Hej Alle!
I dag nåede jeg en rimelig stor milepæl. Jeg har været her i
100 dage. Det er ikke fordi jeg tæller, men jeg har den her bog, jeg tror jeg
har skrevet om den før, hvor jeg skal sætte et billede ind hver dag. I dag er
vi så ved nummer 100. Det er meget skræmmende. 100 dage det betyder at jeg
meget snart er 1/3 igennem mit ophold hernede. Det er forfærdeligt og meget
skræmmende hvor hurtigt tiden går.
Vi har været tilbage i skole i næsten 3 uger nu og vi er
færdige på næste torsdag. Endnu et semester er næsten gået. Det her semester er
meget kort fordi der er eksamener i enden. Dem skal jeg ikke sidde så derfor
har jeg egentlig fri fra d. 5 november til d. 1. februar. Det er næsten tre
måneder. Det er i den her periode at vi har vores sydsøstur.
Med starten på et nyt semester, var det også starten på
sommer sport. Det betyder for mit vedkomne Futsal, eller indendørs fodbold. Vi
havde første rigtige træning mandag, da vi kom tilbage, og første kamp
tirsdagen efter. Vi er rimelig virkelig meget dårlige. Ingen af os kendte
reglerne 100 % før vi startede. Jeg har også spillet futsal her i Danmark, men
reglerne er anderledes hernede. Halvdelen af piger har måske aldrig rigtig
spillet fodbold eller noget i den stil, så vi er ikke særlig gode. Men der er
håb.
 |
| Kampen mod Woodford 4. |
Vores
første kamp var mod Havelock North High. De havde heldigvid heller ikke rigtig
nogen idé om hvad de lavede. Kampen endte 2-2. Jeg spillede selv en rigtig
dårlig kamp, jeg kunne ikke ramme målet, drible eller aflevere… Det var ikke så
godt… Jeg scorede dog alligevel de to mål.
Vores
anden kamp var sidste tirsdag mod Woodfords 4. hold. Det var en god kamp for
mig, men desværre kun en 7 minutter lang kamp. Ja, jeg kom mere end en halv
time for sent…. Jeg hørte beskederne forkert om morgenen og troede vi skulle
være der kl. 18.30 og spille 18.45. Kampen startede 18.10 og vi skulle møde kl.
18.00. UPS… Jeg tror jeg gjorde det lidt godt igen ved at gå ind og score 4 mål
på ca. 7 minutter. Det vendte kampen fra 2-1 til dem til 5-4 til os.
I
går havde vi så vores 3. kamp. Det var mod Woodford igen, denne gang deres 6.
hold. Det betød at vi kunne spille meget frit, der var intet pres og det var en
rigtig god træningskamp for os. Vi prøvede forskelige positioner af og mange af
pigerne fik også scoret. Vi vandt 13-0. 2. halvleg var for mig om at sætte de
andre piger op til at score og få deres spil til at køre. Det var bare en godt
kamp hvor vi udviklede os rigtig meget som et hold.
Fredag d. 16 var jeg taler for ’The Natinal Party’s’ møde i
Napier. Det var ca. 45 mennekser med en gennemsnitsalder en del højere end
Rotary(det siger en del). Jeg snakkede i 25 om mig selv, mit liv i Danmark,
Danmark, mit liv hernede og udveksling. Det var enormt vellykket. Jeg er vant
til at holde taler og snakke foran mange mennesker så jeg var ikke nervøs og
jeg kendte emnet rimelig godt. Jeg følte at det flød og jeg var rigtig glad for
det jeg leverede og det var de heldigvis også. Rigtig mange af dem kom op til
mig bagefter og roste mig. De var alle sammen vildt flinke. Grunden til at jeg
var dagen taler var fordi deres taler havde afmeldt i sidste øjeblik. Lynne som
lavede mit radio interview havde foreslået mig og Ian fra min Rotary klub leder
det, så jeg kom ind fra sidelinjen. Nogen af dem sagde endda at de var glade
for at deres taler havde meldt afbud, så det var rigtig godt de var godt
tilfredse med hvad jeg rablede om.  |
| Kvartfinale Frankrig - All Blacks. Som I kan se på publikum gør vi det ret godt. |
Weekenden bød på mere rugby of en overnatning med et par
venner. Sue, Neill og jeg var nede og se vores kvartfinale (All Blacks -
Frankrig) søndag morgen. Vi vandt meget overbevisende 62-13. natten efter kl.
01.00 var Neill og jeg så nede igen og så Irlands kvartfinale mod Argentina.
Irland tabte desværre den. Siden har vi spillet semifinale mod Syd Afrika og
vundet den også, så finalen venter på søndag mod Australien. Vores ærkerival,
det bliver en spændende og nervepirrende kamp.
