Hjemme igen

Hejsa

Så er vi på vej til Frankfurt

Så er jeg kommet hjem og faldet lidt på plads efter mit eventyr i New Zealand.

Det var hårdt at sige farvel og tage hjem, det var rigtig hårdt, men jeg er sikker på at jeg kommer tilbage igen. Der var mødt rigtig mange op i lufthavnen i Napier for at sige farvel og det var rigtig dejligt. Jeg endte vist med forsinke flyet lidt, men i lille Napier så gjorde det ikke så meget. Da jeg kom til Auckland mødte jeg op med de tre andre udvekslingsstudenter fra Danmark og vi skulle alle rejser hjem sammen, hvilket var rigtig rart da det gjorde turen lidt mindre træls.

Poolen i Singapore

Turen var slet ikke så slem, vi hyggede og snakkede og så film og sov lidt frem og tilbage og før vi vidste det var vi i Singapore. I Singapore havde vi 8 timer og det virker som lang tid, men det gik fint nok. Noget af det første vi gjorde var at hoppe i poolen. På øverste etage af lufthavnen har de en lækker pool man kan hoppe i og det var det bedste vi gjorde hele turen. Singapore er så varm og selvom det var tidligt om morgenen var det 30 C° varmt og det er bare lidt for meget, så at blive kølet ned i poolen som havde den helt rigtige temperatur var rigtig dejligt og så følte man sig lidt mere frisk til næste etape.

Næste etape var 13 timer til Frankfurt. På turen var flyet kun halvt fuld, hvilket gjorde rejsen meget bedre. Vi kunne ligge over en hel række sæder og sove og det var bare rart at flyet ikke var trykket fuld med mennesker. Efter nogle lange timer kom vi også til Frankfurt og der ventede os lidt af en chok; Security. At gå gennem lufthavnen fra en terminal til en anden og gå gennem alt muligt pas kontrol og sikkerhed og hvad ved jeg skræmte mig faktisk lidt. Det er jo konsekvenser af alt det der er sket i Europa i det her år. Det har alt sammen virket langt væk og ikke rigtig virkeligt, men i Frankfurt kunne jeg lige pludselig se dem med mine egne øjne. Masser af grundig security og masser af politi og mange af dem med store våben hængende ved brystet. Det skræmte lidt som jeg sagde, men heldigvis havde vi ingen problemer.   

Alle i All Blacks trøjer og også med Rotary Blazere,
Sebastians var blevet for lille.

Da vi var på vej ud til flyet var der et par danskere der stod ved siden af os og de snakkede sjovt nok dansk. Det var det første dansk jeg har hørt snakket omkring mig i rigtig lang tid og det var super vildt underligt at hører!!! Det blev så endnu mere underligt da sikkerhedsinstruktionerne i flyet kom på dansk. Jeg skulle lige vænne mig til det og vænner mig stadig til det. En anden ting er at folk omkring kan forstå hvad jeg siger på dansk, det er også underligt.

Efter et stykker tid kom vi så til Danmark. Endelig hjemme, men det var en underlig følelse i maven. Vi fik vores bagage og tog alle sammen vores All Blacks trøjer på og Rotary Blazere på og tog nogle billeder. Vi havde alle fået den samme trøje, det var ret sjovt.

Og så ventede familien ude igennem porten. De ventede med krammere, flag banner og champagne og lidt tårer. Det var rigtig dejligt at se dem igen og kramme dem igen, selvom det stadigt virkede lidt surrealistisk at jeg var hjemme. Vi kørte tilbage til farfar og sov natten over. Han gav os smuk morgenmad og hans velkommen hjem krammer var helt fantastisk. Jeg har egentlig savner god morgenmad med lækker franskbrød og dagmartærte.

