Hej
Alle
 |
De gule stjerner er der hvor vi boede og den blå streg, hvis I
kan se den er vores rute sådan cirka. |
Så kom
det endelig, blogopslaget om vores Sydøstur, yay. Jeg har udskudt det og
udskudt det, fordi at jeg bare vidste at det ville tage 700 år at skrive…. Det
tog ikke helt så lang tid, men næsten ;).
Jeg har uploadet en hel
masse billeder på min side på Facebook: Nanna Rytz - Mit udvekslingsår i New
Zealand, og skrevet lidt til dem, så det kan være et rigtig godt supplement til
at læse dette hvis I har lyst. Albummet hedder Sydøen - South Island trip 2015.
 |
Camille og jeg er
ombord på flyet. |
Turen
startede søndag d. 15. november. Havde pakket dagen før. Jeg havde kun omkring
20 kg alt i alt, hvor mange af de andre havde mere end 20 kg bare i deres
kuffert, så det var rimelig godt. Vi startede i lufthavnen i Napier, hvor
Camille og jeg mødtes og sagde farvel før vi fløj til Wellington. Sue og Derek
var der selvfølgelig, men Sue og Neill kom også forbi og sagde farvel, det var
rigtig sødt af dem.
 |
| Så er ankommet sammen med vores bagage. |
Wellington er New Zealands
hovedstad, og er godt nok på Nordøen, men det var her vores tur for alvor
startede. Vi mødtes alle sammen i lufthaven med masser af kram efter at være
genforenet igen. Efter at alle var samlet tog vi en shuttle bus til et ’Youth
Hostel’ som er en slags ungdoms vandrehjem hvor vi boede natten over. Vi havde
næsten en hel dag i Wellington så vi planlagde en dag ude i byen og gik hvert
til sit.
 |
| En af figurenen i Gallipoli |
Jeg gik sammen med Camille(Belgien) og Meline(Holland). Vi var en tur
på Te Papa, som er New Zealands national museum. De havde udstillinger om
blandt
andet forhistorisk dyreliv i New Zealand, jordskælv og pladetektonik og
så havde de en meget populær udstilling kaldet Gallipoli. Gallipoli er et sted
i Tyrkiet, hvor New Zealand kæmpede indædt i første verdenskrig. Udstilling
bestød bland andet af flere enorme og meget virkelige voksfigurer af personer
der kæmpede ved Gallipoli. Der var soldater, sygeplejersker, læger og lign.
personer. De var enormt virkelighedstro og man kunne se følelserne i deres
ansigter, det nærmest strømmede ud af dem, var personen bag figuren havde været
igennem. Det var helt fantastisk.
Vi var også en tur op med
kabelsporvognen, som er en stor turist attraktion i Wellington og en gammel sag
som stadig bruges som offentlig transportmiddel for nogle. Vi så også ”Bikuben”
som parlamentsbygningen er kaldet, den er kendt for sin specielle arkitektur,
og speciel kan man i hvert fald godt kalde den. Det blev også til lidt
vinduesshopping og vi endte på en lille cafe inden vi skulle mødes med de andre
for at organisere aftensmad og værelser.
 |
| Cable car med Meline og Camille |
 |
| Bikuben |
 |
| Pizza Hut..... |
Hvis ikke vores måltider
var en del af det vi lavede den dag fik vi madpenge. Morgenmad købte Joanne og
Mary, som var vores voksne på turen, altid og vi havde det sammen. Frokost
købte vi for det meste selv eller også købte Jo og Mary sandwiches eller wraps
og vi lavede dem sammen i vejkanten(næsten) på de dage hvor vi have lange
busture. Aftensmaden var lidt ligesom frokost, nogen gange sammen og andre
gange gik vi hvert til sit. Vi snakkede om at lave en ret fra vores land alle
sammen, men det nåede aldrig længere end at jeg lavede (lamme)frikadeller til
dem, da vi var i Queenstown.
