Hej Alle
Puha… Tiden får så sindssygt
stærkt! Har allerede sagt det 100 gange men siger det igen. Det føltes som så
langt tid, samtidig så kort tid siden jeg havde mere end en måned tilbage. Nu
har jeg 10 dage… Jeg har stadig ikke indset det, prøver at lade hver med at
tænke på det, og leve en dag af gangen. Forberedelserne er lige så stille
begyndt, men i mit hoved er jeg ikke på vej hjem endnu. Det kommer nok til at
ramme mig rigtig hårdt lige pludselig,
men jeg er opsat på at få det bedste ud af min sidste tid.
Rigtig
mange spørger mig; Glæder du dig ikke til at komme hjem til din familie venner
etc? Svaret er jo, og i øjeblikke er jeg næsten klar til bare at hoppe på
flyveren og tage hjem til dem, men det næste har jeg så ikke rigtig lyst til at
tage af sted alligevel. Jeg glæder mig
til at komme hjem, men jeg er mere ked af at tage af sted. New Zealand, Napier,
Sacred Heart etc. Føles som mit liv nu og det er underligt at skulle rive alt
det op og bare forlade det… Udvekslings er at du bliver sendt om på den anden
side af jorden og får 11 måneder til at bygge et liv op og så bliver det flået
ud af hænderne på dig. Det er som sagt en mærkelig følelse, men prøver ikke at hænge for meget i det og bare
nyde min tid og mine venner.
Jeg
tror dog familien og vennerne derhjemme efterhånden glæder sig rigtig meget til
at se mig igen, og jeg glæder mig også til at se dem. <3
Som altid får I også en lille update på hvilke eventyr jeg
har haft gang i. Min kalender har været og er fyldt op med aftaler og lign. Der
er så mange jeg gerne vil se før jeg tager afsted, så mange ting jeg skal og
vil.
Den 11. juni var jeg til bal. Min skole Sacred Heart og
Sankt John(bror-skole) havde deres årlige ball/galla. Det var en rigtig, rigtig
fin aften, men masser af dans, billeder og ømme fødder. Jeg gik sammen med
Cameron, min værtsfamilies sted-barnebarn og vi havde en rigtig god aften
sammen med mine venner.
I sidste weekend, 18. juni, tog hele familien(værtsforældre
Phillip og Judy, deres datter Katie og hendes familie, Craig(kæreste) og
Ashleigh og Cameron(Craigs børn)) og jeg til Wellington. Vores primære grund
var for at e The All Blacks. Vores nationale rugby hold, New Zealands helte.
Jeg har skrevet om dem før(håber jeg) da vi vandt verdensmesterskaberne sidste
år Nu er sæsonen så så småt startet igen og de er i gang med at bygge et nyt
hold op til det næste verdensmesterskal i 2019. De har 3 kampe mod Wales her i
New Zealand og vi var som sagt i Wellington til den i sidste uge.
Det
var så super fedt, jeg er selv en stor All Blacks fan og havde min trøje,
hasltørklæde og skilte og flag med på Stadion.
Det var fantastisk. Atmosfæren blev rigtig god i anden halvleg, da de
begyndte at score tries(rugby point) på stribe lige nedenfor hvor vi sad. Det
var en fest og det var så lækkert at se dem live efter at ha fulgt dem hele
året. Vi vandt selvfølgelig og det var bare en lækker oplevelse!!!
Dagen
efter var vi lidt rundt i Wellington, blandt andet op Mount Victoria - jep et
lille bjerg. Jeg har lært en tid her i New Zealand; hvor der er et bjerg, er
der folk der løber eller i det mindste går op ad det. Det er nok ikke kun i New
Zealand, men mange byer fx Auckland, Wellington og Tauranga har mindre
bjerge/bakker i byen som folk bruger til at motionere plus at de er turistmål.
Mandag var det mit næst sidste møde i Rotary Klubben og jeg
var dagens taler. Jeg viste en video af mit år, men billeder og videoer fra
oplevelser jeg har haft og snakkede om hvad udvekslings har gjort for / lært
mig og hvordan det har ændret mig. En ting jeg har lagt rigtig meget mærke til
på det seneste er at jeg er lidt mere bekymringsfri. Jeg bekymre mig ikke så
meget om ting jeg ikke kan gøre noget ved, men gør noget for det jeg kan. Og
generelt er jeg bare lidt mere afslappet omkring mange ting. For eksempel min
præsentation, efter som jeg laver en lille én hver uge og i øvrigt er meget
afslappet omkring at tale for folk, så havde jeg faktisk slet ikke øvet min
tale, kun skrevet stikord og lave en power point. Dels fordi jeg ikke rigtig
havde tid, men også fordi jeg ikke var så bekymret for det. Det gik skam fint
nok, snakkede nok lidt for stærkt, det gøre jeg altid, men er egentlig okay
tilfreds, så det er meget heldigt.