Vi kørte så hele vejen hjem d. 6. og da vi drejede ned af vejen snakkede vi mest bare om at se min hund igen og hvordan hun ville reagere. Det blev der så ikke tid til. De vi kom tættere på huset kunne jeg se 4 flag oppe i vores allé og da vi kom endnu tættere kunne jeg også se et stort banner med et billede af mig der hang på gavlen og da vi så kom endnu tættere kunne jeg også se en samling af familie og venner ude foran til at byde mig velkommen. På det her tidspunkt sidder jeg mest bare og skriger og hopper på bagsædet. Det værste var at vælge hvem der skulle have den første krammer. Det blev min storebror og derefter startede jeg bare fra en ende af for det var for svært at vælge. Det var så rart at der kom så mange og bød mig velkommen hjem. Det var lidt overvældende. Jeg havde set nogen tegn til at der måske ville ske noget, men havde valgt at lade være med at lægge noget i det fordi jeg ikke ville bliver skuffet. Det blev jeg så heller ikke. Det var helt fantastisk og så rart at se venner og familie igen.

Vi hyggede hele eftermiddagen og det var bare rigtig dejligt at se alle igen og snakke om hvad der er sket i året løb.

Siden har der været lidt mere ro på.  Den største ting var mit værelse, jeg er stadig i gang med at prøve at se om jeg kan finde en plads til alting og få orden i det, det går så ikke så godt, men det skal nok komme.

Det er rigtig rart at være tilbage og New Zealand føles nu næsten bare som en drøm - en fantastisk dejlig drøm. 

3 dage tilbage

Hej Alle

Nu er tiden meget knap, er næsten begyndt at tælle timerne. Har i dag sidste skoledag og har allerede haft mange ”sidster”. Stadig føles det dog ikke som om jeg er på vej… Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan jeg tror bare det kommer til at føles virkeligt før i lufthavnen måske.

Jeg går igennem en masse ting lige nu og det er et følelsesmæssigt kaos jeg er i. Der er mange modstridende følelser, men føler mig også næsten følelsesløs, som om intet er rigtig. Tror det er min underbevidsthed der prøver at distancere mig fra smerten ve at sige farvel. 

Det her oplæg er nok lidt deprimerende, bare lige en advarsel, men det er en stor del af afslutningen og det kan være rigtig svært for folk der ikke har prøver udveksling eller efterskole hvor følelserne er lidt de samme, at forstå hvad jeg går igennem, så jeg vil prøve at sætte nogle ord på. Ord har altid virket godt for mig og det giver mig en chance for at reflektere og genkende mine egne følelser og læsse lidt af det hele af med en flok sorte streger på papir.

Jeg havde min farvel-tale i onsdags i Assembly(samling af hele skolen). Jeg har før siddet igennem flere japanske pigers taler og de har altid rørt mig, men aldrig helt derind hvor der virkelig gør ondt. Det har aldrig virket som om det var mig der stod deroppe og det gjorde det heller ikke i onsdags. Jeg havde forberedt mig og skrevet noter og alt det der, men var rigtig nervøs. Mest fordi jeg var nervøs for om jeg skulle bryde ud i tårer undervejs. Jeg nærmest forventede at tårerne ville trille tog endda kleenex med på scenen, men oplevelsen var langt fra hvad jeg troede den ville være.

Det lyder cliche, det jeg skal til at sige, men når jeg kigger tilbage er det egentlig det jeg husker. Det var en ud-af-kroppen oplevelse, det føltes ikke som mig der stod og talte, eller det gjorde det, men mere som om jeg kiggede på mig selv tale gennem mine egne øjne. Som om det var en skal der stod og sagde farvel uden at føle hvad hun sagde. Jeg græd ikke, men endte med at fokusere på bare at få talen ud. Det føltes som sagt som en skal der sagde ordene uden at føle dem, ikke fordi jeg ikke føler dem, men under talen tog min underbevidsthed bare afstand fra det, fra følelserne der var for meget for mig og fokusrede på at udføre et arbejde - at sige talen. Det føltes som om tiden gik lidt langsommere og alle farverne var lidt mere utydelige. Det var en enorm underlig følelse. Flere andre både lærere og venner sad med tårer i øjnene, men igen valgte jeg at kigge den anden vej og distancere mig selv fra det. Eller min underbevidsthed valgte, jeg valgte det ikke, men gjorde det bare.

