noget nemmere at padle igen, hvilket jeg tror rigtig mange var rigtig glade for. Vi sejlede afsted om rundede endnu en ø med et par sæler på og sejlede om på den anden side for at finde en lille strand at spise frokost på. Efter frokosten badede vi igen og vi fandt endda en lille grotte som vi prøvede at gå ind i, men det var meget mørkt og lige pludselig var jeg helt alene, så nåede aldrig særlig langt ind i den…

                   '

Endnu en kajak selfie.

   Efter middag blæste det op igen, men denne gang gjorde det ikke så meget, for Kim, Ethan og Isaac, vores tredje guide dag 2, havde en overraskelse til os. For det første var det medvind, hvilket var rimelig vigtigt, for vi skulle sejle hjem. Nu har jeg skrevet sejle før i mangel på et bedre udsagnsord, men det kræver nu som regel et sejl at sejle. Vi skulle rigtig sejle hjem, hvilket betød at vi brugte en sejl. Vi lagde os alle sammen ved siden af hinanden og holdt fast i hinanden på rækken, men de bandt sejlene fast på to padler hver. Vi havde to sejl. Så tog folk bagved holdt det ved at holde deres paddel op, hvorpå sejlet var bundet fast, og så var der to der hold sejlet nede foran. Da vinden fik fat skød vi en rimelig god fart og næsten uden at lave noget. Vi skulle enten holde fast i bådene ved siden af eller i sejlet men det var også det.

Smukt det er det!

                      Omkring halvvejs brækkede vi fra hinanden, det var et uheld, men vi endte med at blive splittet op så der var 4 både og et sejl pr. gruppe og så var det et ræs. Det var vildt sjovt, der var ikke så vildt meget man kunne gøre for at sejle hurtigere, det var om at holde sejlet højt og stramt og så få noget vind i det. Isaac, guiden, var en del af vores gruppe fordi han sejlede i en toer sammen med en af os, mens Kim og Ethan sejlede i en ener kajak hver. Allerede inden vi splittede op sang vi. Isaac startede det og der blev sunget mange underlige ting. Noget af det første vi sang var faktisk den New Zealandske nationalsang, den kunne alle(næsten) i hvert fald den engelsk udgave af. Der er både et vers på engelsk og et på maori. Efter vi blev delt op gik det helt vildt for sig, vi sang bland andet ’Let It Go’ fra Frost og andre hits og der blev fortalt jokes og vi hyggede bare. Isaac var vildt cool og med på den værste. Da vi var ret langt foran og vidste at vi nok ville vinde, blev det også til en smuk smuk(næsten) udgave af ’We Are The Champions’, det passede ligesom ret godt. Vi havde det bare pisse sjovt, mens vi sejlede derud af. Det var en rigtig fin måde at slutte en helt perfekt tur af på. Jeg vil til hver en tid gøre det igen, og når Stine(min tvilling) og jeg engang kommer herned er det helt sikkert på listen over ting vi skal gøre.

                      Vi havde endnu en nat i ’The Happy Apple’, før vi kørte videre ned langs vestkysten. Vi kørte til Murchinson, hvor vi lavede ’White water rafting’, som er ja, rafting. Vi sad i en gummibød på vej ned af en flod og hyggede os og prøvede at være vilde. Floden var desværre ikke så vild den dag vi var der, fordi der ikke var så meget vand i den, men vi lavede andre sjove ting i stedet. Jeg var i en båd men Emma(Frankrig) og fire drenge, så vi fjollede rundt og skubbede hinanden i vandet og lign. Der var brug for at blive skubbet i, for med dragt og redningsvest og hjelm og alt det blev det ret varmt. Undervejs var der et vandfald, men vi kunne ikke sejle ned af det fordi vandstanden var for lav. I stedet hoppede vi ud fra en klippe ca. 3-4 m måske over vandet og fløs/svømmede ned af den brusende flod. Det var rigtig sjovt, jeg elsker at lege i vand på dem måde, og nyder bare at hoppe i vandet fra de højder, det var rigtig cool. Noget af det sidste vi gjorde var forskellige konkurrence. En af dem var at der stod to, en i hver ende af båden, og så drejede de den rundt indtil man faldt i vandet. Det var rigtig sjovt, men de kunne ikke få mig i så til sidst tog vores guide bare sin paddel og skubbede mig i. Vandet var ikke koldt, men bare dejligt forfriskende. En anden og lidt mere spontan konkurrence vi havde var en baglæder konkurrence. Det startede med at de to belgiske drenge skulle vise sig og begyndte at lave saltoer i og så baglæns saltoer. Med min gymnastiktræning fra Bøvling Idrætsefterskole, synes jeg ikke helt godt om deres teknik, så skulle selvfølgelige lige vise hvordan det skulle gøre. Kunne godt mærke at det var et stykke tid sin min sidste baglænder og at jeg var i alt muligt kluntet tøj, men lavede da stadig en der var pænere end deres ;)

Pancake rocks.

