100 DAGE!!! Og ny værtsfamilie

Hej Alle!

I dag nåede jeg en rimelig stor milepæl. Jeg har været her i 100 dage. Det er ikke fordi jeg tæller, men jeg har den her bog, jeg tror jeg har skrevet om den før, hvor jeg skal sætte et billede ind hver dag. I dag er vi så ved nummer 100. Det er meget skræmmende. 100 dage det betyder at jeg meget snart er 1/3 igennem mit ophold hernede. Det er forfærdeligt og meget skræmmende hvor hurtigt tiden går.

Vi har været tilbage i skole i næsten 3 uger nu og vi er færdige på næste torsdag. Endnu et semester er næsten gået. Det her semester er meget kort fordi der er eksamener i enden. Dem skal jeg ikke sidde så derfor har jeg egentlig fri fra d. 5 november til d. 1. februar. Det er næsten tre måneder. Det er i den her periode at vi har vores sydsøstur.

Med starten på et nyt semester, var det også starten på sommer sport. Det betyder for mit vedkomne Futsal, eller indendørs fodbold. Vi havde første rigtige træning mandag, da vi kom tilbage, og første kamp tirsdagen efter. Vi er rimelig virkelig meget dårlige. Ingen af os kendte reglerne 100 % før vi startede. Jeg har også spillet futsal her i Danmark, men reglerne er anderledes hernede. Halvdelen af piger har måske aldrig rigtig spillet fodbold eller noget i den stil, så vi er ikke særlig gode. Men der er håb.

Kampen mod Woodford 4. 

                      Vores første kamp var mod Havelock North High. De havde heldigvid heller ikke rigtig nogen idé om hvad de lavede. Kampen endte 2-2. Jeg spillede selv en rigtig dårlig kamp, jeg kunne ikke ramme målet, drible eller aflevere… Det var ikke så godt… Jeg scorede dog alligevel de to mål.

                      Vores anden kamp var sidste tirsdag mod Woodfords 4. hold. Det var en god kamp for mig, men desværre kun en 7 minutter lang kamp. Ja, jeg kom mere end en halv time for sent…. Jeg hørte beskederne forkert om morgenen og troede vi skulle være der kl. 18.30 og spille 18.45. Kampen startede 18.10 og vi skulle møde kl. 18.00. UPS… Jeg tror jeg gjorde det lidt godt igen ved at gå ind og score 4 mål på ca. 7 minutter. Det vendte kampen fra 2-1 til dem til 5-4 til os.

                      I går havde vi så vores 3. kamp. Det var mod Woodford igen, denne gang deres 6. hold. Det betød at vi kunne spille meget frit, der var intet pres og det var en rigtig god træningskamp for os. Vi prøvede forskelige positioner af og mange af pigerne fik også scoret. Vi vandt 13-0. 2. halvleg var for mig om at sætte de andre piger op til at score og få deres spil til at køre. Det var bare en godt kamp hvor vi udviklede os rigtig meget som et hold.

Fredag d. 16 var jeg taler for ’The Natinal Party’s’ møde i Napier. Det var ca. 45 mennekser med en gennemsnitsalder en del højere end Rotary(det siger en del). Jeg snakkede i 25 om mig selv, mit liv i Danmark, Danmark, mit liv hernede og udveksling. Det var enormt vellykket. Jeg er vant til at holde taler og snakke foran mange mennesker så jeg var ikke nervøs og jeg kendte emnet rimelig godt. Jeg følte at det flød og jeg var rigtig glad for det jeg leverede og det var de heldigvis også. Rigtig mange af dem kom op til mig bagefter og roste mig. De var alle sammen vildt flinke. Grunden til at jeg var dagen taler var fordi deres taler havde afmeldt i sidste øjeblik. Lynne som lavede mit radio interview havde foreslået mig og Ian fra min Rotary klub leder det, så jeg kom ind fra sidelinjen. Nogen af dem sagde endda at de var glade for at deres taler havde meldt afbud, så det var rigtig godt de var godt tilfredse med hvad jeg rablede om.

Kvartfinale Frankrig - All Blacks. Som I kan se på publikum
gør vi det ret godt. 

Weekenden bød på mere rugby of en overnatning med et par venner. Sue, Neill og jeg var nede og se vores kvartfinale (All Blacks - Frankrig) søndag morgen. Vi vandt meget overbevisende 62-13. natten efter kl. 01.00 var Neill og jeg så nede igen og så Irlands kvartfinale mod Argentina. Irland tabte desværre den. Siden har vi spillet semifinale mod Syd Afrika og vundet den også, så finalen venter på søndag mod Australien. Vores ærkerival, det bliver en spændende og nervepirrende kamp.

                      Vi går ikke rigtig op i rugby overhovedet i Danmark, men det skal jeg lige love for at det gør hernede. De er så helt vildt passioneret omkring the All Blacks som vores hold bliver kaldt. Det er meget mere end hvad vi kan præstere omkring vores landshold, hvad enten det er håndbold eller fodbold så slår New Zealand det med banelængder. De mest passionerede Brøndbyfans er måske ved at være der, men det er anderledes hernede. Det er en hel nation der har det her hold så kært og går så meget op i det. Hvis vi var røget ud tidligere tror jeg landet var gået i landesorg. Det er bare så helt vildt og jeg elsker det. Jeg har slugt det råt, det er fantastisk. Jeg elsker at alle elsker dem og jeg elsker at elske dem.

En lille tur i kajakken.

Alt er sat op og klar og Neill tager en
lur i solen.

Sidste uge var en meget kort uge i skole for mig. Det var faktisk kun mandag, tirsdag. Onsdag tog Neill og jeg nemlig op til Lake Tutira, ca. en halv time nord for Napier. Sue kom lidt senere. Vi havde to dejlige dage deroppe i autocamperen. Onsdag var vejret fuldstændig fantastisk. Solen skinnede fra en skyfri himmel, lidt vind ødelagde det dog lidt senere hen på dagen. Neill og jeg prøvede at fiske men søen var fuld og afstanden ud til der hvor det var dybt var for stor, specielt når man kastede i modvind… I stedet pustede vi Sue og Neills oppustelige kajak op. Jeg skulle være prøvekanin for dem og afprøve den, inden de tager den med på tur senere. Det var ret sjovt, den var lidt kluntet og jeg tror ikke min teknik er helt i top…

                      Torsdagen var knap så god. Der var en del flere skyer og masser af vind. Så snart solen var væk var det lidt koldt, hvilket var ærgerligt. Dagen blev brugt på en gåtur, to spil petanque og læsning.

