Jul, nytår og masser af evntyr

Hej Alle

Så kom der gang i bloggen igen. Jeg tænkte at jeg lige ville give jeren opdatering om jul og nytår og så kan I få del 2 af sydøsturen senere. Jeg skal nok prøve at se om det kan være snart, der er allerede gået for lang tid, med det tager tid og skrive og jeg har haft fuld gang i den på det seneste. Masser af dårlige undskyldninger…

Mine fag er markeret med gul.

Jeg kom hjem fra sydøen d. 3 og d. 4. var jeg inde på Saced Heart for at vælge fag til næste år. Det var med ret kort varsel, de havde sendt et brev ud, men det havde bare ligget på min kommode og ventet på mig, og da jeg åbnede det stod der at jeg skulle møde den næste dag, så det var ret kort varsel, men det blev selvfølgelig ordnet og jeg havde en rigtig fin samtale med vores viceinspektør den næste dag. Grunden til at jeg skulle derind i første omgang var fordi, de fag jeg havde valgt faldt sammen. Engelsk var mit største problem, det faldt enten sammen med idræt eller maling og de var egentlig de to ting jeg helst ville have... Vi snakkede lidt om det og hun sagde at jeg kunne lade være med at tage engelsk, også selvom det er obligatorisk på skolen, men jeg ville egentlig gerne havde engelsk så det endte med at jeg skal tage engelsk på Year 13 niveau, der svare til 3. G. Det er rimelig cool, så nu må vi se hvordan det går. Ud over engelsk er Kristendom obligatorisk og så tager jeg Idræt, maling, Kost og logi og Digital Teknologi. Jeg ville egentlig ha taget design i stedet for Digital teknologi, men det passede heller ikke. Jeg er rigtig godt tilfreds og tror jeg får en vildt godt og sjovt år næste år.

Jeg bager klejner

Der jules igennem til
den helt store guld-
medalje.

En anden ting jeg brugte min tid på op til jul var at bage. Jeg bagte klejner, brunkager, vaniljekranse og pebernødder. Småkagerne skulle bla. bruges til julegaver og så til mine værtsfamilie så de kunne smage lidt dansk jul. Det har ikke rigtig føltes som jul hernede. Det er varmt og lyst og jeg har ikke min familie til at julehygger med så det var rigtig meget det modsatte af hvad jeg kender. Selv en dag hvor jeg stod op og bagte julekager og flettede stjerne og julehjerter og klippe klistrede hele dagen til julemusik føltes det stadig ikke som jul… Men det er okay. Jeg har fået en helt anden oplevelse og jeg havde en rigtig god jul, selvom det ikke føltes som jul.

Min værtsfamilie tog over til Sydney, Australien over julen for at besøge deres datter der bor og arbejder derover, så jeg flyttede tilbage til Sue og Neill for ca. 2 uger. Jeg flyttede den 22. december og derfra var det nærmest fuld gas igen.

                      Den 24. havde vi en minijuleaften med Sues far, Brian, og bror Mark, og hans kone, Nicki og børn, Libby og Thomas. Vi fik et rigtig godt måltid fulgt at en god risalamande. Ja, jeg havde lavet risalamande til dem helt fra bunden og med mandelgave. Det var faktisk rigtig lækkert. Risengrøden var lavet af risottoris hvilket endte fint og kirsebærsovsen var lavet på friske kirsebær. Den var så lækker. Vi går glib af noget hvert år ved kun at have den færdiglavede kirsebærsovs. Jeg elsker kirsebærsovs og når den er lavet på friske kirsebær er det bare endnu bedre. Risalamande har aldrig været min ynglings dessert, men når man selv har lavet den smager den nu meget godt.

Masser af julelys

                    

 Efter aftensmaden var vi en tur rundt i Napier på en bus for at se julelys med mere af familien. Det var en rigtig hyggelig lille rundtur. Julelysene var alle de pyntede huse fyldt med julemænd og rensdyr og alt hvad der ellers høre til. Nogen af dem var gået fuldstændig amok, det var ret vildt.

Der var masser af lækre bølger ved
Westhore juleaftensdag

Jeg var selvfølgelig også en tur i vandet i Westshore. Det havde jeg jeg sagt til mig selv lige siden jeg vidste at jeg skulle til New Zealand. Selvfølgelig skulle jeg da bade, fordi det er varmt og fordi at jeg aldrig ville bade i havet juleaftensdag i Danmark.

