Sydøen del 1

Hej Alle

De gule stjerner er der hvor vi boede og den blå streg, hvis I
kan se den er vores rute sådan cirka.

Så kom det endelig, blogopslaget om vores Sydøstur, yay. Jeg har udskudt det og udskudt det, fordi at jeg bare vidste at det ville tage 700 år at skrive…. Det tog ikke helt så lang tid, men næsten ;).

                      Jeg har uploadet en hel masse billeder på min side på Facebook: Nanna Rytz - Mit udvekslingsår i New Zealand, og skrevet lidt til dem, så det kan være et rigtig godt supplement til at læse dette hvis I har lyst. Albummet hedder Sydøen - South Island trip 2015.

Camille og jeg er
ombord på flyet.

Turen startede søndag d. 15. november. Havde pakket dagen før. Jeg havde kun omkring 20 kg alt i alt, hvor mange af de andre havde mere end 20 kg bare i deres kuffert, så det var rimelig godt. Vi startede i lufthavnen i Napier, hvor Camille og jeg mødtes og sagde farvel før vi fløj til Wellington. Sue og Derek var der selvfølgelig, men Sue og Neill kom også forbi og sagde farvel, det var rigtig sødt af dem.

Så er ankommet sammen med vores bagage.

          Wellington er New Zealands hovedstad, og er godt nok på Nordøen, men det var her vores tur for alvor startede. Vi mødtes alle sammen i lufthaven med masser af kram efter at være genforenet igen. Efter at alle var samlet tog vi en shuttle bus til et ’Youth Hostel’ som er en slags ungdoms vandrehjem hvor vi boede natten over. Vi havde næsten en hel dag i Wellington så vi planlagde en dag ude i byen og gik hvert til sit.

En af figurenen i Gallipoli

Jeg gik sammen med Camille(Belgien) og Meline(Holland). Vi var en tur på Te Papa, som er New Zealands national museum. De havde udstillinger om blandt
andet forhistorisk dyreliv i New Zealand, jordskælv og pladetektonik og så havde de en meget populær udstilling kaldet Gallipoli. Gallipoli er et sted i Tyrkiet, hvor New Zealand kæmpede indædt i første verdenskrig. Udstilling bestød bland andet af flere enorme og meget virkelige voksfigurer af personer der kæmpede ved Gallipoli. Der var soldater, sygeplejersker, læger og lign. personer. De var enormt virkelighedstro og man kunne se følelserne i deres ansigter, det nærmest strømmede ud af dem, var personen bag figuren havde været igennem. Det var helt fantastisk.

                      Vi var også en tur op med kabelsporvognen, som er en stor turist attraktion i Wellington og en gammel sag som stadig bruges som offentlig transportmiddel for nogle. Vi så også ”Bikuben” som parlamentsbygningen er kaldet, den er kendt for sin specielle arkitektur, og speciel kan man i hvert fald godt kalde den. Det blev også til lidt vinduesshopping og vi endte på en lille cafe inden vi skulle mødes med de andre for at organisere aftensmad og værelser.

Cable car med Meline og Camille

Bikuben

             

Pizza Hut.....

  Hvis ikke vores måltider var en del af det vi lavede den dag fik vi madpenge. Morgenmad købte Joanne og Mary, som var vores voksne på turen, altid og vi havde det sammen. Frokost købte vi for det meste selv eller også købte Jo og Mary sandwiches eller wraps og vi lavede dem sammen i vejkanten(næsten) på de dage hvor vi have lange busture. Aftensmaden var lidt ligesom frokost, nogen gange sammen og andre gange gik vi hvert til sit. Vi snakkede om at lave en ret fra vores land alle sammen, men det nåede aldrig længere end at jeg lavede (lamme)frikadeller til dem, da vi var i Queenstown.

                      Den første aften var vi ikke rigtig organiserede så vi bestilte take away… fra Pizza Hut… Så vores første aftensmad var take away pizza, pommes fritter og hvidløgsbrød. Så sunde vi var den aften.

Der tages selfies på vej over med færgen.

Dag to var mest en flyttedag. Vi skulle fra Nordøen til Sydøen og hen til der hvor vi skulle på vores Kajak safari dagen efter. Vi tog færgen fra Wellinton om morgenen. Det tog ca. 3 timer at krydse til Picton på sydøen og den sidste time eller halvanden sejlede vi gennem Marlborough sounds. Det er smuk fjord som leder ind til Piction hvor vi endte med færgen. Turen over blev brugt på afslapning og så snakkede vi med et par amerikanere, der var en del af en stor gruppe på en rundrejse. De havde være i Australien forinden og Europa ventede som det næste. De boede samme sted som os i Wellington og tog færgen sammen med os.

Marlborough sounds

Marlborough sounds

Velkommen til Sydøen.

Vores lille lækre sag af en bus.

Da vi kom til Picton ventede vores bus og chauffør. Der stod med store orange bogstaver uden på bussen ’Good times tours’ og det må siges at være sand. Vi havde i hvert fald en rigtig god tur. Irwin var vores buschauffør og han var en herlig buschauffør. Vi kørte fra Picton mod Motueka. På vejen stoppede vi i Nelson, som er en smuk lille by på toppen. Her spiste nogen frokost, og vi gik også en lille tur på stranden. Selvfølgelig var der også et par drenge der skulle en tur i vandet. Selvom var var rigtig heldige med vejret og det var varmt og lækkert, tror jeg vist nok de synes vandet var ret så koldt stadigt.

På stranden i Nelson.

De bade i Nelson.

             

Maden dag 2 var lidt bedre ;)

  Da vi kom til Motueka blev vi indlogeret på ’The Happy Apple’. Igen et ungdomsvandrehjem og der var masser af unge og god stemning. Det inspirerede mig til at vide hvad jeg skal gøre hvis jeg står og er pensioneret, har masser af plads og mangler noget at lave. At drive et ungdomsvandrehjem virkede enormt opløftende på det ældre ægtepar som drev det. Så meget energi og unge fra hele verden. Det var fantastisk.

               

Fancy kajak billeder ;).

Vores Water Taxe og traktoren.