Jeg tror stadig ikke jeg er kommet helt ud af den situation. Jeg kan mærke en masse følelser og tårer hobe sig op inde i min brystkasse som føles stram og som om jeg ikke helt kan trække vejret frit. Jeg vil egentlig bare gerne græde og lade det komme ud så jeg kan slappe af og forhåbentlig ha det lidt bedre, men kan ikke. Kunne ikke til assembly og har ikke kunne siden. Igen som om min underbevidsthed beskytter mig mod mine egne følelser. På et eller andet tidspunkt springer ballonen og jeg bliver utrøstelig, men lige nu er jeg mest bare følelsesløs. En opgave af gangen og en dag af gangen og det er stadig ikke gået op for mig at jeg skal hjem om tre dage….

Jeg gav nogen af mine tanke frit løb på Twitter i går og det kom der her ud af, en anden beskrivelse af hvordan jeg har det, der er tastefejl i twitter udgaven, men det giver forhåbentlig mening alligevel. Læst fra det nederste tweet på billedet.

 

1

3

2

4

Oversat fra engelsk: Folk taler om alle de her klichére når man går igennem en følelsesmæssig rutsjebane, men det er sandt, jeg forstår det nu jeg går gennem det selv.

Jeg havde en total ud-af-kroppen oplevelse da jeg gav min farvel tale på skolen. Det føltes som om verden gik over til slow motion og det

Føltes som om alle farvede var mere utydelige. Det er uvirkeligt og ikke som noget jeg har oplevet før. Det var for at distancere mig selv fra smerten

Men det var stadig ubehageligt af helvede til. Jeg ville ønske boblen af følelser og tårer der er fanget i min brystkasse, som gør den stram, ville springes og

Give mig lidt forløsning.. At forlade sit liv, et live man elsker, a liv du kun lige er begyndt at bygge op, et liv fuld af venner og familie der

Der ikke er familie men stadig familie, for at tage hjem til ”normal”. Som kommer til at være alt andet end normal, fordi det var 2 år siden det

Var normalt and alting og alle har ændret sig siden. Det er som om man har været i den her fantastiske drøm i et år og det var blevet

 Virkelighed, bare for at blive rystet vågen og føle den flyder mellem sine fingre. Det gør ondt, det gør skide ondt, men jeg ville ikke have været foruden det

Alle vennerne og minderne som forhåbentlig holder til vi mødes igen og laver flere, all de fantastiske stunder og endda nogen af de mindre gode stunder gør det det værd. I sidste ende har det her år betydet mere end noget tidligere i mit liv

Og hvor vildt heldig jeg er at have noget der gør det så svært, gør så ondt og er så hjerteskærende at sige farvel til.

Og hvor endnu mere heldig er jeg at ha noget så fantastisk at se frem til når jeg står at rutsjebanen.

Vi ses snart - Nanna Rytz

10 dage tilbage...

Hej Alle

Puha… Tiden får så sindssygt stærkt! Har allerede sagt det 100 gange men siger det igen. Det føltes som så langt tid, samtidig så kort tid siden jeg havde mere end en måned tilbage. Nu har jeg 10 dage… Jeg har stadig ikke indset det, prøver at lade hver med at tænke på det, og leve en dag af gangen. Forberedelserne er lige så stille begyndt, men i mit hoved er jeg ikke på vej hjem endnu. Det kommer nok til at ramme mig rigtig hårdt lige  pludselig, men jeg er opsat på at få det bedste ud af min sidste tid.

                      Rigtig mange spørger mig; Glæder du dig ikke til at komme hjem til din familie venner etc? Svaret er jo, og i øjeblikke er jeg næsten klar til bare at hoppe på flyveren og tage hjem til dem, men det næste har jeg så ikke rigtig lyst til at tage af sted alligevel.  Jeg glæder mig til at komme hjem, men jeg er mere ked af at tage af sted. New Zealand, Napier, Sacred Heart etc. Føles som mit liv nu og det er underligt at skulle rive alt det op og bare forlade det… Udvekslings er at du bliver sendt om på den anden side af jorden og får 11 måneder til at bygge et liv op og så bliver det flået ud af hænderne på dig. Det er som sagt en mærkelig følelse, men  prøver ikke at hænge for meget i det og bare nyde min tid og mine venner.

