Tiden går og går og går og går

Hej alle 

Jeg har sagt det så mange gange før og jeg vil sige det endnu en gang, for jeg kan stadig ikke forstå det eller følge med, hold nu op hvor tiden den går stærkt. Jeg har passeret min 8 måneders dag der er nu mindre end 3 måneder til jeg sætter mig i et flysæde igen og flyver hjem. Det er rigtig underligt at tænke på. Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Selvfølgelig vil jeg enormt gerne se mine venner og min familie igen, det er der ingen tvivl om, men det er rigtig svært at tænke på at forlade det her, fordi jeg ved at, jeg aldrig nogensinde kan komme tilbage til det samme igen.

Jeg har ikke lyst til at forlade alle de dejlige mennesker jeg har lært at kende hernede, alt fra Rotary studenter til skolevenner, folk fra min Rotary klub, værtsfamilier og deres venner og familier og alle de andre fantastiske mennesker jeg har lært at kende. Jeg har ikke lyst til at forlade Sacred heart og min dejlig, lette, ubekymrede tilgang til skole og hverdag, min sport og hele den verden og livstil det er at være udvekslingsstudent. Jeg vil ikke forlade New Zealand, det her dejlige land som jeg er kommet til at elske så højt med alt den smukke natur, dejlige mennesker og masser af oplevelser og minder. Det bliver bare rigtig underligt at tage hjem.

Det er mere end en måned siden jeg har skrevet sidst og der er sket en hel masse siden. Jeg har ikke haft så travlt som tidligere på året, men i stedet fået lidt af en slapper inden kalenderen forhåbentlig bliver fyldt helt op igen det sidste stykke tid.

Den vindende bil i et af ræsene. 

I slutning af februar tog David, min inbound koordinator og medlem af Greenmeadows Rotary, mig med til Meanee hvor de har en speedwaybane. Ikke motorcykel speedway, men biler i alle formor og størrelser. Grunden til at vi tog derud var fordi vi skulle stå ved indkørslen og tage imod $2 parkerings penge fra folk der kom. Det var ret sjovt, af en eller anden grund kørte langt flere over til min bane og gav mig pengene (de gik til speedway klubben) end til David. David sagde selv: ”They all go to the pretty girl.” Det skal jeg ikke udtale mig om, men min lille pengetaske var I hvert fald end del tungere end hans da vi afleverede dem senere.

Køen som vi gik ind, den er
mindst lige så lang bag ved.

Jeg var også med min værtsmors bror og hans familie til ’The Mission Concert’ Det er en udendørs koncert på vingården ’The Mission’ med Simply Red. Aldersgruppen som koncerten var for var ikke rigtig i nærheden af min, men det var en vildt hyggeligt aften. Man tager en picnickurv med og sidder på græsset omkring scenen og har en fest. det var vildt hyggeligt og det er en meget ’Napier’ event. I år var koncerten mindre end den plejer, men tidligere er folk kommet fra nær og fjern til koncerten og den er kendt rundt omkring i New Zealand.

Sue og Derek(anden værtsfamilie) var der også og jeg fik snakked med dem igen, efter af jeg ikke havde set dem i rigtig lang tid, så det var rigtig rart at se dem igen.

Et lille panoramafoto af hele skolen i amfiteatret med
'The Mission Center'  i Baggrunden.

I begyndelse af marts havde vi en meget stor event her på Sacred Heart. Vi havde åbningen af vores nye bygning -The Mission Center(ingen relation the ’The Mission Winery). Det er en ny bygning der er blevet arbejdet på hele tiden mens jeg har været her, den blev færdiggjort sidste år og er en bygning med plads til fordybelse i tro go kultur og en helligt sted for forskellige ceremonier samtidig med at den også virker som et sted hvor vi kan samle en større gruppe elever -fx en årgang. Det var en rigtig fin ceremoni og en meget stor ting for skolen at få pbnet og velsignet bygningen, så når jeg kommer tilbage i fremtiden vil det nok være en ting vi kommer til at snakke om.

En hest og rytter i military som er 1/3 af 'eventing'

Den første weekend i Marts tog Judith(fra Rotary) mig med til Horse of the Year. En mega stor heste event her i Hawkes Bay. Det er 6 dage fyldt med heste, hestekonkurrencer, heste butikker, hestemennesker og god stemning. Der er alt fra fritidsheste til top OL heste og ryttere og der var alt fra konkurrencer i spring, dressur og military, til kåringer og hesteshows. Det var en dejlig weekend, som virkelig fik mig til at savne min tid som hestepige.

På vej til Cape KIdnappers. Og ja, vi gik helt derud til
spidsen.