Den første aften var vi
ikke rigtig organiserede så vi bestilte take away… fra Pizza Hut… Så vores
første aftensmad var take away pizza, pommes fritter og hvidløgsbrød. Så sunde
vi var den aften.
 |
| Der tages selfies på vej over med færgen. |
Dag to var mest en flyttedag. Vi skulle fra Nordøen til Sydøen og hen til der hvor vi
skulle på vores Kajak safari dagen efter. Vi tog færgen fra Wellinton om
morgenen. Det tog ca. 3 timer at krydse til Picton på sydøen og den sidste time
eller halvanden sejlede vi gennem Marlborough sounds. Det er smuk fjord som
leder ind til Piction hvor vi endte med færgen. Turen over blev brugt på
afslapning og så snakkede vi med et par amerikanere, der var en del af en stor
gruppe på en rundrejse. De havde være i Australien forinden og Europa ventede
som det næste. De boede samme sted som os i Wellington og tog færgen sammen med
os.
 |
| Marlborough sounds |
 |
| Marlborough sounds |
 |
| Velkommen til Sydøen. |
 |
| Vores lille lækre sag af en bus. |
Da vi
kom til Picton ventede vores bus og chauffør. Der stod med store orange
bogstaver uden på bussen ’Good times tours’ og det må siges at være sand. Vi
havde i hvert fald en rigtig god tur. Irwin var vores buschauffør og han var en
herlig buschauffør. Vi kørte fra Picton mod Motueka. På vejen stoppede vi i
Nelson, som er en smuk lille by på toppen. Her spiste nogen frokost, og vi gik
også en lille tur på stranden. Selvfølgelig var der også et par drenge der
skulle en tur i vandet. Selvom var var rigtig heldige med vejret og det var
varmt og lækkert, tror jeg vist nok de synes vandet var ret så koldt stadigt.
 |
| På stranden i Nelson. |
 |
| De bade i Nelson. |
 |
| Maden dag 2 var lidt bedre ;) |
Da vi kom til Motueka blev
vi indlogeret på ’The Happy Apple’. Igen et ungdomsvandrehjem og der var masser
af unge og god stemning. Det inspirerede mig til at vide hvad jeg skal gøre
hvis jeg står og er pensioneret, har masser af plads og mangler noget at lave.
At drive et ungdomsvandrehjem virkede enormt opløftende på det ældre ægtepar
som drev det. Så meget energi og unge fra hele verden. Det var fantastisk.
 |
| Fancy kajak billeder ;). |
 |
| Vores Water Taxe og traktoren. |
Happy Apple var også
stedet hvor vi den næste dag startede vores kajak safari fra. The Sea Kayak
Company som var dem vi tog ud med, havde deres base lige ved siden af og det at
vi boede der var vist en del af en aftale mellem de to. Vi tog derhen om
morgenen med alle vores ting i en stor plastikpose. Det skulle være vandtæt
hvis nu vi kæntrede. Vi mødte vores to guider Kim(pige) og Ethan og hoppede
ombord på en bus, som tog os ud til Marahau, hvor vi skulle med en ’Watertaxi’
Det var lavvande så vi blev trukket ud i vandet af de her gamle traktorer, det
var ret cool. Vi sejlede ud til Onetahuti Bay i Able Tasman. Abla Tasman er en
national park med smuk natur og dyreliv. I Onetahuti fik vi pakket vores
kajakker, dannet par, for vi sejlede i double kajakker og vi fik instruktioner
inden vi tog afsted. Vi sejlede på smukt turkist, men krystal klart vand, fra en
hvis sandstrand omgivet af smuk ”skov” fyldt med indfødte træer og buske. Vi
sejlede allerførst ud til en lille ø fuld af pelssæler. De er fredet på øen på
nuværende tidspunkt fordi de skal til at yngle så vi skulle holde afstand, men
vi kunne stadig se masser af tykke sæler ligge og fede den af. Oscar fra Sverige var min partner og vi
sejlede oppe foran med Ethan og spottede sæl efter sæl.
 |
| Oscar og jeg. |
I
kajakken er der en der sidder forrest og en bagved, sjovt nok. Den forrestes
opgave er sådan set bare at padle og så t holde øje med sten og andre
forhindringer, men personer bag ved padler og styrer. Jeg troede man styrede
lidt ligesom i en kano ved at padle eller stikke padlen i vandet som et ror,
men nej. Kajakken har sit eget ror bagpå og så styre man med fodpedaler, det
var ret sjovt, men det virkede rigtig godt.
 |
| Vi bader, yay. |
Efter
en tur rundt om øen, var de fleste ved at få styr på at padle og at styrer og
vi satte kursen sydpå - ”hjem igen.”