Vi
går ikke rigtig op i rugby overhovedet i Danmark, men det skal jeg lige love
for at det gør hernede. De er så helt vildt passioneret omkring the All Blacks
som vores hold bliver kaldt. Det er meget mere end hvad vi kan præstere omkring
vores landshold, hvad enten det er håndbold eller fodbold så slår New Zealand
det med banelængder. De mest passionerede Brøndbyfans er måske ved at være der,
men det er anderledes hernede. Det er en hel nation der har det her hold så
kært og går så meget op i det. Hvis vi var røget ud tidligere tror jeg landet
var gået i landesorg. Det er bare så helt vildt og jeg elsker det. Jeg har
slugt det råt, det er fantastisk. Jeg elsker at alle elsker dem og jeg elsker
at elske dem.
 |
| En lille tur i kajakken. |
 |
| Alt er sat op og klar og Neill tager en lur i solen. |
Sidste uge var en meget kort uge i skole for mig. Det var
faktisk kun mandag, tirsdag. Onsdag tog Neill og jeg nemlig op til Lake Tutira,
ca. en halv time nord for Napier. Sue kom lidt senere. Vi havde to dejlige dage
deroppe i autocamperen. Onsdag var vejret fuldstændig fantastisk. Solen
skinnede fra en skyfri himmel, lidt vind ødelagde det dog lidt senere hen på
dagen. Neill og jeg prøvede at fiske men søen var fuld og afstanden ud til der
hvor det var dybt var for stor, specielt når man kastede i modvind… I stedet
pustede vi Sue og Neills oppustelige kajak op. Jeg skulle være prøvekanin for
dem og afprøve den, inden de tager den med på tur senere. Det var ret sjovt,
den var lidt kluntet og jeg tror ikke min teknik er helt i top…
Torsdagen
var knap så god. Der var en del flere skyer og masser af vind. Så snart solen
var væk var det lidt koldt, hvilket var ærgerligt. Dagen blev brugt på en
gåtur, to spil petanque og læsning.
 |
| Udsigt over Lake Tutira. |
Jeg
er langt om længe begyndt at læse Ringenes Herrer. Den skal man næsten have
læst eller set når man er i New Zealand og på det punkt har jeg været bagefter.
Da jeg er den type der foretrækekr bøger over film er jeg nu gået i gang med at
læse den. Jeg tror jeg er den i familien der er kommet længst og jeg har ingen
intentioner om at stoppe før jeg er færdig. Jeg siger det fordi både min søster
og mor forgæves har prøvet at læse dem. Nu skal jeg vise dem hvordan det skal
gøres og endda på engelsk. ;)
 |
| Mr. Key og jeg har en lille samtale. |
Fredag (23/10) var en stor dag for mig med et meget fuldt
program. Det allerførste der var på programmet var morgen te med
statsministeren. Det var en møde hvor medlemmer af hans parti kunne købe biletter
til og så drak vi en kop the og statsministeren var der. Vi var måske 80-90
mennesker der. Judith fra Rotary tog mig med til det.
John Key, statsministeren, kom
rundt til alle bordene og sagde hej og snakkede lidt og tog billeder. Jeg havde
min Rotary blazer på og den var rigtig godt blikfang. Han kom til vores bord og
snakkede med nogen på hans side, men så så han min blazer og blev meget interesseret.
Han kom over og jeg tror jeg snakkede med ham i en 5-7 minutter. Vi snakkede om
Danmark og ost, han er åbenbart stor fan af vores Castello ost, og om New
Zealand.
 |
| Mr. Statminister og jeg. |
Han
er endnu en af mange jeg har mødt der faktisk har været i Danmark eller har en
relation til Danmark. Jeg havde den opfattelse at Danmark var et meget lille
land, et herligt land, men at der måske ikke var så helt vildt meget at komme
efter… Men jeg har mødt rigtig mange der rent faktisk har været der, dog langt
de fleste kun i København og på vejene til og fra. Det overraskede mig lidt at
de alle kendte Danmark.
De
har lidt den samme holdning hernede med New Zealand. De har alle sammen hørt
tåber fra USA tro at New Zealand var en del af Australien og set flere kort
hvor New Zealand simpelthen ikke er på, så de tror også at deres land er småt
og ubetydeligt ude i den store verden. Det jeg har mødt i Danmark og måske nok
i hele Europa er det modsatte. New Zealand har et rigtig godt ry for at være
venligt og smukt. Jeg kan kun bekræfte det, her er rigtig smukt og folk er
rigtige søde.
 |
| Sprining |
Efter vores møde tog Judith og jeg videre til The A. & P.
show, som er et dyrskue her i Hawkes Bay. Vi så masser af får og en fåreklipningskonkurrence.
