Sydøen del 2 B

Så er der pakket til Milford Track

Hej Alle

Så her er del 2 af del 2, hvis I kan holde ud at læse mere.

Vi kørte til Te Anau hvor vi overnattede inden Milford Track. Busturen derned var vildt smukt, men det var rigtig svært at holde sig vågen. Jeg kæmpede en indre kamp mellem at sove og kigge op den smukke udsigt. Jeg var ikke den eneste folk var rigtig trætte.

Da vi kom til Te Anau pakkede vi til Milford Track. Alting ud af rygsækken og kun det mest vigtige tilbage igen. Jeg var rimelig god og havde styr på mine ting og pakkede ikke for meget, mens nogle havde større problemer med at pakke alt deres ned. Gina skulle desværre ikke med på Milford Track. Hun var stadig syg efter omgangssygen i Queenstown og var simpelthen for svag til at tage med.  Jeg tror vi alle sammen sov rigtig godt den nat.

Min oppakning

Dagen efter skulle vi så afsted til Milford Track. Bussen blev pakket med alt det vi ikke skulle ha med og vi satte kursen mod Te Anau hvor vi mødtes med Sussie vores guide. Hun var fra Rotary og har taget udvekslingsstudenter med over Milford Tracks flere gange. Hun var vores guide, men ikke en officiel guide, vi gik nemlig den selvstændige tur. Vi boede i hytter med sovesale og bar alt vores egen mad og gear og gjorde alt selv. Der var også en guidet tur hvor du kun være hvad du selv skal bruge i form at tøj og toiletsager. Alt mad og lign er allerede fløjet ud til husene de boede i, men værelser, bad og en glad vin ventende efter hver dag. Det var alt sammen snyd, vi gjorde det på den rigtige måde ;)

Starten hvor vi tog med færgen.

Da vi mødte Sussie uddelte  hun mad og køkkengrej som vi alle sammen skulle have plads til i vores rygsække, det var en større udfordring for nogen. Vi hoppede på bussen og smuttede forbi Subway til frokost, hvilken en god froksost at starte Milford track på, inden vi tog ud til færgelejet. Her tog vi med en båd over til starten på ruten og derfra gik vi. Vi gik ikke så langt den første dag, kun 1½ time. Vi gik gennem smuk natur og overraskende regnede det ikke. Det var midt ude i ingenting, ingen mobiltjeneste, jeg havde faktisk slet ikke min mobil med, og ingen ting. Vi havde vores rugbybold som vi havde haft med overalt siden dag 2 med som underholdning og et kortspil og hinanden. Den første dag var som sagt til at overskuer og humøret var efterhånden ved at løfte sig. Folk havde været lidt negative omkring det, måske lidt bange for at det ville blive for hårdt.

Vi kastede rigtig meget rundt med den der rugby bold.

Vi kom frem til hytten og hyggede egentlig bare med kortspil og lidt rygby og lign lege indtil vi skulle i seng, lige med undtagelse af to ting. Den ranger der havde vagt i hytten lavede en lille natur-tur hvor vi gik rundt og fik fortalt lidt om området og planterne og lign og så spiste vi selvfølgelig aftensmad. Lejren var rimelig primitiv, men god nok. Der var to store 20 personers sovesale, et køkken / spisesal og toiletter. Toiletterne var med skyl og håndvask og spejl og det hele så det var alt sammen rigtig fint.

                   




  Jeg sov overraskende godt den nat. Jeg er vant til at sove sammen med mennesker efter at ha boet på en 4-mandsværelse på efterskole sidste år, men jeg var stadig nervøs for om snorken eller lign. ville holde mig vågen så jeg havde væbnet mig med ørepropper. Dem fik jeg dig ikke brug for, jeg sov som en sten, hvilket var virkelig rart. Man har brug for en god nats søvn på sådan en vandretur.

Det var bare super smukt

Næste dag gik vi 6 timer og 15 minutter op gennem dalen og den sidste halve time var rigtigt op ad. Vi havde gennem hele dagen gået en lille smule op ad på vej op ad McKinnon passet som er et bjerg vi skulle gå hen over dagen efter. Igen igennem smuk natur og igen i tørvejr. Jeg var ret taknemmelig for at det var tørvejr den da. Vi skulle krydse en flod men floden var helt tør fordi det ikke havde regnet. Med en tung rygsæk og sten og lign var det ikke helt vildt nemt selv uden vandet at krydse floden, så jeg er rigtig glad for at jeg ikke også skulle gå i strømmen fra vandet. Naturen var bare rigtig smuk og uspoleret. Det er lidt svært at forklare, men bare vildt flot. Vi kom igen i god behold frem til hytten og hyggede os og slappede af inden den næste dag, der var turens højdepunkt.

