Sydøen del 2 A

Hej Alle

Så er vi på den igen. Denne gang endelig med Sydøen del 2. Det tog sin tid, undskyld, jeg har masser af dårlige undskyldninger, men dem gider vi ikke høre, så lad os komme i gang med det det hele handler om. Jeg har delt del 2 i to dele - A og B fordi det blev ret langt, så I kan holde en pause. Her i 2A får i Queenstown. I får ofså lige det sidste stykker af del 1, så ikke har en ide om hvor vi starter.

Da vi kørte fra Wanaka var stemningen god, Queenstown var tæt på. Vi stoppede lidt uden for Queenstown på et lille plateau på en bjergside og tog billeder med vores flag. Det endte i nogle rigtig gode billeder.

               Vi ankom endelig til Queenstown. Vi havde tilbagelagt mere end 800 km og brugt mere end 10-11 i bussen siden vi forlod Motueka tre dage før. Da vi kørte ind i byen begyndte folk at klappe og vi var bare virkelig spændte. Det var her bungy jumping, skydiving og mange andre vilde ting ventede. Forhåbentlig. Vi blev indlogeret på White Pine Bush Hostel og fik nærmest vores egen lille etage med tre værelser køkken og stue. Det var super hyggeligt.

Den første aften I Queenstown lavede jeg frikadeller til aftensmad. Vi kunne ikke lige finde noget svinefars i supermarkedet, så det ble lammefrikadeller. Danmark og New Zealand i en skøn forening. De endte rigtig fint og folk var glade for dem. Det var meningen at vi alle, hvis vi havde lyst, skulle byde ind med noget fra sit eget land, men det endte med kun at være mig…

                      Vi havde brugt dagen på at gå lidt rundt i byen og stemingen var stadig vildt god aller var så spændte på Queenstown. Vi blev længe oppe den aften og lavede vist ret meget larm. Vi var lidt bange for at dem der boede oven på os ville blive sure, men det viste sig at være nogle australske drenge fra en skolegruppe på vores alder. I stedet for at blive sure snakkede vi med dem og blev venner. Jeg blev selv rigtig gode venner med dem, og snakkede meget med dem de to dage de var der.

Os i vores gangster regnjakker

Wuhu! 360!!!!

Næste morgen startede vi med vores eneste planlagte aktivitet i queenstown; Jetboating. Vi tog ud til Shotover floden og skulle ud og sejle i et jetbåd. Det er en meget tung båd som sejler meget hurtigt og meget tæt på de klipper og hvad ellers der stikker op af eller ud i floden. Vi lavede masser af 360° vendinger. Det var vildt sjovt og vi så alle vildt gangster-agtige ud i de lange regnjakker de havde givet os og med solbriller. Vi havde en rigtig god chauffør og en vildt god tur.

                      Bagefter tog vi tilbage til Queentowns og fik frokost inden vi alle sammen mødtes og planlagde hvad vi skulle lave alle de andre dage i Queenstown. Vi var rimelig fri til at gøre hvad vi ville. Bungy jumping og faldskærmsudspring var de mest populære aktiviteter. Vi kunne bungy jumpe fra tre forskellige højder. 43 m fra Kawarau broen, som er første sted man kunne lave et bungy jump efter at New Zealænderen A. J. Hackett tidligere havde opfundet den sindssyge ekstrem sport. Den anden muglighed, var der igen af os der gjorde, men det var ’The Legde’ som er et freestyle sted, så man kan springe lige som man har lyst, hvis man er lidt sindssyg. Den sidste og højeste bungy er ’The Nevis Bungy’ som er 134 langt. Det er fra en lille gondol der køre ud over en slugt i nogle kabler. Det er New Zealands længste bungy jump og verdens 14. længste.

                      Vi var fem der bookede ind på Kawarau broen og 7 ville lave Nevis bungy jumpet. En 9-10 stykker bookede også et faldskærmsudspring og Oscar og jeg bookede en paragliding tur.

                     

Mums!!

