300 dage down - 40 to go

Hej Alle

Tiden går og går stadig og hurtige end før, eller sådan føles det i hvert fald. Tirsdag d. 15. May var min 300 dages jubilæum i Napier. Jeg har været i Napier i 310 dage i dag(27/5)  og der er nu 40 dage til jeg lander i Kastrup lufthavn.

Det er altså en vildt underlig følelse. Man er fuldstændig spillet i to. En del af mig har overhovedet ikke lyst til at sætte mig i flyveren og tage hjem. Jeg har ikke lyst til at sige farvel til alle de fantastiske mennesker jeg har mødt og hele kulturen det er, at være en udvekslingsstudent.  Men på den anden side så glæder jeg mig lidt mere hver dag til at komme hjem til familien og vennerne og til en hverdag hvor jeg arbejder på at lægge et fundament for resten af mit liv.

Det er super, super lækkert ikke at skulle bekymre sig om skole, lektier og lign ting, men for en ambitiøs teenager som jeg også er, bliver det godt at komme i gang igen og føle at jeg arbejde mod et mål længere ude i fremtiden. Misforstå mig ikke, det her år er fantastisk og jeg tror på, at et år som dette, hvor man personligt kan udvikle sig, modnes og lære sig selv at kende, samt at stå på egne ben, er meget vigtigere end at kunne få gode karaktere i skolen, men jeg vil gerne gøre begge ting. Gymnasie som venter for mig når jeg kommer hjem er en spændende ny udfordring og jeg glæder mig til at starter der.

Disse to følelser er modstridende og det er som to mennesker holder mig om håndledet og hiver mig i hver sin retning. Hvis jeg ikke skulle sige farvel, vil jeg glæde mig helt vildt til at komme hjem. Men desværre er New Zealand omme på den anden side af jorden og ikke næste kommune, så farvel er desværre uundgåeligt. Når jeg sidder på flyet og mine øjne igen er tørre, vil jeg helt sikkert glæde mig super meget til at lande i DK, men nok først når jeg har sagt farvel.

Jeg tror jeg har sagt det før, men noget af det jeg glæder mig allermest til er i lufthavnen, når jeg efter 36 timers rejsen kommer ud i ankomsthallen og ser min familie og bare slipper alt min bagage og løber ind i armene på hvem end af dem der løber hurtigt. Jeg har en klump i halsen og får næsten tårer i øjnene bare ved at skrive det her nu. Det øjeblik kommer til at være meget specielt.

Nå, ikke mere snak om slutninger og farvel og alt muligt sørgeligt.

I stedet er der sket et par ting jeg vil fortælle jeg om.

Os studenter til Rotary Ballet.

Alle os udvekslingsstudenter med vores blazere.

Den første er den store Rotary Distrikts konference som vi havde her i Napier den første weekend i maj. Rotarianere fra hele vores distrikt og alle udvekslingsstudenter kom til Napier for en weekend og vi så forskellige foredrag, havde et bal og mødte hinanden igen. Det var sidste gang alle os udvekslingsstudenter var samlet, så der blev hygget skrevet på flag og grædt lidt.

                      Vi havde som sagt også en bal lørdag aften. 350 mennesker ca. var der, og vi var alle sammen i fine kjoler og med noget rødt - rød var aftens tema. Det var en rigtig god aften og vi dansede og spiste god mad og hyggede.

Hele familien ude foran Elephant Hill.

Brian, Sue(første værtsmor)’s fyldte 85 i midten af maj og vi havde en lille fejring. Familien fra Auckland(Nicky, Mark, Thomas, Libby og Oli) kom ned og vi havde en rigtig god weekend. Vi var ude på vingården Elephant Hill og spise en fantastisk frokost og derefter en fin lille køretur rundt i Hawkes Bay lørdag. Søndag morgen skulle Brian så have sin fødselsdagsgave. Det var en helikoptertur rundt og se på Hawkes Bay. Det nød han rigtig meget og han havde en rigtig god weekend.

3-2-1!

På min 300 dages jubilæumsdag gjorde jeg noget specielt, jeg gerne har ville gøre rigtig længe. Jeg sendte en flaskepost. En uge før var Eva og jeg ude og finde flasken, papiret og kuglepennen til at lave flaskeposten, og så tirsdag d. 15. maj 300 dage efter jeg landede i Napier var Neill og jeg ude at kaster den i vandet fra Perfume Point i Ahuriri. Forhåbentlig flyder den hen til et eller andet eksotisk sted.