Vandtaxien tog is nordpå og så skulle vi sejle tilbage igen til der hvor vi
startede. Den formiddag var vejret super godt, solen skinnede og vi havde
næsten ingen vind og vandet var roligt, det var helt perfekt og super, super
smukt som vi sejlede ned langs kysten. Vi cruisede bare afsted og nød udsigten
og hyggede os. Vi gik ind i Bark Bay for at spise frokost. Det var endnu en
hvis sandstrand og der var også nærmest en lille lagune / sø lignende ting. The
Sea Kayak Company sørgede for alle måltider, bestik, telte til at sove i og
alting, så det var super godt. Frokost bestod af en sandwich og et stykke kage.
Efter vi havde spist tog nogen af os en svømmetur. Drengene fik dykkermasker og
snorklede efter underlige ting, mens jeg bare hyggede mig. Jeg var den eneste
pige i vandet, de andre synes det var koldt… Det var også lidt koldt, men det
vat ikke slemt. Det må være fordi jeg er vant til de danske have…
 |
Bekymrede miner som vi skal til at
sejle ud i vinden. |
Mens vi spiste frokost
blæste det op. Til sidst blæste det faktisk ret meget og det betød en hård
eftermiddag for os. Vi sejlede desværre i modvind og der var mange der havde problemer,
det var for hårdt for dem. Oscar og jeg fandt vores indre vikinger frem(næsten)
og det gik fint for os. Mit største problem var saltvand. Det blæste ind i mine
øjne, selvom jeg havde solbriller på og jeg blev nødt til at lukke mine øjne.
Så der sejlede vi rundt, men en blind til at styrer båden. Heldigvis er der
ikke så mange ting i vejen ude på vandet, så vi klarede det fint. Oscar guidede
mig ved at sige højre og venstre og så kom vi ellers fint i land i The
Anchorage, som var hvor vi skulle overnatte. Det var endnu en smuk sandstrand,
jeg tror ikke der var andet, og der var en lille campingplads og toiletter og
lign til overnatning. Det var ikke kun et sted for folk der sejlede i kajak,
men også for folk der var ude at vandre i Able Tasman og der var bla. to
skoleklasser. Vi satte telte op mens Ethan og Kim satte ”køkkenet” op. Efter vi
havde spist aftensmad havde Ethan og Kim en overraskelse til os.
De tog os med ned på
stranden til en gåtur da det blev mørkt og vi endte i den verstlige side af
stranden uden for nogle klipper. Det vi skulle se var ’glow worms’ som er en
lille orm med en lysende numse. De sidder i mørke klippe huler eller lign og
når det bliver mørkt tiltrækker deres numser små insekter og så spiser de dem.
Det er et fantastisk syn at stå inde i en mørk grotte og så er der små grønne
lys over det hele. Lysene er ikke større end en millimeter men det er stadig et
fantastisk syn.
Bagefter var der lejrbål.
Det var en af skolerne der havde startet et lejrbål og så stødte vi andre til
så til sidst sad vi en masse unge i alderen 12-18 tror jeg omkring bålet med en
guitar og hyggede os. En af skoleklasserne var og udvekslingsstudenter fra
Tyskland. Det var bare ren idyl, næsten som på film. Da vi forlod lejrbålet gik Simeon og
Romain(Belgien) og jeg ned på stranden og så på stjerner. Det var så smukt, der
var ikke noget lys til at spolere stjernehimlen og der var næsten helt stille,
mens vi sad og kiggede ud over bugten og stjernehimlen. Det var så smukt og
igen næsten som noget taget ud af en film. Vi sad bare der og snakkede og følte
os meget små og meget heldige, det var så fantastisk.
 |
| Pletten i midten er salt... |
Næste
morgen efter en mindre komfortable nat i telt pakkede vi igen på for at sejler
den sidste halvdel hjem. Denne gang sejlede jeg med Meline(Holland) og jeg sad
foran. Kontrolfreaken i mig, skulle lige vænne sig til at jeg ikke kunne styre
mere, men skulle lade det være op til Meline hvor vi sejlede hen. Snar var vi
på vej igen ud over det smukke vand, men smukt landskab ved siden af os. Vinden
var taget lidt af så det var noget nemmere at padle igen, hvilket jeg tror
rigtig mange var rigtig glade for. Vi sejlede afsted om rundede endnu en ø med
et par sæler på og sejlede om på den anden side for at finde en lille strand at
spise frokost på. Efter frokosten badede vi igen og vi fandt endda en lille
grotte som vi prøvede at gå ind i, men det var meget mørkt og lige pludselig
var jeg helt alene, så nåede aldrig særlig langt ind i den…
'
 |
| Endnu en kajak selfie. |
Efter middag blæste det op
igen, men denne gang gjorde det ikke så meget, for Kim, Ethan og Isaac, vores
tredje guide dag 2, havde en overraskelse til os. For det første var det
medvind, hvilket var rimelig vigtigt, for vi skulle sejle hjem. Nu har jeg
skrevet sejle før i mangel på et bedre udsagnsord, men det kræver nu som regel
et sejl at sejle. Vi skulle rigtig sejle hjem, hvilket betød at vi brugte en
sejl. Vi lagde os alle sammen ved siden af hinanden og holdt fast i hinanden på
rækken, men de bandt sejlene fast på to padler hver. Vi havde to sejl. Så tog
folk bagved holdt det ved at holde deres paddel op, hvorpå sejlet var bundet
fast, og så var der to der hold sejlet nede foran. Da vinden fik fat skød vi en
rimelig god fart og næsten uden at lave noget. Vi skulle enten holde fast i
bådene ved siden af eller i sejlet men det var også det.