Hidden lake -  Den skjulte sø.

                     

På toppen med Dannebrog!

En lille sø og lidt sne og brunt græs var hvad vi fik på toppen.

Dag 3 var over Mackinnon passet. Vi gik en halv time hen og så op. Op og op og op og op over trægrænsen, på med huer og vanter og lidt mere op inden vi stod på toppen af bjerget - McKinnon passet. Det var en helt specielt følelse at stå på toppen af et bjerg på den måde. Det var ret koldt. Det havde regnet lidt om morgenen, men da vi kom derop var det tørt. Tørt og koldt og blæsende. Vinden specielt gjorde det isnende kold, men stadig meget specielt. Der var små klatter af sne rundt omkring på bjergene ved siden af.  Stemningen på toppen af bjerget var helt vildt, det er svært at forklare, men det var bare specielt. Det var bart og højt og koldt og tørt, næsten som om man havde frysetørret toppen fra regnen og den høje luftfugtighed der var længere nede. Der var en fugl der hedder en ’Kea’ deroppe. Det er en alpin papegøje som er lidt fræk. Hvis man ikke passer på kan de finde på at stjæle dine ting. De var dog også ret sjove. Vi tog masser af billeder og vores flag kom ud af rygsækken, men vi blev ikke deroppe for længe, det var ret koldt.

                    

Ikke den frokost pause, men dagen før.

På vej ned igen begyndte at regne en lille smule. Vi holdt frokost pause i en lille hytte 10-15 minutter fra toppen - varm supper og sandwiches. Da vi gik afsted igen fik vi lidt af hvert. Da vi gik ud regnede det lidt, så begyndte det at hagle og til sidst sneede det også kort inden det gik tilbage til regn. Det var ikke vildt behageligt at gå deroppe totalt udækket og kold regn piskende ind i ansigtet, men det var en oplevelse. På grund af masser af regn tidligere var den normale rute ned lukket og i stedet gik vi ned af den alternative rute. Den var kortere og stejlere, ingen sagde hurtigere. Det var ret hårdt på både knæ og ankler at gå ned, og jeg var faktisk lidt bange for mine knæ, de blev ret ømme, de kunne ikke li at gå ned på den måde. Jeg bryder mig mere om at gå op en ned, men ned kom vi uden større uheld eller skader i vores gruppe. Carmen kom senere ned med en vandrestøvle der ikke var en støvle mere, hun havde vredet rundt på sin ankel, men hun var da god nok til at blive tapet op og gå ned selv.

Masser af små vandfals.

Sutherland Falls

De vi kom ned i bunden kunne vi gå til Sutherland Falls, som er New Zealands højeste vandfald. Vandet flader over tre fald ca. 580 m ned.  Vi var en halv snes stykker der gerne ville gå den ekstra time frem og tilbage for at se det. Selvom det have regnet havde vi stadig rimelig tørre fødder og hele vejen ud til vandfaldet kæmpede vi for at det blev sådan. Vi hoppede over eller balancerede på sten over vandpytter og andre sjove akrobatiske udfoldelser for at forblive tørskoet. Da vi så kom hen til vandfaldet var det hel lige meget. Vi var tæt på, men ikke helt inde ved det og alligevel blev vi fuldstændig gennemblødt af vandet der plaskede op fra bunden. Vi kunne ikke engang kigge op på vandfaldet fordi trykket af vand der kom ned var for stort. Vi var gennemblødt fra top til tå, så vi vadede bare lige igennem alle vandpytterne på vejen tilbage. Jeg har senere fundet ud af at man kan gå ind bag ved vandfaldet også. Det gjorde vi desværre ikke, da vi ikke vidste det var en mulighed, men vi fik stadig noget ud af vores ekstra times gang. Det var ret specielt at står der og få et seriøst brusebad af vandfaldet.

Et lille gruppebilede.