Min form class i vores pink outfits

Fredag d. 20 maj havde vi ’Pink day’  her på Sacred Heart. Det var en dag hvor vi alle droppede skoleuniformen og kom i skole i pink tøj. Det var planlagt af skolen, vi var ikke bare rebeller, bare rolig. Vi var alle i pink, for at stå op imod mobning. En dreng kom i skole i en pink T-shirt i Canada og blev mobbet, så to drenge fra hans klasse købte 50 pink T-shirts  og emailede alle deres venner og næste dag komme rigtig mange af deres venner i skole i pink for at støtte den her dreng der blev mobbet. Det er den ide vi står op om og støtter med vores pink day.

Netball kamp - og ja vi spiller i kjoler.

Nu er Netball sæsonen begyndt og efter at ha’ misset de to første kampdage - 4 kampe spillede jeg min første netball kamp i lørdags d. 21. maj. Det var heldigvis imod et andet Sacred Heart hold, så de vidste godt at jeg aldrig har spillet før og tænke forhåbentlig ikke alt for mange dårlige ting om mig. Ej, det gik vist rigtig fint. Vi tabte stort, men holdet var også holdet over os. Jeg spillede mig helt sikkert op gennem kampen og fik mere selvtillid og over de næste 6 uger tror jeg på jeg kan blive en god netball spiller.

Det var alt for denne gang, nu går der ikke længe før venner og familie igen er en større del af mit liv og ikke behøves at læse om det her.

Hyg Jer - Nanna Rytz

To måneder...

Hej Alle

Så er der, som overskriften siger, kun to måneder, eller nu under to måneder, tilbage. Det er så underligt. Tiden er gået så stærkt! Jeg indså lige i går aftes hvor lidt tid der er tilbage, og det var som at blive slået hårdt i maven… Jeg er ikke klar til at tage hjem endnu. Jeg ved ikke om jeg ville blive klar om jeg så havde et ekstra år hernede. Når man har levet i noget som det her i så lang tid, føles det som om det her er ens liv, og så er det virkelig uvirkeligt at det lige pludselig skal ende… Tiden er virkelig ved at rende ud. Jeg vil bare prøve at få det meste ud af hver dag og presse så mange ting ind som muligt!

Den sidste uge a ferien var lidt mere nede på jorden, men der skete stadig et par ting jeg synes I skal høre om.

For det første så flyttede jeg værtsfamilie, Phillip og Judy. Jeg er nu hos min sidste værtsfamilie. De er rigtig søde. Det er et ægtepar omkring pensionsalderen. Jeg bor lidt længere væk fra skole så nu skal jeg gå 15 minutter til skole i stedet for 5 minutter, men det kan jeg leve med. De er en del af en familie, der ser hinanden rigtig tit og jeg blev mødt med kram og ’velkommen til familien’ så det fik mig til at føle mig velkommen allerede, hvilket er enormt dejligt.

Team Tongariro - Jess, mig og Ian. Klar til at gå!

Det var der vi gik op over

I den sidste weekend af ferien gik jeg ’The Tongariro Crossing’. Det er en 1 dags vandretur over bjerget Tongariro og regnet for en af de smukkeste 1 dags ture i verden. Det var Ian fra Rotary, ham jeg gik til Cape Kidnappers med, en ven fra skolen; Jess, og jeg der tog afsted. Vi kørte op fredag eftermiddag så vi var klar til en tidlig start lørdag morgen.

                      

19,4 blev til 20.6 km på 6 timer og 15
minutter, som er rimeligt godt.

Vi var rigtig heldige med vejret. Vi havde den klareste, smukkeste dag. Det var ikke for varmt, men ikke for koldt, det blæste næsten ikke og det var som sagt rigtig klart så vi kunne se langt oppe fra bjerget. Udsigten deroppe fra er en af tingene der er med til at gøre det til en fantastisk vandretur. Man går op på en side hen over et stort lava krater (selvfølgelig størknet), forbi endnu et krater og op over toppen, ned igen, forbi nogle fantastiske grønne silikone søer, over endnu et krater, videre til den næste store blå silikone sø og til sidste går man ned og ned og ned på den anden side men det smukkeste udsigt over tre forskellige søer og med damp kommende ud af sprækker i bjerget ikke så langt væk. Det var helt fantastisk. Meget specielt med lava landskabet og alpin miljøet og så var det så vildt flot. Vi havde som sagt en rigtig god tur og min ankel overlevede uden problemer. Det er helt sikkert en tur jeg ville gøre hvis jeg rejste til New Zealand(hint ;) )

                      Efter turen var vi et smut forbi de naturligt varme bassiner og slappe af inden vi kørte tilbage til hytten og kørte hjem den næste morgen.

