Hej alle!
Så er vores to ugers skoleferie godt i gang, næsten slut
faktisk. Vejret er rigtig lækkert, men masser af solskin og mere end 20 grader,
så de blege arme og ben er blevet luftet et par gange. Nu må vi se om jeg hen
over sommeren bliver lidt mere brun, eller om jeg bare bliver stegt i solen.
Det er et stort hul i ozonlaget hernede som gør at solen er enorm skarp og med
mit røde hår og mine fregner er det ikke ligefrem en god ting. Heldigvis var
der i 1930 en mand ved navn Franz Greiter ( ja, jeg googlede det), der opfandt
solcremen, og den er en stor hjælp. Jeg er ved at komme ind i en vane med at
bruge solcreme hver dag, ellers bliver jeg forbrændt.
 |
| Sue, Derek og jeg. |
Skoleferien har indtil videre været rimelig travl for mig. Torsdag
aften var jeg hjemme hos Sue og Derek, Sue nummer 3, for at lære dem bedre at
kende, da de er min næste værtfamilie. Jeg følte mig rigtig godt tilpas i deres
hus og med dem. Jeg glæder mig til at flytter derud, men samtidig har jeg ikke
lyst til at forlade Sue og Neill og Westshore…
 |
| Rugby, Westhore hotel |
Jeg var ikke i skole den sidste
dag inden ferien, dels fordi at jeg var oppe og se endnu en rugby kamp, lidt
kiwi har man lov at være, og dels fordi jeg om eftermiddagen tog afsted til
Mission Bay i den sydlige ende af søen Taupo for at mødes med alle de andre
Rotary Studenter, både inbounds (i New Zealand) og outbounds(ud fra New
Zealand.
Vi havde en orienteringsweekend
der, elle det var en orienteringsweekend for outboundsene, for os inbounds var
det mest bare sjov og ballade. Vi lærte hinanden bedre at kende og jeg fik
rigtig mange nye, gode venner, både inbounds og outbounds. Lørdag var vi ude på
en
 |
| Outbounds <3 |
 |
| Vi laver highroping |
lille vandretur for at teste sko og form af inden Milford track på
Sydøesturen og vi sluttede af men en tur i de varme bassinger og søndag lavede
vi ’highroping’ inden vi tog hjem. Highroping er metalwirer spændt ud, i vores
tilfælde, 7m over jorden og så går man ellers rundt deroppe og hygger sig.
Udsigten deroppefra var enorm smukt, ud over søen og med bjerge og skov i baggrunden.
New Zealand er rigtig flot.

Aftenerne
brugte vi bare på at være sammen og hygge os, nogle spillede pool, vi have en
volleykamp og der blev snakket rigtig meget. Det var næsten ligesom at være
tilbage på efterskole, men mennesker omkring dig hele tiden og masser af gode
venner. Det var fantastisk. En anden vigtig ting, hvor sørgelig den end er, så
var der drenge. Det var første gang jeg rigtig snakkede med drenge i de mere
end to måneder jeg har været her, meget sørgeligt, men sandt. Det er tingen med
pigeskoler, der er ikke særlig mange drenge.
 |
| Emily skal til Danmark efter jul. |
Vi
havde en fantastisk weekend og jeg har siden allerede været sammen igen med
flere derfra og da en del skal til Europa, håber jeg vi kan arrangere at vi kan
mødes når vi engang kommer tilbage igen.
 |
| Caroline og jeg. |
Dagen efter, efter at ha sovet dejligt længe oven på en
weekend uden for meget søvn, mødte jeg Caroline, den anden danske student her i
byen, og vi hyggede os i byen et par timer. Det er virkelig rart lige at møde
op en gang i mellem og snakke lidt dansk og så har vi rigtig mange ting til
fælles, så det er rart at have en at snakke med det om.
 |
| Whitebait. |
 |
| Whitebait pandekager |
Tirsdag startede med en New Zealandsk specialitet:
Whitebait. En lille bitte hvis fisk, som man spiser i nærmest små pandekager.
Det er en delikatesser hernede.