 |
| Smukt det er det! |
Omkring halvvejs brækkede
vi fra hinanden, det var et uheld, men vi endte med at blive splittet op så der
var 4 både og et sejl pr. gruppe og så var det et ræs. Det var vildt sjovt, der
var ikke så vildt meget man kunne gøre for at sejle hurtigere, det var om at
holde sejlet højt og stramt og så få noget vind i det. Isaac, guiden, var en
del af vores gruppe fordi han sejlede i en toer sammen med en af os, mens Kim
og Ethan sejlede i en ener kajak hver. Allerede inden vi splittede op sang vi.
Isaac startede det og der blev sunget mange underlige ting. Noget af det første
vi sang var faktisk den New Zealandske nationalsang, den kunne alle(næsten) i
hvert fald den engelsk udgave af. Der er både et vers på engelsk og et på
maori. Efter vi blev delt op gik det helt vildt for sig, vi sang bland andet
’Let It Go’ fra Frost og andre hits og der blev fortalt jokes og vi hyggede
bare. Isaac var vildt cool og med på den værste. Da vi var ret langt foran og
vidste at vi nok ville vinde, blev det også til en smuk smuk(næsten) udgave af
’We Are The Champions’, det passede ligesom ret godt. Vi havde det bare pisse
sjovt, mens vi sejlede derud af. Det var en rigtig fin måde at slutte en helt
perfekt tur af på. Jeg vil til hver en tid gøre det igen, og når Stine(min
tvilling) og jeg engang kommer herned er det helt sikkert på listen over ting
vi skal gøre.
Vi havde endnu en nat i
’The Happy Apple’, før vi kørte videre ned langs vestkysten. Vi kørte til
Murchinson, hvor vi lavede ’White water rafting’, som er ja, rafting. Vi sad i
en gummibød på vej ned af en flod og hyggede os og prøvede at være vilde.
Floden var desværre ikke så vild den dag vi var der, fordi der ikke var så
meget vand i den, men vi lavede andre sjove ting i stedet. Jeg var i en båd men
Emma(Frankrig) og fire drenge, så vi fjollede rundt og skubbede hinanden i
vandet og lign. Der var brug for at blive skubbet i, for med dragt og
redningsvest og hjelm og alt det blev det ret varmt. Undervejs var der et
vandfald, men vi kunne ikke sejle ned af det fordi vandstanden var for lav. I
stedet hoppede vi ud fra en klippe ca. 3-4 m måske over vandet og fløs/svømmede
ned af den brusende flod. Det var rigtig sjovt, jeg elsker at lege i vand på
dem måde, og nyder bare at hoppe i vandet fra de højder, det var rigtig cool.
Noget af det sidste vi gjorde var forskellige konkurrence. En af dem var at der
stod to, en i hver ende af båden, og så drejede de den rundt indtil man faldt i
vandet. Det var rigtig sjovt, men de kunne ikke få mig i så til sidst tog vores
guide bare sin paddel og skubbede mig i. Vandet var ikke koldt, men bare
dejligt forfriskende. En anden og lidt mere spontan konkurrence vi havde var en
baglæder konkurrence. Det startede med at de to belgiske drenge skulle vise sig
og begyndte at lave saltoer i og så baglæns saltoer. Med min gymnastiktræning
fra Bøvling Idrætsefterskole, synes jeg ikke helt godt om deres teknik, så
skulle selvfølgelige lige vise hvordan det skulle gøre. Kunne godt mærke at det
var et stykke tid sin min sidste baglænder og at jeg var i alt muligt kluntet tøj,
men lavede da stadig en der var pænere end deres ;)
 |
| Pancake rocks. |
Vejret
havde været lidt grå på vej ud til rafting, men mens vi blev iført alt vores
udstyr blev det bedre og da vi fortsatte ned langs kysten, var det super
lækkert. At vejret var godt gjorde ikke udsigten mindre fantastisk. Som vi
kørte ned af kysten så vi mange flotte strande og klipper og meget andet meget
smukt natur. Vi stoppede også forbi ’Pancake Rocks’ som er nogle sten der
ligner en stak
pandekager, det var ret cool.
