Hjemme igen

Hejsa

Så er vi på vej til Frankfurt

Så er jeg kommet hjem og faldet lidt på plads efter mit eventyr i New Zealand.

Det var hårdt at sige farvel og tage hjem, det var rigtig hårdt, men jeg er sikker på at jeg kommer tilbage igen. Der var mødt rigtig mange op i lufthavnen i Napier for at sige farvel og det var rigtig dejligt. Jeg endte vist med forsinke flyet lidt, men i lille Napier så gjorde det ikke så meget. Da jeg kom til Auckland mødte jeg op med de tre andre udvekslingsstudenter fra Danmark og vi skulle alle rejser hjem sammen, hvilket var rigtig rart da det gjorde turen lidt mindre træls.

Poolen i Singapore

Turen var slet ikke så slem, vi hyggede og snakkede og så film og sov lidt frem og tilbage og før vi vidste det var vi i Singapore. I Singapore havde vi 8 timer og det virker som lang tid, men det gik fint nok. Noget af det første vi gjorde var at hoppe i poolen. På øverste etage af lufthavnen har de en lækker pool man kan hoppe i og det var det bedste vi gjorde hele turen. Singapore er så varm og selvom det var tidligt om morgenen var det 30 C° varmt og det er bare lidt for meget, så at blive kølet ned i poolen som havde den helt rigtige temperatur var rigtig dejligt og så følte man sig lidt mere frisk til næste etape.

Næste etape var 13 timer til Frankfurt. På turen var flyet kun halvt fuld, hvilket gjorde rejsen meget bedre. Vi kunne ligge over en hel række sæder og sove og det var bare rart at flyet ikke var trykket fuld med mennesker. Efter nogle lange timer kom vi også til Frankfurt og der ventede os lidt af en chok; Security. At gå gennem lufthavnen fra en terminal til en anden og gå gennem alt muligt pas kontrol og sikkerhed og hvad ved jeg skræmte mig faktisk lidt. Det er jo konsekvenser af alt det der er sket i Europa i det her år. Det har alt sammen virket langt væk og ikke rigtig virkeligt, men i Frankfurt kunne jeg lige pludselig se dem med mine egne øjne. Masser af grundig security og masser af politi og mange af dem med store våben hængende ved brystet. Det skræmte lidt som jeg sagde, men heldigvis havde vi ingen problemer.   

Alle i All Blacks trøjer og også med Rotary Blazere,
Sebastians var blevet for lille.

Da vi var på vej ud til flyet var der et par danskere der stod ved siden af os og de snakkede sjovt nok dansk. Det var det første dansk jeg har hørt snakket omkring mig i rigtig lang tid og det var super vildt underligt at hører!!! Det blev så endnu mere underligt da sikkerhedsinstruktionerne i flyet kom på dansk. Jeg skulle lige vænne mig til det og vænner mig stadig til det. En anden ting er at folk omkring kan forstå hvad jeg siger på dansk, det er også underligt.

Efter et stykker tid kom vi så til Danmark. Endelig hjemme, men det var en underlig følelse i maven. Vi fik vores bagage og tog alle sammen vores All Blacks trøjer på og Rotary Blazere på og tog nogle billeder. Vi havde alle fået den samme trøje, det var ret sjovt.

Og så ventede familien ude igennem porten. De ventede med krammere, flag banner og champagne og lidt tårer. Det var rigtig dejligt at se dem igen og kramme dem igen, selvom det stadigt virkede lidt surrealistisk at jeg var hjemme. Vi kørte tilbage til farfar og sov natten over. Han gav os smuk morgenmad og hans velkommen hjem krammer var helt fantastisk. Jeg har egentlig savner god morgenmad med lækker franskbrød og dagmartærte.

Vi kørte så hele vejen hjem d. 6. og da vi drejede ned af vejen snakkede vi mest bare om at se min hund igen og hvordan hun ville reagere. Det blev der så ikke tid til. De vi kom tættere på huset kunne jeg se 4 flag oppe i vores allé og da vi kom endnu tættere kunne jeg også se et stort banner med et billede af mig der hang på gavlen og da vi så kom endnu tættere kunne jeg også se en samling af familie og venner ude foran til at byde mig velkommen. På det her tidspunkt sidder jeg mest bare og skriger og hopper på bagsædet. Det værste var at vælge hvem der skulle have den første krammer. Det blev min storebror og derefter startede jeg bare fra en ende af for det var for svært at vælge. Det var så rart at der kom så mange og bød mig velkommen hjem. Det var lidt overvældende. Jeg havde set nogen tegn til at der måske ville ske noget, men havde valgt at lade være med at lægge noget i det fordi jeg ikke ville bliver skuffet. Det blev jeg så heller ikke. Det var helt fantastisk og så rart at se venner og familie igen.

Vi hyggede hele eftermiddagen og det var bare rigtig dejligt at se alle igen og snakke om hvad der er sket i året løb.

Siden har der været lidt mere ro på.  Den største ting var mit værelse, jeg er stadig i gang med at prøve at se om jeg kan finde en plads til alting og få orden i det, det går så ikke så godt, men det skal nok komme.

Det er rigtig rart at være tilbage og New Zealand føles nu næsten bare som en drøm - en fantastisk dejlig drøm. 

3 dage tilbage

Hej Alle

Nu er tiden meget knap, er næsten begyndt at tælle timerne. Har i dag sidste skoledag og har allerede haft mange ”sidster”. Stadig føles det dog ikke som om jeg er på vej… Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan jeg tror bare det kommer til at føles virkeligt før i lufthavnen måske.