                     

Udsigt over Lake Tutira.

Jeg er langt om længe begyndt at læse Ringenes Herrer. Den skal man næsten have læst eller set når man er i New Zealand og på det punkt har jeg været bagefter. Da jeg er den type der foretrækekr bøger over film er jeg nu gået i gang med at læse den. Jeg tror jeg er den i familien der er kommet længst og jeg har ingen intentioner om at stoppe før jeg er færdig. Jeg siger det fordi både min søster og mor forgæves har prøvet at læse dem. Nu skal jeg vise dem hvordan det skal gøres og endda på engelsk. ;)

Mr. Key og jeg har en lille samtale.

Fredag (23/10) var en stor dag for mig med et meget fuldt program. Det allerførste der var på programmet var morgen te med statsministeren. Det var en møde hvor medlemmer af hans parti kunne købe biletter til og så drak vi en kop the og statsministeren var der. Vi var måske 80-90 mennesker der. Judith fra Rotary tog mig med til det.

John Key, statsministeren, kom rundt til alle bordene og sagde hej og snakkede lidt og tog billeder. Jeg havde min Rotary blazer på og den var rigtig godt blikfang. Han kom til vores bord og snakkede med nogen på hans side, men så så han min blazer og blev meget interesseret. Han kom over og jeg tror jeg snakkede med ham i en 5-7 minutter. Vi snakkede om Danmark og ost, han er åbenbart stor fan af vores Castello ost, og om New Zealand.

Mr. Statminister og jeg.

                      Han er endnu en af mange jeg har mødt der faktisk har været i Danmark eller har en relation til Danmark. Jeg havde den opfattelse at Danmark var et meget lille land, et herligt land, men at der måske ikke var så helt vildt meget at komme efter… Men jeg har mødt rigtig mange der rent faktisk har været der, dog langt de fleste kun i København og på vejene til og fra. Det overraskede mig lidt at de alle kendte Danmark.

                      De har lidt den samme holdning hernede med New Zealand. De har alle sammen hørt tåber fra USA tro at New Zealand var en del af Australien og set flere kort hvor New Zealand simpelthen ikke er på, så de tror også at deres land er småt og ubetydeligt ude i den store verden. Det jeg har mødt i Danmark og måske nok i hele Europa er det modsatte. New Zealand har et rigtig godt ry for at være venligt og smukt. Jeg kan kun bekræfte det, her er rigtig smukt og folk er rigtige søde.

Sprining

Efter vores møde tog Judith og jeg videre til The A. & P. show, som er et dyrskue her i Hawkes Bay. Vi så masser af får og en fåreklipningskonkurrence. Det vi egentlig kom for var springning. Der var ’Worldcup show jumping’ om eftermiddagen. Det var en konkurrence med kvalifikation til VM. Det var rigtig cool og det vækkede hestepigen i mig igen. Vi havde en rigtig fin dag der og jeg blev ikke stegt af solen selvom det var høj solskin og 27°.

Fredag aften var der mere rugby på programmet. Denne gang var det liga rugby finale. I den bedste lige ITM Cup er der to finaler og vi var i nr. 2 mod Wellington. Derek(kommende værtsfar og Grant(fra Rotary) tog mig med til McClean Park for at de det live. Så jeg har set den første kamp for Hawkes Bay i ITM cup i år og den sidste, det er en meget kort sæson…

Medalje ceremonien på Stadion

Alle troede at Wellington ville vinde og det så også sådan ud. Vi var bagud hele kampen og Derek der oprindelig er fra Wellington sagde at han heppede på vinderen, så han valgte ikke rigtig side. Vi spillede ikke særlig godt og Wellington første 20-16 ved pausen. Vi fik rimelig hurtigt 3 point og derfra ventede og håbede jeg bare på en try. Wellinton scorede en try som er 5 point. Bagefter har man muligheden for at få endnu 2 point hvis man sparker bolden i ”mål”. Det gjorde de ikke, hvilket var rigtig rigtig godt. Det betød nemlig at de kun var 6 point foran og at vi med en ’converted try’, try + de to point kunne vinder. Så jeg sad ellers resten af kampen og ventede og håbede på at den kom og at de ikke scorede igen. Det gjorde de så, 5 minutter før tid fik vi vores try og da Ihaia West skulle sparke blev stadionet helt stille. Intet pres, men det var op til ham om de vandt eller ej… Da han sparkede brød publikum ud i vild jubel. Det startede bagved ”målet” hvor de først kunne se om han ramte og derefter gik det som en bølge rundt på stadion. Det var vildt. Alle var helt oppe at køre for vi lignede aldrig vinderne af den kamp. Heldigvis holdt vi dem fra at score igen og vandt - YAY! En rigtig god afslutning på en rigtig god dag.

Sue, Derek og jeg taget d. 24.9.

Lørdag var det store flyttedag. Tiden til at skifte værtsfamilie var kommet. Jeg var ikke ked af at skulle skifte. Jeg har elsket min tid her hos Sue og Neill og de har taget fantastisk imod mig, men jeg var også rigtig spændt på at komme ud til Sue og Derek. Desuden kommer jeg tilbage til Sue og Neill 2 uger omkring jul, så det er bare på gensyn.

Jeg var heller ikke bange eller nervøs for at skulle ud til Sue og Derek. Da jeg havde været ude ved dem en aften var det rigtig godt og jeg følte mig allerede komfortable i huset, så jeg havde det godt med at skulle derud.

               Jeg syntes mest bare det var underligt. Ja, underligt er det der bedst beskriver det er bare underligt. Jeg havde indtil videre haft min base i Westshore, jeg elsker stranden, nabolaget, The Westshore Hotel og Sue og Neill så det var underligt at tænke på at forlade alt dette. Det område jeg efterhånden var kommet til at kende og elsker. Jeg skulle rive alt det op og flytte det om på den anden side af byen, lærer nye mennesker at kende, nye veje, stier, og rutiner.