Sue
og Neill har begge været meget aktive omkring teater gennem mange år, og om
eftermiddagen tog vi ind og se et stykke opført og instrueret a børn.
 |
| Jeg steger frikadeller. |
 |
| Så er der serveret. |
Dagen
sluttede så af med en dansk specialitet: Frikadeller. Gode gamle frikadeller.
Jeg lavede dem til aftensmad og jeg må sige, det endte rigtig, rigtig godt. Min
far hjemme i Danmark er rigtig god til at lave mad, men hvis jeg selv skal sige
det, så slog mine frikadeller hans, og det var endda første gang jeg lavede
dem. Jeg er meget stolt af mig selv og mine frikadeller.
Den næste dag, onsdag, var det tidligt op og til et andet
Rotary møde. Ahuriri sunrise og Ahuriri(min klub) havde en fællesmøde, for sjov
skyld. Som navnet indikere mødes de om morgen så vi stod tidligt op og så solen
stå op over havnen.
 |
| Vi spiser is på stranden. |
 |
| MINIGOLF! |
Resten
af dagen brugte jeg sammen med Abby. Abby er en af mine bedste venner hernede.
Vi spillede minigolf og gik rundt i byen og så bagte vi kage og lavede ’Russian
Fuge’. En rigtig hyggelig dag og rart bare at hænge lidt ud og slappe af med en
god ven.
 |
| Brownie - mums |
Både
med Caroline og Abby har vi gået rundt i byen, og jeg er ved at kunne finde
rigtig godt rundt. Brikkerne er begyndt at falde på plads de forskellige tings
placering giver mere mening.
Torsdag fyldte en af mine venner, den eneste anden Rotary
inbound her i Hawkes Bay 18, så jeg var til hendes fødselsdagsmiddag og fejrede
hende torsdag aften.
Efter fødselsdagen sov jeg hjemme hos Camille, fordi vi den
næste dag skulle til Rotorua sammen. Hende og hendes værtsmor(Gail) og jeg
havde fredag - mandag i Rotorua og vi havde en fantastisk weekend.
Køreturen
var ca. 2,5 timer. Jeg har flere gange undret mig over hvorfor det tager så
lang tid at køre forskellige steder hen, 2,5 timer til Rotorua og 9 til
Auckland, når det slet ikke er så langt væk hvis man kigger på et kort. Jeg
indså så her forleden at det jo er fordi at New Zealand kort er i et andet
størrelsesforhold end Danmarkskort. Det er en forskel som er ret stor, men som
man overhovedet ikke tænker over. Jeg følte mig både lidt dum og ret klog da jeg
regnede det ud….
 |
| Mums - fancy italiensk pizza. |
 |
| Eat Streat er stedet! |
Da
vi kom til Rotorua fredag eftermiddag brugte vi mest bare lige tiden på at
komme på plads på hotellet før vi mødtes op med Emma. Emma er en Rotary
Udvekslingsstudent fra Idaho, USA, som bor i Rotorua. Camille, Emma og jeg gik
ud for at spise aftensmad. De har en gade der hedder ”Eat Streat” - læg mærke
til hvordan ’street’ er stavet. Vi var ved 4 restauranter før vi fandt den
rigtige. Vi ville have pizza og vi endte op den her virkelig cool italienske restaurant.
Gail var så sød og gavmild at betale det hele og hun betalte næsten alt på
turen så det var virkelig sødt af hende.
 |
| Dansih cone - mums |
Efter
vi havde spist hvidløgsbrød og pizza fik vi is til dessert. En såkaldt; ”Danish
Cone” som er en vaffel, de har nogle underlige ”vafler” hernede til deres kugle
is, det er nærmest papir, ligesom alterbrød fra kirken, det er en skændsel mod kugle
is! Nå ja, den Danske vaffel(oversat) var en rigtig vaffel, som man kan få
nogle steder) med to kugler, flødeskum og peanuts i småstykker og
chokoladesovs, det var rigtig lækkert.