                  






   Den 25. december havde vi så en New Zealandsk jul. Jeg skypede hjem og sagde hej og fik den sidste dans omkring juletræet med. ’Nu det jul igen’ blev sunget og løbet rundt i huset mens jeg var med i hånden på min søster over skype. Ikke helt som vi plejer men det var sødt af dem. Jeg gik bogstavligt talt lige ud af sengen og til at skype dem. Bagefter åbnede jeg min ’Stocking’ eller sok. Hernede bruger de ikke sokken som en adventskalender, men fylder den i stedet med små gaver, og så er det det første man åbner julemorgen. Gaverne er som regel lidt frugt og gotter og småting, fx make up eller lign. Vi snakkede lidt mere og jeg åbnede mine gaver fra dem inden de blev for utålmodige og  ville have deres egne gaver. Det var super rart at snakke med dem og være en lille del af jul i Danmark.

Jule mad og jule hatte

 Dagen brugte vi i ’Eskdale Park’ som er en park i Eskdale, sjovt nok. Her fik vi en stor julefrokost, det er frokosten hernede der tæller ikke aftensmaden. Vi fik grillet lam, salat og kartofler. Til dessert fik vi Pavlova som er en New Zealandsk dessert. Det er nærmest en marengskage med frugt og bær på toppen.  Mums. Vi brugte egentlig bare dagen derude på at hygge i det gode vejr og lave mad og slappe af.  Vi åbnede ikke flere gaver end bare min stocking, da vi havde den store familiejul dagen efter, så vi gemte dem til den. Det er som regel ellers d. 25. at man åbner gaver i New Zealand.

Pavlova - mums

                      Vi havde også christmas cracker. En christmas cracker er lidt ligesom en knallert vi trækker til Nytår de gør det bare til jul hernede. Det er en fast del af alles jul at man skal have dem. De indeholder en fin lille festkrone, en DÅRLIG julejoke og en gave af en eller anden slags. Gaven kan være alle mulige småting; en oplukker, et spejl eller lign.  Så sidder man ellers der rundt om bordet med festhatte i fine farver og griner af de dårlige jokes eller leger med sin gave. Det er en ret god ide, jeg kan godt li’ den.

                      Jeg var også en tur i vandet d. 25. Det var faktisk dejlig varmt begge dage, måske omkring den temperatur som vi opnår når det er varmest i Danmark. 

                      Den 26. var den så den store familie jul. Vi var ligesom d. 24 samlet hos Brian med Mark og Nicko og Thomas og Libby og så var Phillip og Justine, Neills søn og hans kone og Karen, Brians hjælper og ven der også.  Vi startede ud med en champagne-morgenmad som er en anden tradition hernede. Det er en stor morgenmad med æg, bacon, champignoner, tomater, hashbrowns( indeholder IKKE hash ), rejer og pølser, alt sammen lavet på grillen. Som navnet siger får man champagne til. Jeg har ingen ide om hvem der opfandt det, men det var meget lækkert.

Gaveåbning. Hvad mon der er i Brians
store gave?

Mens vi prøvede at få noget appetit tilbage og ventede på / lavede den store julefrokost åbnede vi gaver.  Vi samledes inde i stuen under det lillebitte falske juletræ og folk delte deres gaver ud til hinanden og vi så på og pakkede gaver ud. Ingen dans og juletræet eller sang. Jeg fik masser af New Zealand ting og souvenirs, en af de bedste var et par øreringe og en halskæde lavet af Tui Kapslet. Tui er en New Zealandsk øl, som rigtig mange drikker og det er også en New Zealandsk fugl. Min første værtsfar høre til dem der drikker meget Tui, så de kommer til at minde mig om ham hver gang.       Der var en par pakker hjemmefra, og så fra værtsfamilier, og værtsfamiliers familie og fra min counsellor, Rotary præsident og andre Rotary medlemmer, så der var lidt pakker til mig, selvom jeg er i New Zealand.

Så er der serveret; god mad og godt selskab.

                      Klokken halv 4 / 4 ventede så den store julefrokost det var ifølge tidsplanen, der er blevet udarbejdet gennem mange år med samme fremgangsmetode, ca. en time forsinket, men det var mere eller mindre med vilje og ingen klagede over det. Vi fik glaseret skinke, kylling, kartofler, bønner, brun sovs og hvis sovs, ærter, kumara(sød kartoffel) og en speciel dampet julekage til desser med friske bær og is. Igen et lækkert måltid og der blev spist rigeligt.

Vi feltter med flax.

                     


I løber af julen har jeg flettet julestjerner og lavet julehjerter med nogle forsyninger sendt hjemmefra, men d. 26. flettede jeg med flax i stedet for. Flax er en New Zealandsk plante og vi lavede blomster og stjerner. Stjernerne lignede faktisk meget de danske julestjerner.

