Sydøen del 2 B

Så er der pakket til Milford Track

Hej Alle

Så her er del 2 af del 2, hvis I kan holde ud at læse mere.

Vi kørte til Te Anau hvor vi overnattede inden Milford Track. Busturen derned var vildt smukt, men det var rigtig svært at holde sig vågen. Jeg kæmpede en indre kamp mellem at sove og kigge op den smukke udsigt. Jeg var ikke den eneste folk var rigtig trætte.

Da vi kom til Te Anau pakkede vi til Milford Track. Alting ud af rygsækken og kun det mest vigtige tilbage igen. Jeg var rimelig god og havde styr på mine ting og pakkede ikke for meget, mens nogle havde større problemer med at pakke alt deres ned. Gina skulle desværre ikke med på Milford Track. Hun var stadig syg efter omgangssygen i Queenstown og var simpelthen for svag til at tage med.  Jeg tror vi alle sammen sov rigtig godt den nat.

Min oppakning

Dagen efter skulle vi så afsted til Milford Track. Bussen blev pakket med alt det vi ikke skulle ha med og vi satte kursen mod Te Anau hvor vi mødtes med Sussie vores guide. Hun var fra Rotary og har taget udvekslingsstudenter med over Milford Tracks flere gange. Hun var vores guide, men ikke en officiel guide, vi gik nemlig den selvstændige tur. Vi boede i hytter med sovesale og bar alt vores egen mad og gear og gjorde alt selv. Der var også en guidet tur hvor du kun være hvad du selv skal bruge i form at tøj og toiletsager. Alt mad og lign er allerede fløjet ud til husene de boede i, men værelser, bad og en glad vin ventende efter hver dag. Det var alt sammen snyd, vi gjorde det på den rigtige måde ;)

Starten hvor vi tog med færgen.

Da vi mødte Sussie uddelte  hun mad og køkkengrej som vi alle sammen skulle have plads til i vores rygsække, det var en større udfordring for nogen. Vi hoppede på bussen og smuttede forbi Subway til frokost, hvilken en god froksost at starte Milford track på, inden vi tog ud til færgelejet. Her tog vi med en båd over til starten på ruten og derfra gik vi. Vi gik ikke så langt den første dag, kun 1½ time. Vi gik gennem smuk natur og overraskende regnede det ikke. Det var midt ude i ingenting, ingen mobiltjeneste, jeg havde faktisk slet ikke min mobil med, og ingen ting. Vi havde vores rugbybold som vi havde haft med overalt siden dag 2 med som underholdning og et kortspil og hinanden. Den første dag var som sagt til at overskuer og humøret var efterhånden ved at løfte sig. Folk havde været lidt negative omkring det, måske lidt bange for at det ville blive for hårdt.

Vi kastede rigtig meget rundt med den der rugby bold.

Vi kom frem til hytten og hyggede egentlig bare med kortspil og lidt rygby og lign lege indtil vi skulle i seng, lige med undtagelse af to ting. Den ranger der havde vagt i hytten lavede en lille natur-tur hvor vi gik rundt og fik fortalt lidt om området og planterne og lign og så spiste vi selvfølgelig aftensmad. Lejren var rimelig primitiv, men god nok. Der var to store 20 personers sovesale, et køkken / spisesal og toiletter. Toiletterne var med skyl og håndvask og spejl og det hele så det var alt sammen rigtig fint.

                   




  Jeg sov overraskende godt den nat. Jeg er vant til at sove sammen med mennesker efter at ha boet på en 4-mandsværelse på efterskole sidste år, men jeg var stadig nervøs for om snorken eller lign. ville holde mig vågen så jeg havde væbnet mig med ørepropper. Dem fik jeg dig ikke brug for, jeg sov som en sten, hvilket var virkelig rart. Man har brug for en god nats søvn på sådan en vandretur.

Det var bare super smukt

Næste dag gik vi 6 timer og 15 minutter op gennem dalen og den sidste halve time var rigtigt op ad. Vi havde gennem hele dagen gået en lille smule op ad på vej op ad McKinnon passet som er et bjerg vi skulle gå hen over dagen efter. Igen igennem smuk natur og igen i tørvejr. Jeg var ret taknemmelig for at det var tørvejr den da. Vi skulle krydse en flod men floden var helt tør fordi det ikke havde regnet. Med en tung rygsæk og sten og lign var det ikke helt vildt nemt selv uden vandet at krydse floden, så jeg er rigtig glad for at jeg ikke også skulle gå i strømmen fra vandet. Naturen var bare rigtig smuk og uspoleret. Det er lidt svært at forklare, men bare vildt flot. Vi kom igen i god behold frem til hytten og hyggede os og slappede af inden den næste dag, der var turens højdepunkt.

Hidden lake -  Den skjulte sø.

                     

På toppen med Dannebrog!

En lille sø og lidt sne og brunt græs var hvad vi fik på toppen.

Dag 3 var over Mackinnon passet. Vi gik en halv time hen og så op. Op og op og op og op over trægrænsen, på med huer og vanter og lidt mere op inden vi stod på toppen af bjerget - McKinnon passet. Det var en helt specielt følelse at stå på toppen af et bjerg på den måde. Det var ret koldt. Det havde regnet lidt om morgenen, men da vi kom derop var det tørt. Tørt og koldt og blæsende. Vinden specielt gjorde det isnende kold, men stadig meget specielt. Der var små klatter af sne rundt omkring på bjergene ved siden af.  Stemningen på toppen af bjerget var helt vildt, det er svært at forklare, men det var bare specielt. Det var bart og højt og koldt og tørt, næsten som om man havde frysetørret toppen fra regnen og den høje luftfugtighed der var længere nede. Der var en fugl der hedder en ’Kea’ deroppe. Det er en alpin papegøje som er lidt fræk. Hvis man ikke passer på kan de finde på at stjæle dine ting. De var dog også ret sjove. Vi tog masser af billeder og vores flag kom ud af rygsækken, men vi blev ikke deroppe for længe, det var ret koldt.

                    

Ikke den frokost pause, men dagen før.