                      Jeg tror dog familien og vennerne derhjemme efterhånden glæder sig rigtig meget til at se mig igen, og jeg glæder mig også til at se dem. <3

Som altid får I også en lille update på hvilke eventyr jeg har haft gang i. Min kalender har været og er fyldt op med aftaler og lign. Der er så mange jeg gerne vil se før jeg tager afsted, så mange ting jeg skal og vil.

Den 11. juni var jeg til bal. Min skole Sacred Heart og Sankt John(bror-skole) havde deres årlige ball/galla. Det var en rigtig, rigtig fin aften, men masser af dans, billeder og ømme fødder. Jeg gik sammen med Cameron, min værtsfamilies sted-barnebarn og vi havde en rigtig god aften sammen med mine venner.

I sidste weekend, 18. juni, tog hele familien(værtsforældre Phillip og Judy, deres datter Katie og hendes familie, Craig(kæreste) og Ashleigh og Cameron(Craigs børn)) og jeg til Wellington. Vores primære grund var for at e The All Blacks. Vores nationale rugby hold, New Zealands helte. Jeg har skrevet om dem før(håber jeg) da vi vandt verdensmesterskaberne sidste år Nu er sæsonen så så småt startet igen og de er i gang med at bygge et nyt hold op til det næste verdensmesterskal i 2019. De har 3 kampe mod Wales her i New Zealand og vi var som sagt i Wellington til den i sidste uge.

                      Det var så super fedt, jeg er selv en stor All Blacks fan og havde min trøje, hasltørklæde og skilte og flag med på Stadion.  Det var fantastisk. Atmosfæren blev rigtig god i anden halvleg, da de begyndte at score tries(rugby point) på stribe lige nedenfor hvor vi sad. Det var en fest og det var så lækkert at se dem live efter at ha fulgt dem hele året. Vi vandt selvfølgelig og det var bare en lækker oplevelse!!!

                      Dagen efter var vi lidt rundt i Wellington, blandt andet op Mount Victoria - jep et lille bjerg. Jeg har lært en tid her i New Zealand; hvor der er et bjerg, er der folk der løber eller i det mindste går op ad det. Det er nok ikke kun i New Zealand, men mange byer fx Auckland, Wellington og Tauranga har mindre bjerge/bakker i byen som folk bruger til at motionere plus at de er turistmål.

Mandag var det mit næst sidste møde i Rotary Klubben og jeg var dagens taler. Jeg viste en video af mit år, men billeder og videoer fra oplevelser jeg har haft og snakkede om hvad udvekslings har gjort for / lært mig og hvordan det har ændret mig. En ting jeg har lagt rigtig meget mærke til på det seneste er at jeg er lidt mere bekymringsfri. Jeg bekymre mig ikke så meget om ting jeg ikke kan gøre noget ved, men gør noget for det jeg kan. Og generelt er jeg bare lidt mere afslappet omkring mange ting. For eksempel min præsentation, efter som jeg laver en lille én hver uge og i øvrigt er meget afslappet omkring at tale for folk, så havde jeg faktisk slet ikke øvet min tale, kun skrevet stikord og lave en power point. Dels fordi jeg ikke rigtig havde tid, men også fordi jeg ikke var så bekymret for det. Det gik skam fint nok, snakkede nok lidt for stærkt, det gøre jeg altid, men er egentlig okay tilfreds, så det er meget heldigt.

                      Klubben og alle de gæster der kom for at høre mig, inklusiv et par venner fra skolen og en familie til en af dem, virkede rimelig glade for det, så det var godt nok. Som tak for et fantastisk år havde klubben samlet penge ind til at købe en gave til mig og de havde købt et Pandora Armbånd, det er ret sjovt for Pandora er jo dansk, og lidt en intern joke for mig hernede, men det er en rigtig fin ide og så kan jeg samle vedhæng fra alle de lande jeg besøger i fremtiden. Der er allerede en kiwi og et hjerte på den.