Generelt var vandfaldene mange flere og meget større den dag sammenlignet med de to første fordi det regnede. Milford Track har ca. 200 dage om året hvor det regner, så vi froventede regn og var forberedt på regn, men det var faktisk slet ikke så slemt. Alle træerne og buskene virkede som paraplyer og man blev slet ikke særlig våd. Jeg gik i et sæt skiundertøj og med short od t-shirt i svedbærende materiale uden på, så selvom jeg var våd var jeg ikke kold. På mine fødder havde jeg uldsokker og vandrestøvler.

Den sidste dag var meget lang. Den sidste halvdel specielt var rigtig hård, jeg gik den sidste halvdel uden at gå alt for meget på mine hæle fordi de var så ømme. Jeg havde været meget heldig og havde ingen vabler, men mine fødder var bare virkelig, virkelig ømme. Selv efter 6 gymnastikopvisninger i bare fødder på en enkelt weekend var mine fødder ikke nær så ømme som den dag. Det regnede for alvor den dag og det var bare et langt flat stykke ud, så det var ikke vildt spændende, bortset fra, og det her reddede min sidste dag på Milford Track, at der var forhindringer i vejen.

Det var den ret vi gik igennem - ren skæg og ballade.

Den første forhindring var over mere end 100 m hvor regn havde vasket et godt stykke af en klippeside ned over stien, så i stedet for stier var det er stort rod af sten, træstemmer, jord, grene og alt muligt. De havde lavet en slags sti igennem det, men ikke rigtigt. Vi klatrede over stammer og balancerede på sten og stammer og det bare ligesom at være tilbage i Klosterheden i Danmark og lege rundt i skoven.  Jeg elsker sådan nogle ting og er sikker på fødderne og på mig selv i situationer som denne, så jeg nyder og elsker dem bare Det var et sjovt lille afbræk fra bare at gå og gå og gå. Det skrev var rimeligt tidligt på dagen, men det var langt fra det sidste vi kom til.

             
 Flere gange havde vi en bro men en ende. Vande havde vasket bredden væk på den eneside, så det var igen med store skridt up på træstammer eller lign og så at hive sig selv op på broen eller lign.

Vi kom også til en bro hvor der var væltet et stort træ ned over, det blokere hele broen og der var grene og lign overalt. Der var ingen anden vej end at klatre lige igennem det. Der var flere forskellige metoder nogen tog deres rygsække af og så klatrede vi ellers igennem. Ned at hænge på maven på en gren og glide over eller andre sjove metoder blev brugt.

Den sidste og nok mest udfordrende var nok også den mest enkelte. Stien var oversvømmet et sted og mere end bare de små strømme ned over den som vi havde passeret så mange af. Den var rigtig oversvømmet, som i vand til navlen minimum. Det var vi en del der ikke lige følte for og heldigvis var der to væltede træer så lå på en vinkel af hinanden og førte hele vejen over. Det første stykker var uden noget at holde ved, så det var balancen der kom på prøver. Mange var ret nervøse for det, det var ikke fordi det var så vildt svært, men de manglede bare troen på at deres krop og balance kunne gøre det. Halvvejs hvor man skulle skifte fra træstamme til træstamme var der også lige et træ i vejen som stak en gren ud i en rigtig dårlig højde som man skulle over eller under. Og det sidste stykker skulle man så balancere igen. Igen en god udfordring, men vi skal jo også lige huske at vi have en stor rygsæk på og måske 2,5 times gang tilbage bagefter, hvor vi ikke havde lyst til at være gennemblødte. Emma (Frankrig) gik over og hun prøvede at kravle under grenen i midten, men hendes rygsæk var så tung at den trak hende baglæns ned vandet, så hun lå på ryggen på sin rygsæk og ikke kunne komme op igen. Det var ret tragisk-komisk. Det var selvfølgelig ikke vildt sjovt for hende, men det så altså ret sjovt ud… Camille (Belgien) var næste i køen så hun gik ud og hjalp hende og fik hendes rygsæk knappet op og fik hende op igen. Det var vist det mest dramatiske, jeg tror de fleste andre kom over nogenlunde tørre.

De her forhindringer reddede som sagt min dag, det var rigtig gode afbræk fra bare at gå og jeg elsker udfordringer som dem hvor man skal turde at stole på sin krop. Jeg tror jeg skylder ret meget at min tillid til mig selv om min krop på den måde til efterskole, gennem parkour, sport og gymnastik har jeg lært min krop rigtig godt at kende og stoler på den og ved hvad den kan, hvilket bare gør sådanne ting til en leg i stedet for noget træls.