På vej ned igen begyndte at regne en lille smule. Vi holdt frokost pause i en lille hytte 10-15 minutter fra toppen - varm supper og sandwiches. Da vi gik afsted igen fik vi lidt af hvert. Da vi gik ud regnede det lidt, så begyndte det at hagle og til sidst sneede det også kort inden det gik tilbage til regn. Det var ikke vildt behageligt at gå deroppe totalt udækket og kold regn piskende ind i ansigtet, men det var en oplevelse. På grund af masser af regn tidligere var den normale rute ned lukket og i stedet gik vi ned af den alternative rute. Den var kortere og stejlere, ingen sagde hurtigere. Det var ret hårdt på både knæ og ankler at gå ned, og jeg var faktisk lidt bange for mine knæ, de blev ret ømme, de kunne ikke li at gå ned på den måde. Jeg bryder mig mere om at gå op en ned, men ned kom vi uden større uheld eller skader i vores gruppe. Carmen kom senere ned med en vandrestøvle der ikke var en støvle mere, hun havde vredet rundt på sin ankel, men hun var da god nok til at blive tapet op og gå ned selv.

Masser af små vandfals.

Sutherland Falls

De vi kom ned i bunden kunne vi gå til Sutherland Falls, som er New Zealands højeste vandfald. Vandet flader over tre fald ca. 580 m ned.  Vi var en halv snes stykker der gerne ville gå den ekstra time frem og tilbage for at se det. Selvom det have regnet havde vi stadig rimelig tørre fødder og hele vejen ud til vandfaldet kæmpede vi for at det blev sådan. Vi hoppede over eller balancerede på sten over vandpytter og andre sjove akrobatiske udfoldelser for at forblive tørskoet. Da vi så kom hen til vandfaldet var det hel lige meget. Vi var tæt på, men ikke helt inde ved det og alligevel blev vi fuldstændig gennemblødt af vandet der plaskede op fra bunden. Vi kunne ikke engang kigge op på vandfaldet fordi trykket af vand der kom ned var for stort. Vi var gennemblødt fra top til tå, så vi vadede bare lige igennem alle vandpytterne på vejen tilbage. Jeg har senere fundet ud af at man kan gå ind bag ved vandfaldet også. Det gjorde vi desværre ikke, da vi ikke vidste det var en mulighed, men vi fik stadig noget ud af vores ekstra times gang. Det var ret specielt at står der og få et seriøst brusebad af vandfaldet.

Et lille gruppebilede.

Generelt var vandfaldene mange flere og meget større den dag sammenlignet med de to første fordi det regnede. Milford Track har ca. 200 dage om året hvor det regner, så vi froventede regn og var forberedt på regn, men det var faktisk slet ikke så slemt. Alle træerne og buskene virkede som paraplyer og man blev slet ikke særlig våd. Jeg gik i et sæt skiundertøj og med short od t-shirt i svedbærende materiale uden på, så selvom jeg var våd var jeg ikke kold. På mine fødder havde jeg uldsokker og vandrestøvler.

Den sidste dag var meget lang. Den sidste halvdel specielt var rigtig hård, jeg gik den sidste halvdel uden at gå alt for meget på mine hæle fordi de var så ømme. Jeg havde været meget heldig og havde ingen vabler, men mine fødder var bare virkelig, virkelig ømme. Selv efter 6 gymnastikopvisninger i bare fødder på en enkelt weekend var mine fødder ikke nær så ømme som den dag. Det regnede for alvor den dag og det var bare et langt flat stykke ud, så det var ikke vildt spændende, bortset fra, og det her reddede min sidste dag på Milford Track, at der var forhindringer i vejen.

Det var den ret vi gik igennem - ren skæg og ballade.

Den første forhindring var over mere end 100 m hvor regn havde vasket et godt stykke af en klippeside ned over stien, så i stedet for stier var det er stort rod af sten, træstemmer, jord, grene og alt muligt. De havde lavet en slags sti igennem det, men ikke rigtigt. Vi klatrede over stammer og balancerede på sten og stammer og det bare ligesom at være tilbage i Klosterheden i Danmark og lege rundt i skoven.  Jeg elsker sådan nogle ting og er sikker på fødderne og på mig selv i situationer som denne, så jeg nyder og elsker dem bare Det var et sjovt lille afbræk fra bare at gå og gå og gå. Det skrev var rimeligt tidligt på dagen, men det var langt fra det sidste vi kom til.

             
 Flere gange havde vi en bro men en ende. Vande havde vasket bredden væk på den eneside, så det var igen med store skridt up på træstammer eller lign og så at hive sig selv op på broen eller lign.

Vi kom også til en bro hvor der var væltet et stort træ ned over, det blokere hele broen og der var grene og lign overalt. Der var ingen anden vej end at klatre lige igennem det. Der var flere forskellige metoder nogen tog deres rygsække af og så klatrede vi ellers igennem. Ned at hænge på maven på en gren og glide over eller andre sjove metoder blev brugt.

Den sidste og nok mest udfordrende var nok også den mest enkelte. Stien var oversvømmet et sted og mere end bare de små strømme ned over den som vi havde passeret så mange af. Den var rigtig oversvømmet, som i vand til navlen minimum. Det var vi en del der ikke lige følte for og heldigvis var der to væltede træer så lå på en vinkel af hinanden og førte hele vejen over. Det første stykker var uden noget at holde ved, så det var balancen der kom på prøver. Mange var ret nervøse for det, det var ikke fordi det var så vildt svært, men de manglede bare troen på at deres krop og balance kunne gøre det. Halvvejs hvor man skulle skifte fra træstamme til træstamme var der også lige et træ i vejen som stak en gren ud i en rigtig dårlig højde som man skulle over eller under. Og det sidste stykker skulle man så balancere igen. Igen en god udfordring, men vi skal jo også lige huske at vi have en stor rygsæk på og måske 2,5 times gang tilbage bagefter, hvor vi ikke havde lyst til at være gennemblødte. Emma (Frankrig) gik over og hun prøvede at kravle under grenen i midten, men hendes rygsæk var så tung at den trak hende baglæns ned vandet, så hun lå på ryggen på sin rygsæk og ikke kunne komme op igen. Det var ret tragisk-komisk. Det var selvfølgelig ikke vildt sjovt for hende, men det så altså ret sjovt ud… Camille (Belgien) var næste i køen så hun gik ud og hjalp hende og fik hendes rygsæk knappet op og fik hende op igen. Det var vist det mest dramatiske, jeg tror de fleste andre kom over nogenlunde tørre.