Jeg kigger ud gennem en
sprække i "skorstenen"

I den her semester har vi klatret i idræt, som i op ad en klatrevæg. Vi har selv en væg på skolen og har klatre minimum en gang om ugen. Det har været vildt fedt. Forløbet sluttede så af med at vi i går tog til FlaxRock som er en endnu større endnu svære klatrevæg her i Hawkes Bay(Flaxmere). Vi brugte en halv dag derude og det var rigtig cool, men også udfordrende. Flere af pigerne klatrede for karakterer, men da jeg ikke for karakterer klatrede jeg mest for sjovs skyld. Der var 13m til toppen, og det er ret højt når man som jeg ikke er super komfortabel på en klatrevæg. Jeg kom dog til toppen på 3 forskellige klatringer(hvis man kan sige det, hvis ikke har jeg lige opfundet et nyt ord)/climbs.

                      Den første var let at gå til, og det var mest bare for at komme til tops og få selvtillid på væggen. Derefter klatrede jeg en ”skorsten” som er et hul rum med 4 vægge der går ind og ud og lidt frem og tilbage, men meningen er at der er 4 vægge omkring dig så du kan bruge væggene til at klatre. Den var ret sjov, den kunne jeg godt lide.

Næsten ved toppen

                      Den sidste og den sværeste af de tre jeg prøvede var en jeg havde fået øje på da jeg kom ind, og sagt at den kunne jeg godt tænke at prøve. Jeg troede dog ikke rigtig på at jeg ville nå toppen. Jeg startede med ca. 15 minutter tilbage til vi skulle afsted og klatrede afsted. Den første halvdel gik fint nok, jeg er ikke den hurtigste klatre(overhovedet), men når man efterhånden har været deroppe lidt tid bliver ens arme, hænder og fingre rigtig trætte, mine gjorde i hvert fald og den sidste halvdel var lidt fald af, grebet af rebet, pause, start igen, klatre lidt mere og så forfra. Tiden var efterhånden ved at rende ud og jeg var ikke særlig langt fra toppen, men hver gang jeg prøvede at holde fast med mine hænder/fingre, kunne jeg mærke at jeg ingen styrke havde i mine fingre og så faldt jeg af igen. Efter 20 minutter måske, nåede jeg endelig toppen og det var meget forløsende!!!

                      Mine hænder, arme og fingre var meget ømme og meget trætte bagefter, da jeg spiste aftensmad mere end 6 timer senere, kunne jeg stadig mærke at jeg ikke havde fuld styrke i mine hænder. I dag dagen efter er de dog okay ;)

Okare og jeg er gode venner

I dag havde jeg endnu en dejlig oplevelse. Den nuværende og tidligere præsident for Rotary Klubben og jeg tog ud til Riding for the Disabled (Ridning for de handicappede) for at tage nogle billeder, da klubben sponsorerede noget nyt udstyr til dem sidste år. Vi tog billeder osv., men det var ikke det bedste. Det bedste var at jeg fik lov til at ride en tur. Har været hestepige i mange år, men et slemt fald har holdt mig lidt tilbage, og med efterskole og det her år tror jeg ikke jeg har redet i mere end 1 år. Det var super rart at være tilbage på hesteryg og jeg nød det i fulde drag. Jeg kunne mærke lidt selvtillid på hesten komme tilbage og det var bare helt fantastisk. Jeg savner stadig mine dyr. De har en lækker hund ude ved RDA og hestene og der var en kat i huset hvor jeg var her til aften. Jeg elsker dyr, specielt de lidt større eg hest og hund, og glæder mig til at se mine firbenede venner derhjemme.

Nu er der ikke langt tid til jeg ser jer igen, så vi ses snart! <3

Hyg jer - Nanna

300 dage down - 40 to go

Hej Alle

Tiden går og går stadig og hurtige end før, eller sådan føles det i hvert fald. Tirsdag d. 15. May var min 300 dages jubilæum i Napier. Jeg har været i Napier i 310 dage i dag(27/5)  og der er nu 40 dage til jeg lander i Kastrup lufthavn.

Det er altså en vildt underlig følelse. Man er fuldstændig spillet i to. En del af mig har overhovedet ikke lyst til at sætte mig i flyveren og tage hjem. Jeg har ikke lyst til at sige farvel til alle de fantastiske mennesker jeg har mødt og hele kulturen det er, at være en udvekslingsstudent.  Men på den anden side så glæder jeg mig lidt mere hver dag til at komme hjem til familien og vennerne og til en hverdag hvor jeg arbejder på at lægge et fundament for resten af mit liv.

