3 dage tilbage

Hej Alle

Nu er tiden meget knap, er næsten begyndt at tælle timerne. Har i dag sidste skoledag og har allerede haft mange ”sidster”. Stadig føles det dog ikke som om jeg er på vej… Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan jeg tror bare det kommer til at føles virkeligt før i lufthavnen måske.

Jeg går igennem en masse ting lige nu og det er et følelsesmæssigt kaos jeg er i. Der er mange modstridende følelser, men føler mig også næsten følelsesløs, som om intet er rigtig. Tror det er min underbevidsthed der prøver at distancere mig fra smerten ve at sige farvel. 

Det her oplæg er nok lidt deprimerende, bare lige en advarsel, men det er en stor del af afslutningen og det kan være rigtig svært for folk der ikke har prøver udveksling eller efterskole hvor følelserne er lidt de samme, at forstå hvad jeg går igennem, så jeg vil prøve at sætte nogle ord på. Ord har altid virket godt for mig og det giver mig en chance for at reflektere og genkende mine egne følelser og læsse lidt af det hele af med en flok sorte streger på papir.

Jeg havde min farvel-tale i onsdags i Assembly(samling af hele skolen). Jeg har før siddet igennem flere japanske pigers taler og de har altid rørt mig, men aldrig helt derind hvor der virkelig gør ondt. Det har aldrig virket som om det var mig der stod deroppe og det gjorde det heller ikke i onsdags. Jeg havde forberedt mig og skrevet noter og alt det der, men var rigtig nervøs. Mest fordi jeg var nervøs for om jeg skulle bryde ud i tårer undervejs. Jeg nærmest forventede at tårerne ville trille tog endda kleenex med på scenen, men oplevelsen var langt fra hvad jeg troede den ville være.

Det lyder cliche, det jeg skal til at sige, men når jeg kigger tilbage er det egentlig det jeg husker. Det var en ud-af-kroppen oplevelse, det føltes ikke som mig der stod og talte, eller det gjorde det, men mere som om jeg kiggede på mig selv tale gennem mine egne øjne. Som om det var en skal der stod og sagde farvel uden at føle hvad hun sagde. Jeg græd ikke, men endte med at fokusere på bare at få talen ud. Det føltes som sagt som en skal der sagde ordene uden at føle dem, ikke fordi jeg ikke føler dem, men under talen tog min underbevidsthed bare afstand fra det, fra følelserne der var for meget for mig og fokusrede på at udføre et arbejde - at sige talen. Det føltes som om tiden gik lidt langsommere og alle farverne var lidt mere utydelige. Det var en enorm underlig følelse. Flere andre både lærere og venner sad med tårer i øjnene, men igen valgte jeg at kigge den anden vej og distancere mig selv fra det. Eller min underbevidsthed valgte, jeg valgte det ikke, men gjorde det bare.

Jeg tror stadig ikke jeg er kommet helt ud af den situation. Jeg kan mærke en masse følelser og tårer hobe sig op inde i min brystkasse som føles stram og som om jeg ikke helt kan trække vejret frit. Jeg vil egentlig bare gerne græde og lade det komme ud så jeg kan slappe af og forhåbentlig ha det lidt bedre, men kan ikke. Kunne ikke til assembly og har ikke kunne siden. Igen som om min underbevidsthed beskytter mig mod mine egne følelser. På et eller andet tidspunkt springer ballonen og jeg bliver utrøstelig, men lige nu er jeg mest bare følelsesløs. En opgave af gangen og en dag af gangen og det er stadig ikke gået op for mig at jeg skal hjem om tre dage….

Jeg gav nogen af mine tanke frit løb på Twitter i går og det kom der her ud af, en anden beskrivelse af hvordan jeg har det, der er tastefejl i twitter udgaven, men det giver forhåbentlig mening alligevel. Læst fra det nederste tweet på billedet.

 

1

3

2

4

Oversat fra engelsk: Folk taler om alle de her klichére når man går igennem en følelsesmæssig rutsjebane, men det er sandt, jeg forstår det nu jeg går gennem det selv.

Jeg havde en total ud-af-kroppen oplevelse da jeg gav min farvel tale på skolen. Det føltes som om verden gik over til slow motion og det

Føltes som om alle farvede var mere utydelige. Det er uvirkeligt og ikke som noget jeg har oplevet før. Det var for at distancere mig selv fra smerten

Men det var stadig ubehageligt af helvede til. Jeg ville ønske boblen af følelser og tårer der er fanget i min brystkasse, som gør den stram, ville springes og

Give mig lidt forløsning.. At forlade sit liv, et live man elsker, a liv du kun lige er begyndt at bygge op, et liv fuld af venner og familie der

Der ikke er familie men stadig familie, for at tage hjem til ”normal”. Som kommer til at være alt andet end normal, fordi det var 2 år siden det

Var normalt and alting og alle har ændret sig siden. Det er som om man har været i den her fantastiske drøm i et år og det var blevet

 Virkelighed, bare for at blive rystet vågen og føle den flyder mellem sine fingre. Det gør ondt, det gør skide ondt, men jeg ville ikke have været foruden det

Alle vennerne og minderne som forhåbentlig holder til vi mødes igen og laver flere, all de fantastiske stunder og endda nogen af de mindre gode stunder gør det det værd. I sidste ende har det her år betydet mere end noget tidligere i mit liv

Og hvor vildt heldig jeg er at have noget der gør det så svært, gør så ondt og er så hjerteskærende at sige farvel til.

Og hvor endnu mere heldig er jeg at ha noget så fantastisk at se frem til når jeg står at rutsjebanen.

Vi ses snart - Nanna Rytz