De her forhindringer reddede som sagt min dag, det var rigtig gode afbræk fra bare at gå og jeg elsker udfordringer som dem hvor man skal turde at stole på sin krop. Jeg tror jeg skylder ret meget at min tillid til mig selv om min krop på den måde til efterskole, gennem parkour, sport og gymnastik har jeg lært min krop rigtig godt at kende og stoler på den og ved hvad den kan, hvilket bare gør sådanne ting til en leg i stedet for noget træls.

Bare blive ved med at gå og gå og gå!

De sidste timer var tortur, mine fødder gjorde ondt og det virkede som om det aldrig endte. Det begyndte også at tordne, men det var bare cool. Torden inden i midten af junglen eller hvad man næsten kan kalde det vildnis vi var inde i lyder vildt cool. Det er super højt og man kan høre hvordan det bliver kastet frem og tilbage mellem klipperne. Det varer vildt længe og har en dyb rungende lyd med sig så man fysisk kan mærke det, det var en cool oplevelse,

Endelig enden!

Endelig efter af ha gået hvad der føles som 5 mil på det sidste halve mil nåede vi enden ’Sandfly Bay’ den hedder ”sandflue bugten” fordi der normalt er fyldt med sandfluer. Sandfluer er en lille flue som bidder og efterlader myggestiklignende kløende bid. Myggespray var en nødvendighed gennem hele turen, da de er overalt, men den eftermiddag i Sandfly Bay, var det ikke så slemt. Regnen holdt dem nok væk og så gik vi ind i et lille skur for at undgå dem. Jeg har hørt historier fra andre der har gået Milford Track om hvordan de har siddet udenfor og spist deres frokost inde i en plasticpose for at undgå sandfluerne. Så vi var heldige. Jeg selv var også heldig, jeg tror jeg havde en 20-30 bid hvor andre kunne tælle 80 bare på deres lægge.

Vi tanker op og venter på båden.

Man skimte dampen komme op af min
vandrestøvle.

Vi spiste resterne af det chokolade, mad og de müslibarer mm som vi havde haft med som proviant under turen, og ventede indtil en lille bitte båd kom og samlede os op og tog og indtil til en terminal hvorfra både og busser gik enten tilbage til civilisation eller ud på Milford Sounds, som er de smukek fjorde hvor vi endte med Milford Track. Vi mødtes der med vores bus og chauffør og pakkede om. Vi efterlod alt det våde stinkende tøj i bussen og tog nyt og frisk tøj med ombord på ’The Milford Mariner’ som var vores skib til et overnatnings cruise i Milford Sounds som skulle hjælpe os med at komme os over vores lille vandretur.

Vores lille cruiseship.

Vejret var stadig meget gråt og vådt og kedeligt så så snart vores orienteringsmøde var over hoppede halvdelen af os i bad. Vi brugte mest bare dagen på blive rene og varme og tørre og komfortable igen. Selv om vi sejlede rundt og kiggede på vandfald betød det ikke så mange. Vi havde set masser af vandfald over specielt de to sidste dage, så det havde ikke den største appel.

Mitre Peak og en flok glade unge mennesker.

Det havde til gengæld den lækre buffet vi fik til aftenmad. At få rigtig god mad og så så meget og så lækkert var virkelig lækkert efter 4 dage på pulver kartoffelmos, ris og dåsemad. Masser af lækkert mad og en dessert buffet, det var en rigtig god måde at afslutte Milford Track på. Vi sov denne gang i to personers værelser i en dejlig, dejlig seng, der var helt perfekt. Det var så lækkert!

Den næste morgen var en lidt anden sag. Vi var alle sammen kommet os lidt mere og vejret var meget bedre. Der var blå himmel og solskin og så hang skyerne rundt om bjergtoppen på en smuk måde. Det var en rigtig fin morgen, og selvom vi skulle lidt halv tidligt op var det det værd. Vi fik taget nogle fine billeder og set masser af smuk natur, igen.

Sådan så bussen ud efter Milford.

Da turen kom til en ende stod vi af og gik ombord på bussen igen, denne gang lugtede den bare ikke så godt, da alle vores våde rygsække og vådt tøj havde hængt til tørre i bussen mens vi var på cruise. Det gjorde ikke så meget for vi faldt mest bare i søvn. Inden vi nåede alle sammen at falde i søvn kørte vi igennem en lille tunnel og på den anden side ventede en smuk, smuk udsigt. Der var bjerge omkring os og sne og det var bare virkelig fint. Der var nogle der løb over vejen og over til en klump sne hvor de tog billeder. De var glade for at se sne igen.  Da vi var på vejen ind i bussen igen, mødte vi endnu en kea. Den lille fugl sad oven for døren og nærmest vogtede hvem der måtte komme ind det var rigtigt sjovt. Vi kørte videre og inden længe sov alle på vej til Dunedin.

Et lille panoramafoto.

The first church.

Dunedin var vores næst sidste stop på turen. Jeg elsker Dunedin, bare fra da jeg hørte navnet, har jeg godt kunne lide byen, og da vi kørte igennem den, blev det bare meget bedre. Byen har en skotsk baggrund og det kan man se, før første gang så vi ”gamle” stenbygninger. De så gamle og europæiske ud, men de var slet ikke så gamle, alt er nyt i New Zealand. Vi endte på en lille campingplads i nogle små hytter med en rimelig kold, varm pool.


Den første dag tog vi ud til en albatros koloni, eller det var mere tre albatrosser der rugede så vi sad helt stille, det var en lille smule skuffende, men det var fint nok. Der var også vildt mange måger der og andre fugle, så vi havde en god tur alligevel.

Bagefter kørte vi ind til byen og fik frokost og gik lidt rundt. Vi var blandt andet ved ’The first Church’ som er en gammel kirke. Den ser meget europæisk ude udefra, men meget New Zealandsk indefra.  Som altid var der en specielt stemning i kirken.