Den
bedste kærlighedshistories nogensinde er udvekslingsstudenter og mad. Jeg ved
ikke præcis hvad der sker, men man spiser bare enormt meget når man er på
udvekslings. Det kombineret med en ny type mad en stofskifte ikke er vant til,
gør at langt største delen af udvekslingsstudenter tager på under deres
udveksling. Man spiser meget fordi hver
gang man mødes med folk er der over mad, der er en masse nyt mad der skal
prøves og så er man bare sulten hele tiden, lige meget hvor meget man er vant
til at spise. Jeg kan ikke selv sige mig fri for det her. Jeg er vant til at
spise meget, grundet et højt stofskifte fra efterskole, men selvom jeg nu ikke
længere er aktiv 2-3 timer hverdag(næsten) så spiser jeg stadig enormt meget,
og ja, jeg har tager på også alt for meget….
 |
| Skål - The Green Dragon |

Nå, tilbage til Rotorua. Dagen efter, lørdag, vores første
rigtige dag der, tog vi til Hobbitton. Hobbitton er filmsættet fra Hobitten og
Ringenes Herre, som er filmet her i New Zealand. Vi var på en guided tur og det
var rigtig, rigtig fint. Vi gik gennem den lille Hobbitlandsby og så en masse
mini hobbithuse, ’Gandalf’s cutting, Bag end og endte på ’The Green Dragon’,
som er puppen i Hobbitton. Det var rigtig sjovt at se alle de små huse, med små
tørresnore med små jakker og bukser og små stole, økser, både, krus og alt
muligt andet, og en masse små skorstene kommer op af jorden på bakkesiderne. På
’the Green Dragon’ fik vi en gratis drink, eller den var inkluderet i
billetprisen, og man kunne smage nogle af de specielle Hobbit-øl eller
æblecider eller ingefærøl. Det var rigtig godt, god opskrift de har.
 |
| Skål - Stratosfare |
Om aftenen spiste vi middag på restauranten ’Stratosfare’
som er en rimelig fin restaurant med en stor og meget lækker buffet. Den er en
del er det der hedder ’Skyline’ i Rotorua, som er en anlæg på en bakke. Man
tager en gondol derop, helt ligesom på skiferie, der er bare ikke noget sne.
Det var ret fancy og virkelig, virkelig lækkert. Billederne nedenunder viser
hvad jeg spiste. De beviser også min påstand fra før om at jeg spiser meget,
selvom det dog ikke er så meget hver aften.
 |
| Seafood crowder |
 |
| Laks, sushi, nudler og rejer |
 |
| Mere laks og flere rejer, det var lækker. |
Den næste dag var vi tilbage i Skyline, men ikke for at
spise, faktisk havde vi ikke spist så meget til morgenmad, dels fordi vi stadig
var mætte fra aftenen før og dels fordi dagens aktiviteter var ret vilde og vi
havde ikke lyst til at se vores morgenmad igen…
 |
| Et billede da vi "hænger" ude i den anden ende. |
Vi
tog gondolen op og det første vi gjorde var at prøve ”the skyswing.” Som ordet
betyder er det en ”himmel-gynge.” Det var en enorm gynge som de hejste højt og
op så hiver man i en snor man flyver/svinger frem, ud over en klippe, men op
til 150 km/t. Det er rimelig sygt. Vi skulle selv hive i snoren til at frigiv
den, og Camille ville gerne have at jeg gjorde det, så det gjorde jeg. Det tog
mig tre forsøg. Første gang var meget stille og roligt fordi jeg ikke vidste
hvor meget kraft den skulle have. Den gav sig ikke overhovedet, så jeg hev igen
og en gang til før den gav slip. Det var sindssygt. Jeg havde ikke engang
sluppet snoren før vi var afsted med dobbelthager og vind i håret ud over klippen.
Det var rimelig vildt, og det kildede i maven.
Jeg
har et par år tilbage haft en dårlig oplevelse i en forlystelsespark, hvor jeg
ved et ”uheld” blev udsat for 2,5 G og det har gjort at jeg ikke er så glad for
rutsjebaner og lignende, men det er slut nu. Jeg har valgt at lægge det bag mig
og prøve at kaste mig ud i alle mulige sindssyge ting. Jeg skal forhåbentlig
både bungee jumbe og skydive hernede, så det er bare med at komme i gang.
Det
er en ting udveksling er en rigtig god mulighed for; at lægge noget bag sig.