              

Jeg brugte lørdag på at pakke. Jeg havde ikke rigtig haft tid til det i ugen op til og der var heller ikke rigtig nogen grundt til det for jeg havde masser af tid lørdag. Mit problem var ikke tid, men plads. Jeg har ingen ide om hvordan jeg nogensinde får alting ned i min kuffert på vej. Jeg bliver nødt til at flyve min far herned og få ham til at pakke for mig. Så kan han jo også tage et par ekstra kufferter med. Nah, det er måske nemmere bare at sende noget hjem i forvejen. Hvis jeg har råd. Endnu et problem alle udvekslingsstudenter har. Vi tager alle sammen på og vi er alle sammen fattige. Lige meget hvor mange penge man har med hjemmefra er man rimelig hurtigt fattig.

Mit knap så farvekoordinerede værelse.

Vi kørte ud til Sue og Derek om eftermiddagen og de fik et glas vin og vi sad og snakkede lidt inden de tog hjem. Der var ingen tårer, dem venter vi med til at jeg rent faktisk skal sige farvel, når jeg tager hjem.

                      Siden er jeg faldet rigtig godt til hos Sue og Derek. Jeg har fået den ene ende af huset så har en lille fint værelse og en lille stue, eller et rum med en sofa… Mit værelse er knap så farvekoordineret som mit gamle, men det er rigtig fint. Sue og Derek er rigtige dejlige mennesker. De er afslappede og de har bare taget mig ind som deres egen datter. Der er masser af venlige drillerier og latter.

Søndag aften havde vi nogle af Sue og Dereks venner over til en BBQ. Det var rigtig hyggeligt og de var igen rigtig flinke mennesker. Vi snakkede, grinede, sang med på hits fra de sidste 45 år og hyggede bare.

                       Sue og Derek har mange aftener som denne, men venner og grillmad og det er meget New Zealandsk. Det at grille er en stor del af mange familiers hverdag. Det er også en stor del af jul og mange griller d. 25. som er deres jul.

Vi havde alle fri mandag på grund af ’Labour day’ som er en dag hvor de fejre retten til en 8-timers arbejdsdag, lidt ligesom vores 1. maj tror jeg. Vi startede så i skole igen tirsdag men kun til en halv dag. Lærerne for alle higjschools havde et møde så vi fik fri 12.45 hvilket var rigtig dejligt.

                      Tirsdag morgen var første gang jeg skulle tage bussen fra Greenmeadows og vi vidste ikke helt præcist hvor busstoppestedet var. Jeg gik hjemmefra i god tid så jeg havde god tid til at finde det rigtige sted og så jeg havde god tid til at låse døren efter mig. Jeg er af en eller anden grund rigtig dårlig til at låse døre og låse døre op. Det fungere bare ikke for mig. Faktisk kan jeg slet ikke åbne hoveddøren hjemme hos Sue og Neill. Det er lykkedes mig en gang, men jeg har flere gange lukket folk ind af bagdøren fordi jeg ikke kunne åbne døren…

                      Døren låste heldigvis uden problemer så det var godt. Busstoppestedet var lidt sværere. Jeg gik op til den rundkørsel hvor vi vidste bussen ville stoppe i nærheden af. Nogle piger fra skolen jeg havde snakket med det om sagde at der ville være andre Sacred Heart piger der, men da jeg kom derop var der ingen… Der stod i dreng på den anden side så jeg spurgte ham om han vidste hvor min bus stoppede, men han var ikke meget hjælp. I stedet gik jeg lidt længere ned af vejen. Der stod en pige og hun var bedre. Hun pegede lidt længere ned hvor der var tre børn. Vores bus er delt med St. Patricks Primary og Intermediate som er børn fra 5 - 13. De tre børn var virkelig søde. Der var en pige på 8, Sophie, og hun viste mig en tegning hun havde lavet og læste historien til tegningen højt for mig. Det var meget imponerende af en 8-årig. Hun brugte masser af tillægsord og metafore. Hun sagde at hun vil være journalist når hun bliver stor, det skal hun nok blive.

                      Da jeg kom på bussen fandt jeg ud af at der faktisk er et stoppested endnu tættere på mit hus, men jeg tror jeg ender med at gå derned hver dagi stedet for at snakke med de her børn. De var så søde og jeg kan rigtig godt lide børn.

Om eftermiddagen mødte jeg Caroline, den danske pige her i Hawkes Bay. Vi udnyttede den korte dag til at se hinanden igen. Det var meningen at hun skulle tage bussen og være i ved mig kl. 14, men det var ikke lige sådan det gik. Hendes bus kom ikke så hun ventede 1 ½ time før en gammel dame gav hende et lift. Da hun endelig kom på den rigtige bus skrev hun ar hun ville være det om 20 minutter. Jeg gik hjemme fra for at møde hende og jeg var endda på stedet 10 minutter efter de 20 hun sagde. Alligevel endte jeg med at stå på et gadehjørne i mit lettere ucharmerende skoleidrætstøj og vente på hende i 20 minutter.

                      Det var rigtig rart at snakke med hende igen og der var masser af fortæller, hun havde været 12 dage på Sydøen, noget i stil med den tur jeg skal på, og hun havde skiftet skole og alt muligt. Hun havde prøvet at lave et bungee jump nede på Sydøen, men det var blevet aflyst på grund af vejret -  TO gange. VI snakkede ret meget om det.

                      Jeg vil sindssygt gerne lave et bungee jumb, jeg skal lave et, men jeg er så bange for at jeg ende med at bakke ud. Jeg er ikke bange for at elastikken knækker og jeg dør og alt muligt fis, men det der med at kaste sig ud fra noget højt… Puha…. Det var svært nok med de 20 m i Rotorua… Men jeg VIL gøre det. Det skal jeg…

Hyg jer - Nanna Rytz

Skoleferie - YAY

Hej alle!

Så er vores to ugers skoleferie godt i gang, næsten slut faktisk. Vejret er rigtig lækkert, men masser af solskin og mere end 20 grader, så de blege arme og ben er blevet luftet et par gange. Nu må vi se om jeg hen over sommeren bliver lidt mere brun, eller om jeg bare bliver stegt i solen. Det er et stort hul i ozonlaget hernede som gør at solen er enorm skarp og med mit røde hår og mine fregner er det ikke ligefrem en god ting. Heldigvis var der i 1930 en mand ved navn Franz Greiter ( ja, jeg googlede det), der opfandt solcremen, og den er en stor hjælp. Jeg er ved at komme ind i en vane med at bruge solcreme hver dag, ellers bliver jeg forbrændt.

Sue, Derek og jeg.