Midt i marts gik Ian(fra Rotary) og jeg til Cape Kidnappers. Det er en lille gåtur(19,4 km) som vi har haft planlagt siden før jul Det er en dejlig tur hvor man går langs stranden og klippet og klitter hele vejen ud til spidsen og ud til sulerne(Gannets) som bor ude for enden. Vi havde godt vejr og en rigtig god dag. Det tog os lidt under 4 timer at gå næsten 20 kilomenter og udover det havde vi ogsp en dejlig frokostpause for enden, inden vi gik tilbage igen.

Min fod tapet op for et par uger siden

Tirsdag. d. 15 marts startede som mange andre tirsdage og som mange andre tirsdage havde jeg futsal kampe om aftenen. Den tirsdag spillede jeg to kampe, først en for Sacred heart og bagefter en fra en regionshold som manglede spillere. I den anden kamp sparkede jeg til bold og skød på mål, men bag ved bolden (som ikke fløj i mål L) havde en dame sin fod og min fod ramte hendes fod og jeg forstrakte min ankel på oversiden af den der lille knop der er på ydersiden. Det gjorde ret ondt, men jeg troede mest bare det en ugyldighed var noget der skulle ha lidt tid og så var det godt igen. Jeg endte endda med at spille de sidste 5 minutter da en af spillerne blev nødt til at tage hjem.

                      Den ugyldighed(som ikke var så ugyldig) kan jeg så stadig mærke i dag. Efter 2,5 uge begyndte jeg at bruge min for igen for alvor og det gik okay til at starte med. Lige indtil jeg igen spillede futsal… Jeg gjorde lidt af det samme som i første omgang en gang til. Jeg havde en duel med en anden spiller hvor vi begge sparkede til bolden på samme tid, på hver sin side, men ydersiden på min for hvor skaden er var ikke stærkt nok og min fod gav efter og så havde jeg næsten gjort det hele igen. Smerten havde ændret sig siden sidst og eftersom den blev ved med at være øm og hævet tog jeg til lægen.

                      Jeg kom til en tysk læge, så han kunne sige mit navn rigtigt - yay. Jeg hat fået den røntgenfotograferet for en sikkerheds skyld, men han er rimelig sikker på at det bare er en forstrækning af et par ledbånd. Hvilket stadig er super træls, men til at leve med. Det betyder højest sandsynligt 6 ugers ro og fysioterapi og så er den god igen. Det håber jeg, hvis ikke har jeg en magisk mor derhjemme som kan fikse mig når jeg kommer hjem.

Her er det enorme hul og I kan også
se stenskredet

Ægte guld  of sølv fra minen - 24 karat

I påsken, som kun en er 5 dages ferie hernede, tog min værtsfamilie og jeg plus min ven Eva til Coromandel som er en smuk del af New Zealand oppe nordpå. Det er en region kendt for deres lækre strande. Nærmere bestemt tog vi til Waihi. I Waihi har de en meget gammel og stadig fungerende guld og sølv mine, som vi fik et nærmere kig på, på vores fantastiske guldmine tour. Den ene halvdel af minen er den åbne mine, som er en enormt stort hul i jorden. Et rigtig rigtig stort hul i jorden. Den del af minen er uheldigvis ikke i brug lige nu fordi de havde et stort stenskred sidste år. De er rigtig gode til at mine i Waihi og gør de på den bedst mulige måde for dem, moder natur og beboerne i Waihi. Folk kommer fra hele verden for at se hvad de gør og det er imponerende.

                      Vi var også forbi den store L&P flaske i Paeora. L&P er en New Zealandske sodavand der smager lidt som Faxe Kondi og er et fænomen i New Zealand. P’et i L&P står for Paeora som er det sted hvor L&P blev opfundet.

                      Dagen efter tog vi til Waihi Beach hvor jeg havde en surfe time. Det var vildt sjovt at surfe og jeg fangede det okay hurtigt. Det var ikke sådan at vi red på tværs af bølgerne og blev fanget i tunneller som man ser på film, det lod vi alle de cool surferfyre om længere ude. Vi surfe bare med bølgerne ind mod stranden. Det var stadig vildt sjovt og jeg håber at jeg kommer til at surfe mange flere gange i mit liv.

                      Til frokost var vi rigtige ’Kiwi’er. Vi spiste fish ’n chips på stranden. Det lyder måske ikke som noget specielt men det er rigitg, rigtig new Zealandsk at spise fish ’n chips på stranden.

                      Bagefter tog vi op til Hot Water Beach som er ene strand hvor der er naturligt varmt vand, varmt som i 60°C varmt, under stranden så man graver et hul og har sin egen spa. Vi havde dog ikke lige taget i betragtning at det var påske. Stranden var profyldt med turister, de fleste asiater, hvor det varme vand var specielt. Det var ikke til at komme til så vi følte vandet en smule og svømmede i havet i stedet, som for øvrigt også var fuldt af mennesker. 