Lige i starten, bjerget i baggrunden er hvor vi skal hen.

Udsigten fra den første del af opstigningen. I horisonten kan
I måske ane toppen af endnu et bjerg - det var meget tydeligere
i virkeligheden. Det er Mount Taranaki som er på vest kysten,
så vi kunne se fra midten af Norden helt til vestkysten.

Vi klatre til bjergets top

Så nåede vi den første lille top, her med vulkanen i baggrunden,
og så skulle flagene selvfølgelig frem.

Det New Zealandske flag er også en del af mig nu.

Det første lava krater. Her er lavaen størknet, så det er
fuldstændig jævnt i krateret.

De her var det eneste der groede så højt - vi er over 1500 m
over havets overflade.

Det er her er taget kiggende tilbage på krateret og vulkanen
og I kan se mennesker kommer op der hvor vi lige har klatret
op.

For enden af den lille klatretur var det røde krater. Det er sjovt
nok kaldt det røde krater fordi det har en dyb rød farve. Det var
fascinerende at stå og kigge ned i det.

                             

Dette var vejen fra det røde krater, det ligner vejen til verdens
ende, men ikke helt.

Så nåede vi toppen i 1885 m højde.

Det var udsigtren fra toppen først kan man se endnu et lava krater,
så en lille væg ting og efter det en sø. Den sø kommer vi til senere.

Når man går op skal man også komme ned. Det sværeste var
ikke at klatre op at de stejle bjergsider, men de første ca. 300m
ned. Her gik vi på et smal(det kan man ikke se på billede) s
stykke af bjerget med meget løst sten og grus som underlag, så
det var en udfordring ikke at falde ned, og det havde man ikke
rigtig lyst til for der var langt at falde på begge sider....

Udsigten på vej ned var super flot med de grønne silikone søer.

Kigger tilbage for de andre der prøver ikke at
skøjte hele vejen ned af bjeget. Vi er lige
kommer derfra.

Udsigten var smukt her kan man se skyer og bjerge i baggrunden
og en genspejling i søen.

Efter de grønne søer krydsede vi endnu et lava krater.

Det her er et billede af folk der er på vej op til Blue Lake.

Så kom vi til 'Blue lake' hvor vi spiste frokost. P.S. gær hvilken
farve søen er ;)

Vi kiggede tilbage fra Blue Lake og kunne se hvordan lavaen
var løbet ud over krateret og størknet halvvejs.

Så skal vi til at gå ned ad igen.

Ned af var meget blidere og MEGET længere end op ad, bare
gå ned af bjegsiden med en smule hælding.

Jess og jeg på vej ned

Det var en fantastisk udsigt vi fik på vej ned. Vi kunne se ikke
bare en men tre søer. Den første store er Lake Rotoaria, til lille
Lake Otamangekau og i baggrunden i en grå farve er Great lake Taupo.

Følger stien der skærer ind i bjergsiden lille så stille på vej ned.

Der er stadig vulkansk aktivitet i området og det damper ud fra
bjergsiderne flere steder.

Mere spektakulær udsigt og et billede af stien vi gik på.

Et stykke nede begyndte stien at zigzagged hele vejen ned og
man gik og gik og gik og følte ikke man kom nogen vegne.

De sidste kilometer var gennem skov eller "bush". Den New
Zealandske bush er så smuk og fredfyldt.

Et lille kort over turen.

Hvis du ikke har læst billedteksterne så vil jeg råde dig til at gå tilbage og gøre det. De beskriver rigtig godt hvad turen bød på(og jeg brugte rigtig lang tid på at skrive dem ;).

Nu er jeg så startet i skole igen. Term 2 er startet og jeg skal nu gå i skole resten af mine 2 måneder. Det er underligt at tænke på. Jeg har faktisk i dag, lige fået besked om en ændring i mit skema. Jeg har gerne ville tage lidt Maori(maori er de indfødte i New Zealand) og nu er jeg blevet en del af en Year 9 maori klasse. Der er kun to måneder til at lære så meget som muligt, men det er bare vigtig for mig at lære den side af New Zealand bedre at kende også. Bedre sent end aldrig ;)

Til næste gang ;)

Vi Ses - Nanna Rytz