Happy Apple var også stedet hvor vi den næste dag startede vores kajak safari fra. The Sea Kayak Company som var dem vi tog ud med, havde deres base lige ved siden af og det at vi boede der var vist en del af en aftale mellem de to. Vi tog derhen om morgenen med alle vores ting i en stor plastikpose. Det skulle være vandtæt hvis nu vi kæntrede. Vi mødte vores to guider Kim(pige) og Ethan og hoppede ombord på en bus, som tog os ud til Marahau, hvor vi skulle med en ’Watertaxi’ Det var lavvande så vi blev trukket ud i vandet af de her gamle traktorer, det var ret cool. Vi sejlede ud til Onetahuti Bay i Able Tasman. Abla Tasman er en national park med smuk natur og dyreliv. I Onetahuti fik vi pakket vores kajakker, dannet par, for vi sejlede i double kajakker og vi fik instruktioner inden vi tog afsted. Vi sejlede på smukt turkist, men krystal klart vand, fra en hvis sandstrand omgivet af smuk ”skov” fyldt med indfødte træer og buske. Vi sejlede allerførst ud til en lille ø fuld af pelssæler. De er fredet på øen på nuværende tidspunkt fordi de skal til at yngle så vi skulle holde afstand, men vi kunne stadig se masser af tykke sæler ligge og fede den af.  Oscar fra Sverige var min partner og vi sejlede oppe foran med Ethan og spottede sæl efter sæl.

Oscar og jeg.

                                   

     I kajakken er der en der sidder forrest og en bagved, sjovt nok. Den forrestes opgave er sådan set bare at padle og så t holde øje med sten og andre forhindringer, men personer bag ved padler og styrer. Jeg troede man styrede lidt ligesom i en kano ved at padle eller stikke padlen i vandet som et ror, men nej. Kajakken har sit eget ror bagpå og så styre man med fodpedaler, det var ret sjovt, men det virkede rigtig godt.

Vi bader, yay.

Efter en tur rundt om øen, var de fleste ved at få styr på at padle og at styrer og vi satte kursen sydpå -  ”hjem igen.” Vandtaxien tog is nordpå og så skulle vi sejle tilbage igen til der hvor vi startede. Den formiddag var vejret super godt, solen skinnede og vi havde næsten ingen vind og vandet var roligt, det var helt perfekt og super, super smukt som vi sejlede ned langs kysten. Vi cruisede bare afsted og nød udsigten og hyggede os. Vi gik ind i Bark Bay for at spise frokost. Det var endnu en hvis sandstrand og der var også nærmest en lille lagune / sø lignende ting. The Sea Kayak Company sørgede for alle måltider, bestik, telte til at sove i og alting, så det var super godt. Frokost bestod af en sandwich og et stykke kage. Efter vi havde spist tog nogen af os en svømmetur. Drengene fik dykkermasker og snorklede efter underlige ting, mens jeg bare hyggede mig. Jeg var den eneste pige i vandet, de andre synes det var koldt… Det var også lidt koldt, men det vat ikke slemt. Det må være fordi jeg er vant til de danske have…

Bekymrede miner som vi skal til at
sejle ud i vinden.

                      Mens vi spiste frokost blæste det op. Til sidst blæste det faktisk ret meget og det betød en hård eftermiddag for os. Vi sejlede desværre i modvind og der var mange der havde problemer, det var for hårdt for dem. Oscar og jeg fandt vores indre vikinger frem(næsten) og det gik fint for os. Mit største problem var saltvand. Det blæste ind i mine øjne, selvom jeg havde solbriller på og jeg blev nødt til at lukke mine øjne. Så der sejlede vi rundt, men en blind til at styrer båden. Heldigvis er der ikke så mange ting i vejen ude på vandet, så vi klarede det fint. Oscar guidede mig ved at sige højre og venstre og så kom vi ellers fint i land i The Anchorage, som var hvor vi skulle overnatte. Det var endnu en smuk sandstrand, jeg tror ikke der var andet, og der var en lille campingplads og toiletter og lign til overnatning. Det var ikke kun et sted for folk der sejlede i kajak, men også for folk der var ude at vandre i Able Tasman og der var bla. to skoleklasser. Vi satte telte op mens Ethan og Kim satte ”køkkenet” op. Efter vi havde spist aftensmad havde Ethan og Kim en overraskelse til os.

                      De tog os med ned på stranden til en gåtur da det blev mørkt og vi endte i den verstlige side af stranden uden for nogle klipper. Det vi skulle se var ’glow worms’ som er en lille orm med en lysende numse. De sidder i mørke klippe huler eller lign og når det bliver mørkt tiltrækker deres numser små insekter og så spiser de dem. Det er et fantastisk syn at stå inde i en mørk grotte og så er der små grønne lys over det hele. Lysene er ikke større end en millimeter men det er stadig et fantastisk syn.

                      Bagefter var der lejrbål. Det var en af skolerne der havde startet et lejrbål og så stødte vi andre til så til sidst sad vi en masse unge i alderen 12-18 tror jeg omkring bålet med en guitar og hyggede os. En af skoleklasserne var og udvekslingsstudenter fra Tyskland. Det var bare ren idyl, næsten som på film.  Da vi forlod lejrbålet gik Simeon og Romain(Belgien) og jeg ned på stranden og så på stjerner. Det var så smukt, der var ikke noget lys til at spolere stjernehimlen og der var næsten helt stille, mens vi sad og kiggede ud over bugten og stjernehimlen. Det var så smukt og igen næsten som noget taget ud af en film. Vi sad bare der og snakkede og følte os meget små og meget heldige, det var så fantastisk.

Pletten i midten er salt...

Næste morgen efter en mindre komfortable nat i telt pakkede vi igen på for at sejler den sidste halvdel hjem. Denne gang sejlede jeg med Meline(Holland) og jeg sad foran. Kontrolfreaken i mig, skulle lige vænne sig til at jeg ikke kunne styre mere, men skulle lade det være op til Meline hvor vi sejlede hen. Snar var vi på vej igen ud over det smukke vand, men smukt landskab ved siden af os. Vinden var taget lidt af så det var noget nemmere at padle igen, hvilket jeg tror rigtig mange var rigtig glade for. Vi sejlede afsted om rundede endnu en ø med et par sæler på og sejlede om på den anden side for at finde en lille strand at spise frokost på. Efter frokosten badede vi igen og vi fandt endda en lille grotte som vi prøvede at gå ind i, men det var meget mørkt og lige pludselig var jeg helt alene, så nåede aldrig særlig langt ind i den…

                   '

Endnu en kajak selfie.