 |
Når man mister rygby bolden må man
finde den igen... |
Vi endte i Greymouth Top
10 holiday park. Det var en fancy campingplads med en stor legeplads og
hoppepude som vi legede på. Vi havde købt en rugby bold i Wellington og
drengene var ved at lærer mig at kaste den rigtigt. Den bold var meget godt for
os hele turen og den kom med hele vejen rundt som vores underholdning.
Næste dag var en af de
eneste grå dage vi havde. Det regnede til omkring middagstid, men derefter blev
det godt igen. Vi skulle ha set to gletsjere, men vejret forhindrede os i at se
den første og den anden var lukket af, af staten af sikkerhedsmæssige oversager
så vi kunne kun lige skimte den. Det var der, at der den næste dag var en stop
helikopterulykke. Jeg fik faktisk en sms dagen efter om jeg var okay, da nyheden
var kommet helt til Danmark.
 |
Vandet der rænder ud af "væggen"
hvis man kan se det. |
 |
| Smukke Lake Matheson |
Vi kørte i stedet til søen
Lake Matheson, som er tæt på Mount Cook, som er New Zealands højeste bjerg. Vi
gik en tur rundt om søen og det var helt fantastisk og helt specielt. Da det
havde regnet hele morgenen, var alt vådt og der var bogstavlig talt vand
strømmende ud af siderne ved siden af stien. Det var et helt fantastisk syn og
jeg nød at være i naturen på den måde. Vi kunne desværre ikke se Mount Cook på
grund af skyer, men turen var stadig det værd. Det var så smukt og samtidigt
var der dejligt at få lidt frisk luft efter så mange timer i bus, både dagen
før og den dag.
 |
| De søde små A-framed vi boede i men sneen i baggrunden. |
Landskabet blev ikke
mindre smukt som vi kørte inden gennem Haast passet. Noget af det første vi så
var en stort stenskred som de var blevet nødt til at bygge en ny vej uden om.
At køre gennem en dal, men grønne bjergside, sort klippe og hvidt sne på toppen
var helt fantastisk og det var bare så smukt. Vi endte i Makarora in den ene
ende af dalen. Det var et helt specielt sted, og mit ynglings sted af dem hvor
vi overnattede. Inde i en dal, omringet ar bjerge, med en fin lille flod
løbende ikke så langt væk, smuk, grøn, naturlig skov og sneklædte bjergtoppe.
Det var så smukt og det at det var nede i en dal, gjorde atmosfæren helt
specielt, det var bare et vildt sted. Der var ingen forbindelse eller internet,
hvilket nu egentlig var meget rart. Som man (desværre) kun kan forvente af en
flok teenagere bruger vi for meget tid på vores telefoner. Vi var gode til at
snakke sammen og hænge ud, men når telefonen helt bliver taget ud af billedet
er det nu alligevel meget godt.
Det blev ikke mindre
specielt eller fantastisk da Jo og jeg gik en tur med Dean, en fyr fra stedet
senere den aften. Ingen af de andre havde lyst til at gå med, men jeg kan sige
jer, de gik glip af noget. Det var Deans bedstefar der havde startet stedet,
hele Makarora op. Han havde startede en lille ’honesty shop’. Det er en butik
hvor der ikke er nogen ekspedient, men man bare har en kasser som man lægger
penge i, lidt ligesom alle vores vejboder i Danmark. I butikken kunne alle de
jægere, som var de eneste der var i den del af New Zealand på den tidspunkt,
det var før vejen blev først igennem, så den endte der, de kunne købe deres
forsyninger når de kom tilbage fra skoven. Butikken gav selvfølgelig ingen
penge, men den har stadig betydet rigtig meget for stedet. Deans bedstefar
byggede også det første lille A-frame hus, som er de små hytter vi boede i.