Det vi egentlig kom for var springning. Der var ’Worldcup show jumping’ om
eftermiddagen. Det var en konkurrence med kvalifikation til VM. Det var rigtig
cool og det vækkede hestepigen i mig igen. Vi havde en rigtig fin dag der og
jeg blev ikke stegt af solen selvom det var høj solskin og 27°.
Fredag
aften var der mere rugby på programmet. Denne gang var det liga rugby finale. I
den bedste lige ITM Cup er der to finaler og vi var i nr. 2 mod Wellington. Derek(kommende
værtsfar og Grant(fra Rotary) tog mig med til McClean Park for at de det live.
Så jeg har set den første kamp for Hawkes Bay i ITM cup i år og den sidste, det
er en meget kort sæson…
 |
| Medalje ceremonien på Stadion |
Alle troede at Wellington ville vinde og det så også sådan
ud. Vi var bagud hele kampen og Derek der oprindelig er fra Wellington sagde at
han heppede på vinderen, så han valgte ikke rigtig side. Vi spillede ikke
særlig godt og Wellington første 20-16 ved pausen. Vi fik rimelig hurtigt 3
point og derfra ventede og håbede jeg bare på en try. Wellinton scorede en try
som er 5 point. Bagefter har man muligheden for at få endnu 2 point hvis man
sparker bolden i ”mål”. Det gjorde de ikke, hvilket var rigtig rigtig godt. Det
betød nemlig at de kun var 6 point foran og at vi med en ’converted try’, try +
de to point kunne vinder. Så jeg sad ellers resten af kampen og ventede og
håbede på at den kom og at de ikke scorede igen. Det gjorde de så, 5 minutter
før tid fik vi vores try og da Ihaia West skulle sparke blev stadionet helt
stille. Intet pres, men det var op til ham om de vandt eller ej… Da han
sparkede brød publikum ud i vild jubel. Det startede bagved ”målet” hvor de
først kunne se om han ramte og derefter gik det som en bølge rundt på stadion.
Det var vildt. Alle var helt oppe at køre for vi lignede aldrig vinderne af den
kamp. Heldigvis holdt vi dem fra at score igen og vandt - YAY! En rigtig god afslutning
på en rigtig god dag.
 |
| Sue, Derek og jeg taget d. 24.9. |
Lørdag
var det store flyttedag. Tiden til at skifte værtsfamilie var kommet. Jeg var
ikke ked af at skulle skifte. Jeg har elsket min tid her hos Sue og Neill og de
har taget fantastisk imod mig, men jeg var også rigtig spændt på at komme ud
til Sue og Derek. Desuden kommer jeg tilbage til Sue og Neill 2 uger omkring
jul, så det er bare på gensyn.
Jeg var heller ikke bange eller nervøs for at skulle ud til
Sue og Derek. Da jeg havde været ude ved dem en aften var det rigtig godt og
jeg følte mig allerede komfortable i huset, så jeg havde det godt med at skulle
derud.
Jeg syntes
mest bare det var underligt. Ja, underligt er det der bedst beskriver det er
bare underligt. Jeg havde indtil videre haft min base i Westshore, jeg elsker
stranden, nabolaget, The Westshore Hotel og Sue og Neill så det var underligt
at tænke på at forlade alt dette. Det område jeg efterhånden var kommet til at
kende og elsker. Jeg skulle rive alt det op og flytte det om på den anden side
af byen, lærer nye mennesker at kende, nye veje, stier, og rutiner.
Jeg
brugte lørdag på at pakke. Jeg havde ikke rigtig haft tid til det i ugen op til
og der var heller ikke rigtig nogen grundt til det for jeg havde masser af tid
lørdag. Mit problem var ikke tid, men plads. Jeg har ingen ide om hvordan jeg
nogensinde får alting ned i min kuffert på vej. Jeg bliver nødt til at flyve
min far herned og få ham til at pakke for mig. Så kan han jo også tage et par
ekstra kufferter med. Nah, det er måske nemmere bare at sende noget hjem i
forvejen. Hvis jeg har råd. Endnu et problem alle udvekslingsstudenter har. Vi
tager alle sammen på og vi er alle sammen fattige. Lige meget hvor mange penge
man har med hjemmefra er man rimelig hurtigt fattig.
 |
| Mit knap så farvekoordinerede værelse. |
Vi
kørte ud til Sue og Derek om eftermiddagen og de fik et glas vin og vi sad og
snakkede lidt inden de tog hjem. Der var ingen tårer, dem venter vi med til at
jeg rent faktisk skal sige farvel, når jeg tager hjem.