   Efter middag blæste det op igen, men denne gang gjorde det ikke så meget, for Kim, Ethan og Isaac, vores tredje guide dag 2, havde en overraskelse til os. For det første var det medvind, hvilket var rimelig vigtigt, for vi skulle sejle hjem. Nu har jeg skrevet sejle før i mangel på et bedre udsagnsord, men det kræver nu som regel et sejl at sejle. Vi skulle rigtig sejle hjem, hvilket betød at vi brugte en sejl. Vi lagde os alle sammen ved siden af hinanden og holdt fast i hinanden på rækken, men de bandt sejlene fast på to padler hver. Vi havde to sejl. Så tog folk bagved holdt det ved at holde deres paddel op, hvorpå sejlet var bundet fast, og så var der to der hold sejlet nede foran. Da vinden fik fat skød vi en rimelig god fart og næsten uden at lave noget. Vi skulle enten holde fast i bådene ved siden af eller i sejlet men det var også det.

Smukt det er det!

                      Omkring halvvejs brækkede vi fra hinanden, det var et uheld, men vi endte med at blive splittet op så der var 4 både og et sejl pr. gruppe og så var det et ræs. Det var vildt sjovt, der var ikke så vildt meget man kunne gøre for at sejle hurtigere, det var om at holde sejlet højt og stramt og så få noget vind i det. Isaac, guiden, var en del af vores gruppe fordi han sejlede i en toer sammen med en af os, mens Kim og Ethan sejlede i en ener kajak hver. Allerede inden vi splittede op sang vi. Isaac startede det og der blev sunget mange underlige ting. Noget af det første vi sang var faktisk den New Zealandske nationalsang, den kunne alle(næsten) i hvert fald den engelsk udgave af. Der er både et vers på engelsk og et på maori. Efter vi blev delt op gik det helt vildt for sig, vi sang bland andet ’Let It Go’ fra Frost og andre hits og der blev fortalt jokes og vi hyggede bare. Isaac var vildt cool og med på den værste. Da vi var ret langt foran og vidste at vi nok ville vinde, blev det også til en smuk smuk(næsten) udgave af ’We Are The Champions’, det passede ligesom ret godt. Vi havde det bare pisse sjovt, mens vi sejlede derud af. Det var en rigtig fin måde at slutte en helt perfekt tur af på. Jeg vil til hver en tid gøre det igen, og når Stine(min tvilling) og jeg engang kommer herned er det helt sikkert på listen over ting vi skal gøre.

                      Vi havde endnu en nat i ’The Happy Apple’, før vi kørte videre ned langs vestkysten. Vi kørte til Murchinson, hvor vi lavede ’White water rafting’, som er ja, rafting. Vi sad i en gummibød på vej ned af en flod og hyggede os og prøvede at være vilde. Floden var desværre ikke så vild den dag vi var der, fordi der ikke var så meget vand i den, men vi lavede andre sjove ting i stedet. Jeg var i en båd men Emma(Frankrig) og fire drenge, så vi fjollede rundt og skubbede hinanden i vandet og lign. Der var brug for at blive skubbet i, for med dragt og redningsvest og hjelm og alt det blev det ret varmt. Undervejs var der et vandfald, men vi kunne ikke sejle ned af det fordi vandstanden var for lav. I stedet hoppede vi ud fra en klippe ca. 3-4 m måske over vandet og fløs/svømmede ned af den brusende flod. Det var rigtig sjovt, jeg elsker at lege i vand på dem måde, og nyder bare at hoppe i vandet fra de højder, det var rigtig cool. Noget af det sidste vi gjorde var forskellige konkurrence. En af dem var at der stod to, en i hver ende af båden, og så drejede de den rundt indtil man faldt i vandet. Det var rigtig sjovt, men de kunne ikke få mig i så til sidst tog vores guide bare sin paddel og skubbede mig i. Vandet var ikke koldt, men bare dejligt forfriskende. En anden og lidt mere spontan konkurrence vi havde var en baglæder konkurrence. Det startede med at de to belgiske drenge skulle vise sig og begyndte at lave saltoer i og så baglæns saltoer. Med min gymnastiktræning fra Bøvling Idrætsefterskole, synes jeg ikke helt godt om deres teknik, så skulle selvfølgelige lige vise hvordan det skulle gøre. Kunne godt mærke at det var et stykke tid sin min sidste baglænder og at jeg var i alt muligt kluntet tøj, men lavede da stadig en der var pænere end deres ;)

Pancake rocks.

Vejret havde været lidt grå på vej ud til rafting, men mens vi blev iført alt vores udstyr blev det bedre og da vi fortsatte ned langs kysten, var det super lækkert. At vejret var godt gjorde ikke udsigten mindre fantastisk. Som vi kørte ned af kysten så vi mange flotte strande og klipper og meget andet meget smukt natur. Vi stoppede også forbi ’Pancake Rocks’ som er nogle sten der ligner en stak
pandekager, det var ret cool.

Når man mister rygby bolden må man
finde den igen...

                

Vi endte i Greymouth Top 10 holiday park. Det var en fancy campingplads med en stor legeplads og hoppepude som vi legede på. Vi havde købt en rugby bold i Wellington og drengene var ved at lærer mig at kaste den rigtigt. Den bold var meget godt for os hele turen og den kom med hele vejen rundt som vores underholdning.

                      Næste dag var en af de eneste grå dage vi havde. Det regnede til omkring middagstid, men derefter blev det godt igen. Vi skulle ha set to gletsjere, men vejret forhindrede os i at se den første og den anden var lukket af, af staten af sikkerhedsmæssige oversager så vi kunne kun lige skimte den. Det var der, at der den næste dag var en stop helikopterulykke. Jeg fik faktisk en sms dagen efter om jeg var okay, da nyheden var kommet helt til Danmark.

Vandet der rænder ud af "væggen"
hvis man kan se det.

Smukke Lake Matheson

 Vi kørte i stedet til søen Lake Matheson, som er tæt på Mount Cook, som er New Zealands højeste bjerg. Vi gik en tur rundt om søen og det var helt fantastisk og helt specielt. Da det havde regnet hele morgenen, var alt vådt og der var bogstavlig talt vand strømmende ud af siderne ved siden af stien. Det var et helt fantastisk syn og jeg nød at være i naturen på den måde. Vi kunne desværre ikke se Mount Cook på grund af skyer, men turen var stadig det værd. Det var så smukt og samtidigt var der dejligt at få lidt frisk luft efter så mange timer i bus, både dagen før og den dag.