En del af familien 9 personer mangler stadig på billedet.

D. 27. tog vi afsted i autocamperen igen. Først tog vi til Waikanae som er en lilly ferieby på vestkysten nord for Wellington. Her har Neill, min værtsfar, noget familie, så dem skulle vi ned og sige hej til. Vi havde tre dejlige dage dernede med super godt vejr og fuld gang i den. Vi var mere end 20 til middag hver aften og 6 af dem var børn yngre end mig så der var sjældent et stille øjeblik. De boede meget tæt på stranden så vi brugte masser af tid der eller i baghaven på at spille fodbold eller cricket. Vi besøgte også et bilmuseum fyldt med gamle biler og nyere biler og bare maser og masser af biler, det var rigtig cool. Jeg kan godt lide biler og specielt gamle biler, så det var en cool tur.

South ward bil museum

Sol går ned over stranden i Waikanae.

                   

Der var smukt i ved Manawatu floden.

 På vej til næste stop overnattede vi ved Manawatu floden i den ene ende af Manawatu slugten. Det var et rigtig flot sted og det blev til ikke én med to svømmeture i floden.

                  

Jaaa, vi hopper ned fra broer

Den grønne ting er 'Sea biscuit'en

   Dagen efter tog vi igen afsted, denne gang til Porungahau som er en lille by på vestkysten. Lidt den samme mentalitet som er de små fisker samfund i Vestjylland. Det var vel egentlig også et lille fiskersamfund, men kun for sommerferien. Vi besøgte nogle venner dernede og havde igen 3 dage med masser af sjov. Nytårsaften var en af de bedste. Vi brugte dagen på at lege ved floden, da havet var for vildt. Jeg sprang ud fra en bro og ned i floden flere gange. Broen var i underkanten af 7-10 m høj og det gav det helt rigtig sug i maven at hoppe ud derfra.  Jeg fik også en tur på en ’water biscuit’ som er en oppustelig flåde lignende ting spændt efter en båd. Båden trækker dig rundt og når han svinger er det bare med at holde fast. Vi var på vildt længe inden Brooklyn, som jeg var sammen med, faldt af og så var det vist nok. To dage efter havde jeg stadig ondt i armene og lårene af at holde fast, men for Søren hvor var det da godt nok sjovt.

Vi rister skumfiduser og skåler i
champange for at fejre det nye år.

                      Nytårsaften brugte vi sammen med familien ved siden af som de var og vi blev rigtig gode venner med. Vi havde en rigtig fin grillmiddag og der var også lidt champagne og fyrværkeri indblandet. Jeg var vildt glad for at vi rent faktisk havde fyrværkeri, det er ikke normalt at have det til nytår, man kan faktisk slet ikke købe det det, kun til Guy Fawkes i november, men Trevor, som faren i familien hed, havde gemt noget derfra så vi havde lidt. Det var rigtig fint, men vi er altså bedre til fyrværkeri og til nytårsaften generelt i Danmark. Det er slet ikke så stor en fest hernede…

Vi legede lidt med stjernekastere

                Den første dag i det nye år blev blandt brugt på at køre en tur over nogle marker ud til kysten. Det lyder måske ret sørgeligt, men det var vildt cool. En firhjulstrækker og så op og ned af bakker og marker som vi slet ikke kan forstille os i Danmark. Det var en god lille tur, mange bump, men en god tur. Det var igen mig og familien ved siden af. En søn arbejde på gården en gang i mellem så han kørte os over stok og sten ud til vandet.

Mission er sat i gang

Missiom: failed, det var alt vi fik med
hjem.

 Om eftermiddagen havde vi en mission. Vi skulle have fat i en krebsefælde eller hvad man kalder den, som de havde sat ud inden vinden gjorde havet vildt. Den havde så revet sig løs men nu kunne de se bøjen fra kysten, så den skulle vi da lige ud og hente. På med våddragten igen og ud i bølgerne. Trevor(faren i familien ved siden af), Nicholas( Trevors søn) og jeg stod på en sandbanke lidt længere inde og holdt deres reb, mens Ethan(søn ved siden af) og ”vores” Trevor(Sue og Neills ven som vi kom for at besøge) gjorde det hårde arbejde og svømmede mod bølger strøm og alt andet der prøvede at forhindre dem i at nå til fælden.. Da vi endelig kom derhen var den begravet mere end 1,5 m nede i sandet, så desværre fik vi ikke mere ud af vores mission end en bøje og rebet… Mission: failed…

Vi samler muslinger.