Skoleferien har indtil videre været rimelig travl for mig. Torsdag aften var jeg hjemme hos Sue og Derek, Sue nummer 3, for at lære dem bedre at kende, da de er min næste værtfamilie. Jeg følte mig rigtig godt tilpas i deres hus og med dem. Jeg glæder mig til at flytter derud, men samtidig har jeg ikke lyst til at forlade Sue og Neill og Westshore…

Rugby, Westhore hotel

Jeg var ikke i skole den sidste dag inden ferien, dels fordi at jeg var oppe og se endnu en rugby kamp, lidt kiwi har man lov at være, og dels fordi jeg om eftermiddagen tog afsted til Mission Bay i den sydlige ende af søen Taupo for at mødes med alle de andre Rotary Studenter, både inbounds (i New Zealand) og outbounds(ud fra New Zealand.

Vi havde en orienteringsweekend der, elle det var en orienteringsweekend for outboundsene, for os inbounds var det mest bare sjov og ballade. Vi lærte hinanden bedre at kende og jeg fik rigtig mange nye, gode venner, både inbounds og outbounds. Lørdag var vi ude på en

Outbounds <3

Vi laver highroping

 lille vandretur for at teste sko og form af inden Milford track på Sydøesturen og vi sluttede af men en tur i de varme bassinger og søndag lavede vi ’highroping’ inden vi tog hjem. Highroping er metalwirer spændt ud, i vores tilfælde, 7m over jorden og så går man ellers rundt deroppe og hygger sig. Udsigten deroppefra var enorm smukt, ud over søen og med bjerge og skov i baggrunden. New Zealand er rigtig flot.          

                      Aftenerne brugte vi bare på at være sammen og hygge os, nogle spillede pool, vi have en volleykamp og der blev snakket rigtig meget. Det var næsten ligesom at være tilbage på efterskole, men mennesker omkring dig hele tiden og masser af gode venner. Det var fantastisk. En anden vigtig ting, hvor sørgelig den end er, så var der drenge. Det var første gang jeg rigtig snakkede med drenge i de mere end to måneder jeg har været her, meget sørgeligt, men sandt. Det er tingen med pigeskoler, der er ikke særlig mange drenge.

                    

Emily skal til Danmark efter jul.

  Vi havde en fantastisk weekend og jeg har siden allerede været sammen igen med flere derfra og da en del skal til Europa, håber jeg vi kan arrangere at vi kan mødes når vi engang kommer tilbage igen.

Caroline og jeg.

Dagen efter, efter at ha sovet dejligt længe oven på en weekend uden for meget søvn, mødte jeg Caroline, den anden danske student her i byen, og vi hyggede os i byen et par timer. Det er virkelig rart lige at møde op en gang i mellem og snakke lidt dansk og så har vi rigtig mange ting til fælles, så det er rart at have en at snakke med det om.

Whitebait.

Whitebait pandekager

Tirsdag startede med en New Zealandsk specialitet: Whitebait. En lille bitte hvis fisk, som man spiser i nærmest små pandekager. Det er en delikatesser hernede.

                     

  Sue og Neill har begge været meget aktive omkring teater gennem mange år, og om eftermiddagen tog vi ind og se et stykke opført og instrueret a børn.

                    

Jeg steger frikadeller.

Så er der serveret.

  Dagen sluttede så af med en dansk specialitet: Frikadeller. Gode gamle frikadeller. Jeg lavede dem til aftensmad og jeg må sige, det endte rigtig, rigtig godt. Min far hjemme i Danmark er rigtig god til at lave mad, men hvis jeg selv skal sige det, så slog mine frikadeller hans, og det var endda første gang jeg lavede dem. Jeg er meget stolt af mig selv og mine frikadeller.

Den næste dag, onsdag, var det tidligt op og til et andet Rotary møde. Ahuriri sunrise og Ahuriri(min klub) havde en fællesmøde, for sjov skyld. Som navnet indikere mødes de om morgen så vi stod tidligt op og så solen stå op over havnen.  

                      

Vi spiser is på stranden.

MINIGOLF!

Resten af dagen brugte jeg sammen med Abby. Abby er en af mine bedste venner hernede. Vi spillede minigolf og gik rundt i byen og så bagte vi kage og lavede ’Russian Fuge’. En rigtig hyggelig dag og rart bare at hænge lidt ud og slappe af med en god ven.

                     

Brownie - mums

  Både med Caroline og Abby har vi gået rundt i byen, og jeg er ved at kunne finde rigtig godt rundt. Brikkerne er begyndt at falde på plads de forskellige tings placering giver mere mening.

Torsdag fyldte en af mine venner, den eneste anden Rotary inbound her i Hawkes Bay 18, så jeg var til hendes fødselsdagsmiddag og fejrede hende torsdag aften.

Efter fødselsdagen sov jeg hjemme hos Camille, fordi vi den næste dag skulle til Rotorua sammen. Hende og hendes værtsmor(Gail) og jeg havde fredag - mandag i Rotorua og vi havde en fantastisk weekend.

                    

  Køreturen var ca. 2,5 timer. Jeg har flere gange undret mig over hvorfor det tager så lang tid at køre forskellige steder hen, 2,5 timer til Rotorua og 9 til Auckland, når det slet ikke er så langt væk hvis man kigger på et kort. Jeg indså så her forleden at det jo er fordi at New Zealand kort er i et andet størrelsesforhold end Danmarkskort. Det er en forskel som er ret stor, men som man overhovedet ikke tænker over. Jeg følte mig både lidt dum og ret klog da jeg regnede det ud….

                   

Mums - fancy italiensk pizza.

Eat Streat er stedet!

   Da vi kom til Rotorua fredag eftermiddag brugte vi mest bare lige tiden på at komme på plads på hotellet før vi mødtes op med Emma. Emma er en Rotary Udvekslingsstudent fra Idaho, USA, som bor i Rotorua. Camille, Emma og jeg gik ud for at spise aftensmad. De har en gade der hedder ”Eat Streat” - læg mærke til hvordan ’street’ er stavet. Vi var ved 4 restauranter før vi fandt den rigtige. Vi ville have pizza og vi endte op den her virkelig cool italienske restaurant. Gail var så sød og gavmild at betale det hele og hun betalte næsten alt på turen så det var virkelig sødt af hende.