Bagefter det havde vi endnu en ting som vi fik ud af overskuddet for madbudget. Vi fik en tur rundt på Cadburys chokolade fabrik. Det var rigtig meget chokolade! Det var en rigtig fin tur, og der blev delt chokolade ud i rigelige mængde, fortalt om chokolade og smagt på chokolade. Det hele endte med at vi gik op i en silo og så ET TON CHOKOLADE flyde ned igennem siloen. En meget chokoladet mådet at slutte en meget chokoladet tur af på.

Efter rundvisningen gik vi rundt i byen og shoppede lidt og så lidt sight seeing og hyggede os. Til aften spiste vi alle sammen en buffet sammen på en restaurant i byen for at ”fejre” turen.

Den næste morgen tog vi forbi verdens stejleste gade - Baldwin Street. Det var en rimeligt stejl gade for at sige det mildt. Vi gik / løb alle sammen op til toppen og ned igen, det var rimelig cool. Da vi var på Cadburys fortalte de om hvordan de hvert år lader tusinder af ’Jaffas’ som er en rød, rund chokolade kugle, rulle ned af gaden.

Moeraki Boulders

Vi forlod Dunedin og kørte mod Christchurch, sidste stop på turen. Vi stoppede dog lige forbi Moeraki Boulders, som er nogle meget runde sten på stranden. Vi tog nogle rigtig fine billeder der på stranden inden vi kørte mod Christchurch. 

Så er Luiz klar til Antarktisk

Vi brugte en dag Christchurch på the Antarktiske center. New Zealand har base på Antarktisk og Christchurch er det sted hvor de og de fleste andre nationer flyver fra når de skal derned fordi det er ”tæt på”. Vi så pingviner og hørte om Antarktisk og Luiz (Brasilien) blev i klædt det tøj de har på dernede. Det er lidt mere end bare skibukser.

Vores storm da den var værst.

Vi oplevede også en Antarktisk sommerstorm. De havde et is-rum hvor de sendte vinde igennem med op til 43 km/t så i stedet for de -8°  der rent faktisk var derinde, føltes der som -18°. vi havde en jakke på, men vi var næsten alle sammen shorts, da det var rigtig varmt udenfor. Det var lidt koldt, men ikke så slemt, det var også kun en lille sommerstorm og den varede ikke særlig længe.

Is rummet  -stilhed før stormen

Vi kiggede rundt i en udstilling og ventede på at vi skulle ind og se en 12D film, da brandalarmen lød. Vi blev ledt udenfor og stod og blev bagt af høj sol i et godt stykke tid indtil alt blev gennemsøgt og der ingen farer var, der brændte heldigvis ikke nogen steder. Vi gik derefter ind i deres 12D biograf. Vi så en forkortet udgave af Happy Feet i ja, 12D. 12D betød at vores sæder hoppede, vi fik vand sprøjted i ansigtet, vind, sæbebobler og meget mere var en del af oplevelsen. Det var ret sjovt. Det sidste vi gjorde var at vi kørte i en Häglund som er det køretøj de bruger på Antartisk. Vi kørte på en bane op op ned, gennem vand, over en kløft og meget andet sjovt for at vise hvad de kunne. Det var ret cool.

Lige meget hvor man kigger hen kan man se noget der er ved
at blive bygget op igen efter jordskælvet,

Resten af dagen brugte vi i Christchurch. I 2011 have Christchurch et kæmpe jordskælv som ødelagde det meste af byen, og det kunne tydeligt ses. Vi gik ind til det der engang var den store domkirke i midten af byen. Nu lå halvdelen af kirken i ruiner og der var ikke butikker at se nogle steder. Selv nu 4-5 år efter jordskælvet er Christchurch tydligt mærker at det og er endnu ikke kommet på fode igen. Jo der tidligere har boet i Christchurch pegede i en retning og sagde at den vej var butikkerne. Vi gik rundt i en halv time eller mere og ledte efter dem men de var ingen stedet at finde. De var alle i en helt anden ende af byen på grund af jordskælvet.

Det der er tilbage af den store domkirke.

Det var en enorm varm dag, vi nåede over 30° hvilket er rimeligt specielt i Christchurch så faktisk brugte vi det meste af dagen i et lille indendørs shopping center eller i skyggen af nogle træer. Vi lavede ikke så meget, hyggede os mest bare stille og roligt for det var rigtig varmt.

Begge dag fik vi asiatisk mad fra en fin lille Thai restaurant ikke så langt fra hvor vi boede til aftensmad det var ret hyggeligt. Den sidste dag fik vi take aways og tog det med hjem og spiste sammen som en afslutning.

For næste dag var det hjem igen. Vi stod op og kørte til lufthaven og sagde farvel. Det var sidste gang vi så de Sydamerikanske studenter der nu er taget hjem, så det var ret træls at sige farvel.

Julestjerne!

Da Camille(Belgien) og jeg sad i gaten og ventede på vores fly der var det sidste til at flyve ud så jeg en pige sidde og flette julestjerner. Det at hun flettede julestjerne forbinder jeg med Danmark så gik over for at se hvad hun havde gang i og ganske rigtigt, hun var dansk. Hun var på tur rundt i New Zealand inden hun starter et udvekslingsforløb med et af universiteterne hernede. Det var ret sjovt at løbe ind i hende og vi sad og flettede stjerne og snakkede. Det at flette stjerne er en stor del al julen for mig og selv om vi var tre dage inde i december føltes julen uendelig langt væk, så julestjerne var en god lille ”overraskelse” at det skulle ske.

Camille og jeg fløj tilbage til Napier over Wellington. Da vi kom til Wellington var vi lidt forsinkede og vi havde kort tid til at komme over til vores nye gate. Da vi kom ned til gaten, kunne jeg ikke finde min telefon. ”FUCK” vat alt der løb gennem hovedet på mig. Jeg rodede min taske igen flere gange og var ved at gå lidt i panik. Jeg løb tilbage til den gate hvor vi stod af flyet og lige som jeg kommer derhen er stewardesserne ved at gå. Jeg spørger dem om de kan hjælpe mig og de får fat i en mand der gik udi flyet og kiggede for mig. Han kom HELDIGVIS tilbage med min telefon. Efter at jeg gav ham et meget spontant kram begyndte min puls at falde igen og jeg gik tilbage til vores gate.