Klubben
og alle de gæster der kom for at høre mig, inklusiv et par venner fra skolen og
en familie til en af dem, virkede rimelig glade for det, så det var godt nok.
Som tak for et fantastisk år havde klubben samlet penge ind til at købe en gave
til mig og de havde købt et Pandora Armbånd, det er ret sjovt for Pandora er jo
dansk, og lidt en intern joke for mig hernede, men det er en rigtig fin ide og
så kan jeg samle vedhæng fra alle de lande jeg besøger i fremtiden. Der er
allerede en kiwi og et hjerte på den.
 |
| Jeg kigger ud gennem en sprække i "skorstenen" |
I den her semester har vi klatret i idræt, som i op ad en
klatrevæg. Vi har selv en væg på skolen og har klatre minimum en gang om ugen.
Det har været vildt fedt. Forløbet sluttede så af med at vi i går tog til
FlaxRock som er en endnu større endnu svære klatrevæg her i Hawkes
Bay(Flaxmere). Vi brugte en halv dag derude og det var rigtig cool, men også
udfordrende. Flere af pigerne klatrede for karakterer, men da jeg ikke for
karakterer klatrede jeg mest for sjovs skyld. Der var 13m til toppen, og det er
ret højt når man som jeg ikke er super komfortabel på en klatrevæg. Jeg kom dog
til toppen på 3 forskellige klatringer(hvis man kan sige det, hvis ikke har jeg
lige opfundet et nyt ord)/climbs.
Den
første var let at gå til, og det var mest bare for at komme til tops og få
selvtillid på væggen. Derefter klatrede jeg en ”skorsten” som er et hul rum med
4 vægge der går ind og ud og lidt frem og tilbage, men meningen er at der er 4
vægge omkring dig så du kan bruge væggene til at klatre. Den var ret sjov, den
kunne jeg godt lide.
 |
| Næsten ved toppen |
Den
sidste og den sværeste af de tre jeg prøvede var en jeg havde fået øje på da jeg
kom ind, og sagt at den kunne jeg godt tænke at prøve. Jeg troede dog ikke
rigtig på at jeg ville nå toppen. Jeg startede med ca. 15 minutter tilbage til
vi skulle afsted og klatrede afsted. Den første halvdel gik fint nok, jeg er
ikke den hurtigste klatre(overhovedet), men når man efterhånden har været
deroppe lidt tid bliver ens arme, hænder og fingre rigtig trætte, mine gjorde i
hvert fald og den sidste halvdel var lidt fald af, grebet af rebet, pause,
start igen, klatre lidt mere og så forfra. Tiden var efterhånden ved at rende
ud og jeg var ikke særlig langt fra toppen, men hver gang jeg prøvede at holde
fast med mine hænder/fingre, kunne jeg mærke at jeg ingen styrke havde i mine
fingre og så faldt jeg af igen. Efter 20 minutter måske, nåede jeg endelig
toppen og det var meget forløsende!!!
Mine
hænder, arme og fingre var meget ømme og meget trætte bagefter, da jeg spiste
aftensmad mere end 6 timer senere, kunne jeg stadig mærke at jeg ikke havde
fuld styrke i mine hænder. I dag dagen efter er de dog okay ;)
 |
| Okare og jeg er gode venner |
I dag havde jeg endnu en dejlig oplevelse. Den nuværende og
tidligere præsident for Rotary Klubben og jeg tog ud til Riding for the Disabled
(Ridning for de handicappede) for at tage nogle billeder, da klubben
sponsorerede noget nyt udstyr til dem sidste år. Vi tog billeder osv., men det
var ikke det bedste. Det bedste var at jeg fik lov til at ride en tur. Har
været hestepige i mange år, men et slemt fald har holdt mig lidt tilbage, og
med efterskole og det her år tror jeg ikke jeg har redet i mere end 1 år. Det
var super rart at være tilbage på hesteryg og jeg nød det i fulde drag. Jeg kunne
mærke lidt selvtillid på hesten komme tilbage og det var bare helt fantastisk.
Jeg savner stadig mine dyr. De har en lækker hund ude ved RDA og hestene og der
var en kat i huset hvor jeg var her til aften. Jeg elsker dyr, specielt de lidt
større eg hest og hund, og glæder mig til at se mine firbenede venner
derhjemme.
Nu er der ikke langt tid til jeg ser jer igen, så vi ses
snart! <3
Hyg jer - Nanna
Ingen kommentarer:
Send en kommentar