Jeg har en rigtig god ven hernede, som har valgt at lægge sin generthed bag
sig. Hun var meget genert tilbage i Europa, men det ville hun ikke være
hernede, så hun sagde til sig selv at det kunne være lige meget, hun skulle kun
være her i et år, så folk behøvede ikke at kunne lide hende. Hun er en af de
mange tilfælde nu om dage, af piger med for lavt selvværd og selvtillid, som er
bange for at folk ikke kan lide dem. Hun er meget udadvendt og venlig og hun
har rigtig mange venner hernede. Da hun fortalte mig om det, havde jeg på ingen
måde gættet at hun var genert i Europa. Ligesom hende og jeg er udveksling en
rigtig god mulighed for at ændre noget du ikke kan lide ved dig selv. Det er
nemmere at gøre fordi du skifter alle vaner ud og er i et helt nyt miljø.
 |
| Luges i Skyline |
Tilbage til Skyline i Rotorua; det næste vi prøvede var
”luges”. Det er en lille trehjulet slæde med hjul, som er drevet ag
tyngdekraften. Man styrer og bremser selv med håndtag og så kører man ellers
ned at de her små stiger ned af bakken / bjerget. Det er rigtig sjovt og alle
kan være med. De siger man kan nå op til 80 km/t, men jeg tvivler på at vi to
kørte så stærkt. Da vi kom ned i bunden var der endnu en skiferie ting; en
stolelift. Op med liften og ned igen. Det var rigtig sjovt og med knap så højt
puls som the skyswing.
 |
| Billedet er taget lige før 'the zipline' |
Den sidste ting vi gjorde var en tur med the Zoom Zipline.
Det er en svævebane, hvor man sidder i en sele, med en indbygget ”stol” i stof.
Det var rigtig sjovt, og bare en god lille tur ned af wiren mellem træerne. Det
der ventede i enden var det mest skræmmende hele dage. Du ender op i det her
trætårn som er bygget som endestation. Du er ca. 13, oppe i luften her. Når man
skal ned er der trapper, men de har lige gjort det lidt sjovere. Man kan nemlig
hoppe ned. Hoppet ud fra 13m er med i prisen. Du står ude på en lille planke
med ryggen til ingenting i din sele og læner dig tilbage og falder. Det var
sjovt og ikke voldsomt grænseoverskridende. Ved 13 m har du ca. 1-1,5 m frit
fald, før selen griber dig igen og sænker dig stille og roligt ned til jorden. Linket herunder er en til deres hjemmeside med
en video hvor man kan se en tur ned af svævebanen og hoppet fra 13 m.
http://www.skyline.co.nz/rotorua/Zoom-Ziplines/
Det
var rigtig sjovt, men vi ville være endnu vildere. For et ekstrapris kunne vi
hoppe ud fra 20 m. 7 m højere og mellem 6 og 7 m frit fald. Den store forskel
var dog selve hoppet. I stedet for at læne sig tilbage og falde som de 13 m, så
skulle vi lave et ”pendrop.” Det betyder at man hopper ud med fødderne først og
er lodret hele tiden. Det var den rigtig skræmmende del, i hvert fald for mig. Det
at man bogstavligtalt skulle hoppe ud i det var grænseoverskridende. Jeg var
først, og jeg er ikke stolt af det her, men jeg gjorde det ikke i første forsøg.
Jeg er altid den der siger; bare gør det, du skal ikke tænke over det. Det
sagde jeg også til mig selv, men da jeg kom der ud ødelagde jeg det alligevel.
Jeg kiggede rundt og ned og begyndte at tænke over det og så blev jeg bange.
Som jeg sagde før er jeg ikke vant til at gøre de her sindssyge ting, så jeg er
ikke så hård endnu, som jeg gerne ville være. I stedet fik Camille lov at
springe først, mens jeg tog mig sammen.