Det irriterede mig faktisk rigtig meget at jeg glemte min telefon på flyet, jeg plejer at have orden i mine ting. At glemme ting på den måde er ikke mig, men heldigvis fik jeg den tilbage igen. Vi fløj uden mere drama tilbage til Napier og Derek hentede mig i lufthavnen og vores Sydøstur var ovre.

Det var en fantastisk tur. Hver eneste dag lavede vi et eller andet spændende og jeg har super mange gode oplevelser og minder fra turen. Jeg er sikker på at jeg vil huske turen i rigtig lang tid!

Puha endelig færdig, jeg har også næsten kun brugt en hel dag på at skrive det her indlæg, så hvis der er noget der ikke giver meningen er det fordi jeg har brugt lidt for langt tid foran Word, sorry. 12 sider og mere end 8000 senere.

 Nu vil jeg læne mig tilbage og nyde at jeg ikke har det her indlæg hængende over hovedet på mig længere. Vi  må se hvornår jeg skriver et igen, nok ikke før skolestart i februar.

Hyg jer - Nanna Rytz

Sydøen del 2 A

Hej Alle

Så er vi på den igen. Denne gang endelig med Sydøen del 2. Det tog sin tid, undskyld, jeg har masser af dårlige undskyldninger, men dem gider vi ikke høre, så lad os komme i gang med det det hele handler om. Jeg har delt del 2 i to dele - A og B fordi det blev ret langt, så I kan holde en pause. Her i 2A får i Queenstown. I får ofså lige det sidste stykker af del 1, så ikke har en ide om hvor vi starter.

Da vi kørte fra Wanaka var stemningen god, Queenstown var tæt på. Vi stoppede lidt uden for Queenstown på et lille plateau på en bjergside og tog billeder med vores flag. Det endte i nogle rigtig gode billeder.

               Vi ankom endelig til Queenstown. Vi havde tilbagelagt mere end 800 km og brugt mere end 10-11 i bussen siden vi forlod Motueka tre dage før. Da vi kørte ind i byen begyndte folk at klappe og vi var bare virkelig spændte. Det var her bungy jumping, skydiving og mange andre vilde ting ventede. Forhåbentlig. Vi blev indlogeret på White Pine Bush Hostel og fik nærmest vores egen lille etage med tre værelser køkken og stue. Det var super hyggeligt.

Den første aften I Queenstown lavede jeg frikadeller til aftensmad. Vi kunne ikke lige finde noget svinefars i supermarkedet, så det ble lammefrikadeller. Danmark og New Zealand i en skøn forening. De endte rigtig fint og folk var glade for dem. Det var meningen at vi alle, hvis vi havde lyst, skulle byde ind med noget fra sit eget land, men det endte med kun at være mig…

                      Vi havde brugt dagen på at gå lidt rundt i byen og stemingen var stadig vildt god aller var så spændte på Queenstown. Vi blev længe oppe den aften og lavede vist ret meget larm. Vi var lidt bange for at dem der boede oven på os ville blive sure, men det viste sig at være nogle australske drenge fra en skolegruppe på vores alder. I stedet for at blive sure snakkede vi med dem og blev venner. Jeg blev selv rigtig gode venner med dem, og snakkede meget med dem de to dage de var der.

Os i vores gangster regnjakker

Wuhu! 360!!!!

Næste morgen startede vi med vores eneste planlagte aktivitet i queenstown; Jetboating. Vi tog ud til Shotover floden og skulle ud og sejle i et jetbåd. Det er en meget tung båd som sejler meget hurtigt og meget tæt på de klipper og hvad ellers der stikker op af eller ud i floden. Vi lavede masser af 360° vendinger. Det var vildt sjovt og vi så alle vildt gangster-agtige ud i de lange regnjakker de havde givet os og med solbriller. Vi havde en rigtig god chauffør og en vildt god tur.

                      Bagefter tog vi tilbage til Queentowns og fik frokost inden vi alle sammen mødtes og planlagde hvad vi skulle lave alle de andre dage i Queenstown. Vi var rimelig fri til at gøre hvad vi ville. Bungy jumping og faldskærmsudspring var de mest populære aktiviteter. Vi kunne bungy jumpe fra tre forskellige højder. 43 m fra Kawarau broen, som er første sted man kunne lave et bungy jump efter at New Zealænderen A. J. Hackett tidligere havde opfundet den sindssyge ekstrem sport. Den anden muglighed, var der igen af os der gjorde, men det var ’The Legde’ som er et freestyle sted, så man kan springe lige som man har lyst, hvis man er lidt sindssyg. Den sidste og højeste bungy er ’The Nevis Bungy’ som er 134 langt. Det er fra en lille gondol der køre ud over en slugt i nogle kabler. Det er New Zealands længste bungy jump og verdens 14. længste.

                      Vi var fem der bookede ind på Kawarau broen og 7 ville lave Nevis bungy jumpet. En 9-10 stykker bookede også et faldskærmsudspring og Oscar og jeg bookede en paragliding tur.

                     

Mums!!

Den aften spiste vi på den ”verdens berømte” burger restaurant ’Fergburger’. Jeg havde aldrig hørt om det før, men det var godt nok en god burger - MUMS. Det var lidt halv dyrt og køen var super, super lang, men vi fik en enormt lækker burger ud af det. Det var det værd.

                      Efter vores lækre måltid have Jo inviteret os i biografen og se ’Hunger Games - Mockingjay Part 2’ for de penge der var tilovers i vores madbudget. På vej til biografen kom vi forbi en ’All Blacks’ butik med tilbud. Jeg endte med at købe en træningstrøje for kun 70$, som er rigtig billigt for rigtige All Blacks trøjer. Den er super fin, men nogle lækre blå striber på ærmerne.

                      Vi havde desværre noget omgangssyge i omløb og under filmen, var jeg rigtig bange for at jeg skulle kaste op. 3 lå allerede tilbage på hostlet med omgangssyge, og flere havde det dårligt. Jeg overlevede heldigvis hele filmen uden at kaste op, hvilket jeg var enormt glad for, det ville ha været super akavet…

Den aften havde jeg svært ved at sove. Jeg var nervøs, ja næsten bange for mit bungy jump som ventede dagen efter, og jeg var bange for at have det dårligt så jeg ikke kunne gøre det. Lige meget hvor bange jeg var, VILLE jeg bungy jumpe, det har været på listen så lang tid.