                

Dansih cone - mums

Efter vi havde spist hvidløgsbrød og pizza fik vi is til dessert. En såkaldt; ”Danish Cone” som er en vaffel, de har nogle underlige ”vafler” hernede til deres kugle is, det er nærmest papir, ligesom alterbrød fra kirken, det er en skændsel mod kugle is! Nå ja, den Danske vaffel(oversat) var en rigtig vaffel, som man kan få nogle steder) med to kugler, flødeskum og peanuts i småstykker og chokoladesovs, det var rigtig lækkert.

                     

  Den bedste kærlighedshistories nogensinde er udvekslingsstudenter og mad. Jeg ved ikke præcis hvad der sker, men man spiser bare enormt meget når man er på udvekslings. Det kombineret med en ny type mad en stofskifte ikke er vant til, gør at langt største delen af udvekslingsstudenter tager på under deres udveksling.  Man spiser meget fordi hver gang man mødes med folk er der over mad, der er en masse nyt mad der skal prøves og så er man bare sulten hele tiden, lige meget hvor meget man er vant til at spise. Jeg kan ikke selv sige mig fri for det her. Jeg er vant til at spise meget, grundet et højt stofskifte fra efterskole, men selvom jeg nu ikke længere er aktiv 2-3 timer hverdag(næsten) så spiser jeg stadig enormt meget, og ja, jeg har tager på også alt for meget….

Skål - The Green Dragon

Nå, tilbage til Rotorua. Dagen efter, lørdag, vores første rigtige dag der, tog vi til Hobbitton. Hobbitton er filmsættet fra Hobitten og Ringenes Herre, som er filmet her i New Zealand. Vi var på en guided tur og det var rigtig, rigtig fint. Vi gik gennem den lille Hobbitlandsby og så en masse mini hobbithuse, ’Gandalf’s cutting, Bag end og endte på ’The Green Dragon’, som er puppen i Hobbitton. Det var rigtig sjovt at se alle de små huse, med små tørresnore med små jakker og bukser og små stole, økser, både, krus og alt muligt andet, og en masse små skorstene kommer op af jorden på bakkesiderne. På ’the Green Dragon’ fik vi en gratis drink, eller den var inkluderet i billetprisen, og man kunne smage nogle af de specielle Hobbit-øl eller æblecider eller ingefærøl. Det var rigtig godt, god opskrift de har.

Skål - Stratosfare

Om aftenen spiste vi middag på restauranten ’Stratosfare’ som er en rimelig fin restaurant med en stor og meget lækker buffet. Den er en del er det der hedder ’Skyline’ i Rotorua, som er en anlæg på en bakke. Man tager en gondol derop, helt ligesom på skiferie, der er bare ikke noget sne. Det var ret fancy og virkelig, virkelig lækkert. Billederne nedenunder viser hvad jeg spiste. De beviser også min påstand fra før om at jeg spiser meget, selvom det dog ikke er så meget hver aften.

Seafood crowder

Laks, sushi, nudler og rejer

Mere laks og flere rejer, det var lækker.

Steg, kylling, salat, ris kartofler  mm. 

Pandekag, chokoladeis, pavlova og brandystick

Pandekage med bærkompot

Den næste dag var vi tilbage i Skyline, men ikke for at spise, faktisk havde vi ikke spist så meget til morgenmad, dels fordi vi stadig var mætte fra aftenen før og dels fordi dagens aktiviteter var ret vilde og vi havde ikke lyst til at se vores morgenmad igen…

                   

Et billede da vi "hænger" ude i den anden ende.

   Vi tog gondolen op og det første vi gjorde var at prøve ”the skyswing.” Som ordet betyder er det en ”himmel-gynge.” Det var en enorm gynge som de hejste højt og op så hiver man i en snor man flyver/svinger frem, ud over en klippe, men op til 150 km/t. Det er rimelig sygt. Vi skulle selv hive i snoren til at frigiv den, og Camille ville gerne have at jeg gjorde det, så det gjorde jeg. Det tog mig tre forsøg. Første gang var meget stille og roligt fordi jeg ikke vidste hvor meget kraft den skulle have. Den gav sig ikke overhovedet, så jeg hev igen og en gang til før den gav slip. Det var sindssygt. Jeg havde ikke engang sluppet snoren før vi var afsted med dobbelthager og vind i håret ud over klippen. Det var rimelig vildt, og det kildede i maven.

                     

 Jeg har et par år tilbage haft en dårlig oplevelse i en forlystelsespark, hvor jeg ved et ”uheld” blev udsat for 2,5 G og det har gjort at jeg ikke er så glad for rutsjebaner og lignende, men det er slut nu. Jeg har valgt at lægge det bag mig og prøve at kaste mig ud i alle mulige sindssyge ting. Jeg skal forhåbentlig både bungee jumbe og skydive hernede, så det er bare med at komme i gang. 

                    

  Det er en ting udveksling er en rigtig god mulighed for; at lægge noget bag sig. Jeg har en rigtig god ven hernede, som har valgt at lægge sin generthed bag sig. Hun var meget genert tilbage i Europa, men det ville hun ikke være hernede, så hun sagde til sig selv at det kunne være lige meget, hun skulle kun være her i et år, så folk behøvede ikke at kunne lide hende. Hun er en af de mange tilfælde nu om dage, af piger med for lavt selvværd og selvtillid, som er bange for at folk ikke kan lide dem. Hun er meget udadvendt og venlig og hun har rigtig mange venner hernede. Da hun fortalte mig om det, havde jeg på ingen måde gættet at hun var genert i Europa. Ligesom hende og jeg er udveksling en rigtig god mulighed for at ændre noget du ikke kan lide ved dig selv. Det er nemmere at gøre fordi du skifter alle vaner ud og er i et helt nyt miljø.

Luges i Skyline

Tilbage til Skyline i Rotorua; det næste vi prøvede var ”luges”. Det er en lille trehjulet slæde med hjul, som er drevet ag tyngdekraften. Man styrer og bremser selv med håndtag og så kører man ellers ned at de her små stiger ned af bakken / bjerget. Det er rigtig sjovt og alle kan være med. De siger man kan nå op til 80 km/t, men jeg tvivler på at vi to kørte så stærkt. Da vi kom ned i bunden var der endnu en skiferie ting; en stolelift. Op med liften og ned igen. Det var rigtig sjovt og med knap så højt puls som the skyswing.