Vi havde en lækker weekend med lækkert vejr og det var hyggeligt at hænge ud med Eva hele weekenden.

Jeg har før snakket om rugby som er en af de største sportsgrene i new Zealand. En anden er Hockey. Lidt ligesom det hockey vi kende til fra idrætstimerne, men lidt mere professionelt. Vi havde en international hockey turnering her i Hawkes Bay for kvinder med blandt andet ’Black Sticks som er det New Zealandske landshold. Gail og jeg tog over for at se deres første kamp, som var mod Indien. Vi var 1-0, men udover det var det vist ikke det bedste kamp. Jeg siger vist ikke fordi det var mn første hockey kamp, så jeg har ikke så meget at sammenligne den med, men det var hvad der kloge mennesker sagde.

                      Under kampen kom jeg helt tilfældigt til at sidde ved siden af bedstefaren til en af spillerne, endda en 100 kamps jubilar, så bagefter gik vi over og fik taget et billede med hende.

Liz Thompson  #16 og jeg

                      Sport i New Zealand er meget mere nede på jorden, som jeg før har nævnt med cykling etc. Spilleder mixer med tilskuerne og man kan komme helt tæt på og snakke med dem, ligesom helt normale mennesker, som selvfølgelig er hvad de er, men hernede i New Zealand kan man virkelig mærke det! Det virker slet ikke så uopnåeligt at spille på et landshold eller i det mindste snakke med nogen der gør. Det er rigtig lækkert og varmer mit sportshjerte.

En anden sportsgren som er rigtig(rigtig) stor hernede er netball. En sport jeg aldrig havde hært om før jeg kom til New Zealand, og som du nok heller ikke har hørt om. Det er lidt som basketball, men en lettere bold, man må ikke gå med bolden eller drible, man må kun være på nogle dele af banen og man skal være 3 feet - 90 cm - væk fra modspillerne. Det er bare nogen af reglerne.

                      Det er en sport rigtig mange piger spiller, de er mest kun for piger, ligesom fodbold og håndbold derhjemme. Det er meget New Zealandsk og fordi jeg nok aldrig for muligheden igen, skal jeg nu spille Netball her til efteråret(foråret). Jeg var til udtagelse onsdag d. 6. april og der spillede jeg min alle første netball kamp. Jeg var rigtig nervøs, alle de her super gode piger og så mig der ikke havde nogen ide om hvad jeg lavede.  Allerede i opvarmningen var det slemt, da vi spillede et spil der hedder ’four corners’ som jeg slet ikke kunne gennemskue.

Jeg er normalt ret god til sport og føler mig hjemme når jeg laver sport, men kun en gang før har jeg følt mig så langt væk fra det. Det var da vi startede på at lave gymnastik på efterskole sidste år. Alle de her gode gymnaster og så mig… Denne følelse havde jeg igen, men jeg kæmpede mig igennem det og tror med tiden jeg kan blive en god netball spiller. Det er bare ærgerligt at jeg ikke har særlig lang tid tilbage til at træne i.

Jeg har også været til fodbold udtagelse, men det følte jeg mig en del mere hjemme og blev kun stoppet af min ankel. Men inden den nåede at sætte mig ud af spillet nåede jeg at spille rimelig godt og score to mål, så jeg tror ikke det betyder så meget.

                      Jeg glæder mig enormt meget til at starte med at spille fodbold igen, som forhåbentlig ikke bliver udsat yderligere pga min ankel. Jeg føler at futsal har gjort mig meget bedre teknisk og jeg glæder mig til at tage det med ud på fodboldbanen og blive endnu bedre til min aller yndlingssport!!!

Klar, Parat, Start!!

1,5 km tilbage!
 KOM SÅ NANNA!!

Ud over de to udtagelser har der også været gang i den på andre sportsfronter i skolen. Tirsdag d. 5 april lavede jeg min duatlon /aquathon i Idræt - 400 m svømning, 3 k løb. Jeg gjorde det på 25.57 som jeg er enormt glad for efter at jeg ikke trænede i 3 uger op til. Jeg svømmede 400 m på 9:12, hvilket er helt fantastisk eftersom jeg knap kunne svømme 200 m da vi startede med at træne.

Vi havde også ’Swimming sports’ - svømme dag -  som er en dag hvor hele skolen tager i svømmehallen og så konkurrer vi i vores huse. Vi har huse ligesom i Harry potter. Vores hedder Aubert(rød), Babier(gul), Holderness(grøn) og Marian(blå). Jeg er i Marian. Vi har så flere forskellige event over hele året, hvor man kæmper for at på point til sit hus - ligesom i Harry Potter.