Da jeg vågnede næste morgen havde jeg det stadig dårligt, det var super trælst, men det skulle ikke få lov at stoppe mig. Vi gik ned i byen hvor vi checkede ind og ventede på vores bus.

Mens vi sad og ventede så jeg tog unge mennesker komme over til vente område. Pigen havde en bæltetaske og drengen en Eastpack taske. De så mistænkeligt danske ud, og rigtig nok de satte sig ned og begyndte at snakke dansk. Vi havde en kort samtale på dansk bla om bungy jumping, de skulle ud og lave det store ’Nevis Bungy’. Det var anden gang jeg stødte på danskere i Queenstown. De første var på et gadehjørne og de da de gik forbi, synes jeg nok jeg kunne forstå hvad de sagde, så jeg stoppede op og lyttede og den var god nok. De sagde at der boede ca. 50 danskere på det samme hostel som os. De var dog alle sammen ældre end os. Det var et meget stort hostel for jeg så aldrig nogen på selve hostelet.

Emma, Rotary student fra Flensborg, Tyskland, og jeg havde tidligere haft en samtale om hvordan man kan genkende danskere. Jeg havde aldrig tænkt over det, men det er rigtig mange danskere i Flensborg, både på besøg og fastboende, så hun har lagt mærke til specielle dansk varemærker før. Et af de største er addidas condivo bukser, de er bare overalt på os danskere og faktisk sidder og jeg skriver det her i et par lige nu…

En anden gang var Leo(Brasilien) og jeg og en anden på vej hjem til hostlet og en pige kommer gående i mod os - i condivo bukser og med en bæltetaske. Jeg spurgte Leo hvor meget han ville væde på at hun var dansk. Vi endte med at væde hele 2$ (9 kr ca.) og ganske rigtigt da hun kom fordi spurgte jeg hende om hun var fra Danmark og det var hun da. Der fik jeg to dollars ud af, yay.

Da bussen nærmere sig Bungy centeret ved Kawarau broen, begyndte min kvalme at ændre sig til nervøsitet og sommerfugle i stedet. De har en vildt cool center derude, men en fed souvenirbutik og forberedelse til bungy jumpet samt butik for billeder og video bag efter. Da vi kom derned tjekkede vi ind igen og vi blev alle vejet og fik med store, fede, røde, bogstaver skrevet vores vægt på hånden - ikke fedt! Broen vi skulle hoppe fra var over den her lille flod i en smuk slugt, med turkis blåt vand, smukke klipper og grøn skov, det var et rigtig flot sted.  

Da vi kom ud på broen kiggede jeg ned og tænkte, okay, ja, det kan jeg godt det her. Men et eller andet sted inden i mig var der noget der sagde mig at jeg nok ville have det anderledes når jeg kom ud og stå på platformen.

               Vi kom i en sele, og tog billeder og kiggede på andre hoppe ud fra broen. Der var en masse asiater, og nogle af dem var også tykke, utroligt nok. De hoppede bare ned fra broen, uden en lyd eller noget. Det var næsten som om de bare faldt, de skreg ikke eller noget overhovedet, det var faktisk ret komisk, men jeg synes nu ikke de gjorde det helt rigtig. Der manglede nogle følelser. Jeg vidste i hvert fald godt er jeg ville give mere lyd fra mig end det.

Vi var fem: Romain (Belgien), Meline(Holland), Camille(Belgien), Rocio(Argentina) og mig selv der skulle hoppe. Romain og Meline var cool med det, Camille var også cool nok, men Rocio og jeg var lidt mere bange. Lige meget hvor cool jeg gerne vil være med sådan nogle ting og være rigtig hård og ikke bange, så er jeg bare ikke god til det og som regel pisser nervøs og lidt bange.

        
    Jeg skulle springe sidst, de andre havde gjort det. Rocio tog en lille smule tid til at hoppe, men alle kom af i fineste stil, eller næsten. Romain hoppede forkert, så manden på platformen blev nød til at skubbe ham længere ud fra broen med hans fod, men alt endte godt.

Da det var min tur, begyndte jeg at blive rigtig nervøs. Jeg rystede indvendigt og ja, det er svært at forklare, men jeg sidder med følelsen igen nu hvor jeg sidder og skriver det her. Jeg satte mig ned og Jimbo gjorde mine ankler klar. Jeg havde selen på, men den var kun for sikkerhed, jeg brugte den overhovedet ikke. Jeg fik et håndklæde om anklerne og ud over det en snor/line/reb hvad en du vil kalde det, det skulle nok holde mig. Det virkede håbløst simpelt, men jeg var ikke bange for at det ikke skulle holde. Jeg var ikke bange for at komme til skade, eller at noget knækkede, eller noget i den stil overhovedet, jeg tror bare jeg var lidt bange for at hoppe ud fra noget højt på den måde…

Fordi der er en flod nedenunder kan man vælge om man vil i vandet eller ej. Med mig og min kærlighed for vand, skulle jeg da helt sikkert i vandet. Min omgangssyge havde fået mig til at overveje det en gang til, men trak i min skiundertrøje så jeg ikke ville blive koldt og så var den diskussion over. Selvfølgelig skulle jeg da dyppes, hvis man gør det skal man da gøre det ordenligt.

            
Puha, mine hænder ryster næsten lidt bare ved at skrive alt det her igen, Aaaarh!

Jimbo spurgte mig og jeg ville i vandet og jeg sagde til omkring navlen, men hellere lidt mindre end lidt mere og han sagde at han ville gøre sit bedste. Jimbo var vildt cool, han gjorde helt sikkert min oplevelse derude bedre. Han snakkede med mig og prøvede at dulme mine nerver og han var bare ja, vildt cool.

          

Det var det bedste smil jeg kunne give....