Det er super, super lækkert ikke at skulle bekymre sig om skole, lektier og lign ting, men for en ambitiøs teenager som jeg også er, bliver det godt at komme i gang igen og føle at jeg arbejde mod et mål længere ude i fremtiden. Misforstå mig ikke, det her år er fantastisk og jeg tror på, at et år som dette, hvor man personligt kan udvikle sig, modnes og lære sig selv at kende, samt at stå på egne ben, er meget vigtigere end at kunne få gode karaktere i skolen, men jeg vil gerne gøre begge ting. Gymnasie som venter for mig når jeg kommer hjem er en spændende ny udfordring og jeg glæder mig til at starter der.

Disse to følelser er modstridende og det er som to mennesker holder mig om håndledet og hiver mig i hver sin retning. Hvis jeg ikke skulle sige farvel, vil jeg glæde mig helt vildt til at komme hjem. Men desværre er New Zealand omme på den anden side af jorden og ikke næste kommune, så farvel er desværre uundgåeligt. Når jeg sidder på flyet og mine øjne igen er tørre, vil jeg helt sikkert glæde mig super meget til at lande i DK, men nok først når jeg har sagt farvel.

Jeg tror jeg har sagt det før, men noget af det jeg glæder mig allermest til er i lufthavnen, når jeg efter 36 timers rejsen kommer ud i ankomsthallen og ser min familie og bare slipper alt min bagage og løber ind i armene på hvem end af dem der løber hurtigt. Jeg har en klump i halsen og får næsten tårer i øjnene bare ved at skrive det her nu. Det øjeblik kommer til at være meget specielt.

Nå, ikke mere snak om slutninger og farvel og alt muligt sørgeligt.

I stedet er der sket et par ting jeg vil fortælle jeg om.

Os studenter til Rotary Ballet.

Alle os udvekslingsstudenter med vores blazere.

Den første er den store Rotary Distrikts konference som vi havde her i Napier den første weekend i maj. Rotarianere fra hele vores distrikt og alle udvekslingsstudenter kom til Napier for en weekend og vi så forskellige foredrag, havde et bal og mødte hinanden igen. Det var sidste gang alle os udvekslingsstudenter var samlet, så der blev hygget skrevet på flag og grædt lidt.

                      Vi havde som sagt også en bal lørdag aften. 350 mennesker ca. var der, og vi var alle sammen i fine kjoler og med noget rødt - rød var aftens tema. Det var en rigtig god aften og vi dansede og spiste god mad og hyggede.

Hele familien ude foran Elephant Hill.

Brian, Sue(første værtsmor)’s fyldte 85 i midten af maj og vi havde en lille fejring. Familien fra Auckland(Nicky, Mark, Thomas, Libby og Oli) kom ned og vi havde en rigtig god weekend. Vi var ude på vingården Elephant Hill og spise en fantastisk frokost og derefter en fin lille køretur rundt i Hawkes Bay lørdag. Søndag morgen skulle Brian så have sin fødselsdagsgave. Det var en helikoptertur rundt og se på Hawkes Bay. Det nød han rigtig meget og han havde en rigtig god weekend.

3-2-1!

På min 300 dages jubilæumsdag gjorde jeg noget specielt, jeg gerne har ville gøre rigtig længe. Jeg sendte en flaskepost. En uge før var Eva og jeg ude og finde flasken, papiret og kuglepennen til at lave flaskeposten, og så tirsdag d. 15. maj 300 dage efter jeg landede i Napier var Neill og jeg ude at kaster den i vandet fra Perfume Point i Ahuriri. Forhåbentlig flyder den hen til et eller andet eksotisk sted.

Min form class i vores pink outfits

Fredag d. 20 maj havde vi ’Pink day’  her på Sacred Heart. Det var en dag hvor vi alle droppede skoleuniformen og kom i skole i pink tøj. Det var planlagt af skolen, vi var ikke bare rebeller, bare rolig. Vi var alle i pink, for at stå op imod mobning. En dreng kom i skole i en pink T-shirt i Canada og blev mobbet, så to drenge fra hans klasse købte 50 pink T-shirts  og emailede alle deres venner og næste dag komme rigtig mange af deres venner i skole i pink for at støtte den her dreng der blev mobbet. Det er den ide vi står op om og støtter med vores pink day.