Billedet er taget lige før 'the zipline'

Den sidste ting vi gjorde var en tur med the Zoom Zipline. Det er en svævebane, hvor man sidder i en sele, med en indbygget ”stol” i stof. Det var rigtig sjovt, og bare en god lille tur ned af wiren mellem træerne. Det der ventede i enden var det mest skræmmende hele dage. Du ender op i det her trætårn som er bygget som endestation. Du er ca. 13, oppe i luften her. Når man skal ned er der trapper, men de har lige gjort det lidt sjovere. Man kan nemlig hoppe ned. Hoppet ud fra 13m er med i prisen. Du står ude på en lille planke med ryggen til ingenting i din sele og læner dig tilbage og falder. Det var sjovt og ikke voldsomt grænseoverskridende. Ved 13 m har du ca. 1-1,5 m frit fald, før selen griber dig igen og sænker dig stille og roligt ned til jorden.  Linket herunder er en til deres hjemmeside med en video hvor man kan se en tur ned af svævebanen og hoppet fra 13 m.

http://www.skyline.co.nz/rotorua/Zoom-Ziplines/

                    

  Det var rigtig sjovt, men vi ville være endnu vildere. For et ekstrapris kunne vi hoppe ud fra 20 m. 7 m højere og mellem 6 og 7 m frit fald. Den store forskel var dog selve hoppet. I stedet for at læne sig tilbage og falde som de 13 m, så skulle vi lave et ”pendrop.” Det betyder at man hopper ud med fødderne først og er lodret hele tiden. Det var den rigtig skræmmende del, i hvert fald for mig. Det at man bogstavligtalt skulle hoppe ud i det var grænseoverskridende. Jeg var først, og jeg er ikke stolt af det her, men jeg gjorde det ikke i første forsøg. Jeg er altid den der siger; bare gør det, du skal ikke tænke over det. Det sagde jeg også til mig selv, men da jeg kom der ud ødelagde jeg det alligevel. Jeg kiggede rundt og ned og begyndte at tænke over det og så blev jeg bange. Som jeg sagde før er jeg ikke vant til at gøre de her sindssyge ting, så jeg er ikke så hård endnu, som jeg gerne ville være. I stedet fik Camille lov at springe først, mens jeg tog mig sammen.
Da vi gik derud anden gang gjorde jeg det, jeg havde ikke givet mig selv noget andet valg. Jeg havde sagt til guiden at jeg nok ville skrige og hun sagde at de elskede skrigere. Desværre kunne jeg ikke rigtig skrige eller bande på dansk, jeg fortrækker langt mere engelske bandeord. De er meget mere voldsommer og ”out there” hvis I forstår var jeg mener. Det fungerer ikke så godt at skrige for helvede (undskyld mig) på vej ned, hvis man sammenligner det med at skrige ’fuck’ eller ’shit’(undskyld mig, igen). Da jeg endelig hoppede var det sygt. Halvvejs gennem det frie fald begyndte jeg rent faktisk at skrige, men det var ingen af de overstående ord og heller ikke et cool skrige i en meget høj pitch. Det var et ulækkert skrige der lød som en kat der blev revet i halen. Jeg tror mest jeg skreg fordi jeg havde sagt til mig selv(og guiden), at jeg ville skrige. Camille stod nede på jorden og grinede af mig, både fordi mit skrig var rædselsfuldt, men også fordi mit ansigtsudtryk var helt forfærdeligt. Jeg er åbenbart ikke særlig charmerende når jeg hopper ud fra høje ting. Set fra den side er det måske meget godt at vi ikke kunne tage nogle billeder af det… Det kunne være rart at have det, men jeg tror ikke jeg glemmer det lige foreløbig anyway…

                    

  Vi snakkede med en af de ældre guider på stedet, et sted der har mange unge arbejdere, som feriearbejde i en forlystelsespark i Danmark, og han sagde at ikke en gang alle guiderne havde sprunget derudfra endnu. Han sagde også at der var meget få steder i verden hvor man kan gøre det vi lige havde gjort, så vi er blandt få mennesker der rent faktisk har gjort det. Det er rimelig cool og der er åbenbart ikke særlig mange der gør det.

                   

Frokost...

  Det var alt for Skyline, vi fortsatte vores dag og prøvede at få pulsen ned igen. Vi spiste en hurtig ”frokost” inden vi gik over vejen til Rainbow Springs. Vores frokost var købt i en lille butik i vejkanten og bestod af en lille New Zealands Tærte, Majschips, småager og vand. Ikke den mest sunde og nærende frokost, men det var alt de havde, det var for dyrt i Skyline og vi ville ikke gå helt ind til byen. Det var dog aldrig et problem for os.

En kiwi!!! En udstoppet kiwi...

  Rainbow springs er en lille park som har en par små forlystelse, den der kano de har i Legoland og Fårup sommerland, hvor man bliver våd til sidst, var det vildeste, eller var det mest omkring dyr i New Zealand og små legepladser og lign, rigtig godt til mindre børn. Det egentlige grund til at vi skulle derind var fordi de havde Kiwier. New Zealand nationalfugl og et kælenavn til folk fra New Zealand. Kiwien er overalt hernede på souvenirs, skolebøger og alt muligt. De har et projekt hvor de samler kiwiæg ind og udruger dem, og sætter dem ud i naturen når de er klar. De gør det fordi overlevelsesprocenten for kiwiunger kun er 5 %. Med deres arbejde hæver de den til 70 %.

                     

 Vi så både kiwiæg, kiwiunger og to voksne kiwier. Selvom det var i fangeskab var det cool endelig at se en rigtig kiwi, nu håber jeg bare på at få lov at se en i naturen også.

Indgangen til landsbyen Tamaki.

Den aften var vi igen på eventyr. Camille og jeg har på en tur til en Maorilandsby. Vi tog en bus derud med en masse andre turister. På vejen stoppede vi i deres hovedkvarter og bookingcenter og vi kunne læse noget information omkring landsbyen vi var på vej til og maorikulturen. Vores busschauffør sagde at de havde det på mange sprog og han havde ret. Der var en side på dansk. Jeg var meget overrasket over at se dansk der, der er sådan et lille sprog, men der var det sammen med tysk, hollandsk, finsk og mange andre.

                    

  Da vi kom ud til landsbyen fik vi først den traditionelle velkomstceremoni. Det er nogle krigere og en ’fredsymbol’ og ”the hongi.” The hongi er en Maori hilsen som betyder at de har accepteret hinanden og mødes i fred. Det foregår ved at man presser næserne imod hinanden to gange.