Siden har det udviklet sig til et lille sted hvor folk kan overnatte og der bor
nu masser af folk hvert år.
 |
| Saven og stammen i daglys. |
Det var også Deans bedstefar der fik dem til at stoppe med
af fælde den indfødte skov omkring Makarora. De stoppede så brat at de faktisk
efterlod en sav sidende i en stor stamme, som om de var gået midt i arbejdet. Det
var den sav vi var på vej mod på vores lille gåtur, der gemte sig nemlig også
noget andet der. Under den store stamme var der en lille hule, hvor der igen
var ’glowworms’. Normalt er der et rækværk og så kan man ikke gå længere, men
kun skimte lysene fra stien, men fordi vi kun var to, fik vi lov til at passere
hegnet og krybe ned under den her træstamme og sidde nede i hulen og se på ”Glowormene.”
Det var helt fantastisk, jeg tror vi sad dernede i mere end et kvarter og
hviskede og så på ormene. Hele turen gennem skoven var fantastisk. Jeg elsker
skove og natur og bor selv ved siden af en i Danmark, men der er noget helt
specielt ved at gå gennem skove om aftenen/natten når det er mørkt. Hvis man er
tryg nok til ikke at se uhyre i alle skyggerne er stemningen helt fantastisk. Man
kan nærmest fornemme energien i skoven, det er bare helt specielt. Vi snakkede
rigtig godt med Dean og den tur var helt sikker også en af de bedste minder fra
turen.
Næste morgen satte vi ud for Queenstown, som var rigtig
mange højdepunkt for turen, og da vi begyndte at komme tæt på begyndte bussen
af koge. Det var ret cool. Før det skulle vi dog lige køre lidt mere end 100 km
og forbi både Puzzle world og Lake Wanaka.
Puzzle
World var det her sindssygt cool sted fyldt med optiske illusioner. Det allerførste vi gjorde var at vi kom ind i
verdens største 3D labyrint. Der var 4 tårne, et i hvert hjørne og så skulle vi
finde rundt til dem. Det var ret sjovt, men det varede ikke længe før man gik i
ring og var foret vildt. Jeg endte med at benytte mig af en ”nødudgang”, meget
mod min vilje, fordi de andre ventede på mig… Ups…
 |
Rummet hvor mange hundrede ansigter
følger hvorend du går, her Mr. Einstein. |
Bagefter
gik vi ind i deres optiske illusions udstilling. Der var alt fra billeder der
ændrede form og poppede ud i hovedet på dig, når du bevægede dig til ansigter
der fulgte dig med øjnene, et rum der hældte så det ligner ting rullede op ad
og malerier og skulptere med gemte motiver. Det var vildt cool. Jeg elsker
sådanne ting og jeg elskede det sted.
 |
| Me - you |
 |
| Et rum der hælder 15 grader. |
 |
| Lake Wanaka |
Bagefter tog vi til Lake Wanaka som er en sø og en lille by.
Det er et smukt lille sted og vi spiste frokost der og nød udsigten. På vej
videre kørte vi forbi ’The Wanaka Tree’ som skulle være kendt. Det er bare et
lille bitte træ, der gror i vandet..
 |
| 15 teenagere -12 nationer |
Da vi kørte fra Wanaka var stemningen god, Queenstown var
tæt på. Vi stoppede lidt uden for Queenstown på et lille plateau på en bjergside
og tog billeder med vores flag. Det endte i nogle rigtig gode billeder
.
Vi ankom
endelig til Queenstown. Vi havde tilbagelagt mere end 800 km og brugt mere end
10-11 i bussen siden vi forlod Motueka tre dage før. Da vi kørte ind i byen
begyndte folk at klappe og vi var bare virkelig spændte. Det var her bungy
jumping, skydiving og mange andre vilde ting ventede. Forhåbentlig. Vi blev indlogeret
på White Pine Bush Hostel og fik nærmest vores egen lille etage med tre
værelser køkken og stue. Det var super hyggeligt.
Her vil
jeg stoppe del 1. Vi er ikke halvvejs endnu, men her er vist mere en rigeligt
til at starte ud med. I næste del venter alle vores eventyr i Queenstown,
Milford track og Milford Sounds og Christchurch og Dunedin. Jeg vil prøve at få
det skrevet så hurtigt som muligt.
Glædelig jul til jer alle.
Hyg jer - Nanna Rytz
Ingen kommentarer:
Send en kommentar