  Da jeg rejste mig og og gik ud på platformen, fik den lille stemme fra før helt ret. Det virkelig lige pludselig som om der var meget langt ned, meget langt. Jeg kunne slet ikke lige håndtere at skulle hoppe ud derfra. Jeg ved ikke helt hvad jeg tænkte andet end bare ”nej, nej, nej”. Jeg gik nærmest helt i baglås, jeg blev ved med at holde fast i rækværket bag ved mig og tog hænderne op til ansigtet og kunne ikke rigtig lige overskue at smile til kameraret som filmede mig og tog billeder. Jimbo lagde hænderne på min skuldre og drejede mig så jeg pegede den rigtige vej og sagde:” Come on, you dont wanna stand out here too long,” (come on, du har ikke lyst til at stå for længe herude), men jeg afbrød ham bare og sagde: ”Oh, can we just wait a minute?” (øh, kan vi lige vente et minut).

            

Jeg tror billedet taler for sig selv...

 Undskyld for at afbryde ligt midt i det her spændende øjeblik, men puha hvor jeg stadig kan mærke følelsen i mn krop og stadig høre hans ord så tydeligt. Det er utroligt hvordan nogle øjeblikke bidder sig fast i ens hukommelse. Jeg tager jævnligt pauser fra at skrive og tager en dyb vejrtrækning inden jeg skriver videre. Jeg sidder med en spændte mavemuskler og en lidt høj puls of skriver det her, det var en af de vildeste oplevelser i mit liv - Aaaarh!

Fuck det - Here we go!

Jimbo tog min hånd, der igen holdt fast i rækværket om placerede dem om foran mig igen, så jeg stod klar. Måske sagde han noget, jeg ved det ikke, jeg lukkede lidt af. Der var et kort øjeblik deroppe på platformen, hvor jeg rent faktisk troede at jeg ville bakke ud, men jeg havde næsten ikke nået at tænke det, før jeg tænkte FUCK DET og sprang.

Der var jo slet ikke langt ned...

Jeg nærmest dykkede ned fra platformen. Vi havde fået at vide at vi skulle bryde vandet ligesom til et hovedspring, og hvor cool det end ser ud når de hopper med armende ud til siden, så var der ingen af os der stolede nok på os selv til at gøre det først og så samle armene foran hovedet senere, så mere eller mindre alle vores hop, var dyk.

Nærmest inden vi helt forlod platformen begyndte jeg at skrige, jeg sagde jo at jeg ville larme mere end de der asiater. Det var ikke et særligt charmerende skrig, men bare en eller anden lyd der kom helt nede fra maven. Jeg skreg hele vejen ned til vandet. Jeg har ingen ide om hvordan jeg ikke fik vand i munden og øjnene, jeg må ha lukket munden og øjnene eller måske havde jeg åbnede øjne, jeg kan faktisk ikke huske det.

De siger det tager ca. 2 sekunder til man rammer vandet, men det føles længere. Man flyver falder bare der hele vejen ned, uden nogen form for kontrol, det er sindssygt! Da jeg ramte vandet og blev dyppet gik det op for mig hvad jeg havde gjort og da jeg følte elastikken hive mig op igen (det var ikke hårdt eller gjorde ondt eller noget) tænkte jeg bare: Yes, jeg gjorde det og det var sindssygt” Jeg skreg: ”WuuuHuu!” og begyndte at samle mig igen. Min krop pumpede stadig med adrenalin og følelsen fra broen var der stadig men blandet med en følelse af triumf næsten og tilfredsstillelse over at ha gjort det. Det var en fantastisk følelse. 

Mens jeg tørrede vandet væk fra øjnene var alt jeg tænkte:
"Fuck shit jeg gjorde det!"

Jeg bouncede et par gange op og ned og endnu en underlig uforklarlig følelse fyldte min krop. Jeg tog igen hænderne op foran ansigtet og kunne slet ikke tro at jeg havde gjort det, jeg blev ved med at mumle ”fuck” og ”shit” til mig selv. Jeg bøjede mig op med mine mavemuskler og kiggede op, Gud hvor var der langt op til broen og hvor så alt anderledes ud nede fra og i bevægelse.

"Redningsaktionen"

Da jeg kiggede ned igen, var der to mænd ude i en gummibåd som rakte en stang op til mig jeg kunne gribe fat i, men jeg så dem for sent, så jeg kunne ikke å fat i den, så jeg bouncede endnu et par gange inden de fik fisket mig ned i båden. Jeg kunne stadig ikke helt forstå hvad jeg havde gjort og var samtidig helt høj på at jeg havde gjort, det var en underlig men fantastisk følelse, De befriede mig for elastikken og selen og spurgte ind til mit spring inden de sejlede mig ind til land. Jeg tror mit svar var noget i nærheden af ”Crazy, I cant believe I did it”) sindssygt, jeg kan ikke forstå jeg gjorde det) og en helt masse ”fuck” og ”shit” stadig.

Jeg kan stadig ikke forstå det, men det var fedt!

Da jeg kom ind på land var jeg stadig i en lidt andet verden og fyldt med en eller anden uforklarlig følelse. Jeg småløb og prøvede at ryste det hele lidt af mig og komme ned på jorden igen på vej op at den lille sti tilbage op til centeret.

Da jeg kom derop gik jeg lige igennem og ud til broen igen. Jeg ville sige tak til Jimbo, han var en større del i at jeg sprang end ham og jeg vidste og så havde han gjort det rigtig godt med hvor langt jeg kom ned i vandet. Han gjorde det helt perfekt. Da jeg kom ud på broen var han der ikke engang. Reagan den anden man der havde hjulpet mig var der og jeg sagde det til ham til at give videre, jeg håber han har fået det.

             



Det ville ikke undre mig hvis de grinede lidt af mig bagefter derude, jeg var stadig vildt oppe at køre og var i en lidt anden verden som ikke helt var jordens overflade.

Vi fik et diplom og en t-shirt med i handlen men billeder og videoen skulle vi købe hvert for sig. Det er selvfølgelig pisse dyrt, de skal jo tjene penge på noget, men alligevel skal man ha det med hjem. Det er nogle vildt gode billeder og videoen er klippet sammen fra flere forskellige vinkler og ja, det er en godt produkt, selvom det stadig var dyrt.