Vejret havde været lidt grå på vej ud til rafting, men mens vi blev iført alt vores udstyr blev det bedre og da vi fortsatte ned langs kysten, var det super lækkert. At vejret var godt gjorde ikke udsigten mindre fantastisk. Som vi kørte ned af kysten så vi mange flotte strande og klipper og meget andet meget smukt natur. Vi stoppede også forbi ’Pancake Rocks’ som er nogle sten der ligner en stak
pandekager, det var ret cool.

Når man mister rygby bolden må man
finde den igen...

                

Vi endte i Greymouth Top 10 holiday park. Det var en fancy campingplads med en stor legeplads og hoppepude som vi legede på. Vi havde købt en rugby bold i Wellington og drengene var ved at lærer mig at kaste den rigtigt. Den bold var meget godt for os hele turen og den kom med hele vejen rundt som vores underholdning.

                      Næste dag var en af de eneste grå dage vi havde. Det regnede til omkring middagstid, men derefter blev det godt igen. Vi skulle ha set to gletsjere, men vejret forhindrede os i at se den første og den anden var lukket af, af staten af sikkerhedsmæssige oversager så vi kunne kun lige skimte den. Det var der, at der den næste dag var en stop helikopterulykke. Jeg fik faktisk en sms dagen efter om jeg var okay, da nyheden var kommet helt til Danmark.

Vandet der rænder ud af "væggen"
hvis man kan se det.

Smukke Lake Matheson

 Vi kørte i stedet til søen Lake Matheson, som er tæt på Mount Cook, som er New Zealands højeste bjerg. Vi gik en tur rundt om søen og det var helt fantastisk og helt specielt. Da det havde regnet hele morgenen, var alt vådt og der var bogstavlig talt vand strømmende ud af siderne ved siden af stien. Det var et helt fantastisk syn og jeg nød at være i naturen på den måde. Vi kunne desværre ikke se Mount Cook på grund af skyer, men turen var stadig det værd. Det var så smukt og samtidigt var der dejligt at få lidt frisk luft efter så mange timer i bus, både dagen før og den dag.

               

De søde små A-framed vi boede i men sneen i baggrunden.

Landskabet blev ikke mindre smukt som vi kørte inden gennem Haast passet. Noget af det første vi så var en stort stenskred som de var blevet nødt til at bygge en ny vej uden om. At køre gennem en dal, men grønne bjergside, sort klippe og hvidt sne på toppen var helt fantastisk og det var bare så smukt. Vi endte i Makarora in den ene ende af dalen. Det var et helt specielt sted, og mit ynglings sted af dem hvor vi overnattede. Inde i en dal, omringet ar bjerge, med en fin lille flod løbende ikke så langt væk, smuk, grøn, naturlig skov og sneklædte bjergtoppe. Det var så smukt og det at det var nede i en dal, gjorde atmosfæren helt specielt, det var bare et vildt sted. Der var ingen forbindelse eller internet, hvilket nu egentlig var meget rart. Som man (desværre) kun kan forvente af en flok teenagere bruger vi for meget tid på vores telefoner. Vi var gode til at snakke sammen og hænge ud, men når telefonen helt bliver taget ud af billedet er det nu alligevel meget godt.

                      Det blev ikke mindre specielt eller fantastisk da Jo og jeg gik en tur med Dean, en fyr fra stedet senere den aften. Ingen af de andre havde lyst til at gå med, men jeg kan sige jer, de gik glip af noget. Det var Deans bedstefar der havde startet stedet, hele Makarora op. Han havde startede en lille ’honesty shop’. Det er en butik hvor der ikke er nogen ekspedient, men man bare har en kasser som man lægger penge i, lidt ligesom alle vores vejboder i Danmark. I butikken kunne alle de jægere, som var de eneste der var i den del af New Zealand på den tidspunkt, det var før vejen blev først igennem, så den endte der, de kunne købe deres forsyninger når de kom tilbage fra skoven. Butikken gav selvfølgelig ingen penge, men den har stadig betydet rigtig meget for stedet. Deans bedstefar byggede også det første lille A-frame hus, som er de små hytter vi boede i. Siden har det udviklet sig til et lille sted hvor folk kan overnatte og der bor nu masser af folk hvert år.

