Hej Alle
Tiden går og går stadig og hurtige end før, eller sådan
føles det i hvert fald. Tirsdag d. 15. May var min 300 dages jubilæum i Napier.
Jeg har været i Napier i 310 dage i dag(27/5)
og der er nu 40 dage til jeg lander i Kastrup lufthavn.
Det er altså en vildt underlig følelse. Man er fuldstændig
spillet i to. En del af mig har overhovedet ikke lyst til at sætte mig i
flyveren og tage hjem. Jeg har ikke lyst til at sige farvel til alle de
fantastiske mennesker jeg har mødt og hele kulturen det er, at være en
udvekslingsstudent. Men på den anden
side så glæder jeg mig lidt mere hver dag til at komme hjem til familien og
vennerne og til en hverdag hvor jeg arbejder på at lægge et fundament for
resten af mit liv.
Det er super, super lækkert ikke at skulle bekymre sig om
skole, lektier og lign ting, men for en ambitiøs teenager som jeg også er,
bliver det godt at komme i gang igen og føle at jeg arbejde mod et mål længere
ude i fremtiden. Misforstå mig ikke, det her år er fantastisk og jeg tror på,
at et år som dette, hvor man personligt kan udvikle sig, modnes og lære sig
selv at kende, samt at stå på egne ben, er meget vigtigere end at kunne få gode
karaktere i skolen, men jeg vil gerne gøre begge ting. Gymnasie som venter for
mig når jeg kommer hjem er en spændende ny udfordring og jeg glæder mig til at
starter der.
Disse to følelser er modstridende og det er som to mennesker
holder mig om håndledet og hiver mig i hver sin retning. Hvis jeg ikke skulle
sige farvel, vil jeg glæde mig helt vildt til at komme hjem. Men desværre er
New Zealand omme på den anden side af jorden og ikke næste kommune, så farvel
er desværre uundgåeligt. Når jeg sidder på flyet og mine øjne igen er tørre,
vil jeg helt sikkert glæde mig super meget til at lande i DK, men nok først når
jeg har sagt farvel.
Jeg tror jeg har sagt det før, men noget af det jeg glæder
mig allermest til er i lufthavnen, når jeg efter 36 timers rejsen kommer ud i
ankomsthallen og ser min familie og bare slipper alt min bagage og løber ind i
armene på hvem end af dem der løber hurtigt. Jeg har en klump i halsen og får
næsten tårer i øjnene bare ved at skrive det her nu. Det øjeblik kommer til at være
meget specielt.
Nå, ikke mere snak om slutninger og farvel og alt muligt
sørgeligt.
I stedet er der sket et par ting jeg vil fortælle jeg om.
 |
| Os studenter til Rotary Ballet. |
 |
| Alle os udvekslingsstudenter med vores blazere. |
Den første er den store Rotary Distrikts konference som vi
havde her i Napier den første weekend i maj. Rotarianere fra hele vores
distrikt og alle udvekslingsstudenter kom til Napier for en weekend og vi så
forskellige foredrag, havde et bal og mødte hinanden igen. Det var sidste gang
alle os udvekslingsstudenter var samlet, så der blev hygget skrevet på flag og
grædt lidt.
Vi
havde som sagt også en bal lørdag aften. 350 mennesker ca. var der, og vi var
alle sammen i fine kjoler og med noget rødt - rød var aftens tema. Det var en
rigtig god aften og vi dansede og spiste god mad og hyggede.
 |
| Hele familien ude foran Elephant Hill. |
Brian, Sue(første værtsmor)’s fyldte 85 i midten af maj og
vi havde en lille fejring. Familien fra Auckland(Nicky, Mark, Thomas, Libby og
Oli) kom ned og vi havde en rigtig god weekend. Vi var ude på vingården
Elephant Hill og spise en fantastisk frokost og derefter en fin lille køretur
rundt i Hawkes Bay lørdag. Søndag morgen skulle Brian så have sin
fødselsdagsgave. Det var en helikoptertur rundt og se på Hawkes Bay. Det nød
han rigtig meget og han havde en rigtig god weekend.
 |
| 3-2-1! |
På min 300 dages jubilæumsdag gjorde jeg noget specielt, jeg
gerne har ville gøre rigtig længe. Jeg sendte en flaskepost. En uge før var Eva
og jeg ude og finde flasken, papiret og kuglepennen til at lave flaskeposten,
og så tirsdag d. 15. maj 300 dage efter jeg landede i Napier var Neill og jeg ude
at kaster den i vandet fra Perfume Point i Ahuriri. Forhåbentlig flyder den hen
til et eller andet eksotisk sted.
 |
| Min form class i vores pink outfits |
Fredag d. 20 maj havde vi ’Pink day’ her på Sacred Heart. Det var en dag hvor vi
alle droppede skoleuniformen og kom i skole i pink tøj. Det var planlagt af
skolen, vi var ikke bare rebeller, bare rolig. Vi var alle i pink, for at stå
op imod mobning. En dreng kom i skole i en pink T-shirt i Canada og blev
mobbet, så to drenge fra hans klasse købte 50 pink T-shirts og emailede alle deres venner og næste dag
komme rigtig mange af deres venner i skole i pink for at støtte den her dreng
der blev mobbet. Det er den ide vi står op om og støtter med vores pink day.
 |
| Netball kamp - og ja vi spiller i kjoler. |
Nu er Netball sæsonen begyndt og efter at ha’ misset de to
første kampdage - 4 kampe spillede jeg min første netball kamp i lørdags d. 21.
maj. Det var heldigvis imod et andet Sacred Heart hold, så de vidste godt at
jeg aldrig har spillet før og tænke forhåbentlig ikke alt for mange dårlige
ting om mig. Ej, det gik vist rigtig fint. Vi tabte stort, men holdet var også
holdet over os. Jeg spillede mig helt sikkert op gennem kampen og fik mere
selvtillid og over de næste 6 uger tror jeg på jeg kan blive en god netball
spiller.
Det var alt for denne gang, nu går der ikke længe før venner
og familie igen er en større del af mit liv og ikke behøves at læse om det her.
Hyg Jer - Nanna Rytz
Ingen kommentarer:
Send en kommentar