             



Siden jeg satte min fod på broen havde jeg ikke mærket noget til kvalme eller noget lignende. Adrenalinen vaskede det hele ud af kroppen, så hvis du nogensinde er syg før noget vigtigt, et bryllup eller en vigtig jobsamtale eller et eller andet så skal du bare lave en bungy jump ;) Gør det dog bare lige et par timer før så du kan komme ned på jorden igen. Jeg fløj i hvert fald rundt et eller andet sted i et godt stykke tid og havde ikke rigtig styr på en flyvende fis. 

YIIIIHAAA!!!

               Bungy er en af de bedste oplevelser i mit liv, jeg var igennem sådan en rutsjebane af følelse og jeg havde ventet på det i flere år. Det var vildt skræmmende men det flytter grænser og udfordre dig og det er der fantastiske oplevelser kommer fra. Jeg er i hvert fald sikker på at jeg vil huske denne oplevelse i rigtig, rigtig lang tid. Det var en rimelig god måde at fejre 4 måneder i New Zealand. Det røg lidt i baggrunden men dagen jeg lavede mit Bungy jump (23. november) var min 4 måneders dag i New Zealand. Sikke en måde at markere det på.

Da vi kom tilbage var det meningen at de andre skulle være ude at lave faldskærmsudspring, men det blæste for meget så det blev udskudt til næste dag, hvor Nevis Bungy også ventede for dem så var lidt mere sindssyge end mig.

Det her var manden bag dsiken...

I stedet tog vi 8 piger afsted til ’Fear Factory’ (Frygt fabrikken) som er en slags spøgelseshus. Du går rundt i fuldstændigt mørke og bliver skræmt hele tiden er konceptet. VI gik ind i to grupper af 4 og man går rundt i en række med hænderne på skuldrene af hinanden. Det er mørkt inde i labyrinten og ikke bare mørkt, men bæl mørkt, man kan intet se overhovedet, lige med undtagelse af de små røde LED lys der guider en rundt i labyrinten.  Inden i labyrinten er der skuespillere så vel som alt muligt andet hvor der er meningen det skal skræmme dig. Skuespillerne må gerne røre ved dig, selvfølgelig ikke gøre dig fortræd, men du må ikke røre dem. Der er en kodeord som man kan sige hvis man vil ud, men hvis én vil ud skal hele gruppen gå ud. Kodeordet var ”I chicken out”.

Ikke min gruppe, men de andre piger.

Jeg gik bagest i min gruppe. Jeg er vildt dårlig til sådanne ting, jeg griner og synes det er latterligt i stedet for at være bange. Jeg prøvede, selvom det lyder underligt at være bange. Han havde sagt inden, at jo mere bange vi var, jo mere lagde skuespillerne i det og jeg ville ikke ødelægge det for de andre. Vi kom forbi mange sjove ting derinde. Blandt andet endte vi i et hjørne hvor vi ikke kunne finde ud af hvor vi skulle gå hen og der var en stødhegn foran os og en spøgelseslign figur bag os som blev ved med at røre mig og hviske ting. Efter lidt fandt vi ud af at han/hun hviskede hvilke vej vi skulle gå, det var faktisk ret sjovt at vi stod der og var lukket inde og bange(næsten) til sidst prøvede han / hun bare at hjælpe os. Den ting jeg mindst kunne lide var da vi gik igennem et ”fængsel”. Alle tremmerne ar kæder der hang for loftet og stien i midten var meget smal. Der er lidt lys en gang i mellem og så kom alle fangerne klædt som spøgelser eller zombier eller hvad de nu var farende ud mod dig og de var meget tæt på hvis ikke de faktisk rørte ved dig. Det alle sidste var at vi blev skræmt lige før døren og så ender de fleste med bare at styrte skrigende ud i foyeren, det må være ret sjovt for manden bag disken og dem der venter. De tre foran mig styrede ud og jeg kom små løbende efter dem for at holde trit mens jeg grinede. Det var ret sjovt og en god oplevelse, men nogen af pigerne var rigtig skræmte.

Det er ret så fancy!

Is glas på Is bar

Jeg sluttede dagen af på en indisk restaurant med Emma(USA) og Oscar(Sverige). Det var måske ikke den mest smarte beslutning at gå fra ikke at spise noget fordi jeg havde omgangssyge til at spise indisk… Men jeg klarede det.  Bagefter mødtes vi alle på -5° Ice bar. Det er en bar hvor alt er lavet af is. Vi fik en jakke og hansker og havde 15 minutter inde i baren og en gratis alkoholfri drink. Det var ret cool derinde, men isskulpture og is-glas og is-alting. Det var mere end 5 minus grader derinde, men som en sand viking(næsten)var det jo ikke vildt koldt. 

Næste morgen skulle folk ud og lave deres Nevis bungy jump og Oscar og jeg skulle ud og paraglide, troede vi. Oscar vågnede op og havde det dårligt, men slæbte sig ud a sengen og vi gik hele vejen op til gondolen for kun at få et opkald om det er aflyst på grund af for meget vind. Det var vildt surt, jeg havde ondt af Oscar, at han havde hevet sig ud af sengen når han var så dårlig og så var der bare pisse træls. Jeg har rigtig længe gerne ville paraglide så at det skulle falde igennem var vildt surt. Specielt fordi det virkede slet ikke til at vejret var så dårligt… Øv bøv.

               De andre fik deres nevis bungy jump, men det var på et hængende hår. Fordi den er så høj er den også vindfølsom. De var kørt derud i bussen og havde venten 1½ time. Holdet før den havde sprunget og de havde sprunget og efter dem var der ikke flere der fik lov til at springe den dag. De hoppede også alle sammen, de er sindssyge. Jeg blev nervøs på deres vegne bare ved at snakke om det til morgenmad… Puha… Vinden betød desværre også at deres faldskærmsudspring blev aflyst.

Vi forlod Queenstown i dårligere humør end vi ankom, men for mange af os også en sindssyg oplevelse rigere.  Stemningen var også lidt trykket fordi der var en stor elefant i rummet; Milford track ventede og der var mange der var nervøse for den. 4 dages vandretur med stor oppakning skræmte mange.

Her stopper vi del A og I kan fortsætte direkte til del B hvis I har lyst. Del B er den sidste del af turen, så Milford Track, Dunedin og Christchurch.

Hyg Jer - Nanna Rytz!