               

De søde små A-framed vi boede i men sneen i baggrunden.

Landskabet blev ikke mindre smukt som vi kørte inden gennem Haast passet. Noget af det første vi så var en stort stenskred som de var blevet nødt til at bygge en ny vej uden om. At køre gennem en dal, men grønne bjergside, sort klippe og hvidt sne på toppen var helt fantastisk og det var bare så smukt. Vi endte i Makarora in den ene ende af dalen. Det var et helt specielt sted, og mit ynglings sted af dem hvor vi overnattede. Inde i en dal, omringet ar bjerge, med en fin lille flod løbende ikke så langt væk, smuk, grøn, naturlig skov og sneklædte bjergtoppe. Det var så smukt og det at det var nede i en dal, gjorde atmosfæren helt specielt, det var bare et vildt sted. Der var ingen forbindelse eller internet, hvilket nu egentlig var meget rart. Som man (desværre) kun kan forvente af en flok teenagere bruger vi for meget tid på vores telefoner. Vi var gode til at snakke sammen og hænge ud, men når telefonen helt bliver taget ud af billedet er det nu alligevel meget godt.

                      Det blev ikke mindre specielt eller fantastisk da Jo og jeg gik en tur med Dean, en fyr fra stedet senere den aften. Ingen af de andre havde lyst til at gå med, men jeg kan sige jer, de gik glip af noget. Det var Deans bedstefar der havde startet stedet, hele Makarora op. Han havde startede en lille ’honesty shop’. Det er en butik hvor der ikke er nogen ekspedient, men man bare har en kasser som man lægger penge i, lidt ligesom alle vores vejboder i Danmark. I butikken kunne alle de jægere, som var de eneste der var i den del af New Zealand på den tidspunkt, det var før vejen blev først igennem, så den endte der, de kunne købe deres forsyninger når de kom tilbage fra skoven. Butikken gav selvfølgelig ingen penge, men den har stadig betydet rigtig meget for stedet. Deans bedstefar byggede også det første lille A-frame hus, som er de små hytter vi boede i. Siden har det udviklet sig til et lille sted hvor folk kan overnatte og der bor nu masser af folk hvert år.

Saven og stammen i daglys.

Det var også Deans bedstefar der fik dem til at stoppe med af fælde den indfødte skov omkring Makarora. De stoppede så brat at de faktisk efterlod en sav sidende i en stor stamme, som om de var gået midt i arbejdet. Det var den sav vi var på vej mod på vores lille gåtur, der gemte sig nemlig også noget andet der. Under den store stamme var der en lille hule, hvor der igen var ’glowworms’. Normalt er der et rækværk og så kan man ikke gå længere, men kun skimte lysene fra stien, men fordi vi kun var to, fik vi lov til at passere hegnet og krybe ned under den her træstamme og sidde nede i hulen og se på ”Glowormene.” Det var helt fantastisk, jeg tror vi sad dernede i mere end et kvarter og hviskede og så på ormene. Hele turen gennem skoven var fantastisk. Jeg elsker skove og natur og bor selv ved siden af en i Danmark, men der er noget helt specielt ved at gå gennem skove om aftenen/natten når det er mørkt. Hvis man er tryg nok til ikke at se uhyre i alle skyggerne er stemningen helt fantastisk. Man kan nærmest fornemme energien i skoven, det er bare helt specielt. Vi snakkede rigtig godt med Dean og den tur var helt sikker også en af de bedste minder fra turen.

Næste morgen satte vi ud for Queenstown, som var rigtig mange højdepunkt for turen, og da vi begyndte at komme tæt på begyndte bussen af koge. Det var ret cool. Før det skulle vi dog lige køre lidt mere end 100 km og forbi både Puzzle world og Lake Wanaka.

               Puzzle World var det her sindssygt cool sted fyldt med optiske illusioner.  Det allerførste vi gjorde var at vi kom ind i verdens største 3D labyrint. Der var 4 tårne, et i hvert hjørne og så skulle vi finde rundt til dem. Det var ret sjovt, men det varede ikke længe før man gik i ring og var foret vildt. Jeg endte med at benytte mig af en ”nødudgang”, meget mod min vilje, fordi de andre ventede på mig… Ups…  
          

Rummet hvor mange hundrede ansigter
følger hvorend du går, her Mr. Einstein.

               Bagefter gik vi ind i deres optiske illusions udstilling. Der var alt fra billeder der ændrede form og poppede ud i hovedet på dig, når du bevægede dig til ansigter der fulgte dig med øjnene, et rum der hældte så det ligner ting rullede op ad og malerier og skulptere med gemte motiver. Det var vildt cool. Jeg elsker sådanne ting og jeg elskede det sted.

Me - you

Et rum der hælder 15 grader.

Lake Wanaka

Bagefter tog vi til Lake Wanaka som er en sø og en lille by. Det er et smukt lille sted og vi spiste frokost der og nød udsigten. På vej videre kørte vi forbi ’The Wanaka Tree’ som skulle være kendt. Det er bare et lille bitte træ, der gror i vandet..

15 teenagere  -12 nationer

Da vi kørte fra Wanaka var stemningen god, Queenstown var tæt på. Vi stoppede lidt uden for Queenstown på et lille plateau på en bjergside og tog billeder med vores flag. Det endte i nogle rigtig gode billeder.

               Vi ankom endelig til Queenstown. Vi havde tilbagelagt mere end 800 km og brugt mere end 10-11 i bussen siden vi forlod Motueka tre dage før. Da vi kørte ind i byen begyndte folk at klappe og vi var bare virkelig spændte. Det var her bungy jumping, skydiving og mange andre vilde ting ventede. Forhåbentlig. Vi blev indlogeret på White Pine Bush Hostel og fik nærmest vores egen lille etage med tre værelser køkken og stue. Det var super hyggeligt.

               Her vil jeg stoppe del 1. Vi er ikke halvvejs endnu, men her er vist mere en rigeligt til at starte ud med. I næste del venter alle vores eventyr i Queenstown, Milford track og Milford Sounds og Christchurch og Dunedin. Jeg vil prøve at få det skrevet så hurtigt som muligt.

Glædelig jul til jer alle.

Hyg jer - Nanna Rytz

Så er det lige om lidt

Hej alle!