Da vi gik derud anden gang gjorde jeg
det, jeg havde ikke givet mig selv noget andet valg. Jeg havde sagt til guiden
at jeg nok ville skrige og hun sagde at de elskede skrigere. Desværre kunne jeg
ikke rigtig skrige eller bande på dansk, jeg fortrækker langt mere engelske
bandeord. De er meget mere voldsommer og ”out there” hvis I forstår var jeg
mener. Det fungerer ikke så godt at skrige for helvede (undskyld mig) på vej
ned, hvis man sammenligner det med at skrige ’fuck’ eller ’shit’(undskyld mig,
igen). Da jeg endelig hoppede var det sygt. Halvvejs gennem det frie fald
begyndte jeg rent faktisk at skrige, men det var ingen af de overstående ord og
heller ikke et cool skrige i en meget høj pitch. Det var et ulækkert skrige der
lød som en kat der blev revet i halen. Jeg tror mest jeg skreg fordi jeg havde
sagt til mig selv(og guiden), at jeg ville skrige. Camille stod nede på jorden
og grinede af mig, både fordi mit skrig var rædselsfuldt, men også fordi mit
ansigtsudtryk var helt forfærdeligt. Jeg er åbenbart ikke særlig charmerende
når jeg hopper ud fra høje ting. Set fra den side er det måske meget godt at vi
ikke kunne tage nogle billeder af det… Det kunne være rart at have det, men jeg
tror ikke jeg glemmer det lige foreløbig anyway…
Vi
snakkede med en af de ældre guider på stedet, et sted der har mange unge
arbejdere, som feriearbejde i en forlystelsespark i Danmark, og han sagde at
ikke en gang alle guiderne havde sprunget derudfra endnu. Han sagde også at der
var meget få steder i verden hvor man kan gøre det vi lige havde gjort, så vi
er blandt få mennesker der rent faktisk har gjort det. Det er rimelig cool og
der er åbenbart ikke særlig mange der gør det.
 |
| Frokost... |
Det
var alt for Skyline, vi fortsatte vores dag og prøvede at få pulsen ned igen.
Vi spiste en hurtig ”frokost” inden vi gik over vejen til Rainbow Springs.
Vores frokost var købt i en lille butik i vejkanten og bestod af en lille New
Zealands Tærte, Majschips, småager og vand. Ikke den mest sunde og nærende
frokost, men det var alt de havde, det var for dyrt i Skyline og vi ville ikke
gå helt ind til byen. Det var dog aldrig et problem for os.
 |
| En kiwi!!! En udstoppet kiwi... |
Rainbow
springs er en lille park som har en par små forlystelse, den der kano de har i
Legoland og Fårup sommerland, hvor man bliver våd til sidst, var det vildeste,
eller var det mest omkring dyr i New Zealand og små legepladser og lign, rigtig
godt til mindre børn. Det egentlige grund til at vi skulle derind var fordi de
havde Kiwier. New Zealand nationalfugl og et kælenavn til folk fra New Zealand.
Kiwien er overalt hernede på souvenirs, skolebøger og alt muligt. De har et
projekt hvor de samler kiwiæg ind og udruger dem, og sætter dem ud i naturen
når de er klar. De gør det fordi overlevelsesprocenten for kiwiunger kun er 5
%. Med deres arbejde hæver de den til 70 %.
Vi
så både kiwiæg, kiwiunger og to voksne kiwier. Selvom det var i fangeskab var
det cool endelig at se en rigtig kiwi, nu håber jeg bare på at få lov at se en
i naturen også.
 |
| Indgangen til landsbyen Tamaki. |
Den aften var vi igen på eventyr. Camille og jeg har på en
tur til en Maorilandsby. Vi tog en bus derud med en masse andre turister. På
vejen stoppede vi i deres hovedkvarter og bookingcenter og vi kunne læse noget
information omkring landsbyen vi var på vej til og maorikulturen. Vores
busschauffør sagde at de havde det på mange sprog og han havde ret. Der var en
side på dansk. Jeg var meget overrasket over at se dansk der, der er sådan et
lille sprog, men der var det sammen med tysk, hollandsk, finsk og mange andre.