                    

Sildebenet af pind.

  Derefter gik vi rundt i landbyen i små grupper og blev introduceret til forskellige dele af Maorikulturen. Det første hus vi besøgte og den første ting vi hørte om var krigere og krigstræning. Som et hvert andet gammelt folk har de kæmpet til døden mod andre stammer og folk tidligere. Det vi gjorde mindede ret meget om en fodboldtræning. På jorden lå de et silleben af grene og så skulle vi løbe i mellemrummene i forskellige mønstre og tempi. Det er for at træne at holde øje med terrænet omkring dem. Første sted er på jorden som vi gjorde det, så er den op eller ned af en bakke og til sidste i knæhøjt vand. Her gælder det om at løfte fødderne højt og ikke at plaske.

                     

 Vi hørte også om mad, tatoveringer og fletninger af flax(en New Zealandsk plante) og andre planter. Ordet tatovering eller ”tattoo” stammer faktisk fra Maori. Ordet ’tatau’ er Maori og er de tatoveringer de har. Derfra har det udviklet sig rundt i verden og alle ved nu hvad der er, en tatovering. Det var i hvert fald den historie de fortalte os.

                   

   Vi hørte også om ’the Haka’ som er en dans de lavede før krig for at forberede dem selv og skræmme fjenden. Ofte blev fjenden bare mere sur og de kæmpede endnu hårdere til en af den var de andres aftensmad - ja de var kannibaler. En af de mest berømte hakaer er den The All blacks laver før de spiller rugby.

                    

  Der er rugby verdensmesterskab i England lige nu. Vi - the all blacks - er forsvarende verdensmestre og New Zealands forventninger er høje. Hvis vi taber går landet nok i landesorg i et par dage. Vi er noget til kvartfinalen og møder Frankrig på søndag. New Zealand er enormt, enormt passioneret omkring the All blacks og alle pupper er fyldt når der er kamp. Det er en rigtig fed stemning.

                   

   Så ja, hvis i har set en af vores kampe i verdensmesterskabet så har i nok set det, ellers er det måske hver at se. Jeg ved at tiden for kampene er bedre for jer end den er for os, efter som vi står op midt om natten for at se kampene.

                   

Som I kan se er jeg meget koncnetreet med min poi.

   En anden dans de har brug i forbindelse med krig er en dans med en ’poi’. Det er en skumbold for enden af en snor. De brugte den til at gøre deres håndled smidige, men nu er det mest en kunstform for pigerne at kunne det. Jeg fik lov at prøver at danse med den. Det var en meget simpel dans og jeg prøvede den også i Mission Bay. Det er umiddelbart liiidt svære end det ser ud til at gribe den rigtig og med den rigtig lyd og timing.

                    

Bedøm selv om det er den jeg npr eller den jeg ikke når....

Til sidst var jeg med til endnu en leg for at forberede dem på krig og kamp. Denne leg giver dem hurtig reaktionsevne, de bliver gode til at lytte og at accelerere og løbe. Spillet eller legen går ud på at man har 4(det havde vi er hvert fald) store pinde, der er en person ved hver og man står i en firkant. En person siger højre eller venstre på maori - Maui - venstre, Matau - højre - og så skal man løbe den vej og gribe pinden inden den falder til jorden. Taber man pinden eller løber den forkerte vej er man ude. Til sidste var vi to tilbage og efter en gang hvor vi begge ikke noget det vandt jeg.

                     

 Aftenen sluttede af med et maorimåltid og en kulturel performance. Måltidet var forberedt i det de kalder en ’Hangi.’ Det er en slags røgeovn /ovn i jorden. Du graver et hul putter lavasten i bunden og har et bål der brænder i flere timer så stenene bliver varme. Man sænker først kød og derefter grøntsager ned i hullet og dækker det til med klæder, grene og jord så dampen og varmen og røgen bliver dernede. Kødet var lam og kylling og grøntsagerne var kartofler, gulerødder og kumara. Kumara er en slags sød kartoffel og den smager vildt godt ristet i ovnen.  Til dessert fik vi en slags kage og ’pavlova.’ Pavlova er en New Zealandsk dessert som nærmest er en marengs, meget sød.

                    

  Busturen hjem var ret sjov. Vores buschauffør underholdte os med først Maori sange, så New Zealandske sange og da der var en del australiere ombord Australske sange. De sad alle sammen i den bagester del med os, så da de stemte i var det højt og tydeligt og rigtig hyggeligt.

                    

  New Zealand og Australien er som brødre eller fætre, men har også et venlig strid i mellem sig, lidt ligesom Danmark og Sverige bare mere. Med mindre man taler om sport så er det seriøst.

Gejser i baggrunden

Næste dag var vores sidste dag i Rotorua. Vi var en tur i Te Puia, som er et sted med meget termisk aktivitet, som er det Rotorua er kendt for, og nogle Maori ting. Vi gik rundt derude og så gejsere, kogende mudderpøler og lign. samt Maori fletning og træskæring eller trædekoration eller hvad du vil kalde det (tree carving).

Jaaa - helikoptertur.

Da vi var mere end halvvejs på turen hjem laver vi lige pludselig nye planer. Planen var at jeg skulle hjem og så til Rotary om aftenen.  Gails mand Rick er helikopterpilot (ja, I kan nok gætte hvor det bære hen ad) og han var på frost den nat. Frost er når der er risiko for frost og æbletræerne, som der er enormt mange af i Hawkes Bay og specielt Hastings, er ved at springe ud som kan de ikke tåle frost, så de hyre helikoptere til at flyve op og ned af rækkerne af træer om natten for at holde på varmen. Det betød at kan skulle flyve til Hastings i hans helikopter og Camille skulle med, så ville Gail komme og spise frokost med dem. Den plan passede jeg da lige ind i minus Rotary syntes Gail. Det syntes jeg også, så efter et lille opkald til Sue var det nu planen.

Den lille hvide klump i baggrunden
er vores helikopter til Hastings.

                    

  Det var rigtig cool at flyve i helikopter. Det var lidt tåget, men det ødelagde ikke oplevelsen. Det var sjovt at se de små lam og får ”flygte” når vi fløj over dem og at man kunne se ned i folks baghaver. Vi fløj desværre ikke ind over Napier, men det var en rigtig fin tur. Helikopteren var ikke så stor, men det var en rigtig god flyvetur og Rick var en god pilot.