Bare blive ved med at gå og gå og gå!

De sidste timer var tortur, mine fødder gjorde ondt og det virkede som om det aldrig endte. Det begyndte også at tordne, men det var bare cool. Torden inden i midten af junglen eller hvad man næsten kan kalde det vildnis vi var inde i lyder vildt cool. Det er super højt og man kan høre hvordan det bliver kastet frem og tilbage mellem klipperne. Det varer vildt længe og har en dyb rungende lyd med sig så man fysisk kan mærke det, det var en cool oplevelse,

Endelig enden!

Endelig efter af ha gået hvad der føles som 5 mil på det sidste halve mil nåede vi enden ’Sandfly Bay’ den hedder ”sandflue bugten” fordi der normalt er fyldt med sandfluer. Sandfluer er en lille flue som bidder og efterlader myggestiklignende kløende bid. Myggespray var en nødvendighed gennem hele turen, da de er overalt, men den eftermiddag i Sandfly Bay, var det ikke så slemt. Regnen holdt dem nok væk og så gik vi ind i et lille skur for at undgå dem. Jeg har hørt historier fra andre der har gået Milford Track om hvordan de har siddet udenfor og spist deres frokost inde i en plasticpose for at undgå sandfluerne. Så vi var heldige. Jeg selv var også heldig, jeg tror jeg havde en 20-30 bid hvor andre kunne tælle 80 bare på deres lægge.

Vi tanker op og venter på båden.

Man skimte dampen komme op af min
vandrestøvle.

Vi spiste resterne af det chokolade, mad og de müslibarer mm som vi havde haft med som proviant under turen, og ventede indtil en lille bitte båd kom og samlede os op og tog og indtil til en terminal hvorfra både og busser gik enten tilbage til civilisation eller ud på Milford Sounds, som er de smukek fjorde hvor vi endte med Milford Track. Vi mødtes der med vores bus og chauffør og pakkede om. Vi efterlod alt det våde stinkende tøj i bussen og tog nyt og frisk tøj med ombord på ’The Milford Mariner’ som var vores skib til et overnatnings cruise i Milford Sounds som skulle hjælpe os med at komme os over vores lille vandretur.

Vores lille cruiseship.

Vejret var stadig meget gråt og vådt og kedeligt så så snart vores orienteringsmøde var over hoppede halvdelen af os i bad. Vi brugte mest bare dagen på blive rene og varme og tørre og komfortable igen. Selv om vi sejlede rundt og kiggede på vandfald betød det ikke så mange. Vi havde set masser af vandfald over specielt de to sidste dage, så det havde ikke den største appel.

Mitre Peak og en flok glade unge mennesker.

Det havde til gengæld den lækre buffet vi fik til aftenmad. At få rigtig god mad og så så meget og så lækkert var virkelig lækkert efter 4 dage på pulver kartoffelmos, ris og dåsemad. Masser af lækkert mad og en dessert buffet, det var en rigtig god måde at afslutte Milford Track på. Vi sov denne gang i to personers værelser i en dejlig, dejlig seng, der var helt perfekt. Det var så lækkert!

Den næste morgen var en lidt anden sag. Vi var alle sammen kommet os lidt mere og vejret var meget bedre. Der var blå himmel og solskin og så hang skyerne rundt om bjergtoppen på en smuk måde. Det var en rigtig fin morgen, og selvom vi skulle lidt halv tidligt op var det det værd. Vi fik taget nogle fine billeder og set masser af smuk natur, igen.

Sådan så bussen ud efter Milford.

Da turen kom til en ende stod vi af og gik ombord på bussen igen, denne gang lugtede den bare ikke så godt, da alle vores våde rygsække og vådt tøj havde hængt til tørre i bussen mens vi var på cruise. Det gjorde ikke så meget for vi faldt mest bare i søvn. Inden vi nåede alle sammen at falde i søvn kørte vi igennem en lille tunnel og på den anden side ventede en smuk, smuk udsigt. Der var bjerge omkring os og sne og det var bare virkelig fint. Der var nogle der løb over vejen og over til en klump sne hvor de tog billeder. De var glade for at se sne igen.  Da vi var på vejen ind i bussen igen, mødte vi endnu en kea. Den lille fugl sad oven for døren og nærmest vogtede hvem der måtte komme ind det var rigtigt sjovt. Vi kørte videre og inden længe sov alle på vej til Dunedin.