Da
vi kom ud til landsbyen fik vi først den traditionelle velkomstceremoni. Det er
nogle krigere og en ’fredsymbol’ og ”the hongi.” The hongi er en Maori hilsen
som betyder at de har accepteret hinanden og mødes i fred. Det foregår ved at
man presser næserne imod hinanden to gange.
 |
| Sildebenet af pind. |
Derefter
gik vi rundt i landbyen i små grupper og blev introduceret til forskellige dele
af Maorikulturen. Det første hus vi besøgte og den første ting vi hørte om var
krigere og krigstræning. Som et hvert andet gammelt folk har de kæmpet til
døden mod andre stammer og folk tidligere. Det vi gjorde mindede ret meget om
en fodboldtræning. På jorden lå de et silleben af grene og så skulle vi løbe i
mellemrummene i forskellige mønstre og tempi. Det er for at træne at holde øje
med terrænet omkring dem. Første sted er på jorden som vi gjorde det, så er den
op eller ned af en bakke og til sidste i knæhøjt vand. Her gælder det om at
løfte fødderne højt og ikke at plaske.
Vi
hørte også om mad, tatoveringer og fletninger af flax(en New Zealandsk plante)
og andre planter. Ordet tatovering eller ”tattoo” stammer faktisk fra Maori.
Ordet ’tatau’ er Maori og er de tatoveringer de har. Derfra har det udviklet
sig rundt i verden og alle ved nu hvad der er, en tatovering. Det var i hvert
fald den historie de fortalte os.
Vi
hørte også om ’the Haka’ som er en dans de lavede før krig for at forberede dem
selv og skræmme fjenden. Ofte blev fjenden bare mere sur og de kæmpede endnu
hårdere til en af den var de andres aftensmad - ja de var kannibaler. En af de
mest berømte hakaer er den The All blacks laver før de spiller rugby.
Der
er rugby verdensmesterskab i England lige nu. Vi - the all blacks - er
forsvarende verdensmestre og New Zealands forventninger er høje. Hvis vi taber
går landet nok i landesorg i et par dage. Vi er noget til kvartfinalen og møder
Frankrig på søndag. New Zealand er enormt, enormt passioneret omkring the All
blacks og alle pupper er fyldt når der er kamp. Det er en rigtig fed stemning.
Så
ja, hvis i har set en af vores kampe i verdensmesterskabet så har i nok set
det, ellers er det måske hver at se. Jeg ved at tiden for kampene er bedre for
jer end den er for os, efter som vi står op midt om natten for at se kampene.
 |
| Som I kan se er jeg meget koncnetreet med min poi. |
En
anden dans de har brug i forbindelse med krig er en dans med en ’poi’. Det er
en skumbold for enden af en snor. De brugte den til at gøre deres håndled
smidige, men nu er det mest en kunstform for pigerne at kunne det. Jeg fik lov
at prøver at danse med den. Det var en meget simpel dans og jeg prøvede den
også i Mission Bay. Det er umiddelbart liiidt svære end det ser ud til at gribe
den rigtig og med den rigtig lyd og timing.
 |
| Bedøm selv om det er den jeg npr eller den jeg ikke når.... |
Til
sidst var jeg med til endnu en leg for at forberede dem på
krig og kamp. Denne leg giver dem hurtig reaktionsevne, de bliver gode til at
lytte og at accelerere og løbe. Spillet eller legen går ud på at man har 4(det
havde vi er hvert fald) store pinde, der er en person ved hver og man står i en
firkant. En person siger højre eller venstre på maori - Maui - venstre, Matau -
højre - og så skal man løbe den vej og gribe pinden inden den falder til
jorden. Taber man pinden eller løber den forkerte vej er man ude. Til sidste
var vi to tilbage og efter en gang hvor vi begge ikke noget det vandt jeg.
Aftenen
sluttede af med et maorimåltid og en kulturel performance. Måltidet var
forberedt i det de kalder en ’Hangi.’ Det er en slags røgeovn /ovn i jorden. Du
graver et hul putter lavasten i bunden og har et bål der brænder i flere timer
så stenene bliver varme. Man sænker først kød og derefter grøntsager ned i
hullet og dækker det til med klæder, grene og jord så dampen og varmen og røgen
bliver dernede. Kødet var lam og kylling og grøntsagerne var kartofler,
gulerødder og kumara. Kumara er en slags sød kartoffel og den smager vildt godt
ristet i ovnen. Til dessert fik vi en
slags kage og ’pavlova.’ Pavlova er en New Zealandsk dessert som nærmest er en
marengs, meget sød.