Den aften spiste vi på den ”verdens berømte” burger restaurant ’Fergburger’. Jeg havde aldrig hørt om det før, men det var godt nok en god burger - MUMS. Det var lidt halv dyrt og køen var super, super lang, men vi fik en enormt lækker burger ud af det. Det var det værd.

                      Efter vores lækre måltid have Jo inviteret os i biografen og se ’Hunger Games - Mockingjay Part 2’ for de penge der var tilovers i vores madbudget. På vej til biografen kom vi forbi en ’All Blacks’ butik med tilbud. Jeg endte med at købe en træningstrøje for kun 70$, som er rigtig billigt for rigtige All Blacks trøjer. Den er super fin, men nogle lækre blå striber på ærmerne.

                      Vi havde desværre noget omgangssyge i omløb og under filmen, var jeg rigtig bange for at jeg skulle kaste op. 3 lå allerede tilbage på hostlet med omgangssyge, og flere havde det dårligt. Jeg overlevede heldigvis hele filmen uden at kaste op, hvilket jeg var enormt glad for, det ville ha været super akavet…

Den aften havde jeg svært ved at sove. Jeg var nervøs, ja næsten bange for mit bungy jump som ventede dagen efter, og jeg var bange for at have det dårligt så jeg ikke kunne gøre det. Lige meget hvor bange jeg var, VILLE jeg bungy jumpe, det har været på listen så lang tid.

Da jeg vågnede næste morgen havde jeg det stadig dårligt, det var super trælst, men det skulle ikke få lov at stoppe mig. Vi gik ned i byen hvor vi checkede ind og ventede på vores bus.

Mens vi sad og ventede så jeg tog unge mennesker komme over til vente område. Pigen havde en bæltetaske og drengen en Eastpack taske. De så mistænkeligt danske ud, og rigtig nok de satte sig ned og begyndte at snakke dansk. Vi havde en kort samtale på dansk bla om bungy jumping, de skulle ud og lave det store ’Nevis Bungy’. Det var anden gang jeg stødte på danskere i Queenstown. De første var på et gadehjørne og de da de gik forbi, synes jeg nok jeg kunne forstå hvad de sagde, så jeg stoppede op og lyttede og den var god nok. De sagde at der boede ca. 50 danskere på det samme hostel som os. De var dog alle sammen ældre end os. Det var et meget stort hostel for jeg så aldrig nogen på selve hostelet.

Emma, Rotary student fra Flensborg, Tyskland, og jeg havde tidligere haft en samtale om hvordan man kan genkende danskere. Jeg havde aldrig tænkt over det, men det er rigtig mange danskere i Flensborg, både på besøg og fastboende, så hun har lagt mærke til specielle dansk varemærker før. Et af de største er addidas condivo bukser, de er bare overalt på os danskere og faktisk sidder og jeg skriver det her i et par lige nu…

En anden gang var Leo(Brasilien) og jeg og en anden på vej hjem til hostlet og en pige kommer gående i mod os - i condivo bukser og med en bæltetaske. Jeg spurgte Leo hvor meget han ville væde på at hun var dansk. Vi endte med at væde hele 2$ (9 kr ca.) og ganske rigtigt da hun kom fordi spurgte jeg hende om hun var fra Danmark og det var hun da. Der fik jeg to dollars ud af, yay.

Da bussen nærmere sig Bungy centeret ved Kawarau broen, begyndte min kvalme at ændre sig til nervøsitet og sommerfugle i stedet. De har en vildt cool center derude, men en fed souvenirbutik og forberedelse til bungy jumpet samt butik for billeder og video bag efter. Da vi kom derned tjekkede vi ind igen og vi blev alle vejet og fik med store, fede, røde, bogstaver skrevet vores vægt på hånden - ikke fedt! Broen vi skulle hoppe fra var over den her lille flod i en smuk slugt, med turkis blåt vand, smukke klipper og grøn skov, det var et rigtig flot sted.  