Et lille panoramafoto.

The first church.

Dunedin var vores næst sidste stop på turen. Jeg elsker Dunedin, bare fra da jeg hørte navnet, har jeg godt kunne lide byen, og da vi kørte igennem den, blev det bare meget bedre. Byen har en skotsk baggrund og det kan man se, før første gang så vi ”gamle” stenbygninger. De så gamle og europæiske ud, men de var slet ikke så gamle, alt er nyt i New Zealand. Vi endte på en lille campingplads i nogle små hytter med en rimelig kold, varm pool.


Den første dag tog vi ud til en albatros koloni, eller det var mere tre albatrosser der rugede så vi sad helt stille, det var en lille smule skuffende, men det var fint nok. Der var også vildt mange måger der og andre fugle, så vi havde en god tur alligevel.

Bagefter kørte vi ind til byen og fik frokost og gik lidt rundt. Vi var blandt andet ved ’The first Church’ som er en gammel kirke. Den ser meget europæisk ude udefra, men meget New Zealandsk indefra.  Som altid var der en specielt stemning i kirken.

Bagefter det havde vi endnu en ting som vi fik ud af overskuddet for madbudget. Vi fik en tur rundt på Cadburys chokolade fabrik. Det var rigtig meget chokolade! Det var en rigtig fin tur, og der blev delt chokolade ud i rigelige mængde, fortalt om chokolade og smagt på chokolade. Det hele endte med at vi gik op i en silo og så ET TON CHOKOLADE flyde ned igennem siloen. En meget chokoladet mådet at slutte en meget chokoladet tur af på.

Efter rundvisningen gik vi rundt i byen og shoppede lidt og så lidt sight seeing og hyggede os. Til aften spiste vi alle sammen en buffet sammen på en restaurant i byen for at ”fejre” turen.

Den næste morgen tog vi forbi verdens stejleste gade - Baldwin Street. Det var en rimeligt stejl gade for at sige det mildt. Vi gik / løb alle sammen op til toppen og ned igen, det var rimelig cool. Da vi var på Cadburys fortalte de om hvordan de hvert år lader tusinder af ’Jaffas’ som er en rød, rund chokolade kugle, rulle ned af gaden.

Moeraki Boulders

Vi forlod Dunedin og kørte mod Christchurch, sidste stop på turen. Vi stoppede dog lige forbi Moeraki Boulders, som er nogle meget runde sten på stranden. Vi tog nogle rigtig fine billeder der på stranden inden vi kørte mod Christchurch. 

Så er Luiz klar til Antarktisk

Vi brugte en dag Christchurch på the Antarktiske center. New Zealand har base på Antarktisk og Christchurch er det sted hvor de og de fleste andre nationer flyver fra når de skal derned fordi det er ”tæt på”. Vi så pingviner og hørte om Antarktisk og Luiz (Brasilien) blev i klædt det tøj de har på dernede. Det er lidt mere end bare skibukser.

Vores storm da den var værst.

Vi oplevede også en Antarktisk sommerstorm. De havde et is-rum hvor de sendte vinde igennem med op til 43 km/t så i stedet for de -8°  der rent faktisk var derinde, føltes der som -18°. vi havde en jakke på, men vi var næsten alle sammen shorts, da det var rigtig varmt udenfor. Det var lidt koldt, men ikke så slemt, det var også kun en lille sommerstorm og den varede ikke særlig længe.

Is rummet  -stilhed før stormen

Vi kiggede rundt i en udstilling og ventede på at vi skulle ind og se en 12D film, da brandalarmen lød. Vi blev ledt udenfor og stod og blev bagt af høj sol i et godt stykke tid indtil alt blev gennemsøgt og der ingen farer var, der brændte heldigvis ikke nogen steder. Vi gik derefter ind i deres 12D biograf. Vi så en forkortet udgave af Happy Feet i ja, 12D. 12D betød at vores sæder hoppede, vi fik vand sprøjted i ansigtet, vind, sæbebobler og meget mere var en del af oplevelsen. Det var ret sjovt. Det sidste vi gjorde var at vi kørte i en Häglund som er det køretøj de bruger på Antartisk. Vi kørte på en bane op op ned, gennem vand, over en kløft og meget andet sjovt for at vise hvad de kunne. Det var ret cool.