Saven og stammen i daglys.

Det var også Deans bedstefar der fik dem til at stoppe med af fælde den indfødte skov omkring Makarora. De stoppede så brat at de faktisk efterlod en sav sidende i en stor stamme, som om de var gået midt i arbejdet. Det var den sav vi var på vej mod på vores lille gåtur, der gemte sig nemlig også noget andet der. Under den store stamme var der en lille hule, hvor der igen var ’glowworms’. Normalt er der et rækværk og så kan man ikke gå længere, men kun skimte lysene fra stien, men fordi vi kun var to, fik vi lov til at passere hegnet og krybe ned under den her træstamme og sidde nede i hulen og se på ”Glowormene.” Det var helt fantastisk, jeg tror vi sad dernede i mere end et kvarter og hviskede og så på ormene. Hele turen gennem skoven var fantastisk. Jeg elsker skove og natur og bor selv ved siden af en i Danmark, men der er noget helt specielt ved at gå gennem skove om aftenen/natten når det er mørkt. Hvis man er tryg nok til ikke at se uhyre i alle skyggerne er stemningen helt fantastisk. Man kan nærmest fornemme energien i skoven, det er bare helt specielt. Vi snakkede rigtig godt med Dean og den tur var helt sikker også en af de bedste minder fra turen.

Næste morgen satte vi ud for Queenstown, som var rigtig mange højdepunkt for turen, og da vi begyndte at komme tæt på begyndte bussen af koge. Det var ret cool. Før det skulle vi dog lige køre lidt mere end 100 km og forbi både Puzzle world og Lake Wanaka.

               Puzzle World var det her sindssygt cool sted fyldt med optiske illusioner.  Det allerførste vi gjorde var at vi kom ind i verdens største 3D labyrint. Der var 4 tårne, et i hvert hjørne og så skulle vi finde rundt til dem. Det var ret sjovt, men det varede ikke længe før man gik i ring og var foret vildt. Jeg endte med at benytte mig af en ”nødudgang”, meget mod min vilje, fordi de andre ventede på mig… Ups…  
          

Rummet hvor mange hundrede ansigter
følger hvorend du går, her Mr. Einstein.

               Bagefter gik vi ind i deres optiske illusions udstilling. Der var alt fra billeder der ændrede form og poppede ud i hovedet på dig, når du bevægede dig til ansigter der fulgte dig med øjnene, et rum der hældte så det ligner ting rullede op ad og malerier og skulptere med gemte motiver. Det var vildt cool. Jeg elsker sådanne ting og jeg elskede det sted.

Me - you

Et rum der hælder 15 grader.

Lake Wanaka

Bagefter tog vi til Lake Wanaka som er en sø og en lille by. Det er et smukt lille sted og vi spiste frokost der og nød udsigten. På vej videre kørte vi forbi ’The Wanaka Tree’ som skulle være kendt. Det er bare et lille bitte træ, der gror i vandet..

15 teenagere  -12 nationer

Da vi kørte fra Wanaka var stemningen god, Queenstown var tæt på. Vi stoppede lidt uden for Queenstown på et lille plateau på en bjergside og tog billeder med vores flag. Det endte i nogle rigtig gode billeder.

               Vi ankom endelig til Queenstown. Vi havde tilbagelagt mere end 800 km og brugt mere end 10-11 i bussen siden vi forlod Motueka tre dage før. Da vi kørte ind i byen begyndte folk at klappe og vi var bare virkelig spændte. Det var her bungy jumping, skydiving og mange andre vilde ting ventede. Forhåbentlig. Vi blev indlogeret på White Pine Bush Hostel og fik nærmest vores egen lille etage med tre værelser køkken og stue. Det var super hyggeligt.

               Her vil jeg stoppe del 1. Vi er ikke halvvejs endnu, men her er vist mere en rigeligt til at starte ud med. I næste del venter alle vores eventyr i Queenstown, Milford track og Milford Sounds og Christchurch og Dunedin. Jeg vil prøve at få det skrevet så hurtigt som muligt.

Glædelig jul til jer alle.

Hyg jer - Nanna Rytz