Siden er jeg faldet rigtig
godt til hos Sue og Derek. Jeg har fået den ene ende af huset så har en lille
fint værelse og en lille stue, eller et rum med en sofa… Mit værelse er knap så
farvekoordineret som mit gamle, men det er rigtig fint. Sue og Derek er rigtige
dejlige mennesker. De er afslappede og de har bare taget mig ind som deres egen
datter. Der er masser af venlige drillerier og latter.
Søndag aften havde vi
nogle af Sue og Dereks venner over til en BBQ. Det var rigtig hyggeligt og de
var igen rigtig flinke mennesker. Vi snakkede, grinede, sang med på hits fra de
sidste 45 år og hyggede bare.
Sue og Derek har mange aftener som denne, men
venner og grillmad og det er meget New Zealandsk. Det at grille er en stor del
af mange familiers hverdag. Det er også en stor del af jul og mange griller d.
25. som er deres jul.
Vi
havde alle fri mandag på grund af ’Labour day’ som er en dag hvor de fejre retten
til en 8-timers arbejdsdag, lidt ligesom vores 1. maj tror jeg. Vi startede så
i skole igen tirsdag men kun til en halv dag. Lærerne for alle higjschools
havde et møde så vi fik fri 12.45 hvilket var rigtig dejligt.
Tirsdag morgen var første
gang jeg skulle tage bussen fra Greenmeadows og vi vidste ikke helt præcist
hvor busstoppestedet var. Jeg gik hjemmefra i god tid så jeg havde god tid til
at finde det rigtige sted og så jeg havde god tid til at låse døren efter mig.
Jeg er af en eller anden grund rigtig dårlig til at låse døre og låse døre op.
Det fungere bare ikke for mig. Faktisk kan jeg slet ikke åbne hoveddøren hjemme
hos Sue og Neill. Det er lykkedes mig en gang, men jeg har flere gange lukket
folk ind af bagdøren fordi jeg ikke kunne åbne døren…
Døren låste heldigvis uden
problemer så det var godt. Busstoppestedet var lidt sværere. Jeg gik op til den
rundkørsel hvor vi vidste bussen ville stoppe i nærheden af. Nogle piger fra skolen
jeg havde snakket med det om sagde at der ville være andre Sacred Heart piger
der, men da jeg kom derop var der ingen… Der stod i dreng på den anden side så
jeg spurgte ham om han vidste hvor min bus stoppede, men han var ikke meget
hjælp. I stedet gik jeg lidt længere ned af vejen. Der stod en pige og hun var
bedre. Hun pegede lidt længere ned hvor der var tre børn. Vores bus er delt med
St. Patricks Primary og Intermediate som er børn fra 5 - 13. De tre børn var virkelig
søde. Der var en pige på 8, Sophie, og hun viste mig en tegning hun havde lavet
og læste historien til tegningen højt for mig. Det var meget imponerende af en
8-årig. Hun brugte masser af tillægsord og metafore. Hun sagde at hun vil være journalist
når hun bliver stor, det skal hun nok blive.
Da jeg kom på bussen fandt
jeg ud af at der faktisk er et stoppested endnu tættere på mit hus, men jeg
tror jeg ender med at gå derned hver dagi stedet for at snakke med de her børn.
De var så søde og jeg kan rigtig godt lide børn.
Om
eftermiddagen mødte jeg Caroline, den danske pige her i Hawkes Bay. Vi
udnyttede den korte dag til at se hinanden igen. Det var meningen at hun skulle
tage bussen og være i ved mig kl. 14, men det var ikke lige sådan det gik.
Hendes bus kom ikke så hun ventede 1 ½ time før en gammel dame gav hende et
lift. Da hun endelig kom på den rigtige bus skrev hun ar hun ville være det om
20 minutter. Jeg gik hjemme fra for at møde hende og jeg var endda på stedet 10
minutter efter de 20 hun sagde. Alligevel endte jeg med at stå på et gadehjørne
i mit lettere ucharmerende skoleidrætstøj og vente på hende i 20 minutter.
Det var rigtig rart at
snakke med hende igen og der var masser af fortæller, hun havde været 12 dage
på Sydøen, noget i stil med den tur jeg skal på, og hun havde skiftet skole og
alt muligt. Hun havde prøvet at lave et bungee jump nede på Sydøen, men det var
blevet aflyst på grund af vejret - TO
gange. VI snakkede ret meget om det.
Jeg vil sindssygt gerne
lave et bungee jumb, jeg skal lave et, men jeg er så bange for at jeg ende med
at bakke ud. Jeg er ikke bange for at elastikken knækker og jeg dør og alt
muligt fis, men det der med at kaste sig ud fra noget højt… Puha…. Det var
svært nok med de 20 m i Rotorua… Men jeg VIL gøre det. Det skal jeg…
Hyg jer - Nanna Rytz
Ingen kommentarer:
Send en kommentar