Lige meget hvor man kigger hen kan man se noget der er ved
at blive bygget op igen efter jordskælvet,

Resten af dagen brugte vi i Christchurch. I 2011 have Christchurch et kæmpe jordskælv som ødelagde det meste af byen, og det kunne tydeligt ses. Vi gik ind til det der engang var den store domkirke i midten af byen. Nu lå halvdelen af kirken i ruiner og der var ikke butikker at se nogle steder. Selv nu 4-5 år efter jordskælvet er Christchurch tydligt mærker at det og er endnu ikke kommet på fode igen. Jo der tidligere har boet i Christchurch pegede i en retning og sagde at den vej var butikkerne. Vi gik rundt i en halv time eller mere og ledte efter dem men de var ingen stedet at finde. De var alle i en helt anden ende af byen på grund af jordskælvet.

Det der er tilbage af den store domkirke.

Det var en enorm varm dag, vi nåede over 30° hvilket er rimeligt specielt i Christchurch så faktisk brugte vi det meste af dagen i et lille indendørs shopping center eller i skyggen af nogle træer. Vi lavede ikke så meget, hyggede os mest bare stille og roligt for det var rigtig varmt.

Begge dag fik vi asiatisk mad fra en fin lille Thai restaurant ikke så langt fra hvor vi boede til aftensmad det var ret hyggeligt. Den sidste dag fik vi take aways og tog det med hjem og spiste sammen som en afslutning.

For næste dag var det hjem igen. Vi stod op og kørte til lufthaven og sagde farvel. Det var sidste gang vi så de Sydamerikanske studenter der nu er taget hjem, så det var ret træls at sige farvel.

Julestjerne!

Da Camille(Belgien) og jeg sad i gaten og ventede på vores fly der var det sidste til at flyve ud så jeg en pige sidde og flette julestjerner. Det at hun flettede julestjerne forbinder jeg med Danmark så gik over for at se hvad hun havde gang i og ganske rigtigt, hun var dansk. Hun var på tur rundt i New Zealand inden hun starter et udvekslingsforløb med et af universiteterne hernede. Det var ret sjovt at løbe ind i hende og vi sad og flettede stjerne og snakkede. Det at flette stjerne er en stor del al julen for mig og selv om vi var tre dage inde i december føltes julen uendelig langt væk, så julestjerne var en god lille ”overraskelse” at det skulle ske.

Camille og jeg fløj tilbage til Napier over Wellington. Da vi kom til Wellington var vi lidt forsinkede og vi havde kort tid til at komme over til vores nye gate. Da vi kom ned til gaten, kunne jeg ikke finde min telefon. ”FUCK” vat alt der løb gennem hovedet på mig. Jeg rodede min taske igen flere gange og var ved at gå lidt i panik. Jeg løb tilbage til den gate hvor vi stod af flyet og lige som jeg kommer derhen er stewardesserne ved at gå. Jeg spørger dem om de kan hjælpe mig og de får fat i en mand der gik udi flyet og kiggede for mig. Han kom HELDIGVIS tilbage med min telefon. Efter at jeg gav ham et meget spontant kram begyndte min puls at falde igen og jeg gik tilbage til vores gate.

Det irriterede mig faktisk rigtig meget at jeg glemte min telefon på flyet, jeg plejer at have orden i mine ting. At glemme ting på den måde er ikke mig, men heldigvis fik jeg den tilbage igen. Vi fløj uden mere drama tilbage til Napier og Derek hentede mig i lufthavnen og vores Sydøstur var ovre.

Det var en fantastisk tur. Hver eneste dag lavede vi et eller andet spændende og jeg har super mange gode oplevelser og minder fra turen. Jeg er sikker på at jeg vil huske turen i rigtig lang tid!

Puha endelig færdig, jeg har også næsten kun brugt en hel dag på at skrive det her indlæg, så hvis der er noget der ikke giver meningen er det fordi jeg har brugt lidt for langt tid foran Word, sorry. 12 sider og mere end 8000 senere.

 Nu vil jeg læne mig tilbage og nyde at jeg ikke har det her indlæg hængende over hovedet på mig længere. Vi  må se hvornår jeg skriver et igen, nok ikke før skolestart i februar.

Hyg jer - Nanna Rytz