Da vi kom ud på broen kiggede jeg ned og tænkte, okay, ja, det kan jeg godt det her. Men et eller andet sted inden i mig var der noget der sagde mig at jeg nok ville have det anderledes når jeg kom ud og stå på platformen.

               Vi kom i en sele, og tog billeder og kiggede på andre hoppe ud fra broen. Der var en masse asiater, og nogle af dem var også tykke, utroligt nok. De hoppede bare ned fra broen, uden en lyd eller noget. Det var næsten som om de bare faldt, de skreg ikke eller noget overhovedet, det var faktisk ret komisk, men jeg synes nu ikke de gjorde det helt rigtig. Der manglede nogle følelser. Jeg vidste i hvert fald godt er jeg ville give mere lyd fra mig end det.

Vi var fem: Romain (Belgien), Meline(Holland), Camille(Belgien), Rocio(Argentina) og mig selv der skulle hoppe. Romain og Meline var cool med det, Camille var også cool nok, men Rocio og jeg var lidt mere bange. Lige meget hvor cool jeg gerne vil være med sådan nogle ting og være rigtig hård og ikke bange, så er jeg bare ikke god til det og som regel pisser nervøs og lidt bange.

        
    Jeg skulle springe sidst, de andre havde gjort det. Rocio tog en lille smule tid til at hoppe, men alle kom af i fineste stil, eller næsten. Romain hoppede forkert, så manden på platformen blev nød til at skubbe ham længere ud fra broen med hans fod, men alt endte godt.

Da det var min tur, begyndte jeg at blive rigtig nervøs. Jeg rystede indvendigt og ja, det er svært at forklare, men jeg sidder med følelsen igen nu hvor jeg sidder og skriver det her. Jeg satte mig ned og Jimbo gjorde mine ankler klar. Jeg havde selen på, men den var kun for sikkerhed, jeg brugte den overhovedet ikke. Jeg fik et håndklæde om anklerne og ud over det en snor/line/reb hvad en du vil kalde det, det skulle nok holde mig. Det virkede håbløst simpelt, men jeg var ikke bange for at det ikke skulle holde. Jeg var ikke bange for at komme til skade, eller at noget knækkede, eller noget i den stil overhovedet, jeg tror bare jeg var lidt bange for at hoppe ud fra noget højt på den måde…

Fordi der er en flod nedenunder kan man vælge om man vil i vandet eller ej. Med mig og min kærlighed for vand, skulle jeg da helt sikkert i vandet. Min omgangssyge havde fået mig til at overveje det en gang til, men trak i min skiundertrøje så jeg ikke ville blive koldt og så var den diskussion over. Selvfølgelig skulle jeg da dyppes, hvis man gør det skal man da gøre det ordenligt.

            
Puha, mine hænder ryster næsten lidt bare ved at skrive alt det her igen, Aaaarh!

Jimbo spurgte mig og jeg ville i vandet og jeg sagde til omkring navlen, men hellere lidt mindre end lidt mere og han sagde at han ville gøre sit bedste. Jimbo var vildt cool, han gjorde helt sikkert min oplevelse derude bedre. Han snakkede med mig og prøvede at dulme mine nerver og han var bare ja, vildt cool.

          

Det var det bedste smil jeg kunne give....

  Da jeg rejste mig og og gik ud på platformen, fik den lille stemme fra før helt ret. Det virkelig lige pludselig som om der var meget langt ned, meget langt. Jeg kunne slet ikke lige håndtere at skulle hoppe ud derfra. Jeg ved ikke helt hvad jeg tænkte andet end bare ”nej, nej, nej”. Jeg gik nærmest helt i baglås, jeg blev ved med at holde fast i rækværket bag ved mig og tog hænderne op til ansigtet og kunne ikke rigtig lige overskue at smile til kameraret som filmede mig og tog billeder. Jimbo lagde hænderne på min skuldre og drejede mig så jeg pegede den rigtige vej og sagde:” Come on, you dont wanna stand out here too long,” (come on, du har ikke lyst til at stå for længe herude), men jeg afbrød ham bare og sagde: ”Oh, can we just wait a minute?” (øh, kan vi lige vente et minut).