På vej tilbage stoppede vi lige ved et par store sten og tog lidt muslinger med hjem, direkte fra stenen. Det var rimelig cool og viste meget godt hvordan stemingen var i Porangahau; meget afslapper og ligefrem. Efter et varmt bad og farvel krammere satte vi atter kursen mod Napier efter endnu en dejligt eventyr.

Team træ! med Ross' skulder...

Allerede dagen efter var jeg på den igen. Denne gang var Camille (belgiske student) og jeg med Greenmeadows og Taradale Rotary klubber oppe ved Lake Waikaremoana i Camp Kaitawa, som er en lejrskole. De to klubber tager derop hvert år først i januar for at gøre lejren lidt i stand igen så den er lækker til det næste år. Vi arbejde om morgenen og hyggede os om eftermiddagen. Vores arbejde bestod blandt andet i rengøring, at male spisestuen og facaden, at trimme træer tilbage og lave brænde. Camille og jeg havde mest at gøre med de to sidste. Vi slæbte grene væk når Ross savede dem ned og vi slæbte brænde.

                    


 Om eftermiddagene var vi ude at vandre og så blev der spillet rigtig meget kort og Rummikub, læst en del og vi havde den årlige tradition med et puslespil der skulle laves.

Pandelygterner er klar til grotterne.

                     

Den første dag var været ikke særlig godt, så vi gik under jorden og gik rundt i grotter og så på dem. Det var ikke vildt store grotter, men det var cool alligevel. Der hang en tyk tåge over hele området så vi kunne hverken se ned til søen eller op til toppen af Panekeri Bluff.

Lous Lookout 

                      Den anden dag gik vi op til Lous Lookout som var et fint lille sted på toppen af en af bakkerne/bjergene med en smuk, smuk udsigt over søen og den omgivende skov.

                   

Panekeri bluff

  Dagen efter gik vi op til Panekeri bluff. Toppen af endnu et bjerg/bakke med endnu et fint udsigtspunkt. Turen derop var 1 times gangs opad. Ikke bare op og hen og op og hen, nej op ad hele vejen og endda ret stejlt, det var et godt workout, men vi nåede da toppen uden det store drama. Da vi kom derop var det meget specielt. Udkigsstedet var af den her sandfarvede sten. Når man gik ud til den kunne man kun se vandet, ikke den stejle, bevoksede skrænt der førte ned til vandet. Jeg fik lyst til bare at tage tilløb og hoppe ud i vandet, selvom jeg nok havde slået mig selv ihjel en halv snes gang ved at gøre det. Det var stadig ret cool at stå og kigge ud over søen deroppe. Det var næsten alt for stort til at tage ind alt sammen.

                   

Roning er ikke vores styrke....

  Den sidste dag tog vi op til søen, Waikareiti. Det er en sø, med en ø med en sø, derfor er den ret speciel. Vi gik ca. en time op til et lille skur hvor der også var robåde og så roede vi med meget besvær over til øen. Vi tog 6 afsted i bådene, 3 i hver, men kun Camille, Graeme og jeg kom derover. De andre vente om fordi det var for besværligt. Det var svært at styre båden, vinden var et stærk, men vi ved ikke om det er den vi skal skyde skylden på, eller om båden bare var super dårlig, eller om det var vores roningsevner der haltede. Med meget besvær kom vi alligevel over til øen gik en meget lille tur op til søen. Så vi stod ved siden af en sø på en ø i en sø på en ø, det var ret cool, selvom søen og øen ikke var det helt vilde.

Rummikub når vi har fri, hvem vinder..??

                      Vi havde nogle rigtig gode dage deroppe. Masser af hygge et par svømmeture i en lille sø i lejren, masser af spil og gode mennesker, så det var dejligt. Jeg syntes også at det var rigtig rart at være udenfor hele dagen og arbejde og blive rigtig fysisk træt og sove tungt om natten fordi man er brugt, den følelse har jeg savnet.

Vi sejler og snakker og hygger :D

Igen en kort pause hjemme, to nætter denne gang inden jeg tog afsted igen. Sue og Neill var på den igen og vi tog op til Taupo sammen med Sue’s far Brian, for at besøge Mark(Sue Bror), Nicky(hans kone) og Thomas(deres søn).Hele formålet med at tage derop var fordi jeg skulle i skole igen i Elmores vanskis skole. Da vi kom derop var vinden dog for stærk, og bølgerne for store til at stå på vandski, så i stedet tog Thomas og jeg ud at sejle i deres lille face 2 båd. Det var super fedt. Det er en lille båd, der nærmest bare er et enormt surfbræt (næsten) med et sejl (og forsejl).  Thomas har sejlet i mange og er rigtig god til det så vi sejlede derud af. Efter jeg havde fundet mig til rette var det bare super, super sjovt.