                    

Helikopteren til vores anden tur. 

 Da vi kom til Hastings skulle Rick op at flyve en større helikopter med en elev, da han er helikopterlærer, og han spurgte om vi ville med. Selvfølgelig takker man ikke nej til det. Så vi fik to ture på en aften. Denne tur var lidt mere rundt i cirkler op og ned fordi det var en lektion, men det var fint. Vi spiser aftensmad halv 9 den dag, men det var det værd.

Det var den første halvdel af ferien og den var rigtig, rigtig god. Den anden halvdel var lidt mere stille og rolig. Vejret var rigtig godt, der er ved at blive sommer, så blå himmel og solskin er næsten hverdag nu. Jeg brugte en del tid udenpå, enten en løbe tur eller på stranden. En af dagene gik jeg langs stranden hele vejen til Bay view og det shelter vi byggede for et par måneder siden. Det er en tur på en 8-10 km.

                     

 Onsdag var jeg på en Art Deco Guided tur rundt i Napier, men Roy fra Rotary og jeg havde inviteret Camille med også. Vi brugte et par timer på at gå rundt i byen og se arkitektur og udsmykninger i art deco stilen. Jeg må sige at det virkelig åbnede mine øjne. Selvom jeg har været rundt i byen flere gange så har jeg ikke set halvdelen af det jeg så på de tur. Meget af det er oppe over hovedhøjde, enten på 2. etage af bygninger eller over døre eller lign. Det ser man simpelthen ikke når man går rundt, vi kigger ikke på, det gør vi bare ikke. I kan måske selv genkende det hvis i går en tur i byen og kigger op.

Radiointerview på Cape Kidnappers.

Dagen efter torsdag var jeg i Hastings til at radiointerview.  Lynn Trafford fra Rotary Ahuriri Sunrise lavede et rigtig fint interview med mig omkring det at være udvekslingsstudent og Danmark i forhold til New Zealand. Det er lidt under en halv time langt og bliver sendt d. 2. november 9.30 min tid. I kan hente det online på Radio Kidnappers hjemmeside, derefter. Jeg skal nok lægge et link op. Hvis jeg selv skal sige det, så er der værd at lytte til.

Fredag var Sue og jeg nede ved Tabat teatret i deres kostume afdeling og prøve tøj til Art Deco festivallen i februar. Ja, der er lang tid til, men vi vil gerne være i god tid og vi er alle sammen væk når det begynder at blive lejet ud i november. Det var rigtig sjovt at prøve tøj fra den tid, jeg har set meget og glædet mig rigtig meget til selv at prøve det. Det skal så bare lige piftes lidt op med lange halskæder, en har, handske og sko og måske en pels. Det bliver rigtig sjovt til februar når festivallen begynder.

Et andet dagsoutfit.

Et dagsoutfit med hat og sko.

En tredje dagskjole.

En anden aftenkjole.

En rigtig fin aftekjole.

En lille selfie fra 14
hours homeless.

Fredag aften var jeg til 14 hours homelesss. Det er som navnet indikere, 14 timer hvor vi er hjemløse. Dette projekt er for at samle penge ind til et container projekt her i Napier for Salvation Army. Containerne vil blive bygget om det midlertidigt værelser til hjemløse. Vi har samlet 226 $ ind til dem og så sov vi ude den nat Abby Sacha og jeg. Vejret var rigtig fint, det var klart og ned til 5° men det var rigtig fint. Vi mødtes kl. 6 og fik supper og brød, havde en velkomst og fik noget mere information om hvad vi havde samlet penge ind til, så en film og hyggede. Vi sov i en ”papkasse-tunnel.” Vi satte et par papkasser sammen til en tunnel og sove ned i den i vores sovepose, med hoved ud af åbningen i den ene ende. For mit vedkomne var det slet ikke koldt, heller ikke komfortabelt, men rigtig fint og det var hyggeligt at sove under stjernerne. Det kan mine venner se frem til at jeg hiver dem med i når jeg kommer hjem. Måske bare med liggeunderlag eller lign. i stedet for pap.

Min "smukke" "tatovering".

Resten af weekenden var meget stille og rolig. Abby tog med hjem til mig efter sleepoveren og vi var sammen den dag. Vi så film, spillede kort og cyklede langs stranden. Det er sjovt hvordan vi overhovedet ikke kender de samme spil. Jeg lærte hende svensk idiot og 500, men hun lærte mig speed og last card. På vores cykletur kom vi forbi et lille marked som vi kiggede ind til. Der var et sted hvor man kunne få tatoveringer. Jeg var ved at få det kinesiske mærke for liv, fordi jeg lever livet, men så så jeg en skabelon til en der sagde ”Rotary Babe” og en tegning. Det var ret sjovt. Rotary er åbenbart også et bilmærke (et cool et, jeg har googlet det) så derfor var det der. Det er et sjovt lille ordspil, så det fik jeg på min højre overarm.

                   

   Som I måske har regnet ud var det bare en ’Airbrush’ tatovering som er noget farvet sprøjtet PÅ huden og ikke I huden, så den er blevet vasket væk igen. Det så forfærdeligt ud på min blege overarm. Jeg nåede dog lige at skræmme, værtsforældre, rigtige forældre og alle til Rotary mødet først. Jeg må ikke få tatoveringer eller piercinger hernede, det siger reglerne.

Sommeruniform

Så nåede vi (endelig) frem til nu. Jeg startede i skole i går, mandag, igen efter ferien. Det var rart nok at være tilbage og se vennerne igen. Det var også min første gang i min sommeruniform. Indtil Labour weekend om 2 uger kan vi selv bestemmer om vi vil være i fuld vinter eller fuld somme uniform, derefter er det altid ful sommer.  Min sommeruniform er den samme nederdel, en kortærmet hvis skjorte ud over nederdelen, hvide strømper og samme sko, eller roman sandaler. Der er intet slips og du kan tage din sweater på som du har lyst.

Om kun 2 uger skifter jeg værtsfamilie… Det er meget underligt. Samtidigt er der kun en måned til sydøes turen og pigerne er for alvor begyndt at tælle ned til vi er færdige i skolen om små 4 uger. Alt sammen meget spændende… Men det kan I høre om senere.

Undskyld det blev lidt meget langt….

Hyg jer - Nanna Rytz