Jeg håber alle hjemme i DK har det godt og at I nyder den dejlige danske efterårsvejr. Her nede må jeg nøjes med 27° og høj solskin en gang i mellem… Ja, foråret er for alvor kommet til Hawkes Bay. Vi har dog stadig perioder på et par dage hvor det er mindre dejligt. Regn, vind og ned til 12° er hvad vi har på de dårligste dage, heldigvis er de få. Det er lidt sjovt at det danske efterår er vådt og blæsende og det New Zealandske forår kan være vådt og blæsende. Hvorimod det danske forår er lækkert og mildt og det New Zealandske efterår eftersigende er sådan. Så det er det modsatte på sammen tid, hvis I forsår hvad jeg mener…

Sydøsturen venter lige om hjørnet. Mit fly letter kl. 8 søndag morgen og så er det ellers afsted. YaY. Jeg tænkte at jeg lige ville fortælle jer lidt om hvad jeg har lavet osv. Inden så jeg ikke skal stå med det efter turen, når der er så meget andet.

Jeg har haft min sidste dag i skole - YaY. Eller næsten, jeg har to dage tilbage med sangundervisning for hele skolen, for at gøre os klar til vores sidste skoledags samling og gudstjeneste. Men foruden det er det næsten 3 måneders sommerferie til mig - YAY. Det er fordi de har læseferie til deres eksamener, men dem skal jeg ikke tage, så jeg har det bare fedt.

                      Sidste skoledag er meget anderledes hernede, og næsten lidt sørgelig sammenlignet med Danmark. For det første havde vi faktik rigtig timer den sidste dag, ikke noget med at lave ingenting den sidste uge, som vi gør i Danmak(næsten). Nej nej, så meget som muligt skal masses ind inden eksamener. Year 13 som er dem der slutter og går ud af skolen, graduere, lavede et lille skuespil til sidste samling, hvor de lavede parodier på de forskellige år i high school, men igen det var ikke lige så stort som i Danmark. Der var ingen vandkrig, eller sjove udklædninger eller karamller. De brugte den sidste halve time på at tage billeder og jeg tror vist også der fløj et par bh’er rundt tidligere, men det var meget low key i forhold til Danmark.

Vi sidder rundt om bålet med stjernekastere.

Det var torsdag der var sidste skoledag og torsdag var også Guy Fawkes. Guy Fawkes er en aften, d. 5. november, hvor vi, fordi vi er en del af den engelske koloni, fejrer at en mand prøvede at sprænge parlamentet i luften. Det ”fejrer” vi ved at tage til stranden og lave bål og fyre fyrværkeri af. Det erstatter lidt Nytårsaften, der slet ikke er så stor med fyrværkeri hernede, da mange er væk pga. sommerferie. Jeg og nogle venner tog ind til byen om aftenen og vi endte på stranden. Der var masser af træ på stranden og vi have en lighter til vores fyrværkeri (stjernekastere og to meget små fontæner - YAY) så vi prøvede at tænde et bål. Vi prøvede og prøvede og efter måske en halv time senere fik vi endelig ild. Abby der fik ild i det var meget stolt og det kan jeg godt forstå. Vi havde en super hyggelig aften dernede omkring bålet. Vi ristede skumfiduser og spiser slik og så på fyrværkeri og hyggede bare. Det var en rigtig god aften.

Den sidste uge har vores internationale dean arrangeret et program for os da vi ikke havde skole. Mandag var vi bla. en tur rundt på et chokolade museum og en chokolade fabrik og vi sejlede i kajak. Efter vores sejltur blev det også til en svømmetur. Det var en af de der dage, jeg snakkede om før, med 25 / 27° og solskin.

     Tirsdag havde vi international sportsdag på Taradale High School, med alle de andre internationale studenter i Hawkes Bay. Vi spillede soft crosse, som er en anden udgave af lacrosse, vi skød med bue og pil(ja, jeg ramte ikke noget…) og vi spilelde Zorp fodbold. Det er de her store oppustelige bolde du for over din krop fra knæene og op og så løber man ind i hinanden og vælter hinanden. Det er rigtig sjovt.

                   



Onsdag og torsdag stod den på frivilligt arbejde. Onsdag var jeg i Art deco butikken i Napier. Det nød jeg rigtig meget. Jeg havde et job i en is butik / slik butik / kiosk-agtig-ting før efterskole, en arbejde i detail branchen og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg nyder at snakke med kunder og stå i en butik eller bod på den måde. Jeg var i et fint art deco kostume og brugte dagen på at betjene kunder og rette på tingene på hylderne og lignende ting. Det var ikke så travlt, så det var en stille og rolig dag.

                  
 Torsdag var jeg ude ved Ridning for de handicappede. Det havde jeg set rigtig meget frem til. Hestepigen, som jeg ellers har lagt på hylden for flere år siden, har brændt i mig igen hernede og jeg har savnet de dejlige firbenede. Det var enormt rart at være omkring heste igen, jeg nyder deres selskab, og som sagt har jeg savnet heste. Jeg striglede, longerede og hyggede om hestene og så hjalp jeg et par gange med nogen af børnene. Det var fantastisk at se hvilken forskel det gjorde for dem at komme op og ride. Der var en pige med spastiske muskler som ikke kunne strække sine ben. Ved at ride en runde og lave strækøvelser rykkede hun sig helt vildt henover bare 20 minutter, det var fantastisk at se.

Giver lige et lille lam flaske.

Cape Kidnappers. De små hvide prikker
er endnu en gannet koloni.

                      I dag fredag har vi igen været på tur. Når jeg siger ’vi’ er det de tre japanske piger, vores internationale dean og mig selv. Vi var sammen mandag og lidt tirsdag og så i dag. Vi var først i Haumoana zoo. Det var ikke det helt store, en masse bondegårdsdyr og nogle forskellige fugle, hjorte, emuer, strudse, et fembenet får og dyr i den stil. Ingen løver og elefanter og helt eksotiske dyr. Vi kunne fodre næsten alle dyrene med majs og til sidst gav vi flaske til små lam. Det var en hyggelig lille tur.

Et billede fra Gannetkolonien, man
kan se hvor tæt de bor.

             

Vores lift til og fra Cape Kidnappers.

 Bagefter tog vi til Clifton og på en traktortur til Cape Kidnappers. Det var en tur med en gammel vetaran traktoer som trækker en vogn. Vi kørte langs stranden og lidt i vandet ud næsten til spidsen af Hawkes Bay. Vi gik det sidste stykke op til en Gannet koloni. Gannets er en stor fugl som lever i store kolonier. Det var ret specielt at se så mange fugle så tæt sammen. Men så hvis man tænker på mennsker lever vi også ret tæt sammen i byerne, bogstaveligt alt stakket oven på hinanden.

