Hjemme igen

Hejsa

Så er vi på vej til Frankfurt

Så er jeg kommet hjem og faldet lidt på plads efter mit eventyr i New Zealand.

Det var hårdt at sige farvel og tage hjem, det var rigtig hårdt, men jeg er sikker på at jeg kommer tilbage igen. Der var mødt rigtig mange op i lufthavnen i Napier for at sige farvel og det var rigtig dejligt. Jeg endte vist med forsinke flyet lidt, men i lille Napier så gjorde det ikke så meget. Da jeg kom til Auckland mødte jeg op med de tre andre udvekslingsstudenter fra Danmark og vi skulle alle rejser hjem sammen, hvilket var rigtig rart da det gjorde turen lidt mindre træls.

Poolen i Singapore

Turen var slet ikke så slem, vi hyggede og snakkede og så film og sov lidt frem og tilbage og før vi vidste det var vi i Singapore. I Singapore havde vi 8 timer og det virker som lang tid, men det gik fint nok. Noget af det første vi gjorde var at hoppe i poolen. På øverste etage af lufthavnen har de en lækker pool man kan hoppe i og det var det bedste vi gjorde hele turen. Singapore er så varm og selvom det var tidligt om morgenen var det 30 C° varmt og det er bare lidt for meget, så at blive kølet ned i poolen som havde den helt rigtige temperatur var rigtig dejligt og så følte man sig lidt mere frisk til næste etape.

Næste etape var 13 timer til Frankfurt. På turen var flyet kun halvt fuld, hvilket gjorde rejsen meget bedre. Vi kunne ligge over en hel række sæder og sove og det var bare rart at flyet ikke var trykket fuld med mennesker. Efter nogle lange timer kom vi også til Frankfurt og der ventede os lidt af en chok; Security. At gå gennem lufthavnen fra en terminal til en anden og gå gennem alt muligt pas kontrol og sikkerhed og hvad ved jeg skræmte mig faktisk lidt. Det er jo konsekvenser af alt det der er sket i Europa i det her år. Det har alt sammen virket langt væk og ikke rigtig virkeligt, men i Frankfurt kunne jeg lige pludselig se dem med mine egne øjne. Masser af grundig security og masser af politi og mange af dem med store våben hængende ved brystet. Det skræmte lidt som jeg sagde, men heldigvis havde vi ingen problemer.   

Alle i All Blacks trøjer og også med Rotary Blazere,
Sebastians var blevet for lille.

Da vi var på vej ud til flyet var der et par danskere der stod ved siden af os og de snakkede sjovt nok dansk. Det var det første dansk jeg har hørt snakket omkring mig i rigtig lang tid og det var super vildt underligt at hører!!! Det blev så endnu mere underligt da sikkerhedsinstruktionerne i flyet kom på dansk. Jeg skulle lige vænne mig til det og vænner mig stadig til det. En anden ting er at folk omkring kan forstå hvad jeg siger på dansk, det er også underligt.

Efter et stykker tid kom vi så til Danmark. Endelig hjemme, men det var en underlig følelse i maven. Vi fik vores bagage og tog alle sammen vores All Blacks trøjer på og Rotary Blazere på og tog nogle billeder. Vi havde alle fået den samme trøje, det var ret sjovt.

Og så ventede familien ude igennem porten. De ventede med krammere, flag banner og champagne og lidt tårer. Det var rigtig dejligt at se dem igen og kramme dem igen, selvom det stadigt virkede lidt surrealistisk at jeg var hjemme. Vi kørte tilbage til farfar og sov natten over. Han gav os smuk morgenmad og hans velkommen hjem krammer var helt fantastisk. Jeg har egentlig savner god morgenmad med lækker franskbrød og dagmartærte.

Vi kørte så hele vejen hjem d. 6. og da vi drejede ned af vejen snakkede vi mest bare om at se min hund igen og hvordan hun ville reagere. Det blev der så ikke tid til. De vi kom tættere på huset kunne jeg se 4 flag oppe i vores allé og da vi kom endnu tættere kunne jeg også se et stort banner med et billede af mig der hang på gavlen og da vi så kom endnu tættere kunne jeg også se en samling af familie og venner ude foran til at byde mig velkommen. På det her tidspunkt sidder jeg mest bare og skriger og hopper på bagsædet. Det værste var at vælge hvem der skulle have den første krammer. Det blev min storebror og derefter startede jeg bare fra en ende af for det var for svært at vælge. Det var så rart at der kom så mange og bød mig velkommen hjem. Det var lidt overvældende. Jeg havde set nogen tegn til at der måske ville ske noget, men havde valgt at lade være med at lægge noget i det fordi jeg ikke ville bliver skuffet. Det blev jeg så heller ikke. Det var helt fantastisk og så rart at se venner og familie igen.

Vi hyggede hele eftermiddagen og det var bare rigtig dejligt at se alle igen og snakke om hvad der er sket i året løb.

Siden har der været lidt mere ro på.  Den største ting var mit værelse, jeg er stadig i gang med at prøve at se om jeg kan finde en plads til alting og få orden i det, det går så ikke så godt, men det skal nok komme.

Det er rigtig rart at være tilbage og New Zealand føles nu næsten bare som en drøm - en fantastisk dejlig drøm.