            

Jeg tror billedet taler for sig selv...

 Undskyld for at afbryde ligt midt i det her spændende øjeblik, men puha hvor jeg stadig kan mærke følelsen i mn krop og stadig høre hans ord så tydeligt. Det er utroligt hvordan nogle øjeblikke bidder sig fast i ens hukommelse. Jeg tager jævnligt pauser fra at skrive og tager en dyb vejrtrækning inden jeg skriver videre. Jeg sidder med en spændte mavemuskler og en lidt høj puls of skriver det her, det var en af de vildeste oplevelser i mit liv - Aaaarh!

Fuck det - Here we go!

Jimbo tog min hånd, der igen holdt fast i rækværket om placerede dem om foran mig igen, så jeg stod klar. Måske sagde han noget, jeg ved det ikke, jeg lukkede lidt af. Der var et kort øjeblik deroppe på platformen, hvor jeg rent faktisk troede at jeg ville bakke ud, men jeg havde næsten ikke nået at tænke det, før jeg tænkte FUCK DET og sprang.

Der var jo slet ikke langt ned...

Jeg nærmest dykkede ned fra platformen. Vi havde fået at vide at vi skulle bryde vandet ligesom til et hovedspring, og hvor cool det end ser ud når de hopper med armende ud til siden, så var der ingen af os der stolede nok på os selv til at gøre det først og så samle armene foran hovedet senere, så mere eller mindre alle vores hop, var dyk.

Nærmest inden vi helt forlod platformen begyndte jeg at skrige, jeg sagde jo at jeg ville larme mere end de der asiater. Det var ikke et særligt charmerende skrig, men bare en eller anden lyd der kom helt nede fra maven. Jeg skreg hele vejen ned til vandet. Jeg har ingen ide om hvordan jeg ikke fik vand i munden og øjnene, jeg må ha lukket munden og øjnene eller måske havde jeg åbnede øjne, jeg kan faktisk ikke huske det.

De siger det tager ca. 2 sekunder til man rammer vandet, men det føles længere. Man flyver falder bare der hele vejen ned, uden nogen form for kontrol, det er sindssygt! Da jeg ramte vandet og blev dyppet gik det op for mig hvad jeg havde gjort og da jeg følte elastikken hive mig op igen (det var ikke hårdt eller gjorde ondt eller noget) tænkte jeg bare: Yes, jeg gjorde det og det var sindssygt” Jeg skreg: ”WuuuHuu!” og begyndte at samle mig igen. Min krop pumpede stadig med adrenalin og følelsen fra broen var der stadig men blandet med en følelse af triumf næsten og tilfredsstillelse over at ha gjort det. Det var en fantastisk følelse. 

Mens jeg tørrede vandet væk fra øjnene var alt jeg tænkte:
"Fuck shit jeg gjorde det!"

Jeg bouncede et par gange op og ned og endnu en underlig uforklarlig følelse fyldte min krop. Jeg tog igen hænderne op foran ansigtet og kunne slet ikke tro at jeg havde gjort det, jeg blev ved med at mumle ”fuck” og ”shit” til mig selv. Jeg bøjede mig op med mine mavemuskler og kiggede op, Gud hvor var der langt op til broen og hvor så alt anderledes ud nede fra og i bevægelse.

"Redningsaktionen"

Da jeg kiggede ned igen, var der to mænd ude i en gummibåd som rakte en stang op til mig jeg kunne gribe fat i, men jeg så dem for sent, så jeg kunne ikke å fat i den, så jeg bouncede endnu et par gange inden de fik fisket mig ned i båden. Jeg kunne stadig ikke helt forstå hvad jeg havde gjort og var samtidig helt høj på at jeg havde gjort, det var en underlig men fantastisk følelse, De befriede mig for elastikken og selen og spurgte ind til mit spring inden de sejlede mig ind til land. Jeg tror mit svar var noget i nærheden af ”Crazy, I cant believe I did it”) sindssygt, jeg kan ikke forstå jeg gjorde det) og en helt masse ”fuck” og ”shit” stadig.