Netball kamp - og ja vi spiller i kjoler.

Nu er Netball sæsonen begyndt og efter at ha’ misset de to første kampdage - 4 kampe spillede jeg min første netball kamp i lørdags d. 21. maj. Det var heldigvis imod et andet Sacred Heart hold, så de vidste godt at jeg aldrig har spillet før og tænke forhåbentlig ikke alt for mange dårlige ting om mig. Ej, det gik vist rigtig fint. Vi tabte stort, men holdet var også holdet over os. Jeg spillede mig helt sikkert op gennem kampen og fik mere selvtillid og over de næste 6 uger tror jeg på jeg kan blive en god netball spiller.

Det var alt for denne gang, nu går der ikke længe før venner og familie igen er en større del af mit liv og ikke behøves at læse om det her.

Hyg Jer - Nanna Rytz

To måneder...

Hej Alle

Så er der, som overskriften siger, kun to måneder, eller nu under to måneder, tilbage. Det er så underligt. Tiden er gået så stærkt! Jeg indså lige i går aftes hvor lidt tid der er tilbage, og det var som at blive slået hårdt i maven… Jeg er ikke klar til at tage hjem endnu. Jeg ved ikke om jeg ville blive klar om jeg så havde et ekstra år hernede. Når man har levet i noget som det her i så lang tid, føles det som om det her er ens liv, og så er det virkelig uvirkeligt at det lige pludselig skal ende… Tiden er virkelig ved at rende ud. Jeg vil bare prøve at få det meste ud af hver dag og presse så mange ting ind som muligt!

Den sidste uge a ferien var lidt mere nede på jorden, men der skete stadig et par ting jeg synes I skal høre om.

For det første så flyttede jeg værtsfamilie, Phillip og Judy. Jeg er nu hos min sidste værtsfamilie. De er rigtig søde. Det er et ægtepar omkring pensionsalderen. Jeg bor lidt længere væk fra skole så nu skal jeg gå 15 minutter til skole i stedet for 5 minutter, men det kan jeg leve med. De er en del af en familie, der ser hinanden rigtig tit og jeg blev mødt med kram og ’velkommen til familien’ så det fik mig til at føle mig velkommen allerede, hvilket er enormt dejligt.

Team Tongariro - Jess, mig og Ian. Klar til at gå!

Det var der vi gik op over

I den sidste weekend af ferien gik jeg ’The Tongariro Crossing’. Det er en 1 dags vandretur over bjerget Tongariro og regnet for en af de smukkeste 1 dags ture i verden. Det var Ian fra Rotary, ham jeg gik til Cape Kidnappers med, en ven fra skolen; Jess, og jeg der tog afsted. Vi kørte op fredag eftermiddag så vi var klar til en tidlig start lørdag morgen.

                      

19,4 blev til 20.6 km på 6 timer og 15
minutter, som er rimeligt godt.

Vi var rigtig heldige med vejret. Vi havde den klareste, smukkeste dag. Det var ikke for varmt, men ikke for koldt, det blæste næsten ikke og det var som sagt rigtig klart så vi kunne se langt oppe fra bjerget. Udsigten deroppe fra er en af tingene der er med til at gøre det til en fantastisk vandretur. Man går op på en side hen over et stort lava krater (selvfølgelig størknet), forbi endnu et krater og op over toppen, ned igen, forbi nogle fantastiske grønne silikone søer, over endnu et krater, videre til den næste store blå silikone sø og til sidste går man ned og ned og ned på den anden side men det smukkeste udsigt over tre forskellige søer og med damp kommende ud af sprækker i bjerget ikke så langt væk. Det var helt fantastisk. Meget specielt med lava landskabet og alpin miljøet og så var det så vildt flot. Vi havde som sagt en rigtig god tur og min ankel overlevede uden problemer. Det er helt sikkert en tur jeg ville gøre hvis jeg rejste til New Zealand(hint ;) )

                      Efter turen var vi et smut forbi de naturligt varme bassiner og slappe af inden vi kørte tilbage til hytten og kørte hjem den næste morgen.