Jeg går igennem en masse ting lige nu og det er et følelsesmæssigt kaos jeg er i. Der er mange modstridende følelser, men føler mig også næsten følelsesløs, som om intet er rigtig. Tror det er min underbevidsthed der prøver at distancere mig fra smerten ve at sige farvel. 

Det her oplæg er nok lidt deprimerende, bare lige en advarsel, men det er en stor del af afslutningen og det kan være rigtig svært for folk der ikke har prøver udveksling eller efterskole hvor følelserne er lidt de samme, at forstå hvad jeg går igennem, så jeg vil prøve at sætte nogle ord på. Ord har altid virket godt for mig og det giver mig en chance for at reflektere og genkende mine egne følelser og læsse lidt af det hele af med en flok sorte streger på papir.

Jeg havde min farvel-tale i onsdags i Assembly(samling af hele skolen). Jeg har før siddet igennem flere japanske pigers taler og de har altid rørt mig, men aldrig helt derind hvor der virkelig gør ondt. Det har aldrig virket som om det var mig der stod deroppe og det gjorde det heller ikke i onsdags. Jeg havde forberedt mig og skrevet noter og alt det der, men var rigtig nervøs. Mest fordi jeg var nervøs for om jeg skulle bryde ud i tårer undervejs. Jeg nærmest forventede at tårerne ville trille tog endda kleenex med på scenen, men oplevelsen var langt fra hvad jeg troede den ville være.

Det lyder cliche, det jeg skal til at sige, men når jeg kigger tilbage er det egentlig det jeg husker. Det var en ud-af-kroppen oplevelse, det føltes ikke som mig der stod og talte, eller det gjorde det, men mere som om jeg kiggede på mig selv tale gennem mine egne øjne. Som om det var en skal der stod og sagde farvel uden at føle hvad hun sagde. Jeg græd ikke, men endte med at fokusere på bare at få talen ud. Det føltes som sagt som en skal der sagde ordene uden at føle dem, ikke fordi jeg ikke føler dem, men under talen tog min underbevidsthed bare afstand fra det, fra følelserne der var for meget for mig og fokusrede på at udføre et arbejde - at sige talen. Det føltes som om tiden gik lidt langsommere og alle farverne var lidt mere utydelige. Det var en enorm underlig følelse. Flere andre både lærere og venner sad med tårer i øjnene, men igen valgte jeg at kigge den anden vej og distancere mig selv fra det. Eller min underbevidsthed valgte, jeg valgte det ikke, men gjorde det bare.

Jeg tror stadig ikke jeg er kommet helt ud af den situation. Jeg kan mærke en masse følelser og tårer hobe sig op inde i min brystkasse som føles stram og som om jeg ikke helt kan trække vejret frit. Jeg vil egentlig bare gerne græde og lade det komme ud så jeg kan slappe af og forhåbentlig ha det lidt bedre, men kan ikke. Kunne ikke til assembly og har ikke kunne siden. Igen som om min underbevidsthed beskytter mig mod mine egne følelser. På et eller andet tidspunkt springer ballonen og jeg bliver utrøstelig, men lige nu er jeg mest bare følelsesløs. En opgave af gangen og en dag af gangen og det er stadig ikke gået op for mig at jeg skal hjem om tre dage….

Jeg gav nogen af mine tanke frit løb på Twitter i går og det kom der her ud af, en anden beskrivelse af hvordan jeg har det, der er tastefejl i twitter udgaven, men det giver forhåbentlig mening alligevel. Læst fra det nederste tweet på billedet.

 

1

3

2

4

Oversat fra engelsk: Folk taler om alle de her klichére når man går igennem en følelsesmæssig rutsjebane, men det er sandt, jeg forstår det nu jeg går gennem det selv.

Jeg havde en total ud-af-kroppen oplevelse da jeg gav min farvel tale på skolen. Det føltes som om verden gik over til slow motion og det

Føltes som om alle farvede var mere utydelige. Det er uvirkeligt og ikke som noget jeg har oplevet før. Det var for at distancere mig selv fra smerten

Men det var stadig ubehageligt af helvede til. Jeg ville ønske boblen af følelser og tårer der er fanget i min brystkasse, som gør den stram, ville springes og

Give mig lidt forløsning.. At forlade sit liv, et live man elsker, a liv du kun lige er begyndt at bygge op, et liv fuld af venner og familie der

Der ikke er familie men stadig familie, for at tage hjem til ”normal”. Som kommer til at være alt andet end normal, fordi det var 2 år siden det

Var normalt and alting og alle har ændret sig siden. Det er som om man har været i den her fantastiske drøm i et år og det var blevet

 Virkelighed, bare for at blive rystet vågen og føle den flyder mellem sine fingre. Det gør ondt, det gør skide ondt, men jeg ville ikke have været foruden det

Alle vennerne og minderne som forhåbentlig holder til vi mødes igen og laver flere, all de fantastiske stunder og endda nogen af de mindre gode stunder gør det det værd. I sidste ende har det her år betydet mere end noget tidligere i mit liv

Og hvor vildt heldig jeg er at have noget der gør det så svært, gør så ondt og er så hjerteskærende at sige farvel til.

Og hvor endnu mere heldig er jeg at ha noget så fantastisk at se frem til når jeg står at rutsjebanen.

Vi ses snart - Nanna Rytz