                      Til swimming sports havde de masser af forskellige ræs man kunne være med i og vinde point. Alt fra butterfly og medleys på højt niveau til at skubbe en badebold eller have en golfbold på en ske. Det var super sjovt.

                      Jeg deltog i ’non-champion- events som er for alle de ikke vildt gode svømmere. Det første løb jeg var med i var 25 m fri. Da jeg kom hen til enden af bassinet kiggede jeg op, men kunne ikke se de andre. De var 2-3 m bag mig. Det var ret fedt med et boost af selvtillid i svømning som aldrig har været min styrke. Jeg var også med til badeboldræset, golfbold på ske ræset og til sidst var jeg med i vores hus-relay. Det er 6 svømmere med 25 m hver. Der svømmede jeg med de bedste svømmere der var, så det var rimelig cool og vi vandt, så jeg kan ikke ha gjort det helt forfærdeligt. 

                      Det bedste ved hele dagen var ’house-spirit - hus-ånd. Alle kom i tøj i deres hus-farver og vi sad sammen i husene og sang heppesange og heppede på vores svømmere. Det var sådan en god stemning. Vi havde endda en heppesangskonkurrence, som vi vandt i Marian, så det var lækkert. Det var bare en rigtig god dag, men masser af sjov og ballade. Vi skulle have den slags i Danmark.

Ja, vores hal hvor vi har assembly er meget
gul/orange....

Jeg lavede en onsdag ’Cultural perfomance’(kultur optræden) i assembly(samling). Jeg lavede et mash-up af nogen af de serier vi lavede sidste år på Bøvling Idrætsefterskole. Det var ret underligt at stå helt alene på scenen foran hele mine skole og lave dem selv når jeg er vandt til at have 50 andre at gøre det med… Det gik dog ganske godt, også selvom det var med min ankelskade. Jeg får stadig kommentarer om det og de fleste var imponerede, så det var dejligt. Mange af eleverne fik også opdaget at jeg er fra Danmark og slet ikke fra New Zealand. Flere har været henne og sige at de bare troede jeg var en ny elev, og ikke vidste eller kunne høre at jeg var fra Danmark, det er ret sjovt, men jeg tager det som et kompliment til mit engelsk. ;)

En lørdag tog John med mig ud og gøre noget jeg altid gerne har ville prøver - vi var ude at skyder lerduer. Det var med rigtig haglgevær og hele mulitjavsen. Det var sammen med nogle af hans gode venner som mødes og skyder lerduer jævnligt. Det var super sjovt, jeg har som sagt meget længe gerne ville prøve at skyde lerduer. Jeg har aldrig skudt med et haglgevær før, men jeg ramte da mere end 25 % - 5 hits så kan i regne ud hvor mange det var ud af. Jeg havde lidt blodsprængninger i skulderen bagefter, men det gjorde ikke ondt. Jeg tænker at det bare er Bubber der piber(Hvis I har set Bubber og BS så ved i hvad jeg snakker om ;) )

Nu er efteråret ved at være kommet til Hawkes Bay, ligesom foråret forhåbentligt at kommet til Danmark. Hawkes Bay har været igennem dens storhedstid. Træerne det tidligere bugnede af med alt fra stenfrugt til æble er nu blevet plukket, vinrankerne er ikke længere tynget af lækre dybrøde druer og vjeret bliver lige så stille koldere. Det har været en fantastisk sommer, den bedste længe siger de lokale. Vi havde hvad? 3 måneder men sol og blå himmel og +25°C næsten hver dag og som sagt så har frugten bugnet rundt om på frugt- og vingårde. Det er ikke fordi det er ved at blive koldt, det var ikke det jeg sagde - koldere. Jeg tror alrig det bliver rigtig koldt her. 18°C føles dog rigtig koldt nå man endnu ikke har vænnet sig af med de 25-30 °C. Der hvor man virkelig kan mærke det er morgner og aftner(altså natten). Når dagen er godt i gang og solen har varmet os op igen er det stadig varmt, men om morgen og aften er temperaturen faldet en del. Det er både rart fordi så kan man sove om aftenen uden at have lyst til at kravle ud af sit eget skind, men også en skam, sommer er nu en dejlig årstid.

                      Når jeg nu har gået rundt her i det New Zealandske efterår, så minder det egentlig meget om det daske forår. Jeg har måske nævnt det før. Det er som om de passer sammen på samme tid, men modsatte årstid - forår til efterår og omvendt.

Det var alt for denne gang. Jeg vil prøve og lave flere kortere opslag, men hvem ved, der er kun 80 dage tilbage anyway….

Hyg Jer  -  Nanna Rytz