Sådan ser man ud efter en fængselstur.

I aften skal jeg ud med nogen af mine veninder til en fængselstur i det gamle fængsel her i Napier, og hvis I har glemt det er det fredag d. 3… Uhhh… et skal nok blive rigtig uhyggeligt.

Lørdag skal jeg så bruge på at pakke til turen sydpå og så er det ellers afsted.

En anden ting der er kommet igennem er mit radio interview. Klik ind på linket og søg efter ’Rotary Wheels’ i feltel og tryk der efter ’view content’. Under det skulle der gerne være en med mit navn på. Det er vist ca. 25 minutter langt.

http://www.radiokidnappers.org.nz/search_air_db.php

Jeg opdatere med nogen billeder i morgen hvis jeg får tid, undskyld….

Hyg Jer - Nanna

100 DAGE!!! Og ny værtsfamilie

Hej Alle!

I dag nåede jeg en rimelig stor milepæl. Jeg har været her i 100 dage. Det er ikke fordi jeg tæller, men jeg har den her bog, jeg tror jeg har skrevet om den før, hvor jeg skal sætte et billede ind hver dag. I dag er vi så ved nummer 100. Det er meget skræmmende. 100 dage det betyder at jeg meget snart er 1/3 igennem mit ophold hernede. Det er forfærdeligt og meget skræmmende hvor hurtigt tiden går.

Vi har været tilbage i skole i næsten 3 uger nu og vi er færdige på næste torsdag. Endnu et semester er næsten gået. Det her semester er meget kort fordi der er eksamener i enden. Dem skal jeg ikke sidde så derfor har jeg egentlig fri fra d. 5 november til d. 1. februar. Det er næsten tre måneder. Det er i den her periode at vi har vores sydsøstur.

Med starten på et nyt semester, var det også starten på sommer sport. Det betyder for mit vedkomne Futsal, eller indendørs fodbold. Vi havde første rigtige træning mandag, da vi kom tilbage, og første kamp tirsdagen efter. Vi er rimelig virkelig meget dårlige. Ingen af os kendte reglerne 100 % før vi startede. Jeg har også spillet futsal her i Danmark, men reglerne er anderledes hernede. Halvdelen af piger har måske aldrig rigtig spillet fodbold eller noget i den stil, så vi er ikke særlig gode. Men der er håb.

Kampen mod Woodford 4. 

                      Vores første kamp var mod Havelock North High. De havde heldigvid heller ikke rigtig nogen idé om hvad de lavede. Kampen endte 2-2. Jeg spillede selv en rigtig dårlig kamp, jeg kunne ikke ramme målet, drible eller aflevere… Det var ikke så godt… Jeg scorede dog alligevel de to mål.

                      Vores anden kamp var sidste tirsdag mod Woodfords 4. hold. Det var en god kamp for mig, men desværre kun en 7 minutter lang kamp. Ja, jeg kom mere end en halv time for sent…. Jeg hørte beskederne forkert om morgenen og troede vi skulle være der kl. 18.30 og spille 18.45. Kampen startede 18.10 og vi skulle møde kl. 18.00. UPS… Jeg tror jeg gjorde det lidt godt igen ved at gå ind og score 4 mål på ca. 7 minutter. Det vendte kampen fra 2-1 til dem til 5-4 til os.

                      I går havde vi så vores 3. kamp. Det var mod Woodford igen, denne gang deres 6. hold. Det betød at vi kunne spille meget frit, der var intet pres og det var en rigtig god træningskamp for os. Vi prøvede forskelige positioner af og mange af pigerne fik også scoret. Vi vandt 13-0. 2. halvleg var for mig om at sætte de andre piger op til at score og få deres spil til at køre. Det var bare en godt kamp hvor vi udviklede os rigtig meget som et hold.

Fredag d. 16 var jeg taler for ’The Natinal Party’s’ møde i Napier. Det var ca. 45 mennekser med en gennemsnitsalder en del højere end Rotary(det siger en del). Jeg snakkede i 25 om mig selv, mit liv i Danmark, Danmark, mit liv hernede og udveksling. Det var enormt vellykket. Jeg er vant til at holde taler og snakke foran mange mennesker så jeg var ikke nervøs og jeg kendte emnet rimelig godt. Jeg følte at det flød og jeg var rigtig glad for det jeg leverede og det var de heldigvis også. Rigtig mange af dem kom op til mig bagefter og roste mig. De var alle sammen vildt flinke. Grunden til at jeg var dagen taler var fordi deres taler havde afmeldt i sidste øjeblik. Lynne som lavede mit radio interview havde foreslået mig og Ian fra min Rotary klub leder det, så jeg kom ind fra sidelinjen. Nogen af dem sagde endda at de var glade for at deres taler havde meldt afbud, så det var rigtig godt de var godt tilfredse med hvad jeg rablede om.

Kvartfinale Frankrig - All Blacks. Som I kan se på publikum
gør vi det ret godt. 

Weekenden bød på mere rugby of en overnatning med et par venner. Sue, Neill og jeg var nede og se vores kvartfinale (All Blacks - Frankrig) søndag morgen. Vi vandt meget overbevisende 62-13. natten efter kl. 01.00 var Neill og jeg så nede igen og så Irlands kvartfinale mod Argentina. Irland tabte desværre den. Siden har vi spillet semifinale mod Syd Afrika og vundet den også, så finalen venter på søndag mod Australien. Vores ærkerival, det bliver en spændende og nervepirrende kamp.

                      Vi går ikke rigtig op i rugby overhovedet i Danmark, men det skal jeg lige love for at det gør hernede. De er så helt vildt passioneret omkring the All Blacks som vores hold bliver kaldt. Det er meget mere end hvad vi kan præstere omkring vores landshold, hvad enten det er håndbold eller fodbold så slår New Zealand det med banelængder. De mest passionerede Brøndbyfans er måske ved at være der, men det er anderledes hernede. Det er en hel nation der har det her hold så kært og går så meget op i det. Hvis vi var røget ud tidligere tror jeg landet var gået i landesorg. Det er bare så helt vildt og jeg elsker det. Jeg har slugt det råt, det er fantastisk. Jeg elsker at alle elsker dem og jeg elsker at elske dem.

En lille tur i kajakken.