Busturen
hjem var ret sjov. Vores buschauffør underholdte os med først Maori sange, så
New Zealandske sange og da der var en del australiere ombord Australske sange.
De sad alle sammen i den bagester del med os, så da de stemte i var det højt og
tydeligt og rigtig hyggeligt.
New
Zealand og Australien er som brødre eller fætre, men har også et venlig strid i
mellem sig, lidt ligesom Danmark og Sverige bare mere. Med mindre man taler om
sport så er det seriøst.
 |
| Gejser i baggrunden |
Næste dag var vores sidste dag i Rotorua. Vi var en tur i Te
Puia, som er et sted med meget termisk aktivitet, som er det Rotorua er kendt
for, og nogle Maori ting. Vi gik rundt derude og så gejsere, kogende
mudderpøler og lign. samt Maori fletning og træskæring eller trædekoration
eller hvad du vil kalde det (tree carving).
 |
| Jaaa - helikoptertur. |
Da vi var mere end halvvejs på turen hjem laver vi lige
pludselig nye planer. Planen var at jeg skulle hjem og så til Rotary om
aftenen. Gails mand Rick er
helikopterpilot (ja, I kan nok gætte hvor det bære hen ad) og han var på frost
den nat. Frost er når der er risiko for frost og æbletræerne, som der er enormt
mange af i Hawkes Bay og specielt Hastings, er ved at springe ud som kan de
ikke tåle frost, så de hyre helikoptere til at flyve op og ned af rækkerne af
træer om natten for at holde på varmen. Det betød at kan skulle flyve til
Hastings i hans helikopter og Camille skulle med, så ville Gail komme og spise
frokost med dem. Den plan passede jeg da lige ind i minus Rotary syntes Gail.
Det syntes jeg også, så efter et lille opkald til Sue var det nu planen.
 |
Den lille hvide klump i baggrunden
er vores helikopter til Hastings. |
Det
var rigtig cool at flyve i helikopter. Det var lidt tåget, men det ødelagde
ikke oplevelsen. Det var sjovt at se de små lam og får ”flygte” når vi fløj
over dem og at man kunne se ned i folks baghaver. Vi fløj desværre ikke ind
over Napier, men det var en rigtig fin tur. Helikopteren var ikke så stor, men
det var en rigtig god flyvetur og Rick var en god pilot.
 |
| Helikopteren til vores anden tur. |
Da
vi kom til Hastings skulle Rick op at flyve en større helikopter med en elev,
da han er helikopterlærer, og han spurgte om vi ville med. Selvfølgelig takker
man ikke nej til det. Så vi fik to ture på en aften. Denne tur var lidt mere
rundt i cirkler op og ned fordi det var en lektion, men det var fint. Vi spiser
aftensmad halv 9 den dag, men det var det værd.
Det var den første halvdel af ferien og den var rigtig,
rigtig god. Den anden halvdel var lidt mere stille og rolig. Vejret var rigtig
godt, der er ved at blive sommer, så blå himmel og solskin er næsten hverdag
nu. Jeg brugte en del tid udenpå, enten en løbe tur eller på stranden. En af
dagene gik jeg langs stranden hele vejen til Bay view og det shelter vi byggede
for et par måneder siden. Det er en tur på en 8-10 km.
Onsdag
var jeg på en Art Deco Guided tur rundt i Napier, men Roy fra Rotary og jeg
havde inviteret Camille med også. Vi brugte et par timer på at gå rundt i byen
og se arkitektur og udsmykninger i art deco stilen. Jeg må sige at det virkelig
åbnede mine øjne. Selvom jeg har været rundt i byen flere gange så har jeg ikke
set halvdelen af det jeg så på de tur. Meget af det er oppe over hovedhøjde,
enten på 2. etage af bygninger eller over døre eller lign. Det ser man
simpelthen ikke når man går rundt, vi kigger ikke på, det gør vi bare ikke. I
kan måske selv genkende det hvis i går en tur i byen og kigger op.
 |
| Radiointerview på Cape Kidnappers. |
Dagen efter torsdag var jeg i Hastings til at
radiointerview. Lynn Trafford fra Rotary
Ahuriri Sunrise lavede et rigtig fint interview med mig omkring det at være
udvekslingsstudent og Danmark i forhold til New Zealand. Det er lidt under en
halv time langt og bliver sendt d. 2. november 9.30 min tid. I kan hente det
online på Radio Kidnappers hjemmeside, derefter. Jeg skal nok lægge et link op.