Jeg kan stadig ikke forstå det, men det var fedt!

Da jeg kom ind på land var jeg stadig i en lidt andet verden og fyldt med en eller anden uforklarlig følelse. Jeg småløb og prøvede at ryste det hele lidt af mig og komme ned på jorden igen på vej op at den lille sti tilbage op til centeret.

Da jeg kom derop gik jeg lige igennem og ud til broen igen. Jeg ville sige tak til Jimbo, han var en større del i at jeg sprang end ham og jeg vidste og så havde han gjort det rigtig godt med hvor langt jeg kom ned i vandet. Han gjorde det helt perfekt. Da jeg kom ud på broen var han der ikke engang. Reagan den anden man der havde hjulpet mig var der og jeg sagde det til ham til at give videre, jeg håber han har fået det.

             



Det ville ikke undre mig hvis de grinede lidt af mig bagefter derude, jeg var stadig vildt oppe at køre og var i en lidt anden verden som ikke helt var jordens overflade.

Vi fik et diplom og en t-shirt med i handlen men billeder og videoen skulle vi købe hvert for sig. Det er selvfølgelig pisse dyrt, de skal jo tjene penge på noget, men alligevel skal man ha det med hjem. Det er nogle vildt gode billeder og videoen er klippet sammen fra flere forskellige vinkler og ja, det er en godt produkt, selvom det stadig var dyrt.

             



Siden jeg satte min fod på broen havde jeg ikke mærket noget til kvalme eller noget lignende. Adrenalinen vaskede det hele ud af kroppen, så hvis du nogensinde er syg før noget vigtigt, et bryllup eller en vigtig jobsamtale eller et eller andet så skal du bare lave en bungy jump ;) Gør det dog bare lige et par timer før så du kan komme ned på jorden igen. Jeg fløj i hvert fald rundt et eller andet sted i et godt stykke tid og havde ikke rigtig styr på en flyvende fis. 

YIIIIHAAA!!!

               Bungy er en af de bedste oplevelser i mit liv, jeg var igennem sådan en rutsjebane af følelse og jeg havde ventet på det i flere år. Det var vildt skræmmende men det flytter grænser og udfordre dig og det er der fantastiske oplevelser kommer fra. Jeg er i hvert fald sikker på at jeg vil huske denne oplevelse i rigtig, rigtig lang tid. Det var en rimelig god måde at fejre 4 måneder i New Zealand. Det røg lidt i baggrunden men dagen jeg lavede mit Bungy jump (23. november) var min 4 måneders dag i New Zealand. Sikke en måde at markere det på.

Da vi kom tilbage var det meningen at de andre skulle være ude at lave faldskærmsudspring, men det blæste for meget så det blev udskudt til næste dag, hvor Nevis Bungy også ventede for dem så var lidt mere sindssyge end mig.

Det her var manden bag dsiken...

I stedet tog vi 8 piger afsted til ’Fear Factory’ (Frygt fabrikken) som er en slags spøgelseshus. Du går rundt i fuldstændigt mørke og bliver skræmt hele tiden er konceptet. VI gik ind i to grupper af 4 og man går rundt i en række med hænderne på skuldrene af hinanden. Det er mørkt inde i labyrinten og ikke bare mørkt, men bæl mørkt, man kan intet se overhovedet, lige med undtagelse af de små røde LED lys der guider en rundt i labyrinten.  Inden i labyrinten er der skuespillere så vel som alt muligt andet hvor der er meningen det skal skræmme dig. Skuespillerne må gerne røre ved dig, selvfølgelig ikke gøre dig fortræd, men du må ikke røre dem. Der er en kodeord som man kan sige hvis man vil ud, men hvis én vil ud skal hele gruppen gå ud. Kodeordet var ”I chicken out”.

Ikke min gruppe, men de andre piger.