Alt er sat op og klar og Neill tager en
lur i solen.

Sidste uge var en meget kort uge i skole for mig. Det var faktisk kun mandag, tirsdag. Onsdag tog Neill og jeg nemlig op til Lake Tutira, ca. en halv time nord for Napier. Sue kom lidt senere. Vi havde to dejlige dage deroppe i autocamperen. Onsdag var vejret fuldstændig fantastisk. Solen skinnede fra en skyfri himmel, lidt vind ødelagde det dog lidt senere hen på dagen. Neill og jeg prøvede at fiske men søen var fuld og afstanden ud til der hvor det var dybt var for stor, specielt når man kastede i modvind… I stedet pustede vi Sue og Neills oppustelige kajak op. Jeg skulle være prøvekanin for dem og afprøve den, inden de tager den med på tur senere. Det var ret sjovt, den var lidt kluntet og jeg tror ikke min teknik er helt i top…

                      Torsdagen var knap så god. Der var en del flere skyer og masser af vind. Så snart solen var væk var det lidt koldt, hvilket var ærgerligt. Dagen blev brugt på en gåtur, to spil petanque og læsning.

                     

Udsigt over Lake Tutira.

Jeg er langt om længe begyndt at læse Ringenes Herrer. Den skal man næsten have læst eller set når man er i New Zealand og på det punkt har jeg været bagefter. Da jeg er den type der foretrækekr bøger over film er jeg nu gået i gang med at læse den. Jeg tror jeg er den i familien der er kommet længst og jeg har ingen intentioner om at stoppe før jeg er færdig. Jeg siger det fordi både min søster og mor forgæves har prøvet at læse dem. Nu skal jeg vise dem hvordan det skal gøres og endda på engelsk. ;)

Mr. Key og jeg har en lille samtale.

Fredag (23/10) var en stor dag for mig med et meget fuldt program. Det allerførste der var på programmet var morgen te med statsministeren. Det var en møde hvor medlemmer af hans parti kunne købe biletter til og så drak vi en kop the og statsministeren var der. Vi var måske 80-90 mennesker der. Judith fra Rotary tog mig med til det.

John Key, statsministeren, kom rundt til alle bordene og sagde hej og snakkede lidt og tog billeder. Jeg havde min Rotary blazer på og den var rigtig godt blikfang. Han kom til vores bord og snakkede med nogen på hans side, men så så han min blazer og blev meget interesseret. Han kom over og jeg tror jeg snakkede med ham i en 5-7 minutter. Vi snakkede om Danmark og ost, han er åbenbart stor fan af vores Castello ost, og om New Zealand.

Mr. Statminister og jeg.

                      Han er endnu en af mange jeg har mødt der faktisk har været i Danmark eller har en relation til Danmark. Jeg havde den opfattelse at Danmark var et meget lille land, et herligt land, men at der måske ikke var så helt vildt meget at komme efter… Men jeg har mødt rigtig mange der rent faktisk har været der, dog langt de fleste kun i København og på vejene til og fra. Det overraskede mig lidt at de alle kendte Danmark.

                      De har lidt den samme holdning hernede med New Zealand. De har alle sammen hørt tåber fra USA tro at New Zealand var en del af Australien og set flere kort hvor New Zealand simpelthen ikke er på, så de tror også at deres land er småt og ubetydeligt ude i den store verden. Det jeg har mødt i Danmark og måske nok i hele Europa er det modsatte. New Zealand har et rigtig godt ry for at være venligt og smukt. Jeg kan kun bekræfte det, her er rigtig smukt og folk er rigtige søde.

Sprining

Efter vores møde tog Judith og jeg videre til The A. & P. show, som er et dyrskue her i Hawkes Bay. Vi så masser af får og en fåreklipningskonkurrence. Det vi egentlig kom for var springning. Der var ’Worldcup show jumping’ om eftermiddagen. Det var en konkurrence med kvalifikation til VM. Det var rigtig cool og det vækkede hestepigen i mig igen. Vi havde en rigtig fin dag der og jeg blev ikke stegt af solen selvom det var høj solskin og 27°.

Fredag aften var der mere rugby på programmet. Denne gang var det liga rugby finale. I den bedste lige ITM Cup er der to finaler og vi var i nr. 2 mod Wellington. Derek(kommende værtsfar og Grant(fra Rotary) tog mig med til McClean Park for at de det live. Så jeg har set den første kamp for Hawkes Bay i ITM cup i år og den sidste, det er en meget kort sæson…

Medalje ceremonien på Stadion

Alle troede at Wellington ville vinde og det så også sådan ud. Vi var bagud hele kampen og Derek der oprindelig er fra Wellington sagde at han heppede på vinderen, så han valgte ikke rigtig side. Vi spillede ikke særlig godt og Wellington første 20-16 ved pausen. Vi fik rimelig hurtigt 3 point og derfra ventede og håbede jeg bare på en try. Wellinton scorede en try som er 5 point. Bagefter har man muligheden for at få endnu 2 point hvis man sparker bolden i ”mål”. Det gjorde de ikke, hvilket var rigtig rigtig godt. Det betød nemlig at de kun var 6 point foran og at vi med en ’converted try’, try + de to point kunne vinder. Så jeg sad ellers resten af kampen og ventede og håbede på at den kom og at de ikke scorede igen. Det gjorde de så, 5 minutter før tid fik vi vores try og da Ihaia West skulle sparke blev stadionet helt stille. Intet pres, men det var op til ham om de vandt eller ej… Da han sparkede brød publikum ud i vild jubel. Det startede bagved ”målet” hvor de først kunne se om han ramte og derefter gik det som en bølge rundt på stadion. Det var vildt. Alle var helt oppe at køre for vi lignede aldrig vinderne af den kamp. Heldigvis holdt vi dem fra at score igen og vandt - YAY! En rigtig god afslutning på en rigtig god dag.

Sue, Derek og jeg taget d. 24.9.

Lørdag var det store flyttedag. Tiden til at skifte værtsfamilie var kommet. Jeg var ikke ked af at skulle skifte. Jeg har elsket min tid her hos Sue og Neill og de har taget fantastisk imod mig, men jeg var også rigtig spændt på at komme ud til Sue og Derek. Desuden kommer jeg tilbage til Sue og Neill 2 uger omkring jul, så det er bare på gensyn.