Vi sejler da bare lidt mere :D

Vi sejlede frem og tilbage for fuld fart flere gange og blev godt og grundigt våde og fik vand plasket i ansigtet og over alt, jeg skulle nok ha lukket min mund, men jeg kunne slet ikke stoppe med at smile. Vi sejlede på Taupo, som er en sø, så det var saltvand, så det gjorde ikke noget om vi fik det i øjne og mund. Efter at ræse frem og tilbage sejlede vi ind kun for at sejle ud igen og tage på en lidt længere og langsommere tur i mod/medvind. Jeg nød det virkelig og da vi kom tilbage tog vi endnu et par tur frem og tilbage inden vi stoppede. Jeg kunne slet ikke få nok. Vi var derude i 2 timer. Det var en rigtig god mulighed for at snakke lidt mere med Thomas, som jeg kun har set to dage til jul, da han ellers har været på tur rundt i verden. Jeg havde det bare så super sjovt derude, det er svært at forklare, men nøj hvor jeg nød det.

                      Jeg er dog meget overrasket over at jeg ikke vågnede op med ømme mavemuskler den næste dag. Vi hang ud over siden af båden i to timer, selvfølgelig ikke 100 % hele tiden, men mere eller mindre og jeg kunne ikke mærke det næste dag. Alt min træning virker til at virke, haha, næsten.

Jeg står på vanski, jep, jeg står rent faktisk på vandski

Den næste dag havde vinden lagt sig en del, men mest vigtig den var drejet om i en anden retning, så det var okay ar stå på vandski. Det var okay, men ikke optimalt. Men det skulle da ikke stoppe nogen. Selvom jeg var ret nervøs og lidt utryg, hvorfor ved jeg ikke helt, tog vi da ud for at lære mig at stå på vandski. Mark sejlede båden, Thomas var assistent for ham og mig på båden og Nicky var instruktør og hjælper på stranden. Jeg var ret nervøs / spændt et eller andet for det, og jeg tænkte alt for meget over det, men vi kom stadig i gang. Jeg kom op og ud af vandet allerede første gang og stod et lille stykke dog stadig ret dybt i knæene. Den næste gang rejste jeg mig op for hurtigt og skiene smuttede under mig. Forsøg nummer tre var god. For første gang nød jeg det og det blev længere og længere. Nummer 4 og 5 var også gode og jeg begyndte virkelig at få følelse med det. Nummer 6 var virkelig god. Jeg blev stående og stående og vi sejlede/ skiede rundt i en stor cirkel og jeg drejede lidt frem og tilbage. Jeg stod rigtig på vandski, ikke bare op og lidt og ups jeg faldt. Denne gang gav jeg selv slip efter et godt stykke tid fordi mine lår og arme var trætte. Da Thomas gav slip tidligere var det meget elegant, så det tænkte jeg at jeg ville gøre på samme måde. Ja, det lykkedes ikke helt, i stedet ”faceplantede” jeg vandet. Ups… Men det ødelagde ikke den super gode oplevelse. Jeg havde vildt lyst og har stadig vildt lyst til at stå mere på vandski, men jeg trængte til en pause efter den lange tur og min tålmodighed var kortere end den pausen jeg havde brug, så forhåbentlig kommer jeg ud igen en anden gang.

                     
Om eftermiddagen tog Neill, Thomas, Mark og jeg ud at fiske efter ørreder. Jeg havde ingen ide om hvad jeg lavede og fangede da heller ikke noget, men Mark hev en fin lille ørred en, lige præcis stor nok til at tage med hjem og det gjorde en rigtig god lille forret / nibbles for os. Mums.

                      Endnu et par enormt gode dage. Jeg elsker den del af familien og nyder at tilbringe tid med dem. Vi lavede en masse vildt fede ting og ja, det var bare et par rigtig, rigtig gode dage. Det er den 5. gang siden jul hvor jeg slet ikke har haft lyst til at tage hjem. Men hjem gik det igen til Napier og måske et lidt mere roligt program. Jeg ved dog aldrig. Ting popper som regel op selvom jeg ingen planer har, så nu må vi se. Jeg skal i hvert fald bare nyde mine sidste ugers ferie inden skolen starter igen i februar.

Hyg Jer - Nanna Rytz