Hvis jeg selv skal sige det, så er der værd at lytte til.
 |
| En rigtig fin aftekjole. |
 |
En lille selfie fra 14
hours homeless. |
Fredag aften var jeg til 14 hours homelesss. Det er som navnet
indikere, 14 timer hvor vi er hjemløse. Dette projekt er for at samle penge ind
til et container projekt her i Napier for Salvation Army. Containerne vil blive
bygget om det midlertidigt værelser til hjemløse. Vi har samlet 226 $ ind til
dem og så sov vi ude den nat Abby Sacha og jeg. Vejret var rigtig fint, det var
klart og ned til 5°
men det var rigtig fint. Vi mødtes kl. 6 og fik supper og brød, havde en
velkomst og fik noget mere information om hvad vi havde samlet penge ind til,
så en film og hyggede. Vi sov i en ”papkasse-tunnel.” Vi satte et par papkasser
sammen til en tunnel og sove ned i den i vores sovepose, med hoved ud af
åbningen i den ene ende. For mit vedkomne var det slet ikke koldt, heller ikke
komfortabelt, men rigtig fint og det var hyggeligt at sove under stjernerne.
Det kan mine venner se frem til at jeg hiver dem med i når jeg kommer hjem.
Måske bare med liggeunderlag eller lign. i stedet for pap.
 |
| Min "smukke" "tatovering". |
Resten af weekenden var meget stille og rolig. Abby tog med
hjem til mig efter sleepoveren og vi var sammen den dag. Vi så film, spillede
kort og cyklede langs stranden. Det er sjovt hvordan vi overhovedet ikke kender
de samme spil. Jeg lærte hende svensk idiot og 500, men hun lærte mig speed og
last card. På vores cykletur kom vi forbi et lille marked som vi kiggede ind
til. Der var et sted hvor man kunne få tatoveringer. Jeg var ved at få det
kinesiske mærke for liv, fordi jeg lever livet, men så så jeg en skabelon til
en der sagde ”Rotary Babe” og en tegning. Det var ret sjovt. Rotary er åbenbart
også et bilmærke (et cool et, jeg har googlet det) så derfor var det der. Det
er et sjovt lille ordspil, så det fik jeg på min højre overarm.
Som I måske har regnet ud var det bare en ’Airbrush’ tatovering som er noget farvet
sprøjtet PÅ huden og ikke I huden, så den er blevet vasket væk igen. Det så
forfærdeligt ud på min blege overarm. Jeg nåede dog lige at skræmme,
værtsforældre, rigtige forældre og alle til Rotary mødet først. Jeg må ikke få
tatoveringer eller piercinger hernede, det siger reglerne.
 |
| Sommeruniform |
Så nåede vi (endelig) frem til nu. Jeg startede i skole i
går, mandag, igen efter ferien. Det var rart nok at være tilbage og se vennerne
igen. Det var også min første gang i min sommeruniform. Indtil Labour weekend
om 2 uger kan vi selv bestemmer om vi vil være i fuld vinter eller fuld somme
uniform, derefter er det altid ful sommer. Min sommeruniform er den samme nederdel, en
kortærmet hvis skjorte ud over nederdelen, hvide strømper og samme sko, eller
roman sandaler. Der er intet slips og du kan tage din sweater på som du har lyst.
Om kun 2 uger skifter jeg værtsfamilie… Det er meget
underligt. Samtidigt er der kun en måned til sydøes turen og pigerne er for
alvor begyndt at tælle ned til vi er færdige i skolen om små 4 uger. Alt sammen
meget spændende… Men det kan I høre om senere.
Undskyld det blev lidt meget langt….
Hyg jer - Nanna Rytz
Ingen kommentarer:
Send en kommentar