Jeg var heller ikke bange eller nervøs for at skulle ud til Sue og Derek. Da jeg havde været ude ved dem en aften var det rigtig godt og jeg følte mig allerede komfortable i huset, så jeg havde det godt med at skulle derud.

               Jeg syntes mest bare det var underligt. Ja, underligt er det der bedst beskriver det er bare underligt. Jeg havde indtil videre haft min base i Westshore, jeg elsker stranden, nabolaget, The Westshore Hotel og Sue og Neill så det var underligt at tænke på at forlade alt dette. Det område jeg efterhånden var kommet til at kende og elsker. Jeg skulle rive alt det op og flytte det om på den anden side af byen, lærer nye mennesker at kende, nye veje, stier, og rutiner.

              

Jeg brugte lørdag på at pakke. Jeg havde ikke rigtig haft tid til det i ugen op til og der var heller ikke rigtig nogen grundt til det for jeg havde masser af tid lørdag. Mit problem var ikke tid, men plads. Jeg har ingen ide om hvordan jeg nogensinde får alting ned i min kuffert på vej. Jeg bliver nødt til at flyve min far herned og få ham til at pakke for mig. Så kan han jo også tage et par ekstra kufferter med. Nah, det er måske nemmere bare at sende noget hjem i forvejen. Hvis jeg har råd. Endnu et problem alle udvekslingsstudenter har. Vi tager alle sammen på og vi er alle sammen fattige. Lige meget hvor mange penge man har med hjemmefra er man rimelig hurtigt fattig.

Mit knap så farvekoordinerede værelse.

Vi kørte ud til Sue og Derek om eftermiddagen og de fik et glas vin og vi sad og snakkede lidt inden de tog hjem. Der var ingen tårer, dem venter vi med til at jeg rent faktisk skal sige farvel, når jeg tager hjem.

                      Siden er jeg faldet rigtig godt til hos Sue og Derek. Jeg har fået den ene ende af huset så har en lille fint værelse og en lille stue, eller et rum med en sofa… Mit værelse er knap så farvekoordineret som mit gamle, men det er rigtig fint. Sue og Derek er rigtige dejlige mennesker. De er afslappede og de har bare taget mig ind som deres egen datter. Der er masser af venlige drillerier og latter.

Søndag aften havde vi nogle af Sue og Dereks venner over til en BBQ. Det var rigtig hyggeligt og de var igen rigtig flinke mennesker. Vi snakkede, grinede, sang med på hits fra de sidste 45 år og hyggede bare.

                       Sue og Derek har mange aftener som denne, men venner og grillmad og det er meget New Zealandsk. Det at grille er en stor del af mange familiers hverdag. Det er også en stor del af jul og mange griller d. 25. som er deres jul.

Vi havde alle fri mandag på grund af ’Labour day’ som er en dag hvor de fejre retten til en 8-timers arbejdsdag, lidt ligesom vores 1. maj tror jeg. Vi startede så i skole igen tirsdag men kun til en halv dag. Lærerne for alle higjschools havde et møde så vi fik fri 12.45 hvilket var rigtig dejligt.

                      Tirsdag morgen var første gang jeg skulle tage bussen fra Greenmeadows og vi vidste ikke helt præcist hvor busstoppestedet var. Jeg gik hjemmefra i god tid så jeg havde god tid til at finde det rigtige sted og så jeg havde god tid til at låse døren efter mig. Jeg er af en eller anden grund rigtig dårlig til at låse døre og låse døre op. Det fungere bare ikke for mig. Faktisk kan jeg slet ikke åbne hoveddøren hjemme hos Sue og Neill. Det er lykkedes mig en gang, men jeg har flere gange lukket folk ind af bagdøren fordi jeg ikke kunne åbne døren…

                      Døren låste heldigvis uden problemer så det var godt. Busstoppestedet var lidt sværere. Jeg gik op til den rundkørsel hvor vi vidste bussen ville stoppe i nærheden af. Nogle piger fra skolen jeg havde snakket med det om sagde at der ville være andre Sacred Heart piger der, men da jeg kom derop var der ingen… Der stod i dreng på den anden side så jeg spurgte ham om han vidste hvor min bus stoppede, men han var ikke meget hjælp. I stedet gik jeg lidt længere ned af vejen. Der stod en pige og hun var bedre. Hun pegede lidt længere ned hvor der var tre børn. Vores bus er delt med St. Patricks Primary og Intermediate som er børn fra 5 - 13. De tre børn var virkelig søde. Der var en pige på 8, Sophie, og hun viste mig en tegning hun havde lavet og læste historien til tegningen højt for mig. Det var meget imponerende af en 8-årig. Hun brugte masser af tillægsord og metafore. Hun sagde at hun vil være journalist når hun bliver stor, det skal hun nok blive.

                      Da jeg kom på bussen fandt jeg ud af at der faktisk er et stoppested endnu tættere på mit hus, men jeg tror jeg ender med at gå derned hver dagi stedet for at snakke med de her børn. De var så søde og jeg kan rigtig godt lide børn.

Om eftermiddagen mødte jeg Caroline, den danske pige her i Hawkes Bay. Vi udnyttede den korte dag til at se hinanden igen. Det var meningen at hun skulle tage bussen og være i ved mig kl. 14, men det var ikke lige sådan det gik. Hendes bus kom ikke så hun ventede 1 ½ time før en gammel dame gav hende et lift. Da hun endelig kom på den rigtige bus skrev hun ar hun ville være det om 20 minutter. Jeg gik hjemme fra for at møde hende og jeg var endda på stedet 10 minutter efter de 20 hun sagde. Alligevel endte jeg med at stå på et gadehjørne i mit lettere ucharmerende skoleidrætstøj og vente på hende i 20 minutter.

                      Det var rigtig rart at snakke med hende igen og der var masser af fortæller, hun havde været 12 dage på Sydøen, noget i stil med den tur jeg skal på, og hun havde skiftet skole og alt muligt. Hun havde prøvet at lave et bungee jump nede på Sydøen, men det var blevet aflyst på grund af vejret -  TO gange. VI snakkede ret meget om det.

                      Jeg vil sindssygt gerne lave et bungee jumb, jeg skal lave et, men jeg er så bange for at jeg ende med at bakke ud. Jeg er ikke bange for at elastikken knækker og jeg dør og alt muligt fis, men det der med at kaste sig ud fra noget højt… Puha…. Det var svært nok med de 20 m i Rotorua… Men jeg VIL gøre det. Det skal jeg…

Hyg jer - Nanna Rytz