Jeg gik bagest i min gruppe. Jeg er vildt dårlig til sådanne ting, jeg griner og synes det er latterligt i stedet for at være bange. Jeg prøvede, selvom det lyder underligt at være bange. Han havde sagt inden, at jo mere bange vi var, jo mere lagde skuespillerne i det og jeg ville ikke ødelægge det for de andre. Vi kom forbi mange sjove ting derinde. Blandt andet endte vi i et hjørne hvor vi ikke kunne finde ud af hvor vi skulle gå hen og der var en stødhegn foran os og en spøgelseslign figur bag os som blev ved med at røre mig og hviske ting. Efter lidt fandt vi ud af at han/hun hviskede hvilke vej vi skulle gå, det var faktisk ret sjovt at vi stod der og var lukket inde og bange(næsten) til sidst prøvede han / hun bare at hjælpe os. Den ting jeg mindst kunne lide var da vi gik igennem et ”fængsel”. Alle tremmerne ar kæder der hang for loftet og stien i midten var meget smal. Der er lidt lys en gang i mellem og så kom alle fangerne klædt som spøgelser eller zombier eller hvad de nu var farende ud mod dig og de var meget tæt på hvis ikke de faktisk rørte ved dig. Det alle sidste var at vi blev skræmt lige før døren og så ender de fleste med bare at styrte skrigende ud i foyeren, det må være ret sjovt for manden bag disken og dem der venter. De tre foran mig styrede ud og jeg kom små løbende efter dem for at holde trit mens jeg grinede. Det var ret sjovt og en god oplevelse, men nogen af pigerne var rigtig skræmte.

Det er ret så fancy!

Is glas på Is bar

Jeg sluttede dagen af på en indisk restaurant med Emma(USA) og Oscar(Sverige). Det var måske ikke den mest smarte beslutning at gå fra ikke at spise noget fordi jeg havde omgangssyge til at spise indisk… Men jeg klarede det.  Bagefter mødtes vi alle på -5° Ice bar. Det er en bar hvor alt er lavet af is. Vi fik en jakke og hansker og havde 15 minutter inde i baren og en gratis alkoholfri drink. Det var ret cool derinde, men isskulpture og is-glas og is-alting. Det var mere end 5 minus grader derinde, men som en sand viking(næsten)var det jo ikke vildt koldt. 

Næste morgen skulle folk ud og lave deres Nevis bungy jump og Oscar og jeg skulle ud og paraglide, troede vi. Oscar vågnede op og havde det dårligt, men slæbte sig ud a sengen og vi gik hele vejen op til gondolen for kun at få et opkald om det er aflyst på grund af for meget vind. Det var vildt surt, jeg havde ondt af Oscar, at han havde hevet sig ud af sengen når han var så dårlig og så var der bare pisse træls. Jeg har rigtig længe gerne ville paraglide så at det skulle falde igennem var vildt surt. Specielt fordi det virkede slet ikke til at vejret var så dårligt… Øv bøv.

               De andre fik deres nevis bungy jump, men det var på et hængende hår. Fordi den er så høj er den også vindfølsom. De var kørt derud i bussen og havde venten 1½ time. Holdet før den havde sprunget og de havde sprunget og efter dem var der ikke flere der fik lov til at springe den dag. De hoppede også alle sammen, de er sindssyge. Jeg blev nervøs på deres vegne bare ved at snakke om det til morgenmad… Puha… Vinden betød desværre også at deres faldskærmsudspring blev aflyst.

Vi forlod Queenstown i dårligere humør end vi ankom, men for mange af os også en sindssyg oplevelse rigere.  Stemningen var også lidt trykket fordi der var en stor elefant i rummet; Milford track ventede og der var mange der var nervøse for den. 4 dages vandretur med stor oppakning skræmte mange.

Her stopper vi del A og I kan fortsætte direkte til del B hvis I har lyst. Del B er den sidste del af turen, så Milford Track, Dunedin og Christchurch.

Hyg Jer - Nanna Rytz!