Lige i starten, bjerget i baggrunden er hvor vi skal hen.

Udsigten fra den første del af opstigningen. I horisonten kan
I måske ane toppen af endnu et bjerg - det var meget tydeligere
i virkeligheden. Det er Mount Taranaki som er på vest kysten,
så vi kunne se fra midten af Norden helt til vestkysten.

Vi klatre til bjergets top

Så nåede vi den første lille top, her med vulkanen i baggrunden,
og så skulle flagene selvfølgelig frem.

Det New Zealandske flag er også en del af mig nu.

Det første lava krater. Her er lavaen størknet, så det er
fuldstændig jævnt i krateret.

De her var det eneste der groede så højt - vi er over 1500 m
over havets overflade.

Det er her er taget kiggende tilbage på krateret og vulkanen
og I kan se mennesker kommer op der hvor vi lige har klatret
op.

For enden af den lille klatretur var det røde krater. Det er sjovt
nok kaldt det røde krater fordi det har en dyb rød farve. Det var
fascinerende at stå og kigge ned i det.

                             

Dette var vejen fra det røde krater, det ligner vejen til verdens
ende, men ikke helt.

Så nåede vi toppen i 1885 m højde.

Det var udsigtren fra toppen først kan man se endnu et lava krater,
så en lille væg ting og efter det en sø. Den sø kommer vi til senere.

Når man går op skal man også komme ned. Det sværeste var
ikke at klatre op at de stejle bjergsider, men de første ca. 300m
ned. Her gik vi på et smal(det kan man ikke se på billede) s
stykke af bjerget med meget løst sten og grus som underlag, så
det var en udfordring ikke at falde ned, og det havde man ikke
rigtig lyst til for der var langt at falde på begge sider....

Udsigten på vej ned var super flot med de grønne silikone søer.

Kigger tilbage for de andre der prøver ikke at
skøjte hele vejen ned af bjeget. Vi er lige
kommer derfra.

Udsigten var smukt her kan man se skyer og bjerge i baggrunden
og en genspejling i søen.

Efter de grønne søer krydsede vi endnu et lava krater.

Det her er et billede af folk der er på vej op til Blue Lake.

Så kom vi til 'Blue lake' hvor vi spiste frokost. P.S. gær hvilken
farve søen er ;)

Vi kiggede tilbage fra Blue Lake og kunne se hvordan lavaen
var løbet ud over krateret og størknet halvvejs.

Så skal vi til at gå ned ad igen.

Ned af var meget blidere og MEGET længere end op ad, bare
gå ned af bjegsiden med en smule hælding.

Jess og jeg på vej ned

Det var en fantastisk udsigt vi fik på vej ned. Vi kunne se ikke
bare en men tre søer. Den første store er Lake Rotoaria, til lille
Lake Otamangekau og i baggrunden i en grå farve er Great lake Taupo.

Følger stien der skærer ind i bjergsiden lille så stille på vej ned.

Der er stadig vulkansk aktivitet i området og det damper ud fra
bjergsiderne flere steder.

Mere spektakulær udsigt og et billede af stien vi gik på.

Et stykke nede begyndte stien at zigzagged hele vejen ned og
man gik og gik og gik og følte ikke man kom nogen vegne.

De sidste kilometer var gennem skov eller "bush". Den New
Zealandske bush er så smuk og fredfyldt.

Et lille kort over turen.

Hvis du ikke har læst billedteksterne så vil jeg råde dig til at gå tilbage og gøre det. De beskriver rigtig godt hvad turen bød på(og jeg brugte rigtig lang tid på at skrive dem ;).

Nu er jeg så startet i skole igen. Term 2 er startet og jeg skal nu gå i skole resten af mine 2 måneder. Det er underligt at tænke på. Jeg har faktisk i dag, lige fået besked om en ændring i mit skema. Jeg har gerne ville tage lidt Maori(maori er de indfødte i New Zealand) og nu er jeg blevet en del af en Year 9 maori klasse. Der er kun to måneder til at lære så meget som muligt, men det er bare vigtig for mig at lære den side af New Zealand bedre at kende også. Bedre sent end aldrig ;)

Til næste gang ;)

Vi Ses - Nanna Rytz